弗雷德里克的妻子叫凯瑟琳，他俩刚结婚没多久。 有一天，弗雷德里克对妻子说："凯！我要到地里干活去了，我走后你给我准备一些好菜，来点好啤酒，当我饿了的时候，我就可以回来享受一顿丰盛的午餐了。"凯瑟琳说："好的，你就放心地去吧！"快到吃午餐的时候，凯瑟琳从贮存的食物中拿出一块上好的牛排，放到锅里用油来炸。 牛排很快炸黄了，发出了噼啪的响声，凯瑟琳站在边上不停地用锅铲翻动着。 这时，她自言自语地说："牛排快熟了，我可以到地窖里去倒些啤酒来。"她把锅留在火上，拿了一个大壶，来到地窖里，拧开啤酒桶，让啤酒流进壶里，凯瑟琳站在旁边守候着。 突然她又闪过一个念头："狗没有套好，它会把牛排叼走的，幸亏我想到了。"想到这里她马上跑出地窖，来到厨房。 那可恶的狗正好用嘴咬住牛排，衔着要往外跑。
凯瑟琳追了上去，跟着狗赶过农田，但狗跑得比她快，不肯放下牛排。 她只得说道："算了，算了，收不回来就算了。"说着，转过身来绕过农田，上路往回走。 她跑累了，又有点发热，所以慢慢悠悠地一边走，一边让自己凉快凉快。
凯瑟琳走的时候没有关上啤酒桶的塞子，啤酒也就一直不停地往外流，壶装满后溢了出来，流得满地都是，结果整桶啤酒都流完了。 当她回到地窖楼梯时，看到这幅景象，叫道："我的天哪！我怎样才能瞒过弗雷德里克，使他看不到这些情况呢？"她想了一会儿，终于想起上次赶集时买过一袋精面粉，如果把这袋面粉撒到地上就会把啤酒全部吸干的。 "真是一个绝妙的办法。"她说道，"现在正好用上，此时不用，留待什么时候去用呢？"想到这里，她马上把那袋面粉取来，顺势往地上一扔，正好扔到那个装满啤酒的大壶上，一下子就把壶砸翻了，仅有的一壶啤酒也流到了地上。 "哎哟！这下可好，"她又叫了起来，"倒楣的事怎么一件接一件呢！"她只得把面粉到处撒在地上。 撒完她舒了一口气，自以为这事做得很聪明，高兴地说道："看起来这儿是多么的干净，整洁呀！"
中午，弗雷德里克回来了，他喊道："太太，你午餐准备了一些什么呀？"凯瑟琳回答说："唉！弗雷德里克，我做牛排时 ，去倒啤酒，狗趁机把牛排衔跑了，我去追狗时，啤酒却流光了，我用我们在集市买的那袋面粉来吸干啤酒时，又把啤酒壶打翻了，不过现在地窖里已经弄干了，看起来还很整洁呢！ "弗雷德里克听了，说道："我说凯呀，你怎么能这样干呢？ 你怎么会在离开时把牛排留在火上炸呢？ 结果啤酒也流光了，最后又为什么把面粉也撒光呢？ "她回答说："哎哟，弗雷德里克，我做的时候并不知道呀，你本来应该早点告诉我的。 "
丈夫暗想：如果我的妻子做事是这样的话，我得多一些心眼。 现在家里放有一大笔金币，应该留点神。 所以他把金币拿出来对妻子说："这些黄钮扣是多么的漂亮啊！我要把它们放进一个箱子内，埋在花园里。你千万别到那儿去，也不要闲着没事去动它们。"妻子回答说："不会的，弗雷德里克，我决不会去动它们的。"
弗雷德里克一走，来了一些卖瓦盆瓦碟子的小商贩，他们问她要不要买一些，她说道："哎呀，我非常想买，但我没有钱，如果你们同意用黄钮扣换的话，我可以拿好多和你们换。""黄钮扣？"他们说道，"让我们看看。""你们到花园来，按我指给你们的地点去挖，你们就能找到黄钮扣，我自己可不敢去。"这些流浪汉去挖了。 当他们挖出来发现那些黄钮扣是什么东西后，就把黄钮扣全拿走了，留给她许多盆子、碟子，她把它们全摆放在屋子里，摆得到处都是。
弗雷德里克回来一看，喊道："凯瑟琳，你这是做什么？"她说："你看，这些都是我用你的黄钮扣买来的，不过我没有碰那些黄钮扣 ，是小商贩自己去挖的。 "弗雷德里克一听，跺着脚叫道："太太，太太！ 你做的好事！ 那些黄钮扣都是我的金币呀，你怎么能做这种事呢？ "她也大吃了一惊回答道：
"哎哟！我不知道呀，你应该告诉我的！"
凯瑟琳站着惊愕了一会儿，最后对她的丈夫说："弗雷德里克，你听着，我们很快就可以把金子要回来，只要我们追上这帮贼人就成。""好吧，我们要试一试，"他回答说，"但你要带上一些奶油和干酪，我们好在路上吃。"她说了一声"对，对！"就准备去了。
