Kong Drosselskæg


画眉嘴国王


Der var engang en konge, som havde en datter, der var så dejlig som den klare sol, men hun var stolt og hovmodig og syntes, ingen frier var god nok til hende. Hun afviste den ene efter den anden og spottede dem oven i købet. Engang fejrede kongen en stor fest og indbød alle unge mænd fra nær og fjern. De blev stillet op efter rang og stand. Først kom kongerne, så hertugerne, derpå fyrsterne, greverne og friherrerne, og til sidst adelsmændene. Kongedatteren gik fra den ene til den anden, men hun havde noget at udsætte på dem allesammen. Den ene var for tyk: "Sikken en øltønde," sagde hun, den anden for lang: "Stork, stork, langeben," den tredie for lille: "Lille og tyk, klodset og styg," den fjerde for bleg: "Han ser jo ud som døden fra Lybæk," den femte for rød: "Han ligner en kalkunsk hane," den sjette ikke rank nok: "Som frisk træ, der er tørret ved ovnen." Der var noget i vejen med dem allesammen, men især gjorde hun sig lystig over en stakkels konge, der stod allerøverst, og hvis hage var lidt vel krum. "Hans hage ligner jo et drosselnæb," råbte hun leende, og efter den tid fik han navnet Drosselskæg. Men da den gamle konge så, at hun kun havde frierne til bedste, blev han vred og svor, at hun skulle tage den første, den bedste tigger til mand.
Et par dage efter hørte de en fattig spillemand synge nede i gården, og kongen sendte bud efter ham. Spillemanden kom op i salen i sine smudsige pjalter, sang for kongen og hans datter og bad om en almisse. Men kongen sagde: "Jeg synes så godt om din sang, at jeg vil give dig min datter til kone." Kongedatteren blev forfærdet, men kongen stod fast ved sin beslutning: "Jeg har svoret at give dig til den første, den bedste tigger, og den ed vil jeg holde," sagde han. Præsten blev straks hentet, og kongedatteren viet til tiggeren. "Det passer sig ikke for en tiggerske at bo i et slot," sagde kongen, "det er bedst, du drager bort med din mand."
Tiggeren tog hende i hånden, og de gik videre til fods. Da de kom til en stor skov, spurgte hun:
"Hvem ejer vel den grønne skov,
der er så stor og prægtig?"
"Det sikkert er kong Drosselskæg, han er en herre mægtig,
og hvis du havde villet, var den nok din tillige."
"Ak, havde jeg dog taget ham. Hjælp Gud mig arme pige."
Kort tid efter kom de over en eng, og hun spurgte:
"Hvem ejer vel den grønne eng,
der er så stor og prægtig?"
"Det sikkert er kong Drosselskæg, han er en herre mægtig,
og hvis du havde villet det, var den nok din tillige."
"Ak, havde jeg dog taget ham. Hjælp Gud mig arme pige."
Da de havde gået endnu et lille stykke, kom de gennem en stor by, og kongedatteren spurgte:
"Hvem ejer vel den skønne stad,
der er så stor og prægtig?"
"Det sikkert er kong Drosselskæg, han er en herre mægtig,
og hvis du havde villet det, var den nok din tillige."
"Ak, havde jeg blot taget ham. Hjælp Gud mig arme pige."
"Jeg kan virkelig ikke lide, at du hele tiden ønsker dig en anden mand," sagde spillemanden, "er jeg måske ikke god nok til dig?" Langt om længe kom de til et ganske lille hus.
"Hvor er det hus dog lille, hvor murene er skrå,
herregud for de stakler, som derinde leve må!"
