DANSK

Bord dæk dig, guldæslet og knippelen i sækken

ROMÂNĂ

Masa, aseaza-te!


For mange, mange år siden levede der engang en skrædder, som havde tre sønner, men kun en eneste ged. Da geden skulle ernære dem allesammen med sin mælk, måtte den have godt, solidt foder, og sønnerne skiftedes derfor til at drive den ud på engen. En dag gik den ældste søn med den ud på kirkegården, hvor der stod dejlige, saftige urter. Da den havde sprunget omkring og ædt hele dagen, spurgte han: "Er du nu mæt?" Geden svarede:

"Mæt og glad,
kan ikke mere æde et eneste blad."

"Lad os så gå hjem," sagde drengen, og trak den hjem til stalden. "Har den nu fået nok at æde?" spurgte skrædderen. Drengen sagde ja, men faderen ville være vis på, at det var rigtigt, og gik ud og klappede geden og spurgte, om den var mæt. Geden svarede:

"Hvoraf skulle jeg vel være mæt?
over grave og stene sprang jeg mig træt,
men ej et eneste blad har jeg ædt."

"Hvad hører jeg," råbte skrædderen og for ind og sagde til drengen: "Din løgnhals, du siger, geden er mæt, og så har du ladet den sulte." Rasende tog han sin alen ned fra væggen og jog drengen bort.

Den næste dag var det den næstældste søns tur. Han fandt en hæk, hvor der stod fuldt af urter, og geden åd dem allesammen.

Om aftenen, da de skulle hjem, spurgte han: "Er du nu mæt?" Og geden svarede:

"Mæt og glad,
kan ikke mere æde et eneste blad."

"Lad os så gå hjem," sagde drengen, og trak den hjem til stalden. "Har den nu fået nok at æde?" spurgte skrædderen. Drengen sagde ja, men faderen ville være vis på, at det var rigtigt, og gik ud og klappede dyret og spurgte, om den var mæt. Den ondskabsfulde ged svarede:

"Hvoraf skulle jeg vel være mæt?
over grave og stene sprang jeg mig træt,
men ej et eneste blad har jeg ædt."

"De løgnhalse," råbte skrædderen, "hvor det er skammeligt at lade det stakkels dyr sulte." Derpå smed han den anden søn på porten.

Nu kom turen til den yngste søn. Han ville gøre sine sager rigtig godt og førte geden hen til et krat med friske, saftige blade. Om aftenen, da de skulle hjem, spurgte han: "Er du nu også rigtig mæt?" geden svarede:

"Mæt og glad,
kan ikke mere æde et eneste blad."

"Lad os så gå hjem," sagde drengen og trak dyret hjem til stalden. "Har den nu fået nok at æde?" spurgte skrædderen. Drengen sagde ja, men skrædderen gik selv ud og spurgte geden, om den var mæt. Men den svarede:

"Hvoraf skulle jeg vel være mæt?
over grave og stene sprang jeg mig træt,
men ej et eneste blad har jeg ædt."

"De slyngler," råbte faderen, "den ene er ikke et hår bedre end den anden. Men nu skal de ikke længere holde mig for nar." Han for ind og greb sin alen og pryglede sådan løs på drengen, at han løb sin vej det bedste, han kunne.

Nu var den gamle skrædder alene med geden. Den næste dag gik han ud i stalden, klappede den og sagde: "Kom mit kære dyr, i dag skal jeg selv sørge for dig." Han trak den med sig hen til hækken, hvor der stod planter, som geder plejer at holde meget af. "Nu kan du æde af hjertens lyst," sagde han og lod den græsse til om aftenen. "Er du nu mæt, lille ged?" spurgte han så. Og geden svarede:

"Mæt og glad,
kan ikke mere æde et eneste blad."

"Lad os så gå hjem," sagde skrædderen og trak dyret hjem til stalden. Før han gik, vendte han sig endnu en gang om og sagde: "Nå, nu er du da endelig en gang mæt." Men geden svarede:

"Hvoraf skulle jeg vel være mæt?
over grave og stene sprang jeg mig træt,
men ej et eneste blad har jeg ædt."