出发后，弗雷德里克走的很快，他把妻子拉在了后面，而她却想："这无所谓，待我们回转时 ，我离家就会比他近得多了。 "
不久，她翻过了一座小山，山的另一边有一条路。 大概是由于路太窄，马车经过这条路时，车轮总是擦着两边的树，以致树皮都擦破了。 看到这情况，她说道："唉，看看吧！这些可怜的树被擦破受伤了，人们怎么老是这样呢？如此下去，这些树的伤永远也不会好的。"她对这些树很同情，给它们那些被擦破的地方都涂上了奶油，认为这样一来，马车的轮子就可以不再把树擦伤了。 就在她做这一善举时，一块干酪从篮子里掉出来滚下了小山，凯瑟琳向下一看，没有看到干酪到底滚到了哪里，于是她说道："唉，看来得要另一块干酪从这儿下去找你这块干酪了，它比我的腿要灵活些。"说完，她滚下了另一块干酪，干酪滚下山去，天知道它滚到哪儿去了，可她却认为这两块干酪知道路，一定会跟着她来的，她可不能整天待在这儿等它们上来再走。
很快，她赶上了弗雷德里克。 他肚子饿了，要吃东西，所以在那儿等着她。 凯瑟琳把干面包拿给了他，他见没有奶油和干酪，于是问道："奶油和干酪呢？"她回答说："我把奶油涂在了那些可怜的树上，它们被车轮擦伤了。有一块干酪掉下跑了，我派另一块去找它，我想它们两个正在路上吧。"
"这种蠢事你也干得出来，你看你有多笨啊！"丈夫无可奈何地说道。 妻子一听则说："你怎么能这样说呢？你又没告诉过我呀！"
他们只能一起啃干面包。 弗雷德里克说："凯，你来的时候把门都锁了吧。"凯瑟琳说："没有啊，你又没告诉我。"丈夫只得叹道，"唉--，赶快回去，去把门锁好，再带点吃的来吧。"
凯瑟琳按照他的吩咐去了，她边走边想：弗雷德里克要我再带一些吃的东西，可我认为他不喜欢吃奶油和干酪，我经常看到他吃核桃和醋，就给他带一袋核桃和一些醋去。
回到家后，她把后门闩上，把前门却卸了下来，说道："弗雷德里克要我锁好门，可再怎么说也没有我把门带在身边安全。"一路上，她走一段，歇一会儿，花了老半天时间才赶上弗雷德里克，她叫道："弗雷德里克，我把门带来了，现在你可以放心地看守它了。"
"啊！我的老天爷！"他说道，"我竟有这样一个聪明的太太！我要你把房子锁好，你却把门卸了下来。任何人随时都可以进屋去了。哎--，你既然把门扛来了，那就再辛苦点带着它一起赶路吧。"她答道："好的，我就扛着门，不过我不想拿核桃和醋瓶子，东西这么多，太重了，就请你把它们拴在门上吧。"对这一建议，弗雷德里克当然不会反对。
来到森林里，他们开始搜寻那些窃贼，但根本就不可能找着。 天黑了，他俩只好爬上一棵树去过夜。 而他们刚爬上去，那伙他们要找的无赖出现了。 这是一伙真正的流氓，他们到处骗别人的东西，大概是太疲劳了，所以他们一来就坐了下来，又生了一大堆火。 巧就巧在他们正好坐在弗雷德里克和凯瑟琳所呆的那棵树的下面。 弗雷德里克从树的另一边滑了下去，捡了一些石头，然后又爬上树去，他试着用这些石头去打窃贼的头。 但贼却不以为然，只是说："一定是快天亮了，风把冷杉树的球果都刮落了。"
凯瑟琳一直都把门扛在肩上。 现在她觉得累得够呛，认为一定是核桃拴在上面太重了，所以她轻轻喊道："弗雷德里克，我得把核桃扔下去。"弗雷德里克马上回答说："不行，现在不行，否则他们会发现我们的。""我扛不住了，我不行了，必须把它们丢掉才行。""那好吧，如果你要扔，就快一点扔下去。"核桃沿着大树枝"卡嗒，卡嗒"地响着落下去了，一个窃贼喊道："我的天呀，下起冰雹来了。"
过了一会儿，凯瑟琳认为门还是太重，她又悄悄地对弗雷德里克说："我得把醋扔下去。""请别扔，"他急忙说，"那样他们会发现我们的。"她说道："我扛不住了，一定得丢了。"说完，她把醋也全部倒下去了，窃贼们说："露水真多啊！"
醋倒下去不久，凯瑟琳仍然被压得受不住，到这时她才意识到是门太重，所以她悄悄地对弗雷德里克说："我要把门扔下去了。"他一听，马上恳求她不要扔，他认为这一扔肯定会暴露他们自己。 凯瑟琳实在扛不住了，说道："我放下去了。"门随着一阵"咔嚓，哗啦"的声音向窃贼们落去，他们大叫道："魔鬼来了！"还没弄清是什么东西，就拼命地以最快的速度跑掉了，所有的金子都留在了地上。 弗雷德里克和凯瑟琳爬下树来，完好无损地找回了他们全部的金子。
