DANSK

Guldgåsen

ROMÂNĂ

Gasca de aur


Der var engang en mand, som havde tre sønner. Den yngste hed Fjollehans og alle mennesker lo ad ham og skubbede ham til side ved enhver lejlighed. En dag gik den ældste ud i skoven for at hugge brænde, og hans mor gav ham en dejlig æggekage og en flaske vin med, for at han ikke skulle komme til at sulte og tørste. Da han kom ind i skoven mødte han en gammel grå mand, som sagde goddag og bad: "Giv mig et lille stykke kage og en lille smule vin, jeg er så sulten og tørstig." - "Hvis jeg gjorde det, havde jeg jo ikke noget til mig selv," svarede den kloge søn, "gå din vej." Derpå gik han videre. Da han begyndte at hugge brænde kom han til at hugge fejl og øksen ramte ham i armen, så han måtte gå hjem og lade sig forbinde. Det var imidlertid den grå mand, som var skyld i det.

Den næste dag gik den næstældste søn ud i skoven og moderen gav ham en æggekage og en flaske vin med. Han mødte også den gamle, grå mand, der bad om et stykke kage og lidt vin. Men denne søn var også en klog fyr og sagde: "Det, som du får, går jo fra mig selv. Gå din vej," lod manden stå og gik videre. Straffen udeblev ikke, da han havde gjort et par hug i træet ramte han sig i benet og måtte bæres hjem.

"Lad mig nu gå ud og hugge brænde, far," sagde Fjollehans. "Det kan du såmænd ikke," svarede faderen, "du ser jo, dine brødre er kommet til skade derved, lad du bare være med at prøve på det." Men Fjollehans blev ved at tigge og endelig sagde han: "Gå så bare. Af skade bliver man klog." Moderen gav ham en kage, som var kogt med vand i asken, og en flaske surt øl. Da han kom ind i skoven mødte han også den gamle mand, som bad om noget kage og vin. "Jeg har ikke andet end en kage, der er bagt i asken, og noget surt øl," svarede Fjollehans, "men hvis du vil have noget så værsgo." Derpå satte de sig ned, og da Fjollehans tog kagen frem, var den blevet til den dejligste æggekage og det sure øl var blevet til vin. Da de havde spist og drukket, sagde manden: "Jeg vil give dig noget, fordi du er så god og gavmild. Hug det gamle træ derhenne om, så finder du noget i rødderne." Derpå sagde han farvel og gik.

Fjollehans gik hen og fældede træet og så da, at der nede i rødderne sad en gås med fjer af det pure guld. Han tog den op og gik hen til en kro for at blive der om natten. Værten havde tre døtre, og da de så gåsen blev de nysgerrige og ville vide, hvad det var for en underlig fugl, og de havde også nok lyst til at få en af guldfjerene. "Jeg skal nok finde lejlighed til at tage en," tænkte den ældste, og da Fjollehans engang var gået ud, greb hun fat i vingen, men hendes hånd blev hængende ved den. Lidt efter kom den anden ene og alene for at nappe en fjer, men næppe havde hun rørt ved sin søster, før hun blev hængende fast ved hende. Til sidst kom også den tredie, og søstrene råbte til hende: "Du må ikke komme herhen," men hun kunne ikke begribe hvorfor, og da hun rørte ved dem, blev også hun hængende, og de måtte blive hele natten inde hos gåsen.