Da skrædderen hørte det, mærkede han, at han havde gjort sine sønner uret. "Bi du bare, dit utaknemmelige dyr," råbte han, "det er ikke straf nok, at du bliver jaget væk. Jeg skal lave dig til, så du ikke kan være bekendt at vise dig for ordentlige mennesker." Derpå sæbede han geden ind, tog en barberkniv og ragede den ganske glat. Og da han syntes, at hans alen var for god, tog han en pisk og slog sådan løs på den, at den sprang af sted så hurtigt den kunne.

Skrædderen var nu ganske alene. Han blev mere og mere sørgmodig og ville inderlig gerne have haft sine sønner hjem igen, men han vidste jo slet ikke, hvor de var. Den ældste var imidlertid kommet i lære hos en snedker, og var flittig og flink. Da hans læretid var omme, gav hans mester ham et bord, der så ud som alle andre borde, men der var alligevel en mærkelighed ved det. Når man sagde: "Bord dæk dig," lå der øjeblikkelig en snehvid dug på bordet, og derpå stod tallerken og kniv og gaffel og en masse dejlig mad og vin. "Nu har jeg da nok til resten af mine dage," tænkte svenden, og glad og fornøjet drog han ud i verden og brød sig ikke om, hvorvidt den kro han kom til var god eller dårlig. Engang imellem fik han lyst til at spise i det fri, og så tog han bordet ned af ryggen og sagde: "Bord dæk dig," og øjeblikkelig stod det dækket med alt, hvad hjertet kunne begære. Efter nogen tids forløb fik han i sinde at vende tilbage til sin far, da han tænkte, hans vrede vel nok havde lagt sig. På hjemvejen kom han til en kro, der var fuld af gæster, og de indbød ham til at spise med. "Behold I kun den smule mad selv," sagde snedkeren, "og vær I hellere mine gæster." Folkene lo af ham, men han stillede bordet midt i stuen og sagde: "Bord dæk dig," og øjeblikkelig stod der det dejligste måltid, man kunne tænke sig. "Kom så," sagde snedkeren, og de lod sig det ikke sige to gange, men huggede dygtigt i sig. Det, der mest undrede dem var, at så snart et fad var blevet tømt, kom der øjeblikkelig et andet i stedet. Værten stod i en krog og vidste ikke rigtig, hvad han skulle sige til det, men tænkte: "Sådan en kok kunne jeg nok have brug for." Snedkeren og hans kammerater svirede til langt ud på natten, så gik de endelig i seng, og den unge svend stillede bordet ved væggen i sin stue. Værten havde imidlertid hverken rist eller ro, men pludselig kom han i tanker om, at der oppe på pulterkammeret stod et gammelt bord, der så aldeles ud som snedkerens. I en fart fik han det hentet og listede sig ganske sagte ind og byttede de to borde om. Snedkeren drog af sted næste morgen uden at ane uråd og nåede ved middagstid hjem til sin far, der blev meget glad ved at se ham. "Hvad har du nu lært, min søn," spurgte han. "Jeg er blevet snedker." - "Det er jo et godt håndværk," sagde den gamle, "men hvad har du bragt med hjem fra din rejse?" - "Det bedste, jeg har taget med, er bordet her," svarede sønnen. Faderen så på det og sagde: "Ja, det ser jo ikke ud af noget videre, det er både gammelt og forslidt." - "Jamen det er ikke noget almindeligt bord," sagde snedkeren, "når jeg siger: "Bord dæk dig," står der straks den dejligste mad. Indbyd nu alle vores slægtninge, så skal de få noget rigtig godt at spise." Da hele selskabet var samlet, stillede han bordet midt på gulvet og sagde: "Bord dæk dig." Men bordet var ligeså tomt som ethvert andet bord, der ikke forstår dansk. Da mærkede den stakkels fyr, at han var blevet bestjålet og skammede sig over, at han måtte stå der som en løgner. Alle lo ham ud, og de måtte gå igen uden at få hverken vådt eller tørt. Skrædderen tog igen fat på sit arbejde, og sønnen gav sig i tjeneste hos en mester.

