ROMÂNĂ

Fratior si surioara

DANSK

Brorlil og søsterlil


Intr-o zi, fratele si-a luat sora de mana si i-a spus, "De cand a murit mama noastra nu mai avem zile bune de trait in casa. Mama noastra vitrega ne bate in fiecare zi si, daca indraznim sa ne apropiem de ea, ne alunga de indata afara din casa. Nu avem nimic de mancare decat farimiturile de paine ramase pe masa. Pana si cainele nostru se hraneste mai bine decat noi, reusind, din cand in cand, sa fure cate o bucatica buna de carne din bucatarie. Daca ar sti buna noastra mama cum am ajuns sa traim, ne-ar jeli de mila! Haide sa plecam in lumea larga!"
Nu au stat mult pe ganduri si au fugit de acasa. Au calatorit intreaga zi peste campuri, pasuni si pamanturi stancoase, iar daca se intampla sa ii prinda ploaia, sora spunea, "Iata, cerurile plang impreuna cu noi!" Catre seara, au ajuns intr-o mare padure si, fiind nemaipomenit de obositi si infometati dupa lungul lor drum, s-au catarat intr-un copac inalt si au adormit bustean.

A doua zi dimineata, atunci cand s-au trezit, soarele era sus pe cer, iar razele sale straluceau printre frunze. Fratele a zis, "Sora draga, mi-e asa de sete! Daca as sti vreun izvor pe aproape, m-as duce degraba la el sa ma indestulez cu apa! Aud clipocitul unei ape curgatoare pe-aproape sau mi se pare mie?"
Cei doi au coborat din copac, fratele si-a luat sora de mana, si au plecat in cautarea unui izvor. Mama lor vitrega era insa vrajitoare rea. Ea si-a dat seama curand ca cei doi copii fugisera de acasa, si le-a luat urma, asa cum numai o vrajitoare stie sa faca, dupa care a aruncat o vraja rea peste toate apele din padure.

Cand au descoperit, asadar, un mic parau ce isi croia drum peste o albie plina de albe pietricele, fratele a vrut sa bea imediat din apa sa, dar sora a auzit cum valurile murmurau, "Intr-un tigru se va preface cine bea din apele mele, cine ma soarbe in tigru se va preschimba."

Sora a strigat cat a putut de repede, "Te rog, frate draga, nu bea din paraul asta, caci te vei transforma intr-o fiara salbatica si ma vei sfasia!"

Desi era peste masura de insetat, fratele a ascultat-o si a spus ca va astepta pana vor ajunge la un alt izvor. Atunci cand au dat peste o a doua apa curgatoare, aceasta glasuia, "Intr-un lup se va preface cine bea din apele mele, cine ma soarbe intr-un lup se va preschimba."

Din nou, sora a strigat din toate puterile, "Te rog, draga frate, nu bea, caci te vei transforma intr-un lup si ma vei manca!"

Fratele s-a abtinut sa se atinga de apa, si a zis, "Voi mai astepta pana la urmatorul izvor, dar acolo va trebui sa beau indiferent ce imi vei spune, pentru ca setea care ma stapaneste este mult prea mare."

Au ajuns, apoi, la un al treilea izvor, iar sora i-a auzit valurile susurand, "Intr-un cerb se va preface cine bea din apele mele, cine ma soarbe intr-un cerb tanar se va preschimba."

Sora a exclamat iarasi, "Vai, frate draga, te rog nu bea, caci te vei transforma intr-un cerb si vei fugi departe de mine!"

Fratele ei ingenunchease insa deja pe malul izvorului si bause din apa. De indata ce cel dintai strop i-a atins buzele, s-a preschimbat intr-un cerb.

Sora a plans cu lacrimi amare transformarea bietului ei frate, iar el a stat, plin de tristete, in preajma ei. In cele din urma, fata a zis, "Nu te ingrijora, draga cerbule, pentru ca nu te voi parasi niciodata."
Dupa aceea, si-a desfacut lantul de aur de la gat si l-a pus in jurul grumazului cerbului, a adunat cat de multe crengute de trestie a putut gasi si a impletit din ele un lat moale, cu care a legat de gat cerbul, si a mers cu el tot mai adanc in padure. Au batut cale indelungata pana ce au ajuns in dreptul unei mici case. Fata s-a uitat inauntru si dat seama ca era parasita, asa ca s-a gandit, "Am putea sa locuim aici." A adunat frunze si muschi pentru a incropi un culcus pentru cerb, si, apoi, in fiecare dimineata a mers in padure culegand fructe si radacini pentru ea, si iarba proaspata drept hrana pentru cerb. Acesta manca cu bucurie din mana ei si zburda prin preajma sa. La lasarea noptii, cuprinsa de oboseala, fata isi spunea rugaciunea si isi aseza capul pe spatele cerbului, ce ii servea drept moale perna, atipind molcom, pe nesimtite. Daca fratele ei si-ar fi recapatat infatisarea de om, ar fi avut, cu adevarat, o viata tare frumoasa!