Næste morgen tog Fjollehans gåsen under armen og gik af sted uden at bryde sig om de tre piger, som hang fast ved den. De måtte løbe bagefter, til højre og venstre, som det behagede ham at gå. Ude på marken mødte de en præst, og da han så dette optog, sagde han: "Skam jer dog, I frække tøse, at løbe sådan efter en ung karl," og derpå greb han fat i den yngste for at holde hende tilbage. Men næppe havde han rørt ved hende, før han også hang fast og måtte løbe med. Lidt efter kom degnen og blev meget forundret, da han så præsten rende lige i hælene på de tre pigebørn. "Hvorhen så hurtigt, hr. pastor," råbte han, "husk på, vi har barnedåb i dag." Derpå tog han fat i hans arm, men blev også hængende. De fem måtte nu trave videre efter hinanden og noget efter mødte de to bønder, der kom fra marken med deres leer. Præsten kaldte da på dem og bad om, de ville hjælpe ham og degnen at slippe fri, men i samme øjeblik, de rørte ved dem, hang de fast, og nu løb der hele syv bagefter Fjollehans og hans gås. De kom derpå til en by, hvor der regerede en konge, som havde en datter, der var så alvorlig, at hun aldrig lo, og kongen havde derfor ladet bekendtgøre, at den, der kunne bringe hende til at le, skulle få hende til kone. Da Fjollehans fik det at vide, gik han op på slottet med gåsen og hele den lange hale, og da prinsessen så de syv mennesker rende der i hælene på hinanden, begyndte hun at le hjerteligt og kunne slet ikke holde op igen. Fjollehans forlangte nu at få prinsessen til brud, men kongen syntes ikke rigtigt om den svigersøn og gjorde en hel, del indvendinger og forlangte, at han først skulle skaffe en mand, der kunne drikke en hel vinkælder ud. Fjollehans tænkte, at den lille grå mand kunne hjælpe ham, og gik ud i skoven til det sted, hvor han havde fældet træet. Der sad en mand, som så meget bedrøvet ud, og Fjollehans spurgte hvad der var i vejen. "Jeg er så skrækkelig tørstig," svarede manden, "jeg kan ikke tåle vand og jeg har ganske vist lige tømt et fad vin, men hvad hjælper en dråbe vand på en hed sten. "Kom med mig, så skal jeg hjælpe dig," sagde Fjollehans og gik med ham ned i kongens vinkælder. Manden bøjede sig over de store tønder og drak og drak, så han til sidst blev helt træt i ryggen. Inden dagen var gået, var kælderen tom. Fjollehans forlangte nu igen sin brud, men kongen ærgrede sig over, at sådan en fyr, som alle og enhver kaldte Fjollehans, skulle eje hans datter, og forlangte, at han først skulle skaffe en mand, som kunne spise et bjerg af brød. Fjollehans betænkte sig ikke længe men gik ud i skoven. På samme sted som sidst sad der en mand og snørede en rem sammen om livet med en ynkelig mine. "Nu har jeg spist en ovn fuld af brød," sagde han, "men hvad er det, når man er så sulten som jeg. Min mave er så tom, at jeg må snøre mig ind for ikke at dø af sult." - "Kom du kun med mig, så skal du nok blive mæt," sagde Fjollehans glad og gik med ham hen til slottet. Kongen havde ladet alt mel i hele riget bringe derop og bagerne havde bagt et uhyre bjerg deraf. Manden fra skoven stillede sig foran det og begyndte at spise, og da dagen var omme, var hele bjerget forsvundet. Fjollehans fordrede nu igen sin brud, men kongen stillede en tredie betingelse og forlangte et skib, der kunne bruges lige godt på vandet og på landet. "Når du kommer sejlende i det, skal du straks få min datter," sagde han. Fjollehans gik lige ud i skoven og der sad den gamle mand, som han havde givet sin kage og sin vin. "Du har været god imod mig og givet mig at spise og drikke," sagde han, "nu skal jeg hjælpe dig." Derpå gav han ham et skib, som kunne gå både på vand og land, og nu kunne kongen ikke længere nægte ham sin datter. Brylluppet blev fejret, og efter kongens død arvede Fjollehans riget og levede længe og lykkeligt med sin dronning.
