Der var engang en møller, som i tidens løb var blevet meget fattig og til sidst ikke ejede andet end sin mølle og en stor frugthave bagved. En dag, da han var gået ud i skoven for at hente brænde, mødte han en gammel mand, der sagde til ham: "Hvorfor vil du have alt det mas med at gå og hente brænde. Jeg vil gøre dig rig, hvis du vil give mig det, der står lige bagved møllen." Manden tænkte, at det måtte være et af hans æbletræer og sagde ja. Da slog den gamle mand en høj latter op og sagde: "Om tre år kommer jeg og henter min ejendom," og gik derpå sin vej. Da mølleren kom hjem, kom hans kone løbende imod ham og sagde: "Hvorfra kommer dog al den rigdom, der pludselig er her. Alle kister og kasser er fulde, uden at et menneske har lagt noget i dem, jeg kan ikke begribe, hvordan det er gået til." - "Det kommer altsammen fra en mand, jeg mødte i skoven," svarede mølleren, "han lovede at gøre mig rig, hvis han måtte få det, der stod bagved møllen, og jeg syntes dog nok, at det så kunne lønne sig at fælde det store æbletræ." - "Alle gode magter stå os bi," råbte konen forfærdet, "det har været djævelen, og han har slet ikke ment æbletræet, men vores datter, der stod og fejede gården."
Møllerdatteren var en smuk og gudfrygtig pige, som førte et fromt og godt liv. Da den dag kom, hvor djævelen skulle hente hende, vaskede hun sit ansigt og sine hænder, og tegnede med kridt en kreds udenom sig. Djævelen kom ganske tidlig, men han kunne ikke komme hende nær. Rasende sagde han til mølleren: "Sørg for, at alt vand bliver smidt væk, så hun ikke kan vaske sig, for ellers har jeg ingen magt over hende." Mølleren blev bange og gjorde, som han havde sagt. Den næste dag kom djævelen igen, men hendes tårer var faldet på hendes hænder, så de var ganske rene. Djævelen kunne heller ikke komme hende nær den dag, og ude af sig selv af vrede sagde han til mølleren: "Hug hænderne af hende, ellers kan jeg ikke få bugt med hende." - "Jeg kan da ikke hugge hænderne af mit eget barn," sagde mølleren bedende. Men da djævelen sagde: "Hvis du ikke gør det, tager jeg dig selv," blev han bange og lovede at adlyde ham. Han gik nu ud til sin datter og sagde: "Hvis jeg ikke hugger begge hænder af dig, har djævelen truet med at tage mig med sig, og i min angst har jeg lovet ham det. Hjælp mig i min nød og tilgiv mig det onde, jeg gør dig." - "Gør med mig, hvad du vil, kære far," sagde pigen blidt, rakte hænderne frem og lod dem hugge af. Da djævelen kom næste dag, havde hun grædt så meget, at tårerne havde vasket armstumperne ganske rene. Så måtte djævelen gå med uforrettet sag og havde tabt al ret til hende.