凯瑟琳追了上去，跟着狗赶过农田，但狗跑得比她快，不肯放下牛排。 她只得说道："算了，算了，收不回来就算了。"说着，转过身来绕过农田，上路往回走。 她跑累了，又有点发热，所以慢慢悠悠地一边走，一边让自己凉快凉快。
凯瑟琳走的时候没有关上啤酒桶的塞子，啤酒也就一直不停地往外流，壶装满后溢了出来，流得满地都是，结果整桶啤酒都流完了。 当她回到地窖楼梯时，看到这幅景象，叫道："我的天哪！我怎样才能瞒过弗雷德里克，使他看不到这些情况呢？"她想了一会儿，终于想起上次赶集时买过一袋精面粉，如果把这袋面粉撒到地上就会把啤酒全部吸干的。 "真是一个绝妙的办法。"她说道，"现在正好用上，此时不用，留待什么时候去用呢？"想到这里，她马上把那袋面粉取来，顺势往地上一扔，正好扔到那个装满啤酒的大壶上，一下子就把壶砸翻了，仅有的一壶啤酒也流到了地上。 "哎哟！这下可好，"她又叫了起来，"倒楣的事怎么一件接一件呢！"她只得把面粉到处撒在地上。 撒完她舒了一口气，自以为这事做得很聪明，高兴地说道："看起来这儿是多么的干净，整洁呀！"
中午，弗雷德里克回来了，他喊道："太太，你午餐准备了一些什么呀？"凯瑟琳回答说："唉！弗雷德里克，我做牛排时 ，去倒啤酒，狗趁机把牛排衔跑了，我去追狗时，啤酒却流光了，我用我们在集市买的那袋面粉来吸干啤酒时，又把啤酒壶打翻了，不过现在地窖里已经弄干了，看起来还很整洁呢！ "弗雷德里克听了，说道："我说凯呀，你怎么能这样干呢？ 你怎么会在离开时把牛排留在火上炸呢？ 结果啤酒也流光了，最后又为什么把面粉也撒光呢？ "她回答说："哎哟，弗雷德里克，我做的时候并不知道呀，你本来应该早点告诉我的。 "
丈夫暗想：如果我的妻子做事是这样的话，我得多一些心眼。 现在家里放有一大笔金币，应该留点神。 所以他把金币拿出来对妻子说："这些黄钮扣是多么的漂亮啊！我要把它们放进一个箱子内，埋在花园里。你千万别到那儿去，也不要闲着没事去动它们。"妻子回答说："不会的，弗雷德里克，我决不会去动它们的。"
弗雷德里克一走，来了一些卖瓦盆瓦碟子的小商贩，他们问她要不要买一些，她说道："哎呀，我非常想买，但我没有钱，如果你们同意用黄钮扣换的话，我可以拿好多和你们换。""黄钮扣？"他们说道，"让我们看看。""你们到花园来，按我指给你们的地点去挖，你们就能找到黄钮扣，我自己可不敢去。"这些流浪汉去挖了。 当他们挖出来发现那些黄钮扣是什么东西后，就把黄钮扣全拿走了，留给她许多盆子、碟子，她把它们全摆放在屋子里，摆得到处都是。
弗雷德里克回来一看，喊道："凯瑟琳，你这是做什么？"她说："你看，这些都是我用你的黄钮扣买来的，不过我没有碰那些黄钮扣 ，是小商贩自己去挖的。 "弗雷德里克一听，跺着脚叫道："太太，太太！ 你做的好事！ 那些黄钮扣都是我的金币呀，你怎么能做这种事呢？ "她也大吃了一惊回答道：
"哎哟！我不知道呀，你应该告诉我的！"
凯瑟琳站着惊愕了一会儿，最后对她的丈夫说："弗雷德里克，你听着，我们很快就可以把金子要回来，只要我们追上这帮贼人就成。""好吧，我们要试一试，"他回答说，"但你要带上一些奶油和干酪，我们好在路上吃。"她说了一声"对，对！"就准备去了。
出发后，弗雷德里克走的很快，他把妻子拉在了后面，而她却想："这无所谓，待我们回转时 ，我离家就会比他近得多了。 "
不久，她翻过了一座小山，山的另一边有一条路。 大概是由于路太窄，马车经过这条路时，车轮总是擦着两边的树，以致树皮都擦破了。 看到这情况，她说道："唉，看看吧！这些可怜的树被擦破受伤了，人们怎么老是这样呢？如此下去，这些树的伤永远也不会好的。"她对这些树很同情，给它们那些被擦破的地方都涂上了奶油，认为这样一来，马车的轮子就可以不再把树擦伤了。 就在她做这一善举时，一块干酪从篮子里掉出来滚下了小山，凯瑟琳向下一看，没有看到干酪到底滚到了哪里，于是她说道："唉，看来得要另一块干酪从这儿下去找你这块干酪了，它比我的腿要灵活些。"说完，她滚下了另一块干酪，干酪滚下山去，天知道它滚到哪儿去了，可她却认为这两块干酪知道路，一定会跟着她来的，她可不能整天待在这儿等它们上来再走。
