有一天，天气晴朗，仁慈的上帝想到御花园里散散心，于是带着所有使徒和圣人去了，只留下圣彼得留在天堂看家。 上帝临行前吩咐说在他外出期间不得有人进入天堂，于是圣彼得站在天堂门口守着。 可不一会儿就听到有人敲门，彼得问是谁，要干什么？ "我是个可怜的、诚实的裁缝，请求让我进去。"一个平静的声音回答。 "好一个诚实的人！"彼得说，"就像绞架上的小偷那样！你一直小偷小摸，还偷了别人的衣服，你进不了天堂。天父说他外出期间严禁任何人入内。""行行好吧，"裁缝求道，"拣点桌上掉下来的东西算不上偷，根本不值得一提。你看，我是个跛子，为了走到这儿来，我脚上已经打起泡来了，不可能再走回去。我愿意干最脏最累的活，只求你让我进来。我会背孩子，给他们洗衣补衣、把他们玩脏的板凳擦干净。"彼得被他的话打动了，把天堂的门开了一条窄窄的缝，让瘦小的瘸腿裁缝溜了进来。 彼得要他安安静静地坐在门后角落里，以免上帝回来的时候发现了发脾气。 可彼得一出门，他就充满好奇地到处走、到处看，把天堂各处都看了个遍。 最后他来到一个地方，那里摆满了各种珍贵的椅子，其中有一把是纯金的，上面镶满了宝石，而且比其它椅子高多了，前面还有张脚凳。 上帝在家时就是坐在那张椅子上，观察地上所发生的一切的。 裁缝站在那儿，久久盯着那张椅子，根本没心再看别的东西了。 最后他忍不住好奇地爬到那椅子上坐了下来。 这一下，他可看到了地上的每件事情了。 他看到一个又丑又老的妇人在小溪边洗东西时将两条丝巾悄悄抽出来藏到一边，裁缝一看气坏了，一把抓起金脚凳朝那老小偷砸了下去。 他一看没法将那凳子拿回来放回原处了，赶忙悄悄从椅子上溜下来，仍旧回到门后角落里坐着，装作没有动过的样子。
天堂的主人上帝回来时没有发现门后的裁缝。 可是当他坐到椅子上时，发现搁脚的凳子不见了。 他问彼得凳子哪儿去了，彼得说不知道。 上帝又问彼得有没有人来过。 "没人到这儿来过，"彼得回答说，"只有一个跛脚裁缝，这会儿还在门后面坐着呢。"
上帝叫人把裁缝叫来，问他是不是拿了那张凳子，放到哪儿去了？ "殿下，"裁缝高兴地回答说："我看到一个老妇人在洗衣服的时候偷丝巾。我一气之下就把凳子砸下去了。"
"你这个无赖！"上帝说，"假如我也像你那样判是非，你还有今天？假如我也像你那样判是非，这些椅子、凳子甚至连叉子也该早扔没了。你不能再呆在天堂了，必须立刻出去。想上哪儿上哪儿吧 ，这里除了我，谁也没权治别人的罪。 "
彼得只好把裁缝带出天堂。 裁缝的鞋子也破了，脚上全是泡，只好柱着拐杖到那些好士兵寻欢作乐的"等候"处去了。
天堂的主人上帝回来时没有发现门后的裁缝。 可是当他坐到椅子上时，发现搁脚的凳子不见了。 他问彼得凳子哪儿去了，彼得说不知道。 上帝又问彼得有没有人来过。 "没人到这儿来过，"彼得回答说，"只有一个跛脚裁缝，这会儿还在门后面坐着呢。"
上帝叫人把裁缝叫来，问他是不是拿了那张凳子，放到哪儿去了？ "殿下，"裁缝高兴地回答说："我看到一个老妇人在洗衣服的时候偷丝巾。我一气之下就把凳子砸下去了。"
"你这个无赖！"上帝说，"假如我也像你那样判是非，你还有今天？假如我也像你那样判是非，这些椅子、凳子甚至连叉子也该早扔没了。你不能再呆在天堂了，必须立刻出去。想上哪儿上哪儿吧 ，这里除了我，谁也没权治别人的罪。 "
彼得只好把裁缝带出天堂。 裁缝的鞋子也破了，脚上全是泡，只好柱着拐杖到那些好士兵寻欢作乐的"等候"处去了。
En dag fik den gode Gud lyst til at gå sig en tur i haven. Han tog alle sine helgener og apostle med undtagen Peter, der blev ene tilbage i himlen. Vorherre havde befalet, at der ingen måtte komme ind, mens han var borte, og Peter stod nu ved porten og holdt vagt. Et øjeblik efter var der nogen, som bankede. Peter spurgte, hvem det var, og hvad han ville. "Jeg er en fattig, men ærlig skrædder," svarede en tynd stemme. "Jeg beder om lov til at komme ind." - "Ja ærlig som tyven i galgen," svarede Peter. "Du har gjort lange fingre og knebet tøj fra dine kunder. Du kommer ikke ind. Vorherre har forbudt mig at lukke op for nogen, mens han var borte." - "Vær dog barmhjertig," bad skrædderen, "man kan da ikke kalde det tyveri at beholde nogle små lapper, som ikke er til nogen verdens nytte. Det er da ikke noget at snakke om. Jeg er halt og mine fødder er så ømme og fulde af blærer. Jeg kan virkelig ikke gå mere. Når jeg bare må