El amadísimo Rolando


Rolands kæreste


Hubo una vez una mujer que era una bruja hecha y derecha, quien tenía dos hijas: una, fea y mala, a la que quería por ser hija suya; y otra, hermosa y buena, a la que odiaba porque era su hijastra. Tenía ésta un lindo delantal, que la otra le envidiaba mucho, por lo que dijo a su madre que de cualquier modo quería hacerse con la prenda.
- No te preocupes, hija mía -respondió la vieja-, lo tendrás. Hace tiempo que tu hermanastra se ha hecho merecedora de morir; esta noche, mientras duerme, entraré y le cortaré la cabeza. Tú cuida sólo de ponerte al otro lado de la cama, y que ella duerma del lado de acá.
Perdida tendría que haber estado la infeliz muchacha, para no haberlo escuchado todo desde un rincón. En todo el día no la dejaron asomarse a la puerta, y, a la hora de acostarse, la otra subió primera a la cama, colocándose arrimada a la pared; pero cuando ya se hubo dormido, su hermanastra, calladamente, cambió de lugar, pasando a ocupar el del fondo. Ya avanzada la noche, entró la vieja, de puntillas; empuñando con la mano derecha un hacha, tentó con la izquierda para comprobar si había alguien en primer término y luego, tomando el arma con las dos manos, la descargó... y cortó el cuello a su propia hija.
Cuando se marchó, se levantó la muchacha y se fue a la casa de su amado, que se llamaba Rolando.
- Escúchame, amadísimo Rolando -dijo, llamando a la puerta-, debemos huir inmediatamente. Mi madrastra quiso matarme, pero se equivocó y ha matado a su propia hija. Por la mañana se dará cuenta de lo que ha hecho, y estaremos perdidos.
- Huyamos, pues –le dijo Rolando-, pero antes quítale la varita mágica; de otra manera no podremos salvarnos, si nos persigue.
La joven volvió en busca de la varita mágica; luego, tomando la cabeza de la muerta, derramó tres gotas de sangre en el suelo: una, delante de la cama; otra, en la cocina, y otra, en la escalera. Hecho esto, volvió a toda prisa a la casa de su amado.
Al amanecer, la vieja bruja se levantó y fue a llamar a su hija para darle el delantal; pero ella no acudió a sus voces. Gritó entonces:
- ¿Dónde estás?
- Aquí en la escalera, barriendo -respondió una de las gotas de sangre.
Salió la vieja, pero, al no ver a nadie en la escalera, volvió a gritar:
- ¿Dónde estás?
- En la cocina, calentándome -contestó la segunda gota de sangre.
Fue la bruja a la cocina, pero no había nadie, por lo que preguntó nuevamente en voz alta:
- ¿Dónde estás?
-¡Ay!, en mi cama, durmiendo -dijo la tercera gota.
Al entrar en la habitación y acercarse a la cama, ¿qué es lo que vio la bruja? A su mismísima hija bañada en sangre. ¡Ella misma le había cortado la cabeza!
La hechicera enfureció y se asomó a la ventana; y como por sus artes podía ver hasta muy lejos, descubrió a su hijastra que escapaba junto con su amadísimo novio.
- ¡De nada les servirá! -exclamó-. ¡No van a escapar, por muy lejos que estén!
Y, calzándose sus botas mágicas, que con cada paso andaban el camino de una hora, salió a perseguirlos y los alcanzo en poco tiempo.
Pero la muchacha, al ver que se acercaba su madrastra, se valió de la varita mágica y transformó a su amadísimo Rolando en un lago, y ella se convirtió a si misma en un pato, que nadaba en el agua. La bruja se detuvo en la orilla y se puso a echar migas de pan y hacer todo lo posible por atraer al animal; pero éste se cuidó muy bien de no acercarse, por lo que la vieja, al anochecer, tuvo que volver sin haber conseguido su objetivo.
Entonces, la joven y su amadísimo Rolando recuperaron su figura humana y continuaron caminando durante toda la noche, hasta la madrugada. Fue entonces que la doncella se convirtió en una hermosa flor, en medio de un matorral espinoso, y convirtió a su amadísimo Rolando en violinista. Al poco tiempo llegó la bruja a grandes zancadas y dijo al músico:
- Mi buen músico, ¿me permite que arranque aquella hermosa flor?
- Ya lo creo - contestó él-; yo tocaré mientras tanto.
Se metió la vieja en el matorral para arrancar la flor, pues sabía perfectamente quién era; y el violinista se puso a tocar, y la mujer, quiérase o no, empezó a bailar, ya que era aquella una tonada mágica. Y cuanto más vivamente tocaba él, más bruscos saltos tenía que dar ella, por lo que las espinas le rasgaron todos los vestidos y le despedazaron la piel, dejándola ensangrentada y maltrecha. Y como el músico no cesaba de tocar, la bruja tuvo que seguir bailando hasta caer muerta.
Al verse libres, dijo Rolando:
- Voy ahora a casa de mi padre a preparar nuestra boda.
- Yo me quedaré aquí entretanto -respondió la muchacha-, esperando tu regreso; y para que nadie me reconozca, me convertiré en una roca encarnada.