In acest fel, cei doi au trait o vreme singuri in salbaticie. S-a intamplat insa ca intr-o zi regele din acea tara sa porneasca la o mare vanatoare prin padure. Ecourile cornurilor, latratul cainilor, si strigatele ademenitoare ale vanatorilor rasunau prin tot codrul, iar cerbul era strabatut de neastampar, dorindu-si sa ia parte la toate acestea.

"Ah," i-a spus sorei sale, "lasa-ma sa ma duc la vanatoare, nu mai pot rezista sa stau locului." A rugat-o atat de mult si de fierbinte incat, in cele din urma, ea a consimtit.

"Ai totusi grija," i-a spus ea, "intoarce-te inapoi la mine diseara. Va trebui sa zavorasc usa pentru a ma pazi de necioplitii vanatori si, pentru a sti ca esti tu, sa ciocanesti si sa zici, "Surioara, lasa-ma inauntru." Pana nu voi auzi cuvintele acestea, nu voi deschide usa!" Apoi, cerbul a zbughit-o in padure, simtindu-se fericit si plin de voie buna sub cerul descoperit. Regele si vanatorii sai au zarit frumosul animal si au inceput sa-l urmareasca, dar nu au reusit sa puna mana pe el intrucat, ori de cate ori se apropiau de dansul, cerbul tasnea pe deasupra tufisurilor si se facea nevazut. Dupa ce s-a intunecat, el s-a intors la casuta, a batut la usa, si a grait, "Surioara, lasa-ma inauntru." Usa i-a fost deschisa in graba, a intrat in casa si s-a odihnit toata noaptea pe culcusul sau moale.

A doua zi dimineata, vanatoarea a reinceput, iar la auzul cornurilor si a strigatelor vanatorilor cerbul nu a mai avut liniste si s-a rugat, "Suriora, da-mi voie sa ies afara, trebuie neaparat sa plec."

Sora i-a deschis usa si i-a reamintit, "Ai grija ca atunci cand revii diseara acasa sa imi spui cuvintele pe care te-am invatat." Imediat ce regele si vanatorii sai au vazut iarasi cerbul cu un lant de aur in jurul grumazului, l-au urmarit indeaproape, dar el era prea spinten pentru a fi prins. Oameni l-au fugarit intreaga zi, si, pana la urma, au reusit sa il inconjoare, iar unul dintre ei l-a ranit la picior cu o sageata, asa ca cerbul a inceput sa schioapete si a alergat cu mai putina iuteala. Un vanator a putut astfel sa il urmeze pe furis pana la mica casa si l-a auzit strigand, "Surioara, lasa-ma inauntru." Apoi, a vazut cum usa se deschide si se inchide in urma cerbului. Vanatorul s-a dus inapoi la rege si i-a povestit tot ce vazuse si auzise, iar suveranul a dat porunca, "Maine vom vana din nou!"

Sora s-a inspaimantat vazand ca cerbul a fost ranit. I-a spalat piciorul, i-a acoperit rana cu frunze vindecatoare, si a spus, "Aseza-te in culcusul tau, drag cerb, odihneste-te si curand te vei face bine." Rana nu era prea grava si cerbul s-a simtit cat se poate de vioi a doua zi dimineata. Ajungandu-i din nou la urechi zarva vanatorii, a zis, "Nu mai pot ramane aici, trebuie sa ma duc iarasi in padure. De asta data, nu se vor mai apropia de mine!"

Sora a inceput sa planga si sa se jeleasca, "Stiu ca vei fi ucis, iar eu voi ramane singura in codru, fara nimeni de nadejde alaturi de mine. Nu te pot lasa sa pleci!"

"Atunci voi muri aici, din pricina dorului de vanatoare," i-a raspuns cerbul. "Cand aud sunetul cornului, ma simt ca si cum as fi gata sa ies din propria mea piele."

Vazand ca nu are cum sa-l opreasca, cu inima grea, sora i-a deschis usa, iar cerbul s-a napustit in padure, plin de vigoare si voiosie.