Den anden søn var kommet i lære hos en møller. Da hans læretid var omme, sagde mesteren: "Fordi du har været så flink vil jeg give dig et æsel. Men det er en ganske særlig slags, det kan ikke trække vogne eller bære sække." - "Hvad kan man så bruge det til?" spurgte svenden. "Det gør guld," svarede mølleren, "når du stiller det på et klæde og siger briklebrit, falder der guld ud af det, både forfra og bagfra." - "Det må jo være et dejligt dyr," sagde svenden, takkede mange gange og drog ud i den vide verden. Når han trængte til penge, behøvede han bare at sige briklebrit, så regnede det med guld, og han behøvede blot at bukke sig og samle det op. Han forlangte altid det bedste, hvor han kom hen, jo dyrere jo bedre, for hans pung var altid fuld. Da han i nogen tid havde set sig om i verden, fik han lyst til at vende hjem til sin far, da han tænkte, at han nok ville glemme sin vrede, når han så guldæslet. Tilfældigvis kom han ind i den samme kro, hvor hans brors bord var blevet stjålet. Værten ville bringe æslet ind i stalden, men han sagde: "Gør jer ingen ulejlighed. Jeg skal nok selv binde mit gråben. Jeg holder mest af at vide, hvor det står." Værten syntes, det var noget underligt noget og tænkte, at en , der selv ville sørge for sit æsel, havde vist ikke mange penge på lommen, men da gæsten rakte ham to guldstykker og bad ham sørge for noget god mad, gjorde han store øjne og købte det bedste, han kunne få. Da de havde spist, spurgte gæsten, hvad han var skyldig, og værten smurte tykt på og sagde, at han måtte have et par guldstykker til. Svenden greb i lommen, men den var tom. "Vent lidt," sagde han, "så skal jeg hente nogle penge." Dugen tog han med sig. Værten kunne ikke begribe, hvad det skulle betyde, og da gæsten gik over i stalden, listede han sig bagefter og kiggede ind gennem vinduet. Den fremmede bredte nu dugen ud under æslet og råbte briklebrit, og øjeblikkelig begyndte det at regne ned med guldstykker. "Hillemænd," tænkte værten, det var ikke nogen dårlig pengepung." Svenden betalte imidlertid, hvad han skyldte, og gik så i seng. Men værten listede sig om natten over og satte et andet æsel i stedet for guldæslet. Ganske tidlig næste morgen drog svenden af sted. Ved middagstid nåede han hjem til sin far, der blev meget glad ved at se ham igen. "Hvad har du nu lært, min søn," spurgte han. "Jeg er blevet møller." - "Har du ikke noget med hjem fra din rejse," spurgte han videre. "Ikke andet end et æsel," svarede sønnen. "Æsler har vi såmænd nok af, sagde den gamle, "det måtte hellere have været en ged." - "Jamen det er ikke noget almindeligt æsel," sagde sønnen, "når jeg siger briklebrit, giver det mig lige så meget guld jeg vil have. Lad alle vores venner og bekendte komme herhen, så gør jeg dem til rige folk." - "Det var dog herligt," sagde den gamle, "så behøver jeg ikke længere at sidde og prikke med den synål. Derpå skyndte han sig af sted for at indbyde alle sine slægtninge. Da hele selskabet var samlet, bredte mølleren sit klæde ud og førte æslet ind i stuen. "Briklebrit," råbte han, men der kom ingen guldstykker. Mølleren blev rigtignok lidt lang i ansigtet og bad sine slægtninge mange gange om forladelse, fordi de måtte gå hjem ligeså fattige, som de var kommet. Den gamle måtte igen tage fat med nål og tråd, og sønnen fæstede sig i tjeneste hos en møller.