Marchó Rolando, y la doncella, transformada en roca, se quedó en el campo, esperando el regreso de su amado. Pero al llegar Rolando a su casa, cayó en las redes de otra mujer, que consiguió hacerle olvidar a su prometida. La infeliz muchacha permaneció mucho tiempo aguardándolo, y al ver que no volvía, llena de tristeza, se transformó en flor, pensando: "¡Alguien pasará y me pisoteará!."
Sucedió, que un pastor que apacentaba su rebaño en el campo, viendo aquella flor tan bonita, la cortó y guardó en su cofre. Desde aquel día, todas las cosas marcharon a las mil maravillas en casa del pastor. Cuando se levantaba por la mañana se encontraba con todo el trabajo hecho: las habitaciones, barridas; limpios de polvo las mesas y los bancos; el fuego encendido en el fogón, y las vasijas llenas de agua. A mediodía, al llegar a casa, la mesa estaba puesta, y servida una sabrosa comida. El hombre no podía comprender aquello, ya que jamás veía a nadie en su casa, la cual era, además, tan pequeña, que nadie podía ocultarse dentro. De momento estaba muy complacido con aquellas novedades; pero, al fin, se alarmó y fue a consultar a una adivina. Ésta le dijo:
- Eso es cosa de magia. Levántate un día bien temprano y fíjate si algo se mueve en la habitación; si ves que si, sea lo que sea, échale en seguida un paño encima, y el hechizo quedará atrapado.
Así lo hizo el pastor, y a la mañana siguiente, al apuntar el alba, vio cómo el arca se abría y de ella salía la flor. Pegando un brinco, le tiró una tela encima e inmediatamente acabó el encanto, presentándosele una bellísima doncella, que le confesó ser aquella flor, la cual había cuidado hasta entonces del orden de su casa. Le narró su historia, y, como al muchacho le gustaba la joven, le preguntó si quería casarse con él. Pero la muchacha respondió negativamente, ya que seguía enamorada de su amadísimo Rolando; le permanecería fiel, aunque la hubiera abandonado. Sin embargo le prometió, que no se iría, sino que seguiría cuidando de su casa.
Mientras tanto, llegó el día indicado para la boda de Rolando. Siguiendo una vieja costumbre del país, se realizó un anuncio invitando a todas las muchachas a asistir al acto y a cantar en honor de la pareja de novios. Al enterarse la fiel muchacha, sintió una profunda tristeza que creyó que el corazón iba a estallarle en el pecho. No quería ir a la fiesta, pero las demás jovencitas fueron a buscarla y la obligaron a que las acompañara. Procuró ir demorando el momento de cantar; pero al final, cuando ya todas hubieron cantado, no tuvo más remedio que hacerlo también. Pero al iniciar su canto y llegar su voz a oídos de Rolando, éste dio un salto y exclamó:
- ¡Conozco esa voz; es la de mi verdadera prometida y no quiero otra!
Todo lo que había olvidado, revivió en su memoria y en su corazón. Y así fue que la fiel doncella se casó con su amadísimo Rolando, y, terminada su pena, comenzó para ella una vida de dicha.
Der var engang en kone, som var en rigtig ond heks. Hun havde to døtre, den ene var grim og ond, men hende elskede hun, for det var hendes egen datter, den anden var smuk og god, men hende hadede hun, for det var hendes steddatter. Engang havde steddatteren et smukt forklæde, som den anden misundte hende, og hun sagde derfor til sin mor, at hun ville have det. "Du kan være rolig for, at du skal få det, min pige," svarede den gamle, "din stedsøster har allerede længe fortjent at miste livet, og i nat, når hun sover, hugger jeg hendes hovede af. Sørg for, at du kommer til at ligge inderst, og puf hende rigtig langt ud." Det havde nu været ude med den stakkels pige, hvis hun ikke havde stået i en krog og hørt det hele. Hun kom ikke udenfor en dør den dag, og da de skulle i seng, lagde den anden sig først rigtig til rette, og hun måtte nøjes med den plads, hun kunne få. Da søsteren var faldet i søvn, puffede hun hende lempelig yderst og lagde sig ved væggen. Om natten kom den gamle med en økse i højre hånd, følte sig for med venstre, så hun fandt den, der lå yderst, og huggede så hovedet af sit eget barn.
Da hun var gået, stod pigen op og gik hen til sin kæreste, som hed Roland, og bankede på hans dør. Han kom ud, og hun sagde så til ham: "Vi må straks flygte, min elskede. Min stedmor har villet slå mig ihjel, men har i stedet for dræbt sit eget barn. Når hun opdager det i morgen, er det ude med os." - "Du skulle først se at få fat i hendes tryllestav," sagde Roland, "ellers kan vi ikke slippe fra hende, hvis hun forfølger os." Pigen hentede staven og tog det afhuggede hovede, stænkede tre dråber blod på jorden, en foran sengen, en i køkkenet og en på trappen, og skyndte sig så af sted med sin kæreste.
