Der var engang en pige, som var smuk, men meget doven. Når hun skulle spinde var hun så utålmodig, at hun rev en hel klump hør ned på gulvet, hvis der var en lille knude. Hun havde en tjenestepige, som var flink og flittig, og hun samlede alt det hør, der lå på gulvet, rensede det og spandt det og fik vævet en nydelig kjole af det. Den dovne pige var imidlertid blevet forlovet med en ung mand. Aftenen før brylluppet dansede den flittige pige lystigt omkring i sin smukke kjole, og bruden sagde da:

“Nej, se, hun springer nok så væver
omkring i mine gamle skæver.”

Brudgommen spurgte da, hvad det skulle betyde, og hun fortalte da, at pigen havde en kjole på, som var lavet af det hør, hun havde kastet bort. Da brudgommen hørte det, gik det op for ham, hvor doven hans brud var, og han lod da hende stå og gik hen og spurgte den flittige pige, om hun ville være hans kone.