很快，她赶上了弗雷德里克。 他肚子饿了，要吃东西，所以在那儿等着她。 凯瑟琳把干面包拿给了他，他见没有奶油和干酪，于是问道："奶油和干酪呢？"她回答说："我把奶油涂在了那些可怜的树上，它们被车轮擦伤了。有一块干酪掉下跑了，我派另一块去找它，我想它们两个正在路上吧。"
"这种蠢事你也干得出来，你看你有多笨啊！"丈夫无可奈何地说道。 妻子一听则说："你怎么能这样说呢？你又没告诉过我呀！"
他们只能一起啃干面包。 弗雷德里克说："凯，你来的时候把门都锁了吧。"凯瑟琳说："没有啊，你又没告诉我。"丈夫只得叹道，"唉--，赶快回去，去把门锁好，再带点吃的来吧。"
凯瑟琳按照他的吩咐去了，她边走边想：弗雷德里克要我再带一些吃的东西，可我认为他不喜欢吃奶油和干酪，我经常看到他吃核桃和醋，就给他带一袋核桃和一些醋去。
回到家后，她把后门闩上，把前门却卸了下来，说道："弗雷德里克要我锁好门，可再怎么说也没有我把门带在身边安全。"一路上，她走一段，歇一会儿，花了老半天时间才赶上弗雷德里克，她叫道："弗雷德里克，我把门带来了，现在你可以放心地看守它了。"
"啊！我的老天爷！"他说道，"我竟有这样一个聪明的太太！我要你把房子锁好，你却把门卸了下来。任何人随时都可以进屋去了。哎--，你既然把门扛来了，那就再辛苦点带着它一起赶路吧。"她答道："好的，我就扛着门，不过我不想拿核桃和醋瓶子，东西这么多，太重了，就请你把它们拴在门上吧。"对这一建议，弗雷德里克当然不会反对。
来到森林里，他们开始搜寻那些窃贼，但根本就不可能找着。 天黑了，他俩只好爬上一棵树去过夜。 而他们刚爬上去，那伙他们要找的无赖出现了。 这是一伙真正的流氓，他们到处骗别人的东西，大概是太疲劳了，所以他们一来就坐了下来，又生了一大堆火。 巧就巧在他们正好坐在弗雷德里克和凯瑟琳所呆的那棵树的下面。 弗雷德里克从树的另一边滑了下去，捡了一些石头，然后又爬上树去，他试着用这些石头去打窃贼的头。 但贼却不以为然，只是说："一定是快天亮了，风把冷杉树的球果都刮落了。"
凯瑟琳一直都把门扛在肩上。 现在她觉得累得够呛，认为一定是核桃拴在上面太重了，所以她轻轻喊道："弗雷德里克，我得把核桃扔下去。"弗雷德里克马上回答说："不行，现在不行，否则他们会发现我们的。""我扛不住了，我不行了，必须把它们丢掉才行。""那好吧，如果你要扔，就快一点扔下去。"核桃沿着大树枝"卡嗒，卡嗒"地响着落下去了，一个窃贼喊道："我的天呀，下起冰雹来了。"
过了一会儿，凯瑟琳认为门还是太重，她又悄悄地对弗雷德里克说："我得把醋扔下去。""请别扔，"他急忙说，"那样他们会发现我们的。"她说道："我扛不住了，一定得丢了。"说完，她把醋也全部倒下去了，窃贼们说："露水真多啊！"
醋倒下去不久，凯瑟琳仍然被压得受不住，到这时她才意识到是门太重，所以她悄悄地对弗雷德里克说："我要把门扔下去了。"他一听，马上恳求她不要扔，他认为这一扔肯定会暴露他们自己。 凯瑟琳实在扛不住了，说道："我放下去了。"门随着一阵"咔嚓，哗啦"的声音向窃贼们落去，他们大叫道："魔鬼来了！"还没弄清是什么东西，就拼命地以最快的速度跑掉了，所有的金子都留在了地上。 弗雷德里克和凯瑟琳爬下树来，完好无损地找回了他们全部的金子。
Der var engang en mand og en kone, som hed Frits og Lise. En dag sagde Frits til sin kone: "Jeg går nu lidt ud i marken. Sørg for at have noget god mad til mig, når jeg kommer hjem." - "Gå du kun, lille Frits," svarede hun, "du skal nok blive tilfreds med mig." Da