Der var engang en doven pige, som slet ikke gad spinde, og det nyttede ikke, hvor meget hendes mor så skændte på hende. Men en dag tabte hun tålmodigheden og gav pigen en på øret, så hun gav sig til at tudskråle. Dronningen kørte netop forbi, og da hun kunne høre, at der var nogen, som græd inde i huset, gik hun derind og spurgte moderen, hvorfor hun slog sin datter, så man kunne høre hende skrige helt ud på gaden. Moderen skammede sig over at skulle fortælle, hvor doven hendes datter var, og sagde derfor: "Jeg kan ikke få hende til at holde op med at spinde, og jeg er så fattig, at jeg ikke kan skaffe alt det hør, hun skal bruge." - "Jeg holder så meget af, at nogen spinder," sagde dronningen da, "jeg ved ikke noget morsommere end at se hjulene snurre rundt. Lad hende komme hjem til mig, jeg har hør nok, og så kan hun spinde, så meget hun har lyst." Det var moderen meget tilfreds med, og pigen kørte af sted med dronningen. Da de var kommet til slottet, viste dronningen hende tre værelser, der fra loft til gulv var fulde af den fineste hør. "Kan du spinde al den hør op," sagde hun, "så skal du giftes med min ældste søn. Jeg bryder mig ikke om, at du er fattig. Din flid vejer det rigelig op." Pigen blev forfærdet, for om hun så havde spundet i tre hundrede år fra morgen til aften, var hun ikke blevet færdig. Da dronningen var gået, gav hun sig til at græde, og bestilte ikke en smule i tre dage. Da dronningen kom igen og så, at hun aldeles ikke havde taget fat på arbejdet, blev hun meget forundret, men pigen undskyldte sig med, at hun havde længtes sådan efter sin mor, at hun slet ikke havde kunnet bestille noget. Det syntes dronningen jo nok, der kunne være mening i. "Men i morgen tager du fat," sagde hun, da hun gik.
Pigen vidste slet ikke, hvad hun skulle gøre, men stod bedrøvet og kiggede ud af vinduet. Da så hun, at der kom tre kvinder gående. Den første var platfodet, den andens underlæbe var så tyk, at den hang ned over hagen, og den tredie havde en meget stor tommelfinger. De standsede nedenfor vinduet og spurgte pigen, hvad der var i vejen. Hun klagede sin nød for dem, og de tilbød da at hjælpe hende og sagde: "Hvis du vil indbyde os til brylluppet, og ikke skamme dig ved os, men sige, at vi er dine kusiner, så skal vi i en fart spinde det hør op." - "Ja det lover jeg jer," sagde pigen, "kom kun herind og begynd." De tre løjerlige kvinder kom så op og satte sig i den første stue og begyndte at spinde. Den ene trak tråden og trådte hjulet, den anden vædede den, den tredie snoede den og slog den mod bordet med fingrene, og for hver gang, hun gjorde det, faldt der et fed garn ned, og det kunne ikke være spundet finere. Når dronningen kom, gemte pigen de tre spindersker og viste hende alt det garn, der var spundet, og hun kunne ikke finde rosende ord nok til pigen. Inden ret mange dage var alle tre værelser tømt. Så sagde de tre kvinder farvel. "Men glem nu ikke, hvad du har lovet os," sagde de, og så gik de.
Da pigen viste dronningen alt garnet, begyndte hun at træffe forberedelser til brylluppet, og kongesønnen var glad, fordi han fik sådan en flink kone. "Jeg har tre kusiner," sagde pigen, "som har været meget gode imod mig. Må jeg ikke nok indbyde dem til brylluppet." - " Jo, hvorfor ikke," svarede dronningen og hendes søn. Ved festens begyndelse kom de tre kvinder ind i nogle løjerlige dragter, og bruden sagde til dem: "Velkommen, kære kusiner." - "Hvordan kan du dog være i familie med de sære kvindfolk?" sagde brudgommen. Derpå gik han hen til den ene og spurgte hende, hvorfor hun var platfodet. "Det er jeg blevet af at træde rokken," svarede hun. Han spurgte så den anden, hvordan hun havde fået den tykke underlæbe. "Af at væde garnet," svarede hun. "Hvordan har I fået den brede tommelfinger," spurgte han nu den tredie. "Af at dreje tråden," svarede hun. "Min dejlige brud må aldrig mere røre en rok," sagde prinsen helt forfærdet, og sådan slap hun for at spinde.
A fost odata o fata frumoasa si buna, dar care avea un defect: ura munca. Si nu era chip ca mama acesteia sa o determine sa toarca putin, in ciuda reprosurilor continue.
Intr-o zi, mama, exasperata de faptul ca nu isi putea convinge fiica sa munceasca, ii trase o palma, incat aceasta vazu stele verzi in plina zi.
Cum era de asteptat, fata izbucni in plans. In acel moment trecea pe acolo regina, in caleasca sa regala. Regina, care era renumita pentru bunatatea ei, auzind plansetul fetei, porunci vizitiului sa se opreasca si, coborand din caleasca, intra in casa sa vada ce se intampla.