Da den gamle heks stod op næste morgen, kaldte hun på sin datter for at give hende forklædet, men hun kom ikke. "Hvor er du," råbte hun. "Jeg står herude på trappen og fejer," svarede den ene bloddråbe. Den gamle gik derud, og da hun ikke var der, råbte hun igen: "Hvor er du?" - "Jeg sidder herude i køkkenet og varmer mig," svarede den anden bloddråbe. Hun gik derud, men da der heller ikke var nogen der, råbte hun: "Hvor er du dog henne?" - "Jeg ligger her i sengen og sover," svarede den tredie bloddråbe, og da den gamle gik ind, fandt hun sit eget barn, der lå og svømmede i sit blod.
Heksen blev rasende, løb hen til vinduet, og da hun kunne se langt ud i verden, opdagede hun snart sin steddatter, der skyndte sig af sted med sin kæreste. "I skal ikke undgå mig," råbte hun, og tog sine syvmilestøvler på. Det varede ikke længe, før hun havde indhentet dem. Da pigen så hende komme, forvandlede hun ved hjælp af tryllestaven Roland til en sø og sig selv til en and, der svømmede i den. Heksen stillede sig på bredden, kastede brødsmuler ud, og gjorde sig al mulig umage for at lokke anden derhen. Men det hjalp ikke noget, og den gamle måtte vende om med uforrettet sag. Pigen og Roland blev nu til mennesker igen og gik hele natten, lige til solen stod op. Da forvandlede pigen sig selv til en dejlig blomst, der voksede inde i en tjørnehæk, og Roland til en spillemand. Et øjeblik efter kom heksen travende og sagde: "Goddag kære spillemand, må jeg plukke den smukke blomst der." - "Værsgod," svarede han, "så spiller jeg til." Hun skyndte sig hen til hækken, for hun vidste nok, hvem blomsten var, men i det samme begyndte spillemanden at spille, og enten hun ville eller ej, måtte hun give sig til at danse. Jo hurtigere han spillede, jo højere måtte hun springe. Tornene rev klæderne af kroppen på hende og sårede hende, så blodet randt, og da han ikke holdt op med at spille, måtte hun blive ved at danse, lige til hun faldt død om.
"Nu vil jeg drage hjem til min far og ordne alt til brylluppet," sagde Roland. "Jeg bliver her så længe," svarede pigen, "og for at ingen skal kunne kende mig, vil jeg skabe mig om til en rød sten." Roland drog derpå hjem, og pigen blev ude på marken og ventede på sin kæreste. Men da han kom hjem, blev han forelsket i en anden pige og glemte ganske sin fæstemø. Den stakkels pige ventede og ventede, men da han ikke kom blev hun meget bedrøvet og ville ikke leve længere. Hun forvandlede sig da til en blomst og tænkte: "Der kommer vel nok en og anden og træder mig ned."
Men engang, da en hyrde drev sine får over marken, fik han øje på blomsten, og da han syntes, den var så smuk, plukkede han den og tog den med sig hjem. Fra nu af gik det ganske mærkeligt til i hyrdens hus. Når han om morgenen stod op, var alt arbejdet allerede gjort, stuen var fejet, borde og bænke tørret af, ilden brændte i kakkelovnen og i kedlen stod der vand og kogte. Når han kom hjem om middagen, stod maden på bordet. Han kunne ikke begribe hvordan det gik til, for han så aldrig nogen, og det var umuligt at et menneske kunne gemme sig i den lille hytte. Han syntes ganske vist godt om det, men til sidst blev han dog ganske uhyggelig ved det og gik til en klog kone og fortalte hende det. "Der er trolddom med i spillet," sagde hun, "i morgen tidlig må du lægge nøje mærke til, hvad der foregår, og hvis du ser noget, ligegyldigt hvad det er, skal du kaste et hvidt tørklæde derover, så bliver trolddommen brudt." Hyrden gjorde, som hun havde sagt, og da solen stod op, så han, at blomsten begyndte at røre sig. Hurtig kastede han et hvidt tørklæde over den, og straks stod der en smuk pige, og han fik nu at vide, at det var hende, der havde sørget så godt for ham. Hun fortalte ham sin historie, og da han syntes godt om hende, spurgte han, om hun ville gifte sig med ham. Men hun rystede på hovedet. Selv om hendes kæreste havde forladt hende, ville hun dog blive ham tro, så længe hun levede. Men hun lovede, at hun ville blive hos ham og styre hans hus.
Imidlertid skulle Rolands bryllup fejres, og efter skik og brug blev det bekendtgjort, at alle piger i hele landet skulle komme og synge til ære for brudeparret. Da den trofaste pige hørte derom, blev hun så bedrøvet, at hun troede, hendes hjerte skulle briste, og ville ikke gå derhen, men de andre kom og hentede hende. Da turen til at synge kom til hende, trak hun sig tilbage, til alle de andre havde sunget, så kunne hun ikke slippe. Men da Roland hørte hendes stemme, sprang han op og råbte: "Den stemme kender jeg, det er min brud, den eneste, jeg vil gifte mig med." Han huskede nu alt, hvad han havde glemt, og kærligheden til hende vågnede atter i hans hjerte. Så holdt den trofaste pige bryllup med sin Roland, og al hendes nød og sorg var endt.