komme ind, vil jeg gøre det groveste arbejde. Jeg vil bære børn og vaske bleer og tørre bænkene af, når børnene har griset dem til, og lappe deres klæder." Peter fik ondt af ham og holdt døren så meget på klem, at han kunne slippe igennem med sin lille, visne krop. Han måtte sætte sig ganske stille i en krog, for at Vorherre ikke skulle blive vred, når han kom hjem og så ham. Skrædderen gjorde det, men da Peter et øjeblik var gået udenfor porten, stak han af og gik nysgerrig rundt og kiggede i alle kroge. Han kom til sidst til en stor åben plads, hvor der stod en hel mængde smukke lænestole. Den midterste var helt af guld og meget højere end de andre, og foran den stod en guldskammel. Det var Vorherres trone, hvorfra han kunne se alt, hvad der skete nede på jorden. Skrædderen stod i nogen tid og så på stolene. Han syntes bedst om den i midten, og til sidst kunne han ikke betvinge sin lyst, men kravlede op og satte sig i den. Nu kunne han se alt, hvad der gik for sig nede på Jorden, og han lagde mærke til en ækel gammel kone, der stod ved en bæk og vaskede og stak to slør til sig. Skrædderen blev så vred derover, at han greb guldskamlen og slyngede den efter den gamle tyvekvind. Så kunne han jo ikke få fat i den igen, og ganske stille sneg han sig hen og satte sig i krogen, som om der ikke var hændt det allermindste.
Da Vorherre kom hjem igen, opdagede han ganske vist ikke skrædderen bag døren, men da han ville sætte sig på sin trone så han, at skamlen var væk. Han spurgte Peter, hvor den var blevet af, men han vidste ikke noget om det. Vorherre spurgte da, om der ikke var kommet nogen ind, mens han havde været borte. "Ikke andre end en halt skrædder, som sidder bag døren," svarede Peter. Vorherre kaldte på skrædderen og spurgte, om han havde taget skamlen. "Den har jeg såmænd kastet ned på Jorden efter en gammel kone, der stjal," svarede skrædderen nok så fornøjet. Vorherre rystede på hovedet. "Hvis jeg dømte som du," sagde han, "så havde jeg hverken stole eller borde, ja ikke engang en ovnrager tilbage, men havde måttet kaste det altsammen i hovedet på synderne. Du kan ikke være her længere. Gå bort herfra. Her skal ingen anden end jeg straffe."
Peter førte nu skrædderen ud af himlen, og med sine bundløse sko og vabler under fødderne humpede han ved hjælp af en stok til ventegodt, hvor de fromme soldater sidder i lystigt lag.