spisetiden nærmede sig, tog hun en pølse ned fra skorstenen, lagde den på en pande med smør og satte det over ilden. Pølsen sydede og brasede, og Lise stod og holdt på skaftet af panden, helt hensunken i sine egne tanker. Pludselig faldt det hende ind, at pølsen jo i grunden godt kunne stå og stege videre, mens hun gik ned i kælderen og tappede øl. Hun tog altså en kande og gik ned ad trappen, men lige da hun var begyndt at tappe, blev hun bange for, at hunden deroppe skulle snappe pølsen, og en, to, tre fløj hun op ad trappen. Men det var for sent. Spids havde allerede pølsen i munden og slæbte af sted med den. Lise var ikke sen, hun løb efter hunden, helt ud over marken, men den var hurtigere end hun og sprang af sted med pølsen i munden. "Borte er borte," tænkte Lise og vendte om, og da hun havde løbet sig træt, gik hun ganske langsomt hjem. Imidlertid løb øllet stadig ud af tønden, for Lise havde ikke drejet hanen om, og da kanden var fuld, løb det ud på gulvet, lige til tønden var helt tom. Lise så allerede på trappen, hvad der var sket. "Hvad skal jeg nu gøre, for at Frits ikke skal mærke det," tænkte hun. Da hun havde tænkt frem og tilbage i nogen tid kom hun til at huske på, at der oppe på loftet stod en sæk fint hvedemel, den ville hun tage ned og strø melet over øllet. "Ja, sådan er det," tænkte hun, "spar i tide, så skal ej nød du lide." Derpå gik hun op på loftet, bar sækken ned og kastede den lige over ølkanden, så den væltede, og alt Frits' øl flød ud over gulvet. "Det var ret," tænkte hun, "har du ædt fisken, kan du æde sennepen med." Derpå strøede hun melet over hele gulvet, og da hun var færdig var hun helt glad og stolt over så pænt og rent, der så ud.