Den tredie bror var kommet i lære hos en drejer, og da det er et meget kunstfærdigt håndværk, varede hans læretid længst. Hans brødre skrev imidlertid og fortalte, hvor slemt det var gået dem, og at de var blevet bestjålet. Da drejeren var udlært, gav hans mester ham en sæk og sagde: "Der ligger en knippel indeni." - "Sækken kan jeg nok få brug for," sagde svenden, "men knippelen er så tung, den er bare til besvær." - "Hør nu først," sagde mesteren, "hvis der er nogen, der vil gøre dig fortræd, behøver du blot at sige: "Rap dig knippel," så springer den ud og danser så lystigt på din fjendes ryg, at han ikke kan røre sig i otte dage, og den holder ikke op før du siger: "Knippel i sæk." Svenden takkede og drog af sted med sækken. Når der var nogen, der ville ham til livs, sagde han blot: "Rap dig knippel," og øjeblikkelig for knippelen løs på fyren, og inden han fik set sig om, var han så mørbanket, at han ikke kunne røre sig. Henimod aften kom drejeren til den kro, hvor hans brødre var blevet bestjålet. Han lagde sin ransel foran sig på bordet og begyndte at fortælle om alt det mærkværdige, han havde set og hørt ude i verden. "Et bord dæk dig og et guldæsel er jo ikke at foragte," sagde han, "men det er dog ingenting mod det, jeg har her i min sæk." - "Hvad i al verden mon det kan være," tænkte værten og spidsede øre, "den er vel sagtens fuld af ædelstene. Den skulle jeg i grunden også have. Alle gode gange tre." Hen på aftenen gik gæsten i seng og lagde sækken under sin hovedpude. Da værten troede, at han sov fast, listede han sig ind for at tage sækken og lægge en anden i stedet. Drejeren havde allerede længe ventet det, og da mølleren med et rask tag ville rive sækken til sig, råbte han: "Rap dig knippel," og øjeblikkelig begyndte knippelen at slå løs på værten, så det kunne forslå. Værten skreg og hvinede, men jo højere han skreg des hårdere slog knippelen, og til sidst faldt han udmattet om. "Hvis du ikke i en fart giver mig bord dæk dig og guldæselet, så tager vi fat på en frisk," sagde drejeren. "Åh nej," råbte værten helt modløs, "jeg vil gerne give alt, hvad jeg har, når bare den fordømte trold vil krybe i sækken igen." - "Så vil jeg lade nåde gå for ret," sagde svenden, og råbte så: "Knippel i sæk."

Næste morgen begav drejeren sig på vej hjem med bord dæk dig og guldæslet. Skrædderen blev meget glad, da han så ham igen, og spurgte, hvad han havde lært ude i verden. "Jeg er blevet drejer," svarede han, "det er et smukt håndværk," sagde den gamle, "men har du ikke bragt noget med hjem fra din rejse?" - "Jo," svarede sønnen, "jeg har en knippel her i sækken." - "En knippel," udbrød faderen, "det var da også noget. Det kan du jo bruge enhver gren til." - "Jamen det er ikke nogen almindelig knippel, lille far," sagde sønnen, "når jeg siger: "Rap dig knippel," så farer den løs på den, der vil gøre mig fortræd. Ved dens hjælp har jeg fået både bord dæk dig og guldæslet tilbage. Indbyd nu alle vores venner og bekendte, så skal de få nok af mad og drikke og lommerne fyldt med guld." Skrædderen ville ikke rigtig tro det, men indbød alligevel sine slægtninge. Drejeren bredte nu et klæde ud, stillede æslet derpå, og mølleren sagde: "Briklebrit." Nu regnede guldstykkerne ned i store bunker, så de allesammen kunne få lige så meget, de kunne bære. Derpå hentede han bordet, og skrædderen sagde: "Bord dæk dig." Øjeblikkelig stod der de herligste retter. Sådan en fest havde der endnu aldrig været i skrædderens hus, og den varede til langt ud på natten. Skrædderen gemte nål og tråd og alen i et skab og slog slå for, og de levede nu lykkeligt og tilfreds til deres dages ende.