"Du har nu skaffet mig stor rigdom," sagde mølleren til hende, "og du skal få det så godt som det er muligt resten af dit liv." Men pigen rystede på hovedet. "Her kan jeg ikke blive," sagde hun, "jeg vil gå ud i den vide verden. Der er nok medlidende mennesker, som giver mig, hvad jeg behøver." Derpå lod hun de lemlæstede arme binde på ryggen, og ved solopgang begav hun sig på vej og gik, lige til det var mørk nat. Da kom hun til en dejlig have, og ved månelyset kunne hun se, at træerne hang fulde af herlige frugter, men hun kunne ikke komme derind, for der var vand rundtom. Hun havde gået hele dagen uden at smage mad, og nu pinte sulten hende, og hun tænkte: "Blot jeg var derinde og kunne spise et par af frugterne, ellers dør jeg vist af sult." Hun lagde sig på knæ og bad, om Gud ville hjælpe hende, og pludselig så hun en engel, der rakte sin hånd ud over vandet, så det veg tilbage, og der blev en tør vej. Hun gik så ind i haven og englen fulgte hende. Derinde stod et dejligt pæretræ, alle pærerne derpå var talte, men hun gik hen og spiste en af dem, mens den hang på træet. Gartneren så det hele, men troede, pigen var en ånd, fordi englen fulgte hende, og turde ikke tale til hende. Da hun havde spist pæren, lagde hun sig til at sove under nogle buske. Da kongen, hvem haven tilhørte, kom derned næste morgen, talte han pærerne og så, at der manglede en. Da den heller ikke lå under træet, kaldte han på gartneren og spurgte, hvor den var blevet af. "I nat kom der en ånd herind," svarede han, "den havde ingen hænder, men spiste pæren, mens den hang på træet." - "Hvordan kom den overvandet?" spurgte kongen. "Og hvor gik den hen, dåden havde spist pæren." - "Der kom en skikkelse i hvide klæder og lavede en vej gennem vandet," svarede gartneren, "og da den så ud som en engel, turde jeg ikke tale til den. Men ånden gik sin vej igen, da den havde spist." - "Jeg vil våge her i nat," sagde kongen, "og se, om det virkelig er, som du siger."
Da det blev mørkt gik kongen ned i haven med en præst, som skulle tale til englen. Ved midnatstid kom pigen ud fra buskene og spiste igen en pære, og englen stod ved siden af hende. Præsten trådte nu frem og sagde: "Er du kommet fra himlen eller fra jorden, er du en ånd eller et menneske?" - "Jeg er kun et stakkels menneske, der står ganske ene i verden," svarede pigen. "Hvis du er ganske alene, skal du være hos mig," sagde kongen, og hun fulgte så med ham op på slottet. Han lod lave sølvhænder til hende. Og da hun var så smuk og god, kom han til at holde af hende og giftede sig med hende.
Et årstid efter måtte kongen drage i krig, men før han tog af sted, sagde han til sin mor: "Når dronningen føder et barn, så plej hende godt og skriv straks til mig og fortæl mig det." Kort efter fødte dronningen en dejlig dreng, og den gamle mor sendte straks et bud af sted med et brev til kongen. Men da budet engang sad og hvilede sig ved en bæk, faldt han i søvn, og djævelen der stadig pønsede på at gøre den fromme dronning fortræd, ombyttede brevet med et andet, hvori der stod, at dronningen havde født en skifting. Kongen blev meget bedrøvet, da han læste brevet, men skrev til svar, at de skulle sørge for at pleje dronningen godt, til han kom hjem. På hjemvejen faldt budet i søvn på det samme sted, og djævelen puttede igen et andet brev i hans lomme, og deri stod, at både dronningen og barnet skulle dræbes. Den gamle mor blev så bedrøvet og kunne ikke tro, at det var sandt. Hun skrev igen til kongen, men djævelen lagde stadig falske breve i stedet for, og i det sidste stod der oven i købet, at dronningens tunge og øjne skulle gemmes, til kongen kom hjem, for at han kunne se, at hans befaling var adlydt.
Den gamle mor græd over det uskyldige blod, der skulle flyde, og hentede om natten et lille rådyr og skar tungen og øjnene ud af det. Så kaldte hun på dronningen og sagde: "Jeg kan ikke lyde kongen og dræbe dig, men du kan ikke blive her længere. Tag dit barn og gå ud i den vide verden, og kom aldrig mere tilbage." Den unge kone bandt barnet fast på ryggen og gik grædende ud i den mørke nat. Hun kom ind i en stor skov, og der lagde hun sig på knæ og bad til Gud. Englen kom da igen til hende og viste hende hen til et lille hus, hvorpå der stod skrevet: "Her bor enhver frit." En snehvid jomfru kom ud og sagde: "Velkommen, dronning," og førte hende ind i huset. Så løste hun det lille barn og lagde det til moderens bryst, for at det kunne få noget at drikke. "Hvoraf ved du dog, at jeg er dronning?" spurgte den unge kone. "Jeg er en engel, som Gud har sendt for at hjælpe dig og dit barn," svarede den hvide jomfru. I syv år boede de i det lille hus, og fordi dronningen var så from og god, voksede hendes hænder ud igen.