Ved middagstid kom Frits hjem. "Nå, hvad har du så til mig, lille kone?" spurgte han. "Ja, jeg ville jo have stegt dig en pølse, Fritsemand," svarede hun, "men medens jeg tappede øl, snappede hunden pølsen, og mens jeg så løb efter den, rendte alt øllet ud, og da jeg ville tørre op med hvedemel, kom jeg til at vælte kanden med dit øl, men du skal ikke være ked af det, kælderen er allerede tør igen." - "Lise, Lise," svarede Frits og rystede på hovedet, "det skulle du ikke have gjort. Først lader du hunden snappe pølsen og alt vores gode øl løbe ud, og så spilder du oven i købet det fine, dyre mel." - "Ja, ja, lille Frits," svarede konen, "det måtte du virkelig have sagt mig. Det kunne jeg da umuligt vide."
"Når jeg har sådan en kone, er det nok bedst, jeg passer bedre på en anden gang," tænkte Frits. Han havde samlet en ganske køn slump penge sammen i sølv, dem vekslede han nu i guld og sagde til Lise: "Kan du se alle de små guldspurve? Dem lægger jeg i en krukke og graver dem ned ude i stalden. Men jeg vil råde dig til at holde fingrene af fadet." - "Jeg skal såmænd ikke røre dem, lille Frits," svarede hun, og derpå gik han. Mens hun nu var alene hjemme, kom der to bissekræmmere, som ville sælge lerfade og krukker. "Jeg har ingen penge," svarede Lise, "men hvis I kan bruge guldspurve, så vil jeg nok have noget." - "Ja, hvorfor ikke, lad os se på dem," svarede de. "Gå så ud i stalden og grav under krybben," sagde Lise, "så finder I det nok, men jeg tør ikke gå med jer." Gavtyvene gik derud, og da de fandt guldet, stak de af og lod krukker og fade i stikken. Lise syntes, at det var synd ikke at bruge alle de nye ting, og da der var mere end nok i køkkenet, slog hun bunden ud på alle krukkerne og hængte dem til pynt på gærdestavene udenfor huset. Da Frits kom hjem og så det, spurgte han: "Hvad har du nu gjort, Lise?" - "Jeg har købt det altsammen for guldspurvene ude i stalden," svarede hun, "men jeg har ikke taget noget af krukken, jeg lod bissekræmmerne selv gå ud og grave det op." - "Herregud, Lise," sagde Frits, hvordan er det dog, du bærer dig ad? Det var jo ikke guldspurve, men det pure guld, alt hvad vi ejede." - "Ja, lille Frits," svarede hun, "men det måtte du virkelig have sagt mig, ellers kunne jeg da ikke vide det."
