DANSK

Frøkongen eller Jernhenrik

ROMÂNĂ

Printul fermecat


I gamle dage, dengang man kunne få sine ønsker opfyldt, levede der en konge, som havde en datter, der var så dejlig, at selv solen, der dog har set så meget kønt, undredes, hver gang den skinnede på hende. I nærheden af slottet lå der en stor, mørk skov, og der inde var der en brønd under en gammel lind. Når det var meget varmt, gik kongedatteren ud i skoven og satte sig ved vandet, og når hun kedede sig, spillede hun bold med en guldkugle, som var hendes kæreste legetøj.

En dag skete der det uheld, at hun ikke greb kuglen igen. Den rullede væk fra hende lige ud i vandet. Hun fulgte den med øjnene, men den forsvandt, og brønden var så dyb, at man slet ikke kunne se bunden. Hun gav sig til at græde, højere og højere, og var meget fortvivlet. På en gang hørte hun en stemme: "Hvad er der dog i vejen, lille prinsesse, du græder jo, så det kunne røre en sten." Da hun vendte sig om, så hun en frø, som stak sit ækle, tykke hoved op af vandet. "Å er det dig, gamle vandhund," sagde hun, "jeg græder, fordi min guldkugle er faldet i brønden." - "Vær bare rolig," sagde frøen, "jeg skal nok hjælpe dig. Hvad får jeg, når jeg skaffer dig dit legetøj igen?" - "Alt, hvad du vil," svarede kongedatteren, "mine klæder, mine perler og mine ædelstene, og hvis du bryder dig om det, må du også gerne få min guldkrone." - "Mange tak," sagde frøen, "alt det bryder jeg mig ikke om. Men vil du love mig at holde af mig og lege med mig og lade mig sidde ved siden af dig ved bordet og spise af din tallerken og drikke af dit bæger og sove hos dig i din seng, så skal jeg dykke ned og hente din guldkugle." - "Jeg lover dig det alt sammen, når du blot vil hente min kugle," svarede hun. Men ved sig selv tænkte hun: Sikken en tosset frø! Den kan da ikke være min legekammerat. Den må nok pænt blive nede hos de andre frøer og kvække.

Frøen dykkede nu ned og kom lidt efter op igen med kuglen i munden. Den lagde den i græsset, og kongedatteren tog den henrykt og løb af sted med den. "Vent lidt," råbte frøen, "tag mig med. Jeg kan ikke løbe så hurtigt som du." Men det nyttede ikke, at den kvækkede så højt, den kunne. Hun hørte det ikke, men skyndte sig hjem og havde snart glemt den stakkels, grimme frø.

Næste dag, da den lille prinsesse og kongen og hele hoffet sad og spiste til middag, hørte hun noget, der kom op ad marmortrappen, plask, plask. Så blev der banket på døren, og en stemme råbte: "Luk op, lille prinsesse." Hun gik hen for at se, hvem det var, og da hun lukkede op, sad frøen udenfor. Hun smækkede døren i og satte sig hen til bordet igen, men hun var slet ikke rigtig glad. Kongen kunne nok se, at der var noget i vejen med hende og spørge: "Hvad er det, du sidder og er bange for? Står der en kæmpe derude og vil tage dig?" - "Nej, det er ingen kæmpe," svarede hun, "det er en væmmelig frø." - "Men hvad vil den dog?" - "Å far, da jeg i går sad ude ved brønden og spillede bold, faldt kuglen i vandet. Så græd jeg, og frøen hentede den til mig, og så måtte jeg love den, at den skulle være min legekammerat. Men jeg var rigtig nok sikker på, at den ikke kunne komme op af vandet. Nu står den derude og vil ind." Imidlertid bankede frøen nok en gang og råbte:

"Lille prinsesse
luk døren op,
jeg står herude og venter.
Den løn, du mig loved
ved brønden i går,
kommer jeg
nu og henter."

Da sagde kongen: "Hvad du har lovet, skal du holde. Gå straks hen og luk op." Hun gjorde, som han sagde, og frøen kom ind og hoppede lige i hælene på hende hen til hendes stol. "Løft mig op," sagde den. Prinsessen gjorde det, men ikke før kongen sagde, hun skulle. Da frøen først var kommet op på stolen, ville den op på bordet, og da den var kommet derop, sagde den: "Skyd så din guldtallerken hen til mig, så spiser vi sammen." Hun gjorde det, men man kunne nok se, at hun ikke holdt af det. Frøen lod sig maden smage, men hver mundfuld blev siddende hende i halsen. "Nu er jeg træt," sagde den, da den havde spist, "bær mig nu ind i din stue, så lægger vi os til at sove i din silkeseng." Hun begyndte at græde, for hun var bange for den kolde frø, og turde ikke røre ved den, og nu skulle den ligge i hendes hvide, bløde seng! Men kongen blev vred og sagde: "Du skal ikke bagefter foragte den, der hjalp dig i din nød." Hun tog den så med to fingre og satte den i en krog inde i sin stue. Da hun havde lagt sig i sin seng, kom den kravlende og sagde: "Jeg er træt, jeg vil sove lige så godt som du. Hvis du ikke tager mig op til dig, siger jeg det til din far." Så blev kongedatteren for alvor vred, tog frøen og kastede den af alle kræfter mod væggen: "Nu kan du vel få hvilet dig nok, din væmmelige frø," råbte hun.