Da kongen kom hjem fra krigen, forlangte han straks at se sin kone og sit barn. Den gamle mor græd og sagde: "Jeg har gjort, som du befalede, og dræbt de to uskyldige sjæle," og hun viste ham brevene og tungen og øjnene. Kongen blev ude af sig selv af fortvivlelse, og den gamle kone fik ondt af ham og trøstede ham. "De lever begge to," sagde hun, "jeg har taget tungen og øjnene af et rådyr, men din kone og dit barn er vandret ud i den vide verden og tør aldrig vende tilbage." - "Jeg vil gå til verdens ende for at finde dem," råbte kongen, "og hverken spise eller drikke, før jeg har min egen hustru og mit lille barn igen."
I syv år drog kongen omkring mellem klipper og bjerge, men fandt dem ikke, og troede til sidst, de var døde af sult. Han hverken spiste eller drak, men Gud gav ham kraft til at leve. Han kom til sidst ind i den store skov og fandt det lille hus, hvor der stod: "Her bor enhver frit." Den hvide jomfru kom ud og førte ham ind i huset. "Velkommen, herre konge," sagde hun, og spurgte ham, hvorfra han kom. "I syv år har jeg søgt efter min hustru og mit barn," svarede han bedrøvet, "og jeg har ikke fundet ringeste spor af dem." Englen satte mad og drikke frem for ham, men han rørte det ikke. Han ville blot hvile sig lidt, før han drog videre, og lagde sig til ro og bredte et tørklæde over sit ansigt.
Englen gik nu ind i det værelse, hvor dronningen sad med sin søn, som hun havde kaldt Hjertesorg, og sagde til hende: "Gå ind i stuen med dit barn. Din kongelige husbond er derinde." Da hun kom derind gled tørklædet ned fra hans ansigt, og hun sagde: "Gå hen og læg tørklædet over din fars ansigt, Hjertesorg." Drengen gjorde det, men kongen, der halvt i søvne havde hørt, hvad hun sagde, lod tørklædet falde igen. Nu blev drengen utålmodig og sagde: "Jeg kan da ikke lægge tørklædet over min fars ansigt, for jeg har jo ingen far. Du har selv lært mig, at Gud i himlen er min far, så kan den fremmede mand da ikke også være det." Da kongen hørte det, rejste han sig op og spurgte, hvem hun var: "Jeg er din hustru," svarede hun, "og det er din søn Hjertesorg." Han så på hendes hænder og sagde: "Min hustru havde sølvhænder." - "Den gode Gud har ladet mine hænder vokse ud igen," svarede hun, og englen viste ham sølvhænderne. Da så han, at det var hans elskede hustru og barn og omfavnede og kyssede dem. "Nu er en tung sten faldet fra mit hjerte," sagde han, og de drog straks hjem til hans gamle mor. Der blev stor glæde i riget, og kongen og dronningen fejrede deres bryllup endnu en gang og levede lykkelig til deres dages ende.
