Halmstrået, gnisten og bønnen


A palhinha, a brasa e o feijão


Der var engang en fattig kone, som boede i en lille landsby. En dag gjorde hun ild på skorstenen for at koge sig nogle bønner, og for at det skulle brænde hurtigere, stak hun en håndfuld halmstrå i ilden. Da hun rystede bønnerne ud i gryden, faldt en af dem ved siden af, uden at hun mærkede det. Den kom til at ligge ved siden af et halmstrå, og lidt efter sprang der en gnist ned fra ilden og faldt i nærheden af dem. "Hvor kommer I fra, godtfolk," spurgte halmstrået. "Gudskelov jeg slap ud af skorstenen," sagde gnisten, "ellers var jeg blevet brændt til aske." - "Jeg må også være glad over, at jeg har beholdt livet," sagde bønnen, " hvis jeg var kommet i gryden med mine kammerater, var jeg blevet kogt til grød." - "Og min skæbne var nær ikke blevet bedre," sagde halmstrået, "den gamle tog alle mine brødre, hele tresindstyve, og kastede dem på ilden. Heldigvis slap jeg fra hende og faldt herned." - "Hvad skal vi nu gøre," spurgte gnisten. "Jeg synes, vi skal holde sammen for fremtiden," svarede bønnen, "og for at vi ikke skal blive udsat for flere farer her, synes jeg, vi skal drage bort til et fremmed land."
De to andre syntes godt om forslaget, og de begav sig straks på vej. Men da de havde gået et stykke, kom de til en lille bæk, og da der ingen bro var, vidste de ikke, hvordan de skulle komme over. Halmstrået fandt imidlertid på råd og sagde: "Jeg lægger mig tværs over vandet, så kan I bruge mig til bro." Det sprang nu ud i vandet og lagde sig henover det, og gnisten, der var rask på det, begav sig nok så kæk ud på broen. Men da den var kommet et lille stykke ud, blev den bange, da den hørte, hvordan vandet brusede, og standsede og turde ikke gå videre. Der gik da ild i halmstrået, det brændte over i to stykker, og gnisten faldt hvislende ned i vandet og druknede. Bønnen, der endnu stod på bredden, brast i latter, da den så det, og lo så voldsomt, at den revnede. Det havde nu også været ude med den, hvis der ikke til alt held var kommet en skrædder forbi. Han fik medlidenhed med bønnen, tog nål og tråd frem og syede den sammen. Bønnen takkede ham mange gange. Manden havde imidlertid syet med sort garn, og deraf kommer det, at der er en sort stribe på alle bønner.
Morava numa aldeia uma pobre velhinha que, tendo colhido um prato de feijões, dispunha-se a cozinhá-los. Para isto, preparou o fogo e, para que acendesse mais depressa, deitou nele um punhado de palhas. Ao despejar os feijões na panela, deixou cair, inadvertidamente, um grão, que foi parar junto de uma palhinha no chão; ao mesmo tempo, saltou também uma brasa do fogão que foi parar junto deles. A palhinha então perguntou:
- Caros amigos, como viestes parar aqui?
- Por sorte minha saltei do fogão, - disse a brasa - e, se não tivesse sido esperta, era certa a morte, pois acabaria em cinzas.
O feijão, por sua vez, disse:
- Eu, também, consegui escapar com vida, mas, se a velha me tivesse posto na panela, a estas horas estaria impiedosamente reduzido a angu, como os meus companheiros.
- E a mim, ter-me-ia tocado porventura, melhor sorte? - disse a palhinha. - A velha transformou todas as minhas irmãs em fogo e fumaça; agarrou e matou sessenta de uma só vez. Felizmente, eu escapei-lhe por entre os dedos!
- E agora, que faremos? - perguntou a brasa.
- Já que tão milagrosamente escapamos da morte, - disse o feijão, - acho que nos devemos ajudar mutuamente, como bons amigos e, para que não nos aconteça outra desgraça, devemos emigrar para o estrangeiro.
A proposta foi aceita com agrado. Assim, puseram- se a caminho e foram andando. Não demorou muito, chegaram à margem de um regato e, como não havia nenhuma ponte, nem mesmo uma prancha, não sabiam como haviam de atravessar. A palhinha teve uma ideia que lhe pareceu excelente:
- Poderei colocar-me atravessada, de uma margem à outra, assim passareis sobre mim como se fosse uma ponte.
Estendeu-se, como havia dito, de uma margem a outra. A brasa, que por natureza é fogosa, avançou e ficou pairando sem jeito sobre a ponte improvisada, mas quando chegou ao meio, ouviu o borbulhar da água lá embaixo e ficou com medo. Parou sem coragem de ir nem para a frente nem para trás. A palhinha começou a arder, partiu-se em dois pedaços e caiu no regato; a brasa escorregou junto e, ao contacto da água, sibilou um pouco, depois extinguiu-se.
O feijão, que ficara prudentemente na margem, teve um acesso de riso diante daquela aventura; caiu em gargalhada tão estrondosa e incontrolável que acabou estourando. Ele, também, estaria liquidado, se um alfaiate ambulante não tivesse parado junto ao regato para descansar. Sendo um homem de bom coração, pegou na agulha e linha e costurou-o todo.
O feijão agradeceu-lhe calorosamente mas, como o alfaiate usara linha preta para o coser, desde esse dia todos os feijões nascem com uma listra preta no meio.