Imediat ce l-a zarit, regele le-a poruncit gonacilor sai, "Urmariti-l pana se innopteaza, si aveti grija sa nu-l raniti." Indata ce soarele a apus, i-a zis vanatorului sau credincios, "Vino cu mine si arata-mi unde e casuta din padure." Cum a ajuns la usa colibei, regele a coborat din sa si a strigat, "Surioara, lasa-ma sa intru." Usa s-a deschis, regele a pasit inauntru si a dat ochii cu cea mai frumoasa fata pe care o vazuse vreodata. Fata s-a speriat zarind in locul cerbului un barbat cu o coroana de aur pe cap. Suveranul s-a uitat cu blandete la ea, a luat-o de mana si a intrebat, "N-ai vrea sa mergi la castelul meu si sa devii iubita mea sotie?"

"Ah, da," i-a raspuns fata, "dar cerbul trebuie sa vina cu mine. Nu-l pot parasi!" Regele a spus, "El va ramane cu tine atata timp cat vei trai, si nu va duce lipsa de nimic." Apoi, a sosit in goana si cerbul, iar fata a legat funia din crengi in jurul gatului sau, si l-a condus afara din casa.

Regele a luat frumoasa fata pe calul sau si a dus-o la palatul lui, unde a avut loc o nunta ca in povesti. In acest fel, a devenit regina si a trait fericita o vreme. Cerbul, bine ingrijit si hranit, obisnuia sa zburde prin gradina palatului.

Rautacioasa mama vitrega, din cauza careia copiii fugisera in lume, era convinsa ca fata sfarsise prin a fi mancata de animalele salbatice din padure, si ca fratele ei, preschimbat in cerb, fusese ucis de vanatori.
Cand a auzit, insa, ca cei doi erau atat de fericiti si ca lucrurile mersesera atat de bine pentru ei, invidia si ura au pus stapanire peste inima sa, nedandu-i deloc pace. Se gandea mereu cum sa aduca alte nenorociri asupra lor. Pana si fiica ei, urata ca dracul si cu un ochi lipsa, i se plangea, zicandu-i, "Eu nu am avut niciodata norocul de a ajunge regina."

"Nu te necaji," ii raspundea batrana vrajitoare, pentru a o alina, "Va veni si randul tau sa fii regina." Dupa o vreme, regina a dat nastere unui frumos baietel, dar, in acea zi, regele era plecat la vanatoare. Vrajitoarea s-a transformat intr-o servitoare din palat, a intrat in camera unde zacea, epuizata, regina, si i-a grait, "Veniti, baia este gata! Va va improspata si invigora! Repede, pana nu se raceste!" Ajutata de fiica ei, batrana a dus-o pe suferinda regina in baie si a aprins acolo un mare foc pentru a o innabusi cu fum.

Dupa aceea, vrajitoarea a luat-o cu ea pe fiica-sa, i-a pus o boneta pe cap, a asezat-o in patul regelui si a facut un farmec prin care i-a dat infatisarea reginei, nereusind insa sa in puna inapoi ochiul lipsa. Pentru ca regele sa nu bage de seama acesta inselatorie, fata vrajitoarei s-a intins pe pat pe partea in care nu avea ochiul. Seara, regele a ajuns acasa, si auzind ca i s-a nascut un fiu, s-a bucurat din toata inima si a mers la capataiul sotiei sale pentru a vedea cum se simte. Batrana i-a strigat, "Pentru numele lui Dumnezeu, trage perdelele si nu lasa lumina sa patrunda in camera, caci nevasta ta trebuie sa se odihneasca!" Regele a plecat de acolo, fara a sti ca in dormitorul regal se gasea o falsa regina.

La miezul noptii, cand toata lumea dormea, doica ce veghea copilul nou nascut a vazut cum usa se deschide si adevarata regina intra inlauntru. Ea a luat copilul din leagan, l-a asezat la piept si l-a hranit. Apoi, i-a aranjat pernuta, a asezat bebelusul inapoi in patut, si l-a acoperit cu plapumioara sa. Nu l-a uitat nici pe cerb, ci a mers pana la cotlonul unde isi avea salas, si l-a mangaiat cu iubire pe spate. Dupa aceea, a iesit, fara a face vreun zgomot, pe usa. A doua zi, doica i-a intrebat pe strajeri daca vazusera pe cineva intrand in castel in timpul noptii, iar acestia i-au raspuns ca nu zarisera pe nimeni.