从前有位磨房主，他越来越穷，除了磨房后有棵大大的苹果树外一无所有。 有一天，他到森林里去砍柴，一个他从没见过的老头走近前来对他说："你何苦这么辛苦地砍柴呀？
只要你答应把你磨房后的东西给我，我就让你过富人的日子。 "
"磨房后面不就是那棵苹果树吗？"磨房主想。 "行。"他说着就写了个承诺给陌生人。 陌生人嘲笑地说："三年之后，我会来取走属于我的东西。"说完便走了。
磨房主回到家中，妻子迎出来对他说："快告诉我，咱们家这些财富突然从什么地方来的？家里所有的箱笼一下子全被装满了，又没人来过，到底是怎么回事呀？"磨房主回答说："是我在森林里碰到的一个陌生人给的。他只要我们磨房后的东西作为回报。我们把那棵大苹果树给他不就得了。"
"唉呀，老公，"妻子吓坏了，"那准是恶魔！他不是要苹果树，他要的是我们女儿，她正在磨房后面扫院子呢。"
磨房主的女儿是个美丽、虔诚的姑娘，她敬畏上帝、没犯任何过失。 三年过去了，在恶魔要来带她走那天，她将自己从头到脚洗得干干净净，用粉笔绕着自己画了一个圈。 恶魔很早就来了，可就是没法靠近姑娘。 他怒气冲冲地对磨房主说："把水全给我拿走！让她没法洗得那么干净。要不然我对她就没有魔法了。"
磨房主害怕，只得照办。 第二天，恶魔又来了。 可姑娘的泪水把她的手冲得十分干净。 恶魔还是没法靠近她，因此气势汹汹地对磨房主说："把她的手砍掉，要不然我对她就没有魔力了！"磨房主吓了一跳，回答说："我怎么能砍自己孩子的手呢！"恶魔威胁说："如果你不这么做，你就是我的，我就要把你带走。"这位父亲吓坏了，答应照他说的去做。 他走到女儿跟前，对她说："我的孩子，假如我不砍掉你的手，恶魔就要把我抓走，我吓坏了，就答应了他。现在请你帮帮我，饶恕我对你的伤害吧。"姑娘回答说："亲爱的父亲，尽管砍吧，我是你的孩子。"说着，她伸出了双手，让父亲砍下了。
恶魔第三次来到磨房。 可是姑娘一直在哭泣，泪水将残肢冲洗得十分洁净。 恶魔只好放弃了，而且对姑娘失去了所有权。
磨房主对女儿说："我以你为代价换取了这么多财富。只要你活着，我就会让你过得舒舒服服的。"可是姑娘回答说："我不能住在这里，我情愿出去，有同情心的人们会给我所需要的东西的，"她请人将她残废的手绑到身后，等太阳升起来的时候，便出发了。 她走了一整天，太阳下山时她来到一个皇家花园，在闪烁的月光中，她看到园子里挂满了诱人的果子的果树。 但是她无法进去，因为果园被一道满是水的深壕围住了。
姑娘已经走了整整一天了，而且没吃过任何东西。 她饿得要命。 "啊，如果我在果园里面就能吃到水果了，"她想，"否则我准会饿死的！"她跪到地上向上帝祈祷。 忽然，有个天使向她走来，在水中筑起一道堤坝。 这样一来，壕中的水干了，姑娘就可以走到果园去了，天使陪着她一起进了果园。 果园的树上挂满了迷人的梨子，可每个上面都编了号，姑娘来到梨子树前，用嘴咬下一只吃了，然后满足地钻进了灌木丛。 园丁看到了这一切，可见天使站在姑娘身边，便以为是幽灵，有些害怕，所以不敢出声，更不敢大声喊叫。
果园的主人是个国王。 第二天，他来到果园数梨时发现少了一个，而且并没有落在地上。 他问园丁怎么回事，园丁回复说："昨晚来了个幽灵，没有手，用嘴咬掉了一个。""幽灵怎么越过水沟的呢？吃完梨之后上哪儿去了呢？"国王问。