Men i det samme blev hun helt forskrækket, for i stedet for frøen stod der en kongesøn med kønne, gode øjne og så på hende. Han fortalte, at en ond heks havde forvandlet ham til en frø, og kongedatteren var den eneste, der kunne frelse ham. Hun løb efter sin far, og da han havde hørt historien, bestemte han, at kongesønnen skulle giftes med prinsessen. Så gik de i seng, og da solen næste morgen vækkede dem, holdt der en vogn, forspændt med otte hvide heste. De havde hvide strudsfjer på hovedet og var spændt fast med guldkæder. Bagpå stod vognen den tro Henrik, den unge konges tjener. Han havde været så bedrøvet, fordi hans herre var forhekset til en frø, at han havde lagt tre jernbånd om sit hjerte, for ikke at det skulle briste af sorg. Den tro Henrik løftede nu kongesønnen og prinsessen ind i vognen, og stillede sig bagved dem, og hans hjerte svulmede af glæde over, at hans herre var frelst.

Da de havde kørt et stykke, hørte kongesønnen, at der var noget bagved ham, der knagede, som om det gik itu. Han vendte sig om og sagde:

"Hørte du Henrik, aksen brast?"
"Nej, herre, vognen går støt og fast,
det var kun det bånd, jeg bar om mit hjerte,
at ikke det skulle briste af smerte,
da I måtte friste et kummerligt liv
hos frøer og tudser blandt tang og siv."

To gange endnu hørte kongesønnen noget, der knagede, og begge gange troede han, at vognen gik itu. Men det var kun jernbåndene om den tro Henriks hjerte, der sprang, fordi hans bryst var fyldt af lykke over, at hans herre var frelst.
A fost odata ca niciodata, a fost un imparat care avea mai multe fete si toate erau frumoase ca niste zane. Dar cea mai mica era atat de frumoasa, ca pana si soarele, care vazuse atatea, se oprea in loc, uitandu-se la dansa si minunandu-se de atata frumusete.

La o mica departare de palatul imparatesc se intindea o padure adanca si intunecoasa, iar in padure, la umbra unui tei batran, se putea vedea o fantana. in zilele cu prea mare zaduf, cea mai mica dintre fetele imparatului se ducea in padure si se aseza pe ghizdurile fantanii racoroase. Statea asa fara sa faca nimic si cand o prindea uratul scotea dintr-un buzunar o minge de aur; o arunca in sus, o prindea din zbor in causul palmelor si-apoi o arunca iar. asta era jocul care-i bucura cel mai mult inima.

S-a intamplat insa odata ca mingea sa-i scape din palme si cazand pe pamant sa se duca de-a rostogolul de-a dreptul in fantana. Fata de imparat o urmari cu privirea, dar mingea pieri de parca n-ar fi fost si fantana era tare adanca, atat de adanca, de nu-i putea zari fundul! Se porni atunci domnita pe plans si planse in hohote, neputand in nici un chip sa-si ostoiasca amaraciunea. si cum se jelea ea, numai ce aude ca-i striga cineva din apropiere:

- Ce ti s-a intamplat, domnita, de ce te bocesti asa? Plangi ca s-ar muia si pietrele de mila ta!

Fata cata in jur, sa afle cine anume ii vorbeste, si vazu un broscoi ce taman atunci scosese din apa capul lataret si buburos si privea la ea cu niste ochi cat cepele!

- Ah, tu erai, mos Balacila! se mira ea. Iaca, plang ca mi-a cazut mingea de aur in fantana.

- sterge-ti lacrimile si nu mai plange, o mangaie broscoiul, ca-mi sta in putinta sa te ajut. Dar vorba e: ce-mi dai tu daca-ti aduc din apa jucaria?

- Orice doresti, dragul meu broscoi; rochiile mele, pietrele nestemate, margaritarele, chiar si coroana de aur, pe care o port pe cap, de-o poftesti cumva!