sagde prinsessen. "Det er dit og mit hus," svarede spillemanden, "her skal vi bo." Døren var så lav, at hun måtte bøje hovedet for at komme igennem den. "Hvor er tjenerne," spurgte hun. "Tjenerne," sagde spillemanden og rystede på hovedet, "du må virkelig selv gøre, hvad du vil have gjort. Gør nu straks ild på og sæt vand over, så du kan lave noget mad til mig, jeg er sulten." Kongedatteren anede ikke, hvordan hun skulle bære sig ad, og tiggeren måtte hjælpe hende, for at få det til at gå nogenlunde. Da de havde spist den tarvelige kost, gik de i seng, og næste morgen vækkede han hende ganske tidligt, for at hun skulle stå op og gøre huset i orden. Et par dage levede de på den vis, og spiste og drak, hvad der var i huset. "Nu går det ikke længere," sagde manden så, "vi æder alt op, og fortjener ingenting. Du må flette nogle kurve." Han gik ud og hentede vidjer, og hun begyndte at flette, men det gjorde så ondt i hendes fingre, at hun måtte holde op. "Det går nok ikke," sagde manden, "måske kan du bedre spinde." Hun prøvede også det, men tråden skar hendes fine fingre til blods. "Du duer da heller ikke til nogen verdens ting," sagde han ærgerlig, "med dig er jeg rigtignok kommet godt op at køre. Nu er det bedst at prøve, om vi ikke kan tjene lidt ved at sælge krukker og jerngryder. Du må sætte dig ud på torvet med dem." Hun sukkede og tænkte: "Gud ved, hvad folk siger, når de kender mig igen og ser mig sidde der som en anden sælgekone." Men det hjalp ikke, hun måtte føje sig, hvis de ikke skulle dø af sult. Første gang gik det godt. Folk købte af hende, fordi hun var så smuk, og der var mange, som gav hende pengene og lod hende beholde krukkerne alligevel. De levede nu en tid af det, hun havde tjent, men da det slap op, købte manden igen en hel del krukker og gryder, og hun måtte sætte sig ud på torvet med det. Så kom der en fuld soldat ridende, sprængte lige ind mellem krukkerne, og skårene fløj til alle sider. Hun begyndte at græde og vidste slet ikke, hvad hun skulle gøre. "Hvad vil min mand dog sige," jamrede hun og løb hjem og fortalte ham, hvad der var sket. "Der er heller ingen fornuftige mennesker, som sætter sig lige på hjørnet," sagde han ærgerligt, "men du duer ikke til nogen verdens ting. Nu har jeg været oppe på kongens slot for at spørge, om de ikke havde brug for en kokkepige. Der skal du gå op i morgen, så får du da i det mindste føden."
Nu blev kongedatteren kokkepige, måtte gå kokken til hånde og gøre det groveste arbejde. I lommen havde hun en skål, og den fyldte hun med den mad, hun fik, og deraf levede de. På den tid skulle netop den ældste kongesøns bryllup fejres, og den stakkels kone gik op og stillede sig ved døren for at få lidt af stadsen at se. Da lysene blev tændt og salen strålede i blændende pragt, mens alle de pyntede mennesker forsamlede sig, tænkte hun bedrøvet på sin sørgelige skæbne og forbandede det hovmod, der havde styrtet hende i fattigdom. Undertiden kastede tjenerne et par bidder hen til hende af den mad, de bragte ind, og hun puttede det altsammen ned i krukken for at tage det med hjem. Pludselig trådte kongesønnen ud, klædt i fløjl og silke, med en guldkæde om halsen, og da han så den smukke kone, greb han hendes hånd og ville danse med hende. Hun kendte straks kong Drosselskæg og strittede imod, men det hjalp ikke, han trak hende ind i salen. Pludselig gik det bånd, der holdt på krukken itu, og suppen og kødstumperne væltede ud på gulvet. Alle folk lo og spottede hende, og hun var så fortvivlet og skamfuld, at hun ønskede sig tusind mile under jorden. Hun løb ud af døren og ville flygte, men da hun var kommet et par trin ned ad trappen var der en, som greb hende i armen, og da hun vendte sig om, så hun kong Drosselskæg. "Du skal ikke være bange," sagde han mildt, "jeg og spillemanden, som du har levet med i det fattige hus, er en og den samme. Det var også mig, der var husaren, som knuste dine krukker. Jeg har gjort det for at straffe dit hovmod og din spottelyst og bøje dit stolte sind." Men hun græd heftigt og sagde: "Jeg er ikke værdig til at være din hustru." - "Hold nu op at græde," sagde han og kyssede hende, "nu er de onde dage forbi. Nu skal vi fejre vores bryllup." Kammerpigerne iførte hende da prægtige klæder og hendes far kom med hele sit hof for at være med til bryllupsfesten. Jeg ville ønske vi to også havde været der.