园丁回答说："有个浑身雪白的人从天而降。他筑起一道堤坝拦住了水，让幽灵走了过来。我想那人准是个天使，所以有些惧怕，没敢出声。幽灵吃完梨就走了。"
"我今晚和你一起看看是不是真像你说的那样。"国王说。
天黑了，国王带着牧师来到果园。 他要牧师来是为了和幽灵对话。 他们三人坐在树下等着、看着。 半夜时分，姑娘从灌木丛里爬了出来，走到梨树下，用嘴咬下一个梨，身穿白袍的天使仍然陪着她。 牧师从树下走出来对他们说："你们是从天上来的，还是从地下来的？是人还是鬼？"姑娘回答说："我不是鬼，我是个不幸的人。除了上帝外，人人都抛弃了我。"国王接口说："即使世界上所有的人都抛弃了你，我也不会那么做的。"他将姑娘带回王宫，姑娘的美貌和善良使国王深深地爱上了她。 他为姑娘做了一双银手，并娶她为妻。
一年以后，国王不得不远行。 他将年轻的王后托咐给母亲，说："假如她生了孩子，请好好照顾她，同时尽快把消息告诉我。"后来姑娘果真生了个健康漂亮的男孩，国王年迈的母亲立刻将这一令人振奋的消息写在信上派人给国王送去。 但送信人在路上的一条小溪边歇息的时候睡着了。 再说那个恶魔一直想伤害好心的王后。 这时，他将另一封信放进信使的口袋里，上面说王后生了一个妖怪。 国王收到信后十分震惊，而且百思不得其解。 他回信要大家仍悉心照料王后，一切等他回来再说。 送信人带着国王的信往回走，又在来时歇息的地方打了个盹。 恶魔又把另一封信装进信使的口袋，上面要他们将王后和她生的孩子处死。
国王的母亲见信后大惊失色，简直不敢相信。 因此又写了一封信给国王，可是没有回音。 因为恶魔每次都把信换了。 最后一封信上要求把王后的舌头和眼睛挖出来留作服从国王命令的见证。
国王的母亲哭了，她不愿意看到无辜的人被杀害。 于是她趁天黑时杀了一头鹿，留下了舌头和眼睛，然后对王后说："我不愿按国王的命令杀你，但是你不能再住在这儿了。带着孩子走吧，别再回来。"
可怜的妇人把孩子背到背上，含泪离开了王宫。 她来到一座大森林里，跪下来向上帝祈祷。 天使来到她跟前，把她领到一座小屋前。 那里挂着一块牌子，上面写着："一切免费。"一位雪白的侍女从屋里走出来说："欢迎你，王后。"然后将她引进屋里。 她将孩子从王后背上解下来，抱到她怀里让孩子吃奶，随后将孩子放到一张做得极其精致的小床上。 可怜的妇人问："你怎么知道我是个王后。"白侍女回答说："我是个天使，上帝派我来照顾你和孩子的。"王后在这里生活了七年，受到很好的照顾。 由于她虔诚地信仰上帝，因此上帝让她被砍断的双手又长了出来。
国王终于归来了，他的第一个愿望就是看看他的妻子和儿子。 他年迈的妈妈哭着对他说："你这个坏家伙，为什么写信要我杀那两个无辜的人？"她拿出那两封被恶魔换了的信给国王看，接着说："我已经照办了。"说着拿出舌头和眼睛作证。
国王为可怜的妻子和儿子痛哭流涕，伤心的程度远超过他母亲。 老母看他哭得实在可怜，就对他说："别哭了，她还活着。我悄悄地杀了一头鹿，取了那些证物。实际上我把孩子绑到你妻子的背上，让她到野外谋生，要她别再回来，因为你信上似乎对她很恼怒。"国王说："只要我亲爱的妻子和儿子没被杀害或饿死，走遍天崖海角我也一定要找到他们，否则我不吃也不喝。"