Broscoiul o asculta pe ganduri, apoi grai:

- Nu-mi trebuie nici rochiile, nici margaritarele, nici pietrele nestemate, nici coroana ta de aur, dar daca ai incepe sa ma iubesti, daca ai ingadui sa-ti fiu prieten si tovaras de joaca, sa stau langa tine, la masuta ta, sa mananc din talerul tau de aur, sa beau din cupa ta si sa dorm in patuceanul tau, daca-mi fagaduiesti toate astea, acu' ma cobor in fantana si-ti aduc mingea.

- iti fagaduiesc, iti fagaduiesc tot ce vrei, numai sa-mi aduci mingea!

Dar in aceeasi vreme, fata isi zicea in sinea ei: "Ce tot indruga nerodul asta de broscoi! Ca doar i-e sortit sa se balaceasca in apa cu cei de-o fiinta cu el si sa oracaie intr-una; cum poate unul ca el sa lege prietenie cu oamenii?!"

Cum o auzi pe domnita fagaduindu-i tot ce dorea, broscoiul se dadu afund in fantana si, cat ai bate din palme, iesi iar deasupra apei, cu mingea de aur in gura, si-o zvarli in iarba. Fata de imparat sa sara in sus de bucurie, nu altceva, cand isi revazu jucaria ei draga. O ridica si, fara sai spuna broscoiului un singur cuvant, o lua la fuga.

- Stai, stai, nu fugi! striga in urma ei broscoiul. Ia-ma si pe mine, ca nu pot s-alerg atat de repede!

Dar in zadar oracaia broscoiul cat il tineau puterile, ca fata de imparat nu se sinchisea de el si, cu cat se apropia mai mult de casa, cu atat fugea mai tare. isi uitase cu desavarsire de bietul mos Balacila, iar acesta, neavand incotro, se inapoie si se lasa din nou sa cada in fundul fantanii.

A doua zi, domnita nici nu apucase bine sa se aseze la masa impreuna cu imparatul si cu toti curtenii si nici nu incepuse sa ia o bucatura din talerul ei de aur, ca si auzi deodata niste pasi, lipaind afara, pe scara de marmura... si pasii faceau: "plici-pleosc, plici-pleosc!" Asculta ea un rastimp si numai ce se pomeni c-o bataie in usa si deslusi un glas strigand:

- Fata de imparat, tu cea mai mica dintre domnite, vino de-mi deschide usa!

Domnita alerga intr-un suflet la usa sa vada cine era si, cand o intredeschise, se si trezi cu broscoiul in fata ei. Tranti repede usa si, luand-o la fuga inapoi, se aseza din nou la masa, tremurand toata de spaima. imparatul baga de seama ca fetei ii batea tare inima, mai-mai sa-i sparga cosul pieptului, si-o intreba:

- De ce te-ai ingrozit asa, copila draga? Au nu cumva ai zarit la usa un zmeu, care a venit sa te rapeasca?

- Da' de unde, tata, n-am vazut nici un zmeu, raspunse fata, cu sila in glas. La usa e un broscoi buburos!

- Un broscoi? si ce vrea broscoiul asta de la tine?

- Nu indraznesc, tata, a-ti spune cum a fost! Ieri, pe cand ma jucam langa fantana din padure, mia cazut mingea de aur in apa. si fiindca plangeam dupa ea de nu mai puteam, a iesit din fantana un broscoi si pocitania asta, cum a facut, cum n-a facut, mi-a scos mingea tocmai de la fund. Iar mai inainte imi ceruse sa-i fagaduiesc ca daca mi-o aduce mingea o sa legam prietenie si o sa fim tovarasi de joaca. Atata m-a batut la cap, ca i-am fagaduit, ce era sa fac! Dar nu mi-a trecut nici o clipa prin minte ca broscoiul si-ar putea face veacul si altundeva decat in apa! si-acum sta protap afara si tine mortis sa vina la mine!

in timpul asta, broscoiul batea cu inversunare la usa si striga:

- Hai, deschide usa,
- Fata de-mparat!
- Ai uitat cuvantul
- Care mi l-ai dat
- Ieri, cand la fantana
- Mi te-am ajutat?
- Hai, deschide usa, fata de-mparat!

Auzind acestea, imparatul grai:

- Acu', dac-ai apucat sa fagaduiesti, tine-ti fagaduiala. Du-te de-i deschide!

Fata se duse sa-i deschida usa si broscoiul sari pe data pragul in sala imparateasca; si se tinu scai dupa domnita pana ce ajunse in dreapta scaunului ei. Acolo se opri si, cand fata dadu sa se-aseze, glasul broscoiului se-auzi poruncitor:

- Da' pe mine cui ma lasi? Ia-ma langa tine!

Se codi ea ce se codi, se facu a nu fi auzit, dar imparatul ii porunci sa indeplineasca voia broscoiului. Cum se vazu broscoiul pe scaun, gata ceru sa-l urce si pe masa... si dintr-o saritura se pofti singur intre blide. si ceru de-acolo:

- Ia trage talerul mai aproape, sa mancam amandoi din el!