Mama, incercand sa ascunda adevaratele cauze, raspunse:
- Fiica mea plange pentru ca eu sunt saraca si nu ii pot da inul necesar pentru a toarce.
- Este pacat ca aceasta tanara frumoasa nu isi poate satisface dorintele, replica regina. Mie imi place mult sa aud zgomotul furcii de tors, asa ca va rog sa ma lasati sa o iau la palat, unde va putea toarce cat vrea, pentru ca am atata in, cat sa toarca multi ani.
Atat mama, cat si fiica ramasera mute de uimire, iar regina, luand aceasta liniste drept o aprobare, ii porunci tinerei sa o urmeze. Aceasta nu cuteza sa o refuze si urca in caleasca; apoi se indreptara catre palat. Nici nu ajunsera bine, ca regina o conduse pe protejata sa in camere pline pana in tavan cu in, spunandu-i:
- Cand vei termina de tors tot acest in, am sa te casatoresc cu fiul meu cel mare. Nu conteaza ca esti saraca, pentru ca intotdeauna am considerat ca femeia muncitoare are deja cel mai bun har pe care si l-ar dori sotul ei. Biata fata nu mai avu ce sa zica. Stia doar ca nu ar fi terminat de tors niciodata si ca atunci regina, tradata, ar fi pedepsit-o. Pe de alta parte, era acolo asa de mult in, ca doar vazandu-l isi pierdea curajul si recunostea in sinea ei ca, daca ar fi trait si o suta de ani, tot nu ar fi putut termina de tors tot inul. Sarmana fata incepu sa planga disperata si timp de trei zile nu fu in stare sa-si inceapa munca. Dupa aceste trei zile, veni regina, vrand sa vada cat muncise. Vazand ca nu facuse absolut nimic, se mira:
- Nu-mi pot uita mama, se scuza tanara. Aceasta durere ma impiedica sa muncesc.
Aceasta scuza o multumi pe regina, care ii adresa fetei cuvinte de mangaiere, rugand-o totodata sa inceapa cat mai repede posibil sa toarca.
Ramasa singura, fata se indrepta spre fereastra, de unde observa trei femei cu un aspect neobisnuit. Una dintre ele avea buza inferioara atat de mare si lasata, incat ii acoperea barbia. Alta avea degetul mare de la mana dreapta foarte mare si turtit, incat parea o laba de lup. Si cea de-a treia avea un picior foarte turtit si lat incat ti se facea mila.
Cand femeile ajunsera in dreptul ferestrei, se oprira vazand ca tanara avea ochii plini de lacrimi. Una dintre ele o intreba de ce este atat de amarata. Tanara le povesti tot si, cand termina, una dintre cele deformate ii spuse:
- Noi suntem iscusite in ceea ce priveste torsul si vom face noi treaba in locul tau; dar mai intai trebuie sa ne promiti ca ne vei invita la nunta ta, ne vei prezenta ca verisoarele tale, nu iti va fi rusine cu noi si ne vei aseza la masa.
- Am sa o fac cu multa placere! exclama fata. Intrati si incepeti cat mai repede!
Le ajuta sa intre pe fereastra si, cand ajunsera inauntru, le arata gramada imensa de in. Cele trei femei incepura sa munceasca. Prima uda inul cu buza sa enorma; a doua il rasucea, proptindu-l pe masa cu degetul mare; si a treia il intindea si invartea roata cu enormul sau picior. Astfel cele trei torcatoare aveau un spor incredibil.
Cand regina intra sa verifice progresul muncii, torcatoarele se ascundeau in spatele gramezii de in, in timp ce lenesa arata treaba facuta, obtinand admiratia reginei.
Cand fu tors tot inul ce umplea prima camera, trecura la a doua, si apoi la a treia, incat terminara de tors inul in mai putin timp decat fusese calculat.
Cand regina vazu ca treaba era gata, se bucura foarte tare si, plina de entuziasm, fixa ziua nuntii fetei cu fiul sau.
Iar printul, nu numai ca nu avu nimic de obiectat in privinta casatoriei cu ea, ci, atras de frumusetea fetei, care pe deasupra mai era si harnica, vru sa grabeasca nunta.
- As dori sa te rog ceva, ii spuse fata.
Am trei verisoare pe care le iubesc mult si mi-ar face placere sa vina la nunta.
Si printul, si regina acceptara incantati de aceasta rugaminte si, cand veni ziua nuntii, aparura cele trei torcatoare foarte frumos imbracate, dar fara sa-si poata ascunde defectele, care atrasera atentia tuturor.
Mirele, neputandu-si stapani curiozitatea, se indrepta catre una dintre ele si o intreba:
- De ce ai un picior atat de mare si lat?
- S-a facut asa de cat am pedalat la roata de tors, raspunse torcatoarea.
Si, indreptandu-se catre a doua, intreba:
- Si tu, de ce ai buza atat de cazuta?
- De cat am inmuiat inul, replica ea.
- Si tu de ce ai degetul mare atat de turtit? o intreba pe a treia.
- Pentru ca rasucesc incontinuu inul.
Printul, speriat, jura ca pe viitor sotia sa nu va mai vedea furca de tors, deoarece nu dorea pentru nimic in lume sa i se deformeze draguta consoarta.