于是国王找了七年，不吃也不喝，但是上帝在暗中帮助他支撑着。 他找遍了每一个石缝、每一个山洞，但还是没有找到，他想她准是因为缺衣少食死了。 最后他来到了大森林，看到了小屋和上面挂着的"一切免费"的牌子。 白衣侍女走出来，拉着他的手将他领进屋子说："欢迎光临，国王陛下。"又问他从何而来。 国王回答说："我出来寻找我妻子和孩子已经七年了，我几乎找遍了每一个地方，可就是找不到。"天使请国王吃点肉、喝点酒，国王什么也没吃，说只想休息一下。
他躺下，将一块手帕遮在脸上睡了。
天使走进王后和她儿子"悲伤"住的房间，对她说："带着孩子出去吧，你丈夫找你们来了。"于是王后带着儿子来到国王睡觉的地方。 手帕从国王的脸上滑落到地上，王后对儿子："悲伤，去把你父亲的手帕捡起来，盖到他脸上。"孩子走过去，捡起手帕盖到国王脸上。 国王在睡梦中听到了，便很高兴地让手帕再次滑落到地上。 可孩子不耐烦地说："亲爱的母亲，我在这世上不是没父亲吗？你怎么叫我用手帕盖住父亲的脸？我已经学会祈祷'我们在天之父'，你不是说我父亲在天国吗，是仁慈的上帝，现在怎么又说这陌生人是我父亲？他不是我父亲。"国王一听，马上坐了起来，问他们是谁。 王后回答说："我是你的妻子，他是你的儿子'悲伤'。"
国王看到王后那双自然生长的手，说："我妻子的手是银子做的。"王后回答说："仁慈的上帝让我又长出了一双手。"天使走进内室，拿出那双银手给国王看。 这时国王才确信这就是他亲爱的妻子和儿子，他亲吻了他们，高兴地说："这下我心中的石头算是落地了。"
上帝派来的天使和他们一起吃了最后一顿饭。 随后国王带着妻儿回到王宫，见到了老母亲，到处一片欢腾。 国王和王后再次举行了婚礼，从此永远幸福满足地生活在一起。
只要你答应把你磨房后的东西给我，我就让你过富人的日子。 "
"磨房后面不就是那棵苹果树吗？"磨房主想。 "行。"他说着就写了个承诺给陌生人。 陌生人嘲笑地说："三年之后，我会来取走属于我的东西。"说完便走了。
磨房主回到家中，妻子迎出来对他说："快告诉我，咱们家这些财富突然从什么地方来的？家里所有的箱笼一下子全被装满了，又没人来过，到底是怎么回事呀？"磨房主回答说："是我在森林里碰到的一个陌生人给的。他只要我们磨房后的东西作为回报。我们把那棵大苹果树给他不就得了。"
"唉呀，老公，"妻子吓坏了，"那准是恶魔！他不是要苹果树，他要的是我们女儿，她正在磨房后面扫院子呢。"
磨房主的女儿是个美丽、虔诚的姑娘，她敬畏上帝、没犯任何过失。 三年过去了，在恶魔要来带她走那天，她将自己从头到脚洗得干干净净，用粉笔绕着自己画了一个圈。 恶魔很早就来了，可就是没法靠近姑娘。 他怒气冲冲地对磨房主说："把水全给我拿走！让她没法洗得那么干净。要不然我对她就没有魔法了。"
磨房主害怕，只得照办。 第二天，恶魔又来了。 可姑娘的泪水把她的手冲得十分干净。 恶魔还是没法靠近她，因此气势汹汹地对磨房主说："把她的手砍掉，要不然我对她就没有魔力了！"磨房主吓了一跳，回答说："我怎么能砍自己孩子的手呢！"恶魔威胁说："如果你不这么做，你就是我的，我就要把你带走。"这位父亲吓坏了，答应照他说的去做。 他走到女儿跟前，对她说："我的孩子，假如我不砍掉你的手，恶魔就要把我抓走，我吓坏了，就答应了他。现在请你帮帮我，饶恕我对你的伤害吧。"姑娘回答说："亲爱的父亲，尽管砍吧，我是你的孩子。"说着，她伸出了双手，让父亲砍下了。