Biata copila se vazu silita sa faca asa cum ii poruncea broscoiul, cu toate ca ii era scarba si n-avea nici o tragere de inima. Broscoiul manca cu mare pofta, dar fetei de imparat i se opreau bucaturile in gat si nu se atinse aproape de nimic. La urma, broscoiul zise:

- M-am ospatat cum se cuvine, dar ma simt ostenit, rau. Du-ma in odaita ta si vezi de infasa patuceanul cu asternuturi de matase, ca sa ne culcam.

Domnita incepu sa planga: tare se mai temea de broscoi! De frica si de sila, nu-i venea nici sa-l atinga, c-avea o piele umeda si rece ca gheata...

si gand te gandesti ca de-aici inainte trebuia sa doarma cu el in patuceanul ei curat si frumos... Parca ar fi vrut sa se impotriveasca, dar imparatul se manie si-i spuse:

- Cand te-ai aflat la ananghie, ti-a placut sa te bucuri de ajutorul broscoiului! Iar acum crezi ca se cade sa-l dispretuiesti, nu-i asa?! Nu-ti mai face placere tovarasia lui!

Nemaiavand incotro, domnita apuca broscoiul cu doua degete si, ducandu-l cu ea sus, il zvarli intr-un ungher al iatacului. Dar cand dadu sa se intinda si ea in pat, broscoiul topai pana aproape de marginea patului si-i striga de-acolo:

- N-ai auzit ca-s ostenit rau? Vreau sa dorm si eu la fel de bine ca si tine; ia-ma sus in pat ca, de nu, te spun imparatului!

Domnita se facu foc si para cand il auzi cum o ameninta; il ridica de jos, de unde se otara la ea, si, izbindu-l cu toata puterea de perete, striga:

- Na ce ti-a trebuit, broscoi buburos! Acu' ai si tu liniste, am si eu...

si ce sa vezi? De indata ce cazu jos, broscoiul se prefacu intr-un fecior de imparat, ca ti-era mai mare dragul sa te uiti la el: chipes la infatisare, cu privirea ochilor blanda si c-un farmec in ei cum nu se mai poate...

imparatul isi dadu cu mare bucurie incuviintarea ca tanarul crai s-o ia de nevasta pe fiica-sa. Iar acesta ii povesti domnitei cum fusese blestemat de o vrajitoare rea sa se prefaca in broasca si ca nimanui, in afara de dansa, nu i-ar fi stat in putinta sa-l scape de sub povara cea grea a blestemului.

Apoi luara hotararea ca a doua zi sa porneasca impreuna spre imparatia feciorului de imparat. Mai povestira ei ce mai povestira si-apoi se culcara. Cand se trezira din somn, in revarsatul zorilor, bagara de seama ca la poarta ii astepta o caleasca trasa de opt cai albi, impodobiti cu panase albe de struti si avand hamuri cu totul si cu totul de aur. Iar in spatele calestii sedea Heinrich, sluga credincioasa a feciorului de imparat. intr-atat se intristase sluga asta credincioasa ca stapanul sau fusese prefacut in broasca, incat umblase nauc catava vreme si de teama ca nu cumva sa-i plesneasca inima de durere si-o stransese in cercuri de fier.

Caleasca astepta la scara palatului sa-i duca pe tanarul crai si pe aleasa inimii lui in imparatia parinteasca. Heinrich cel credincios, care pregatise totul dupa cum cerea cuviinta, ii ajuta pe amandoi sa urce in caleasca, iar dupa aceea se sui si el in locul din spate. si inima-i tresalta de bucurie ca-i fusese dat sa-si revada stapanul. Mersera ei o bucata buna de drum si numai ce auzi feciorul de imparat o trosnitura inapoia lui de parca s-ar fi rupt ceva. si cum nu-si putu da seama ce poate fi, ii striga slujitorului sau:

- Heinrich, auzi trosnitura?
- Nu cumva s-a rupt trasura?

Iar Heinrich se grabi sa raspunda:

- Fii, stapane, linistit,
- Ia, un cerc, ici, a plesnit,
- Ce-mi tinea inima strans
- Sa nu mor de-atata plans;
- Ca un biet broscoi erai
- si sub vraja grea zaceai...

- si se auzi trosnind inca o data, si apoi iar o data... Iar feciorul de imparat din nou crezu ca trosneste caleasca si ca-i gata sa se rupa. Dar nu caleasca se rupea, ci cele doua cercuri de fier care se desprindeau din jurul inimii lui Heinrich cel credincios, care nu mai putea de bucurie ca stapanul sau scapase de sub urgia blestemului si ca era acum fericit cu aleasa inimii lui.




Sammenligne to sprogene:













Donations are welcomed & appreciated.


Thank you for your support.