Lise stod nu og tænkte sig lidt om, så sagde hun: "Hør, Frits, vi skal nok få vores guld igen. Lad os løbe efter tyvene." - "Ja, kom så," svarede Frits, "men lad os tage noget smør og ost med, så vi har noget at leve af på vejen." De begav sig nu af sted, og da Frits var raskest til bens, sakkede Lise agterud. "Det er en ren fordel," tænkte hun, "når vi så skal hjem er det mig, som har forspring." De kom nu til et bjerg, hvor der på begge sider af vejen var dybe hjulspor. "Nej, se bare, hvor de har revet og flået i den stakkels jord," tænkte Lise, "den bliver såmænd aldrig i sine levedage hel igen." Hun bukkede sig ned for at stryge smørret på hjulsporene, så hjulene kunne gå lettere, og derved faldt der en ost ud af hendes lomme og trillede ned ad bjerget. "Den vej går jeg ikke en gang til," tænkte hun, "det er bedst, en af de andre render ned efter den," og derpå tog hun en anden ost og kastede den ned ad bjerget. Men de kom ikke igen, og hun kastede da en tredie ost derned. "Måske holder de ikke så meget af at gå alene," tænke hun, og da heller ingen af de tre viste sig igen, rullede hun den fjerde ned til dem. "Det er noget løjerligt noget," tænkte hun, "men det kan jo være, at den sidste er faret vild." Til sidst blev hun gal i hovedet og kastede både den femte og den sjette derned, og så havde hun ikke flere. En tid lang blev hun stående og ventede, men da der stadig ikke kom nogen, tænkte hun: "I er gode at sende af sted efter døden, for I bliver så rart længe borte, men tror I, jeg gider stå og vente på jer. Nu går jeg, så kan I komme bagefter, I har yngre ben end jeg." Hun gik videre, og nogen tid efter nåede hun Frits, som stod og ventede på hende, fordi han gerne ville have noget at spise. "Lad mig nu få noget af det, du har med," sagde han, og hun rakte ham et stykke tørt brød. "Hvor er smørret og osten?" spurgte han. "Smørret har jeg såmænd smurt i hjulsporene, lille Frits," svarede hun, "men ostene kommer nok snart. Jeg tabte den ene, og så sendte jeg de andre af sted for at hente den." - "Det skulle du ikke have gjort, Lise," sagde han, "det er dog for galt at smøre smørret på landevejen og rulle ostene ned ad bjerget." - "Ja, det kunne jeg da virkelig ikke vide, Frits," svarede hun, "det måtte du da have sagt mig."
De spiste nu deres tørre brød. "Du har vel låset ordentligt inden du gik hjemmefra, Lise?" spurgte Frits. "Nej, det skulle du virkelig have sagt mig, lille Frits." - "Så er det bedst, du går hjem og gør det. Tag også noget mad med, så venter jeg på dig her." Lise begav sig på hjemvejen, mens hun tænkte: "Ost og brød smager ham vist ikke rigtig. Det er bedre jeg tager nogle tørrede æbler og noget eddike med." Da hun kom hjem låsede hun den øverste halvdør og tog den nederste på skulderen, fordi hun tænkte, at når døren var i sikkerhed måtte huset vel være godt forvaret. Hun gav sig god tid. "Så kan han jo hvile sig så meget desto længere," tænkte hun. Langt om længe nåede hun ham. "Der kan du se, hvad for en klog kone, du har," sagde hun, "nu kan du selv passe på huset." - "Herregud, hvad er det dog for en kone, jeg har," råbte han, "går hun ikke hen og tager døren af huset, så alle og enhver kan rende derind. Nu er det for sent at gå hjem igen, men du skal sandelig få lov til at slæbe den dør selv." - "Det skal jeg nok, lille Frits," svarede hun, "men æblerne og krukken med eddike er alt for tunge. Jeg hænger det på døren, så kan den bære det."