从前,有一位国王,膝下有一个女儿,美丽非凡,却因此而傲慢无理,目中无人,求婚的人里没有谁中她的意。 她不但一个接一个地拒绝他们的美意,而且还对人家冷嘲热讽。
有一回,国王举行盛大宴会,邀请了各地所有希望结婚的男子。 先入席的是几个国王,接着入席的是王子、公爵、伯爵和男爵,最后入席的是其余所有应邀而来男子。 公主走过这个行列,可对每一位横挑鼻子竖挑眼,这位太胖啦,她就用轻蔑的口气说道:"好一个啤酒桶。"那个呢,又高又瘦,她就评头论足地说道:"活像一只大蚊子。"下一个呢,太矮啦……"五大三粗,笨手笨脚。"她又说道。 第四个呢,脸色太苍白啦,"一具死尸。";第五个,脸太红润……"一只公火鸡。"第六个呢,身板儿不够直……"像一快放在炉子后面烤干的弯木头。"就这样,她看谁都不顺眼。
有一位国王,下巴长得有点儿翘,更是免不了遭到她的大肆嘲笑挖苦。 "我的天哪!"她一边放声大笑一边高声地说,"瞧这家伙的下巴呀,长得跟画眉嘴一模一样啊!"打那以后,这位国王就落了个诨名--画眉嘴。 老国王发现女儿只是在嘲弄人家,对每个前来求婚的人都嗤之以鼻,便大动干火,发誓要把她嫁给第一个上门来讨饭的叫花子。
几天以后,一个走街窜巷卖唱的人在王宫的窗下唱起歌来,想讨一点儿施舍。 国王听见了歌声,便吩咐把这个人带来见他。 卖唱的衣衫褴褛,肮脏龌龊 ,来到国王和公主面前唱了起来,唱完便恳求给他一点儿赏赐。
国王对他说:"你的歌让我很开心,我就把我的女儿许配给你吧。"
公主一听,吓得浑身发抖,国王却接着说:"我发过誓,要把她嫁给第一个到这儿来讨饭的叫花子,我得言而有信。"
抗旨不遵完全是徒劳的。 于是,请来了牧师,为公主和这个走街窜巷卖唱的人举行了婚礼。
婚礼结束后,国王说道:"现在你已是一个叫花子的老婆了,不宜再留宫中。你和你丈夫快上路吧。"
叫花子牵着她的手往外就走,公主不得不跟着他离开了王宫。 他们俩来到一片大树林前面,公主问:"这片树林是谁的?"
卖唱的便回答道:
"是那位心地善良的画眉嘴国王的呀,
要是你当初嫁给他,现在不就是你的吗? "
公主听了回答说:
"我这个可怜的女孩子啊,当初有点儿翘尾巴,要是嫁给画眉嘴国王就好啦。"
随后,他们俩来到一片绿草地,公主又问:"这片美丽的绿草地是谁的?"
"是那位心地善良的画眉嘴国王的呀,
要是你当初嫁给他,现在不就是你的吗? "
于是,公主又唉声叹气地说:
"我这个可怜的女孩子啊,当初有点儿翘尾巴,要是嫁给画眉嘴国王就好啦。"
接着,他们俩来到一座大城市,公主又问:"这座美丽的城市是谁的?"
"是那位心地善良的画眉嘴国王的呀,
要是你当初嫁给他,现在不就是你的吗? "
公主听了说:
"我这个可怜的女孩子啊,当初有点儿翘尾巴,要是嫁给画眉嘴国王该多好啦。"
"你老是渴望嫁给另一个男人,"卖唱的说,"我听了真气愤。难道我配不上你吗?"
最后,他们俩来到一所很小的房子前,她大声地问:
"这么小的房子我还没见过,
天哪,它会是什么人的窝?
卖唱的回答说:"这是我的房子,也是你的家,我们就共同生活在这里。"
房门又矮又小,公主进去时,不得不弯下腰来,不然就会碰了头。
"佣人在哪儿呢?"公主问道。
"哪来的佣人呀。"叫花子回答说,"干什么事你都得自己动手。喏,你得快点儿把火生起来,把水烧开,然后给我煮饭。我已经累得不行了。"
可是,公主哪里会生火煮饭呀,叫花子只得自己动手,不然就得挨饿。 他们的晚饭很简单,晚饭后,就休息了。 谁知第二天一大早,他就把她赶下床,逼着她做家务事。
他们就这样过了几天,吃完了所有的存粮,丈夫于是说:"老婆,你看,咱们这样光吃饭,不挣钱,可怎么活下去呀,你来编筐子吧。"
说罢,他就出去砍了些柳枝,扛回家来。 公主开始编筐子,可柳枝又粗又硬,把她娇嫩的双手全弄伤了。
"我觉得,"丈夫说,"这样不行啊,别编筐子啦,你还是纺线吧,也许你会在行些。"
于是,她开始坐下来试着纺线,可是纱线很粗糙,把她柔软的手指勒得鲜血直流。
"你看看,"丈夫又说道,"这算怎么一回事嘛。你什么也干不了,娶了你当老婆,我算倒霉透啦。现在我得做一做陶器生意,卖锅碗瓢盆什么的。你呢,得到市场上去叫卖。"
"天哪,"她心想,"要是我父亲王国里的人来赶集,看到我在那儿叫卖锅碗瓢盆,他们一定会嘲笑我的!"