Regina si-a facut astfel aparitia, fara a spune vreo vorba, mai multe nopti la rand, in camera copilasului. Doica a vazut-o de fiecare data, dar nu a indraznit sa spuna cuiva despre asta.

Dupa catava vreme, intr-una din aceste vizite, regina a prins glas si a spus:

"Copilul meu, cerbul meu, de inca doua ori voi veni sa va vad,
De inca doua ori voi sosi, si apoi va veni sfarsitul."

Doica nu a ingaimat nici o vorba, insa, de indata ce regina a plecat, s-a dus in fuga la rege si i-a povestit ce se intamplase. Regele a zis, "Vai, cerurilor! Ce imi este dat sa aud! Maine noapte voi veni eu insumi sa-l veghez pe copil." Zis si facut. Catre seara, el si-a facut aparitia in odaia copilasului, iar la miezul noptii s-a ivit si regina, spunand:

"Copilul meu, cerbul meu, inca o data voi veni sa va vad,
Inca o data voi sosi, si apoi va veni sfarsitul."

Si-a hranit si mangaiat copilasul, asa cum facea mereu, si apoi a disparut. Regele nu a cutezat sa-i vorbeasca, dar, in urmatoarea noapte, a zarit-o din nou si a auzit-o murmurand:

"Copilul meu, cerbul meu, acum e ultima data cand vin sa va vad,
Ultima oara cand sosesc, si acum trebuie sa vina sfarsitul!"

Regele nu s-a mai putut stapani si a fugit pana la ea, glasuindu-i, "Nu esti altcineva decat draga mea sotie!" Ea i-a raspuns, "Asa este, eu sunt iubita-ti nevasta!" In acea clipa, prin milostivirea cerurilor, viata a revenit in ea, regina fiind din nou sanatoasa si viguroasa. Apoi, i-a povestit regelui despre capcana ce ii fusese intinsa de reaua vrajitoare si fiica sa.

Regele le-a adus pe cele doua netrebnice la judecata si le-a dat o sentinta bine meritata. Fiica vrajitoarei a fost trimisa in padure, unde a fost mancata de fiarele salbatice, iar mama ei a fost arsa pe rug, sfarsindu-si viata in mari chinuri. Imediat ce trupul ei s-a prefacut in cenusa, vraja aruncata peste cerb s-a destramat, iar el a capatat iarasi infatisare de om. Dupa aceea, sora si fratele au trait fericiti impreuna pana la adanci batraneti.
Brorlil tog søsterlil i hånden og sagde: "Siden mor er død, har vi ikke en lykkelig time mere. Vores stedmor slår os hver dag og sparker til os, når vi kommer hen til hende. Hunden har det bedre end vi, den får dog engang imellem noget godt at spise, men vi får ikke andet end tørre brødskorper. Du gode Gud, hvis mor vidste det! Kom, vi går sammen ud i den vide verden." De gik hele dagen over marker og enge, og når det regnede, sagde søsterlil: "Se, den gode Gud græder med os." Om aftenen kom de til en stor skov og var så trætte af sorg og sult og den lange vej, at de krøb ind i et hult træ og lagde sig til at sove.

Da de vågnede næste morgen, stod solen højt på himlen. "Jeg er så tørstig," sagde brorlil, "kan du ikke høre noget, der risler? Bare det var en kilde, så jeg kunne få noget at drikke." De tog så hinanden i hånden og gik ud for at søge efter kilden. Men den onde stedmor var en heks og da børnene gik, havde hun listet sig efter dem og forhekset alle kilderne i skoven. De kom snart til en, og brorlil ville lægge sig ned og drikke af det blinkende vand, men søsterlil kunne høre, hvordan den mumlede: "Den der drikker af mig, bliver til en tiger, den der drikker af mig, bliver til en tiger." - "Du må ikke drikke noget," råbte hun da, "så bliver du til en tiger og sønderriver mig." Skønt han var meget tørstig, sagde han: "Så venter jeg med at drikke, til vi næste gang kommer til noget vand." Men da de kom til den næste kilde, hørte søsterlil, at den mumlede: "Den, der drikker af mig, bliver til en ulv, den der drinker af mig, bliver til en ulv." - "Du må ingenting drikke," råbte hun, "så bliver du til en ulv og æder mig." Brorlil drak heller ikke denne gang, men da de kom til den næste kilde sagde han: "Nu kan jeg ikke holde det ud længere, nu må jeg drikke." Søsterlil hørte, at den mumlede: "Den der drikker af mig, bliver til et rådyr, den der drikker af mig, bliver til et rådyr," og råbte: "Du må ikke drikke noget, så bliver du til et rådyr og løber væk fra mig." Men brorlil havde allerede lagt sig ned for at drikke, og så snart den første dråbe var kommet over hans læber, blev han forvandlet til et rådyr.