De gik nu ind i skoven og ledte efter tyvene, men fandt dem ikke, og da det blev mørkt, klatrede de op i et træ for at sove der om natten. Et øjeblik efter kom der et par af den slags fyre, som tager med, hvad der ikke vil følge med, og finder, hvad ingen har tabt. De satte sig lige under træet. Frits lod sig forsigtigt glide ned på den anden side og samlede nogle sten, som han ville slå tyvene ihjel med, men han kunne ikke ramme dem. "Nu er det nok snart morgen," råbte de, "blæsten ryster grankogler ned." Lise sad deroppe med døren på skulderen. Den var så tung, og da hun troede det var æblerne som var skyld deri, sagde hun til Frits: "Jeg bliver nødt til at kaste æblerne ned." - "Det må du ikke," svarede han, "så røber du os jo." - "Jamen, jeg kan ikke holde det ud længere," klynkede hun. "Nå så gør det da i pokkers skind og ben." Æblerne trillede nu ned mellem grenene og tyvene dernede sagde: "Fuglene taber nok noget." Døren blev imidlertid ved at være lige tung og Lise sagde lidt efter: "Jeg bliver nødt til at kaste eddiken ned." - "Det må du ikke," svarede han, "så røber du os jo." - "Jamen, jeg kan ikke holde det ud," sagde hun ynkeligt. "Nå, så gør det da for pokker." Da eddiken dryppede ned på tyvene sagde de: "Duggen falder nok allerede." - "Det skulle da vel ikke være døren, der er så tung," tænkte Lise, da det slet ikke hjalp. "Nu kaster jeg døren ned, Frits." - "Det må du virkelig ikke," svarede han, "du røber os jo." - "Jamen jeg kan slet ikke holde det ud," stønnede hun. "Ja så gør det da i djævelens navn." Det gav et ordentligt brag, da døren faldt ned, og tyvene for forfærdet op. "Det er fanden, der kommer efter os," råbte de og løb af sted af alle livsens kræfter og lod alle deres sager ligge. Da Frits og Lise klatrede ned af træet, fandt de alt deres guld og tog det med sig.
Da de kom hjem, sagde Frits: "Nu må du også være flittig og bestille noget, Lise." - "Ja, det skal jeg nok, lille Frits," svarede hun, "nu går jeg ud på marken og mejer korn." Da hun var kommet derud, tænkte hun: "Skal jeg nu spise, før jeg mejer, eller skal jeg sove, før jeg mejer? Det er vist bedst, jeg spiser først." Da hun havde spist, blev hun søvnig, og da hun begyndte at meje, kom hun halvt i søvne til at skære alle sine klæder itu, forklæde, skørt og særk. Da hun vågnede, lå hun der halvnøgen og kunne slet ikke hitte ud af det. "Er det mig, eller er det ikke mig," sagde hun, "nej, nej, det kan ikke være mig." Imidlertid faldt natten på, og hun løb da hjem, bankede på ruden og råbte: "Halløj, Frits, jeg ville gerne vide, om Lise er hjemme." - "Hun ligger derinde og sover," svarede han. "Nå, så er jeg allerede kommet hjem," tænkte hun og løb videre.
Lidt efter mødte hun nogle fyre, som var ude for at se at finde noget at stjæle. "Skal jeg hjælpe jer?" spurgte hun, og da tyvene tænkte, at hun måtte være kendt der, sagde de ja. Lise gik nu hen og stillede sig op udenfor et hus og råbte: "Halløj, hvad har I. Vi vil gerne stjæle." - "Det går aldrig godt," tænkte tyvene, og ønskede bare, de var af med hende igen. "Kan du gå ud og hente os nogle af de roer, der står henne på præstens mark," spurgte en af dem. Lise gik derud og bukkede sig ned og begyndte at hale roerne op, men hun var så doven, at hun ikke gad rette ryggen. I det samme kom en mand gående forbi. Han blev stående og så på hende og troede, det var fanden selv, som rodede omkring i roerne. Han løb nu af alle kræfter hen til præstegården og råbte: "Hr. pastor, hr. pastor, djævelen roder omkring ude i jeres roer." - "Gud forbarme sig," sagde præsten, "og jeg halter så jeg kan ikke engang gå ud og mane ham bort." - "Så skal jeg tage eder på ryggen," sagde manden og travede af sted med ham. Da de kom ud på marken rejste Lise sig netop. "Det er djævelen, det er djævelen," råbte præsten, og så løb de begge to, og af lutter angst løb præsten meget hurtigere på sit halte ben end manden på sine to raske.