恶魔第三次来到磨房。 可是姑娘一直在哭泣，泪水将残肢冲洗得十分洁净。 恶魔只好放弃了，而且对姑娘失去了所有权。
磨房主对女儿说："我以你为代价换取了这么多财富。只要你活着，我就会让你过得舒舒服服的。"可是姑娘回答说："我不能住在这里，我情愿出去，有同情心的人们会给我所需要的东西的，"她请人将她残废的手绑到身后，等太阳升起来的时候，便出发了。 她走了一整天，太阳下山时她来到一个皇家花园，在闪烁的月光中，她看到园子里挂满了诱人的果子的果树。 但是她无法进去，因为果园被一道满是水的深壕围住了。
姑娘已经走了整整一天了，而且没吃过任何东西。 她饿得要命。 "啊，如果我在果园里面就能吃到水果了，"她想，"否则我准会饿死的！"她跪到地上向上帝祈祷。 忽然，有个天使向她走来，在水中筑起一道堤坝。 这样一来，壕中的水干了，姑娘就可以走到果园去了，天使陪着她一起进了果园。 果园的树上挂满了迷人的梨子，可每个上面都编了号，姑娘来到梨子树前，用嘴咬下一只吃了，然后满足地钻进了灌木丛。 园丁看到了这一切，可见天使站在姑娘身边，便以为是幽灵，有些害怕，所以不敢出声，更不敢大声喊叫。
果园的主人是个国王。 第二天，他来到果园数梨时发现少了一个，而且并没有落在地上。 他问园丁怎么回事，园丁回复说："昨晚来了个幽灵，没有手，用嘴咬掉了一个。""幽灵怎么越过水沟的呢？吃完梨之后上哪儿去了呢？"国王问。
园丁回答说："有个浑身雪白的人从天而降。他筑起一道堤坝拦住了水，让幽灵走了过来。我想那人准是个天使，所以有些惧怕，没敢出声。幽灵吃完梨就走了。"
"我今晚和你一起看看是不是真像你说的那样。"国王说。
天黑了，国王带着牧师来到果园。 他要牧师来是为了和幽灵对话。 他们三人坐在树下等着、看着。 半夜时分，姑娘从灌木丛里爬了出来，走到梨树下，用嘴咬下一个梨，身穿白袍的天使仍然陪着她。 牧师从树下走出来对他们说："你们是从天上来的，还是从地下来的？是人还是鬼？"姑娘回答说："我不是鬼，我是个不幸的人。除了上帝外，人人都抛弃了我。"国王接口说："即使世界上所有的人都抛弃了你，我也不会那么做的。"他将姑娘带回王宫，姑娘的美貌和善良使国王深深地爱上了她。 他为姑娘做了一双银手，并娶她为妻。
一年以后，国王不得不远行。 他将年轻的王后托咐给母亲，说："假如她生了孩子，请好好照顾她，同时尽快把消息告诉我。"后来姑娘果真生了个健康漂亮的男孩，国王年迈的母亲立刻将这一令人振奋的消息写在信上派人给国王送去。 但送信人在路上的一条小溪边歇息的时候睡着了。 再说那个恶魔一直想伤害好心的王后。 这时，他将另一封信放进信使的口袋里，上面说王后生了一个妖怪。 国王收到信后十分震惊，而且百思不得其解。 他回信要大家仍悉心照料王后，一切等他回来再说。 送信人带着国王的信往回走，又在来时歇息的地方打了个盹。 恶魔又把另一封信装进信使的口袋，上面要他们将王后和她生的孩子处死。
国王的母亲见信后大惊失色，简直不敢相信。 因此又写了一封信给国王，可是没有回音。 因为恶魔每次都把信换了。 最后一封信上要求把王后的舌头和眼睛挖出来留作服从国王命令的见证。