Nu gav søsterlil sig til at græde, og rådyret græd også. Men pigen trøstede det og sagde: "Jeg vil aldrig nogensine forlade dig." Hun tog sit gyldne strømpebånd af, og bandt det om halsen på dyret. Derpå flettede hun et bånd af siv, og bandt det fast deri, og nu gik de videre ind i skoven. Da de havde gået meget længe, kom de til et lille hus, og da pigen så, det var tomt, tænkte hun: "Her kan vi bo." Hun lavede så et blødt leje af mos og løv til rådyret. Hver morgen gik hun ud og samlede rødder og bær og nødder til sig selv og fint græs til rådyret, som spiste af hendes hånd. Om aftenen, når hun var træt, lagde hun hovedet på rådyrets ryg og sov der. Havde brorlil blot været menneske igen, kunne de have haft det dejligt sammen.

I nogen tid var de helt alene i skoven. Men en gang holdt kongen en stor jagt derude. Hornene klang, hundenes gøen og jægernes lystige råb trængte ind til dem, og rådyret brændte af lyst til at løbe derhen. "Lad mig gå hen til dem," sagde det, "jeg kan ikke holde det ud." - "Du må love mig at komme tilbage i aften," sagde hun, "jeg lukker nu døren, for at de vilde jægere ikke skal komme herind. Når du vender hjem i aften, skal du banke på og råbe: "Søsterlil, luk op," så jeg kan vide, at det er dig ellers lukker jeg ikke op." Rådyret sprang af sted og tumlede sig glad i den friske luft. Kongen og hans jægere så det smukke dyr og satte efter det, men kunne ikke fange det; lige når de troede, de havde det, sprang det over buskene og forsvandt. Da det blev mørkt, løb det hjem til huset og råbte: "Søsterlil, luk op." Hun åbnede så døren for det, og det sprang ind og sov snart på sit bløde leje. Den næste dag begyndte jagten igen, og rådyret havde ingen ro på sig, men sagde: "Luk op, søsterlil, jeg må derud." Hun åbnede døren og sagde: "Ja, men du må komme hjem i aften og banke på ligesom i går." Da kongen og hans jægere så rådyret med det gyldne halsbånd, jagede de efter det, men det var for hurtigt og behændigt. Da de havde forfulgt det hele dagen blev det henimod aften såret i foden, og måtte hinke langsomt hjem. En af jægerne listede sig imidlertid bagefter hen til huset og hørte, at det sagde: "Søsterlil, luk op." og så, at døren blev åbnet og straks efter lukket igen. Jægeren lagde nøje mærke til det altsammen og fortalte kongen, hvad han havde set og hørt. "I morgen går vi på jagt igen," sagde kongen da.

Søsterlil blev meget forskrækket, da hun så, at rådyret var såret. Hun vaskede blodet af, lagde urter på og sagde: "Læg dig nu til at sove, lille rådyr, så du kan blive rask igen." Såret var imidlertid så ubetydeligt, at det var helt lægt næste morgen. Og da jagthornene igen lød derude, sagde rådyret: "Jeg kan ikke holde det ud, jeg må derhen. Jeg skal nok sørge for, at de ikke får fat i mig." Søsterlil gav sig til at græde og sagde: "De slår dig nok ihjel, og så er j eg helt alene i verden." Men da rådyret sagde: "Jeg dør af sorg, hvis jeg skal spærres inde her," kunne hun ikke andet end med tungt hjerte lukke døren op, og glad sprang det af sted. Da kongen så det, sagde han: "Nu jager vi efter det hele dagen, men ingen må gøre det fortræd." Da solen var gået ned, sagde kongen til jægeren: "Kom så og vis mig det lille hus." Da han var kommet derhen bankede han på og råbte: "Søsterlil, luk op." Døren blev åbnet og kongen trådte ind, og så den dejligste pige, han nogensinde havde set. Pigen blev meget bange, da hun så en fremmed mand med guldkrone på hovedet. Men kongen rakte venligt hånden ud imod hende og sagde: "Vil du følge med mig hjem og være min dronning?" - "Ja, jeg vil, " svarede hun, "men jeg vil aldrig forlade rådyret, det skal følge med." Og kongen lovede hende da, at det skulle blive hos hende, så længe hun levede, og have det godt i alle måder. Imidlertid kom det springende, hun bandt rebet fast i det, tog det i hånden, og de gik ud af huset.