Nu skal I høre, hvad der blev af den slemme ged. Den skammede sig over sit skaldede hovede og gemte sig derfor i en rævehule. Da ræven kom hjem om aftenen, så den et par store øjne funkle i mørket, og blev så forskrækket, at den løb sin vej. Den mødte bjørnen som kunne se på den, at der var noget galt på færde, og spurgte: "Hvad er det dog for et ansigt, du sætter op." - "Tænk dig, der sidder et skrækkeligt dyr i min hule," svarede ræven, "da jeg kom hjem før, stirrede den på mig med sine gloende øjne." - "Den skal vi nok få jaget ud," sagde bjørnen og gik med hen til hulen og kiggede ind. Men da den så de gloende øjne, blev den også bange og turde ikke binde an med det frygtelige dyr, men tog rejsepas På vejen mødte den en bi, der syntes, den så underlig forstyrret ud, og sagde: " Sikken et ansigt du har på. Hvor har du gjort af dit gode humør?" - "Ja, du kan sagtens snakke," svarede bjørnen ærgerlig, "der sidder et skrækkeligt dyr inde i rævens hule og glor, og vi kan ikke få det jaget ud " - "Stakkels bjørn," sagde bien, "nu skal jeg nok se at hjælpe jer, skønt jeg kun er sådan en lille svag en, som I ellers ikke gider at se til." Derpå fløj den ind i rævens hule, satte sig på gedens glatragede hovede og stak den sådan, at den brægende for ud af hulen og som en rasende løb ud i den vide verden, og ingen ved, hvor den er blevet af.
A fost odata un croitor care avea trei fii si o capra. Cum capra hranea cu laptele sau toata familia, avea nevoie de un nutret bun si in fiecare zi trebuia dusa la pascut. De asta se ocupau cei trei fii pe rand. Intr-o zi, fiul cel mare o duse la cimitir, unde iarba era foarte deasa si o lasa sa manance si sa umble in largul ei. Seara, cand urmau sa se intoarca, o intreba:
- Esti satula? Atunci, sa ne intoarcem acasa!
Si o lasa in staul, legata.
Cand veni tatal si intreba capra daca ii era foame, aceasta spuse ca da.
Croitorul se supara si ii dadu fiului sau o ciomageala zdravana.

La fel i se intampla si cu al doilea si al treilea fiu.
Tatal ii aduna pe baieti si le striga:
- Ceata de sarlatani ce sunteti! Nu va veti mai bate joc de mine!
Dupa loviturile pe care le primira, baietii fugira de acasa.
Astfel batranul ramase singur cu capra.
A doua zi dimineata, cobora in staul si ii spuse, mangaind-o:
- Hai, animalutul meu; te duc eu la pascut.

Apoi, tragand de funie dupa el, o duse la un gard plin de verdeata.
Si o lasa acolo pana la apusul soarelui.
Cand merse sa o caute, o intreba:
- Caprito, esti satula?
- Atat de satula, incat n-as mai putea inghiti nici o frunza.
- Atunci, sa mergem acasa, adauga croitorul, ducand-o la staul si legand-o bine.
Dar, inainte sa plece, o intreba din nou:
- Te-ai saturat de data asta?
Si capra raspunse:
- Cum sa ma satur? Am stat in sant si n-am gasit nici macar o
frunza amarata.
Cand auzi asta, croitorul crezu ca innebuneste, pentru ca isi dadu seama ca isi pierduse fiii fara motiv.

Furios, merse in staul, lua capra, ii sapuni capul si i-l rase.
Apoi, ii spuse sa plece si sa nu se mai intoarca niciodata in acea casa.
Ramas singur, croitorul se intrista.
Ii era dor de fiii sai, dar nimeni nu stia unde locuiau.
Cel mare era ucenic in casa unui tamplar si muncise atat de mult si de bine incat la plecare invatatorul sau ii dadu o masa cu un aspect obisnuit, dar care avea o proprietate unica.
Cand o punea jos si spunea "Masa, asaza-te!, imediat se acoperea cu o fata de masa alba curata si pe ea apareau o farfurie, o lingutra si o furculita.
Si, mai mult, apareau o multime de vase pline cu bucate alese, precum si un vas mare cu vin, care-ti inveselea inima.
Baiatul se gandi ca, avand acea masa, se putea hrani toata viata.
Nu mai trebuia sa manance la hanuri sau ospatarii.