国王的母亲哭了，她不愿意看到无辜的人被杀害。 于是她趁天黑时杀了一头鹿，留下了舌头和眼睛，然后对王后说："我不愿按国王的命令杀你，但是你不能再住在这儿了。带着孩子走吧，别再回来。"
可怜的妇人把孩子背到背上，含泪离开了王宫。 她来到一座大森林里，跪下来向上帝祈祷。 天使来到她跟前，把她领到一座小屋前。 那里挂着一块牌子，上面写着："一切免费。"一位雪白的侍女从屋里走出来说："欢迎你，王后。"然后将她引进屋里。 她将孩子从王后背上解下来，抱到她怀里让孩子吃奶，随后将孩子放到一张做得极其精致的小床上。 可怜的妇人问："你怎么知道我是个王后。"白侍女回答说："我是个天使，上帝派我来照顾你和孩子的。"王后在这里生活了七年，受到很好的照顾。 由于她虔诚地信仰上帝，因此上帝让她被砍断的双手又长了出来。
国王终于归来了，他的第一个愿望就是看看他的妻子和儿子。 他年迈的妈妈哭着对他说："你这个坏家伙，为什么写信要我杀那两个无辜的人？"她拿出那两封被恶魔换了的信给国王看，接着说："我已经照办了。"说着拿出舌头和眼睛作证。
国王为可怜的妻子和儿子痛哭流涕，伤心的程度远超过他母亲。 老母看他哭得实在可怜，就对他说："别哭了，她还活着。我悄悄地杀了一头鹿，取了那些证物。实际上我把孩子绑到你妻子的背上，让她到野外谋生，要她别再回来，因为你信上似乎对她很恼怒。"国王说："只要我亲爱的妻子和儿子没被杀害或饿死，走遍天崖海角我也一定要找到他们，否则我不吃也不喝。"
于是国王找了七年，不吃也不喝，但是上帝在暗中帮助他支撑着。 他找遍了每一个石缝、每一个山洞，但还是没有找到，他想她准是因为缺衣少食死了。 最后他来到了大森林，看到了小屋和上面挂着的"一切免费"的牌子。 白衣侍女走出来，拉着他的手将他领进屋子说："欢迎光临，国王陛下。"又问他从何而来。 国王回答说："我出来寻找我妻子和孩子已经七年了，我几乎找遍了每一个地方，可就是找不到。"天使请国王吃点肉、喝点酒，国王什么也没吃，说只想休息一下。
他躺下，将一块手帕遮在脸上睡了。
天使走进王后和她儿子"悲伤"住的房间，对她说："带着孩子出去吧，你丈夫找你们来了。"于是王后带着儿子来到国王睡觉的地方。 手帕从国王的脸上滑落到地上，王后对儿子："悲伤，去把你父亲的手帕捡起来，盖到他脸上。"孩子走过去，捡起手帕盖到国王脸上。 国王在睡梦中听到了，便很高兴地让手帕再次滑落到地上。 可孩子不耐烦地说："亲爱的母亲，我在这世上不是没父亲吗？你怎么叫我用手帕盖住父亲的脸？我已经学会祈祷'我们在天之父'，你不是说我父亲在天国吗，是仁慈的上帝，现在怎么又说这陌生人是我父亲？他不是我父亲。"国王一听，马上坐了起来，问他们是谁。 王后回答说："我是你的妻子，他是你的儿子'悲伤'。"
国王看到王后那双自然生长的手，说："我妻子的手是银子做的。"王后回答说："仁慈的上帝让我又长出了一双手。"天使走进内室，拿出那双银手给国王看。 这时国王才确信这就是他亲爱的妻子和儿子，他亲吻了他们，高兴地说："这下我心中的石头算是落地了。"
上帝派来的天使和他们一起吃了最后一顿饭。 随后国王带着妻儿回到王宫，见到了老母亲，到处一片欢腾。 国王和王后再次举行了婚礼，从此永远幸福满足地生活在一起。