Kongen tog den smukke pige foran sig på hesten og red hjem med hende til slottet, hvor brylluppet blev fejret med stor pragt. I lang tid levede de nu lykkeligt sammen, og rådyret blev plejet og passet og sprang omkring i slotshaven. Den onde stedmor havde imidlertid levet i den tro, at søsterlil var blevet sønderrevet af de vilde dyr i skoven, og brorlil forvandlet til et rådyr og skudt af jægerne. Da hun fik at vide, hvor godt det var gået dem, blev hun opfyldt af misundelse og tænkte bare på, hvordan hun kunne gøre dem fortræd. Hendes egen datter, der var grim som arvesynden og kun havde et øje, gjorde hende bebrejdelser og sagde: "Det var rigtignok mig, der skulle have været dronning." Den gamle søgte at stille hende tilfreds. "Vent lidt," sagde hun, "kommer tid, kommer råd." Mens kongen engang var på jagt i skoven, havde dronningen født en dejlig dreng. Den gamle heks af en stedmor påtog sig da hendes kammerjomfrus skikkelse og gik ind i stuen, hvor dronningen lå, og sagde til hende: "Kom nu ind og tag et bad, det vil styrke Jer. Men skynd Jer, før vandet bliver koldt." Hendes datter var også til stede, og de bar nu dronningen ind i badstuen og lagde hende i badekarret, og derpå låsede de døren og løb deres vej. Men inde i badstuen havde de tændt så stærkt et bål, at dronningen inden ret lang tid ville være kvalt.

Da de havde gjort det, lagde den grimme datter sig i sengen. Den gamle heks gav hende dronningens ansigt og skikkelse, men det øje, hun manglede, kunne hun ikke give hende. For at kongen ikke skulle mærke det, lagde hun sig på den side, hvor der intet øje var. Da han kom hjem om aftenen og fik at vide, at han havde fået en søn, blev han meget glad og gik hen til sin kones seng for at se, hvordan hun havde det. Men den gamle råbte hurtig: "For Guds skyld, lad være at trække forhænget fra! Dronningen kan ikke tåle lyset." Kongen gik så sin vej uden at vide, at der lå en falsk dronning i sengen.

Ved midnatstid, da alle sov, så barnepigen, der sad ved vuggen, at døren gik op og den rette dronning trådte ind. Hun tog barnet op af vuggen og gav det mælk at drikke. Så lagde hun puderne til rette, lagde barnet ned igen og dækkede det godt. Hun glemte heller ikke rådyret, men gik hen til det i krogen og klappede det. Derpå gik hun sagte bort igen. Barnepigen spurgte dagen efter skildvagterne, om der var kommet nogen ind i slottet om natten, men de sagde nej.

Dronningen kom mange nætter, men sagde aldrig noget. Barnepigen så hende hver gang, men turde ikke tale til nogen derom.

Efter nogen tids forløb begyndte dronningen en nat at tale og sagde:

"Mit lille barn, min lille rå,
to gange endnu jeg komme må."

Barnepigen svarede ikke, men da dronningen var forsvundet, gik hun hen til kongen og fortalte det hele. Kongen bestemte da, at han ville våge hos barnet næste nat. Ved midnatstid viste dronningen sig igen og sagde:

"Mit lille barn, min lille rå,
en gang endnu jeg komme må."

Derpå tog hun barnet op, som hun plejede, og forsvandt. Kongen turde ikke tale til hende, men han vågede også derinde næste nat. Og da dronningen sagde:

"Mit lille barn, min lille rå,
nu aldrig mer jeg komme må,"

kunne han ikke længere holde sig tilbage, men sprang frem og råbte: "Du kan ikke være nogen anden end min egen elskede dronning." - "Det er jeg," svarede hun, og i samme nu gav Gud hende livet tilbage, og hun var frisk og sund. Derpå fortalte hun kongen om den forbrydelse, den onde heks og hendes datter havde begået. Kongen lod dem nu begge stille for domstolen. Datteren blev ført ud i skoven, hvor hun blev sønderrevet af de vilde dyr, heksen blev dømt til at brændes på bålet. Og i samme nu, hun var blevet til aske, blev rådyret forvandlet til menneske igen, og brorlil og søsterlil levede lykkeligt sammen til deres dages ende.




Compară două limbi:













Donations are welcomed & appreciated.


Thank you for your support.