Foarte multumit, se hotari sa se intoarca la casa tatalui sau, croitorul, sperand ca acestuia ii trecuse supararea.
Pe drum, intra intr-un han si hangiul il invita sa cineze cu familia sa, insa el ii multumi si ii intoarse invitatia.
Ceilalti incepura sa rada, gandindu-se ca vroia sa faca o gluma.
Insa baiatul puse masa in mijlocul camerei si spuse:
- Masa, asaza-te!
Imediat masa se umplu cu bucate minunate.
- Serviti-va, prieteni! ii imbie tamplarul.
Invitatii, vazand ca treaba era serioasa, se napustira spre mancare. Si pe masura ce vasele se goleau, erau umplute la loc.
Hangiul isi spuse in gand: "Un astfel de bucatar ar fi foarte bun pentru acest han!.

In sfarsit ,toti invitatii plecara sa doarma.
Hangiul cugeta si cugeta pana ce isi aduse aminte ca avea in pod o masuta veche, foarte asemanatoare cu cea a tamplarului.
Si, in timp ce baiatul dormea, schimba mesele intre ele.
In dimineata urmatoare, baiatul isi lua ramas bun si la pranz ajunse la casa tatalui sau, care il primi cu bratele deschise.
- Fiul meu, ce ai invatat cat ai fost plecat?
- Tata, m-am facut tamplar.
- O meserie buna, raspunse tatal. Si ce ai adus de pe unde ai umblat?
- Cel mai bun lucru pe care l-am adus este aceasta masa.
Croitorul o privi, dar nu vazu nimic extraordinar.
- Este o masa fermecata, explica fiul. Cand o pun jos si ii spun: "Masa, asaza-te, se umple cu cele mai apetisante bucate.
Isi adunara toti prietenii si rudele intr-o sala mare.
Cand toata lumea era atenta, tamplarul rosti cuvintele magice.
Dar masa ramase la fel.
Baiatul se gandi ca i-or fi schimbat-o, dar invitatii rasera de el.
Tatal sau se intoarse la acele si foarfecele sale, iar baiatul se angaja ca tamplar intr-un atelier.

Ce de-al doilea fiu se oprise la o moara, unde invatase meseria de morar.
Pentru ca lucrase foarte bine, stapanul morii ii darui un magar foarte special, care nici nu tragea la car, nici nu suporta incarcaturi.
- Atunci la ce foloseste? intreba baiatul.
- Produce aur. Nu trebuie decat sa asezi o panza pe jos si sa spui: "Briclebric si animalul va incepe sa arunce monede de aur.
Este un animal minunat!
De acum inainte, cand am nevoie de bani, stiu ce trebuie sa fac!
Si se hotari sa se intoarca acasa.
Se intampla sa se opreasca la acelasi han ca si fratele sau.
Hangiul apuca magarul de frau, dar baiatul nu il lasa.
- Nu va deranjati, am sa-l duc eu insumi la grajd si am sa-l leg, ca sa stiu de unde sa-l iau.