可是,又有什么别的出路呢? 不然就得活活饿死。 一开始,她的生意还不错。 人们见她长得漂亮,都来买她的东西,而且连价也不还。 的确,有几个人付了钱,却又把锅子作为礼物送给她。
夫妻俩靠她卖来的钱生活了一段时间,然后丈夫又进了一批陶器。 她坐在市场的一个角落里,把锅碗瓢盆什么的摆放在自己的周围,叫卖起来。 谁知一个喝得醉熏熏的骑兵突然打这儿急驰而过,那匹马冲进她的货摊,把所有的陶器踩得粉碎。 公主放声大哭,束手无策。 "我的天呀,我该怎么办哪?"她呜咽着说,"我丈夫会怎么骂我呀。"于是,她跑回家里,跟丈夫说了自己的遭遇。
"你是一个卖陶器的小贩子,哭管什么用,"她丈夫说,"你什么活儿也干不了。我只得跑到咱们国王的宫殿里,打听了一下你能不能在那儿当个帮厨女佣。人家答应先试用一段时间,还有,你在那里可以白吃饭。"
这样一来,公主就变成了帮厨女佣。 她给大师傅打下手,干各种最脏的活儿。 她在衣服里缝了一个口袋,在口袋里放了一只带盖的罐子,每天把残羹剩饭盛在里面,带回家中糊口。
为了庆祝国王的长子满十八岁,国王举行了盛大的舞会。 在那个不同寻常的夜晚,可怜的年轻女佣躲在上面大厅的门后,偷偷地观望。 她目睹着蜡烛一根根点燃,宾客们一个个步入大厅,全都衣着华丽,光彩照人。 面对眼前富丽堂皇、令人眼花缭乱的景象,她不无哀伤地想起自己悲惨的命运,站在那里几乎泣不成声。 自己一向傲慢无理,目中无人,才落到今天这般贫穷凄惨的境地,她感到痛悔不已。 美味佳肴端进端出,香味扑鼻,她馋得口水直流,仆人们不时扔给她一些残渣剩菜,她便装进罐子里,准备带回家去。
国王的长子身着天鹅绒和绸缎衣服,衣服上镶嵌着钻石,脖子上挂着金项链,正朝大厅走去,发现这个可怜的女子站在门后,正偷偷地观望着舞会的情景,王子一把抓住她的手,要和她跳舞,她却不肯。 她认出这位王子正是曾经向她求过婚,被她嘲弄侮辱过的那个画眉嘴国王,不禁吓得浑身发抖。 可是,不管她怎样挣扎,王子还是硬将她拉进了舞厅。 不料,她用来系口袋的线绳,就在这时断了,罐子一下子滚了出来,汤汤水水流了一地,残渣剩菜撒得到处都是。 人们一见哄堂大笑,她成了众人的笑柄,羞愧得恨不得有个地缝钻进去。 她朝门口冲了过去,想要逃走,可在台阶上被一个男子拦住了去路,又给拉了回来。 她定睛一看,这个男子又是画眉嘴国王,国王用亲切和蔼的语气对她说:
"别怕,我和那个跟你生活在破破烂烂的小房子里的叫花子,原本是一个人哪。我很爱你,才乔装打扮成叫花子;那个喝得醉熏熏的、冲进你的货摊,把陶器踩得粉碎的骑兵,也是我呀。我做这些,全是为了克服你的傲慢无礼,惩罚你对新郎的嘲弄。"
公主听罢,痛哭流涕,抽泣着对国王说:"我真是太不应该了,不配做您的妻子。"
画眉嘴国王却安慰她说:"过去的已经过去了。现在我们就举行婚礼吧。"
话音刚落,宫女们随即走了过来,给她打扮得花枝招展。 她父亲和宫里的人也来了,祝贺她和画眉嘴国王新婚幸福。