Aceasta treaba i se paru ciudata hangiului.
Si cand vazu ca oaspetele isi baga mana in buzunar si scotea monede de aur, se hotari sa-l verifice.
Ii ceru mai multi bani decat ar fi trebuit si, cum baiatul avea buzunarul gol, il ruga pe hangiu sa astepte un moment si se intoarse imediat cu mai multe monede.
Hangiul fu intrigat si cu urmatoarea ocazie cand ii ceru bani, il urmari ca sa vada de unde ii scotea.
Se uita prin gaura cheii de la usa grajdului si vazu cum strainul puse o panza pe jos si ii spuse magarului "Briclebric si imediat animalul incepu sa arunce monede de aur.
Hangiul gandi ca nu ar fi rau sa aiba o asemenea minunatie in propria casa.
Si, in timp ce baiatul dormea, ii schimba magarul fermecat cu unul obisnuit.
Oaspetele plati si pleca, luand cu el magarul pe care il credea fermecat.
Cand ajunse acasa, tatal il primi cu mare bucurie si il intreba:
- Ce ai facut, fiule?
- M-am facut morar, tata! exclama baiatul.
- Ce ai adus din calatoria ta?
- Un magar fermecat care face monede de aur. Cheama toate rudele, ca ne vom imbogati cu totii.
Cand se aduna toata lumea, morarul ii spuse magarului: "Briclebric, dar nu cazu nimic.
Bietul morar fu dezamagit si se gandi ca ii fusese schimbat magarul.
Tatal sau se intoarse la meseria lui, iar el isi cauta de lucru la o moara apropiata.
Cel de-al treilea fiu intra ca ucenic intr-un atelier de strungarie si cum era o meserie dificila, ucenicia tinu mai multa vreme.
Fratii sai ii trimisera o scrisoare in care ii povestira tot ce li se intamplase si cum li se furasera comorile.
Dupa ce baiatul invata meseria de strungar, vru sa se intoarca acasa, iar invatatorul sau ii oferi ca recompensa un sac, spunandu-i:
- Inauntru este o bata. Daca cineva te supara sau cauta sa se bata cu tine, nu trebuie sa spui decat: "Bata, iesi din sac" si imediat o vei vedea napustindu-se pe spatele certaretilor, snopindu-i in bataie. Si nu se va opri pana nu vei striga: "Bata treci in sac.
Baiatul ii multumi invatatorului si ajunse la acelasi han ca si fratii sai.
Lasa sacul pe masa si incepu sa povesteasca ce lucruri minunate vazuse in calatoriile sale.
- Da, spuse el, stiu ca exista mese fermecate, magari care fac aur si alte lucruri, dar nimic nu se compara cu comoara pe care o am eu in sac.
Hangiul isi ascuti auzul.
"Oare ce ar putea fi? se gandi.
Cu siguranta e plin cu pietre pretioase.
Trebuie sa ma gandesc cum sa pun mana pe ele.
Cand i se facu somn, baiatul merse la culcare si isi puse sacul drept perna.
Hangiul se apropie tiptil ca sa i-l ia, dar strungarul, care se prefacea ca doarme, spuse: "Bata iesi din sac!" si bata incepu sa il ciomageasca pe hangiu.
Vazandu-l la pamant, ii spuse:
- Daca nu-mi dai masa fermecata si magarul de aur, incepem din nou.
- Imediat, imediat! raspunse omul.
Strungarul porunci batei sa intre la loc in sac si hangiul ii dadu ceea ce ii ceruse.
Si asa, incarcat de comori tanarul se intoarse multumit la casa tatalui sau.
Croitorul ii puse fiului cel mic aceleasi intrebari ca si fratilor sai.
Cand il intreba ce adusese, baiatul raspunse ca adusese o bata. Tatal il privi uimit si fiul ii explica calitatile minunate pe care bata le avea.
Multumita ei, recuperase masa fermecata si magarul de aur ale fratilor sai.
- Tata, cheama-i pe amandoi, adauga si invita toate rudele, pentru ca suntem bogati.
Batranul croitor isi aduna rudele, dar fara prea multa incredere. Atunci strungarul intinse o panza pe jos si ii spuse fratelui morar sa-i vorbeasca magarului.
De-abia pronunta cuvantul "Briclebric si magarul incepu sa arunce o ploaie de ducati de aur.
Fiecare aduna cate monede putu.
Apoi fratele cel mare spuse mesei:
"Masuta, asaza-te si aparura multe bucate alese din care toti se infruptara.
Croitorul pastra intr-un dulap acele si atele si trai fericit cu fii si comorile lor.
Dar, cu toate acestea, ce se intamplase cu capra care era vinovata de plecarea de acasa a fiilor croitorului?
Am sa va povestesc.
- O scoatem noi afara, spuse ursul atunci cand vulpea ii povesti ce patise.
Mersera pana la vizuina, dar cand vazu ochii de foc ai caprei, se infricosa si nu vru sa aiba de-a face cu acel animal ciudat.
Albina, vazandu-l ca fuge, il intreba ce se intamplase.
Ursul ii explica; atunci aceasta se apropie si intrand in vizuina vulpii, se aseza pe capul plesuv al caprei si o intepa cu atata furie incat capra fugi mancand pamantul.
Si de atunci, nimeni nu a mai auzit de ea.




Sammenligne to sprogene:













Donations are welcomed & appreciated.


Thank you for your support.