A fost odata un om si omul acela avea trei feciori. Pe cel mai mic dintre ei il poreclisera Prostila si-l luau in ras si-l umpleau de ocari ori de cate ori aveau prilejul. Intr-o buna zi, cel mai mare dintre frati vru sa se duca in padure sa taie lemne si, mai inainte de a pleca, maica-sa ii puse in traista un cozonac bine rumenit si tare gustos si-o sticla cu vin ca sa aiba cu ce-si potoli setea si foamea. Si cum ajunse in padure, flacaul se si intalni cu un omulet batran si tare carunt. Dupa ce-i dadu binete, omuletul prinse a se ruga de el:
- Mai baiete, da-mi si mie o bucatica din cozonacul tau si lasa-ma sa sorb o inghititura de vin, ca nu mai pot de foame si sete si ma simt sleit! Vezi insa ca flacaul se tinea ca-i destept si se rasti la omulet:
- Da stii ca n-ai pretentii mari!...Pai daca ti-oi da din cozonacul si din vinul meu, mie ce-mi mai ramane? Vezi-ti de drum si nu mai supara oamenii cersind!... Si lasandu-l in plata domnului pe omulet, isi vazu de drum mai departe. Ajunse la locul cu pricina si se apuca imediat de lucru. Dar in timp ce se caznea sa doboare un copac, loviturile cadeau anapoda; si ca un facut ii scapa securea din mana si nimeri cu taisul in brat, de trebui s-o porneasca din nou spre casa, sa-si lege rana. Vezi ca patania asta i se trasese de la omuletul cel carunt. Cind fu sa plece la padure cel de-al doilea fecior, maica-sa ii puse-n traista, ca si celuilalt, un cozonac gustos si o sticla cu vin. Omuletul cel carunt indata-i iesi in cale si-i ceru si lui o bucata de cozonac si o inghititura de vin. Dar mijlociul se rasti la el ca si fratele sau cel mare:
- Ei, asta-i buna!... Pai daca ti-oi da si tie n-o sa-mi mai ramana nici pe-o masea, asa ca vezi-ti de drum si nu mai supara oamenii degeaba! Si lasandu-l in plata domnului pe omulet, nici ca se mai sinchisi de el si-si vazu de drum mai departe. Dar pedeapsa nu intarzie sa vina: dupa ce izbi de cateva ori cu securea in trunchiul unui copac, se vatama asa de rau la un picior, ca trebui sa se duca acasa. Vazand ce se intamplase cu fratii sai, Prostila isi puse in gind sa incerce si el. Si incepu a se ruga de taica-sau: - Taica, lasa-ma si pe mine sa ma duc o data in padure la taiat lemne! Si taica-sau ii raspunse:
- N-ai vazut ce au patimit fratii tai de pe urma asta? Lasa-te pagubas, baiete, ca nu ai tu cap pentru astfel de treburi!... Dar Prostila, nu si nu, ca el vrea sa se duca. Statui intr-atata, ca pana la urma taica-sau trebui sa incuviinteze.:
- Ei, atunci du-te! Ca de cate-i patimi, poate-o sa-ti vina si tie minte la cap! Maica-sa ii dadu si lui un cozonac, dar vezi ca il plamadise numai cu apa si il copsese in spuza! Si-i mai puse in traista si o sticla cu bere inacrita!... Cand ajunse praslea in padure, se intalni si el cu omuletul cel batran si carunt. Dupa ce-i dadu binete, mosneagul prinse a se ruga de el:
- Mai, flacaias, mai, da-mi si mie o bucata din cozonacul tau si lasa-ma sa sorb o inghititura de vin din sticla ta, ca nu mai pot de foame si de sete! Prostila lua aminte la vorbele omuletului si-i raspunse cu blandete:
- Mosnegelule draga, n-am in traista decat un cozonac copt in spuza si o sticla de bere acra, dar daca-ti suunt pe plac bucatele astea, n-ai decat sa te asezi colea langa mine, sa ne ospatam impreuna. Se asezara ei pe iarba si cand scoase Prostila merindele din traista, odata-mi facu niste ochi, si cum sa nu faca!- daca vazu dinainte-i un cozonac galben-galben, de parca ar fi fost plamadit numai cu oua, si daca baga de seama ca berea se preschimbase in vinul cel mai de soi!... Mancara ei si baura pana ce se saturara si la sfarsit omuletul zise:
- Fiindca mi-ai dovedit inima buna si din putinul tau esti bucuros sa imparti cu altii, sa stii ca am sa te fac fericit! Uite, vezi copacul cel batran de colo? Apuca-te de-l doboara si vei gasi ceva la radacina lui. Acestea zicand, omuletul isi lua ramas bun si-si vazu de drum. Prostila dobori copacul si gasi la radacina lui o gasca cu penele numai si numai de aur.
O lua sub brat si se indrepta cu ea spre hanul unde gandea sa ramana peste noapte. Hangiul avea trei fete, care, de indata ce vazura gasca, nu-si mai aflara locul de curioase ce erau. Ardeau de nerabdare voind sa afle cat mai degraba ce sart are pasarea asta minunata si de soi. Si ar fi dat tustrele orice, numai sa se aleaga fiecare cu cate o pana de aur. Fata cea mare privea la gasca cu jind si zicea in sinea ei: "Lasa ca gasesc eu prilej sa pot smulge o pana." Si cand Prostila iesi afara pentru o clipa, fata isi lua inima-n dinti si apuca gasca de-o aripa. Dar vezi dracie: degetele ii ramasera prinse de pene!... Putin dupa aceea veni si cea mijlocie, cu gand sa smulga si ea o pana de aur. Dar abia se atinse de sora-sa, ca si ramase agatata de ea. Cand o vazu venind si pe cea de-a treia, care nutrea si ea acelasi gand, cele doua surori mai mari strigara la ea:
- Nu te apropia, pentru numele Domnului, nu te apropia!... Dar fata nu pricepu de ce ii tot strigau surorile ei sa nu se apropie de gasca si gandea in sinea ei: "Daca ele s-au putut duce, de ce nu m-as putea duce si eu?" si se repezi spre gasca. Dar abia o atinse pe una dintre surorile ei, ca si ramase agatata de ea. Astfel, catestrele trebuira sa-si petreaca noaptea alaturi de zburatoarea cu pene de aur. A doua zi, Prostila isi lua gasca la subsoara si o porni la drum , fara sa se sinchiseasca de cele trei fete care erau agatate de ea. Si bietele fiice ale hangiului trebuia sa o tina tot intr-o fuga dupa Prostila, fie c-o lua la dreapta, fie c-o lua la stanga, oriincotro il duceau picioarele. ... Cand ajunsera in mijlocul unei campii, numai ce se intalnira cu-n popa care tocmai trecea si el pe acolo. Zarind popa o asemenea blestematie, incepu sa strige ca in gura de sarpe:
- Necuviincioaselor, nu va e rusine sa va tineti scai dupa un flacau? Oare se cuvine sa faceti una ca asta?... Si dupa ce le mustrului in lege, o apuca pe cea mai mica de mana cu gand s-o opreasca. Dar de indata ce o atinse, ramase si el agatat si, de voie, de nevoie, trebui sa alerge si el in rand cu catestrele. Merse ei ce mersera, dar nu prea mult si in calea lor se ivi dascalul, care se minuna grozav cand il vazu pe preot alergand cat il tineau picioarele in urma a trei fete...
- Ei, parinte, incotro grabesti asa tare?!... ii striga el. Nu cumva sa te iei cu altele si sa uiti ca mai avem azi un botez!... Acestea zicand se repezi la preot sa-l traga de maneca, dar ramase si el agatat... Cum alergau ei asa toti cinci, agatati unul de altul de parca ar fi fost insirati pe-o sfoara, numai ce le trecura pe dinainte doi tarani ce veneau de pe camp, cu sapele pe umeri. Preotul ii stiga de departe, rugandu-i sa-l scape pe el si pe dascal de pacostea asta. Dar indata ce-l atinsera taranii pe dascal, ramasera si ei agatati. Ei, comedie mare, sapte insi se insirau acum dupa Prostila, care zorea cu gasca la subsuoara!...Mersera ei ce mersera si intr-un sfarsit ajunsera intr-o cetate mare, unde domnea un imparat care avea o fiica, numai buna de maritat. Si era fiica imparatului atat de sanchie si de ursuza din fire, ca nimeni pana atunci n-o putuse face sa rada. Din aceasta pricina imparatul daduse o pravila in care sta scris ca acela care o va face pe domnita sa rada, o va lua de sotie. Auzind acestea, Prostila se infatisa inaintea fetei, cu gasca la subsoara si cu tot alaiul nastrusnic dupa el. Si cand ii vazu domnita pe toti sapte alergand in urma lui Prostila, de parca ar fi fost insirati pe-o sfoara, odata izbucni intr-un hohot de ras, si rase cu atata pofta, ca nu mai fu chip sa se opreasca. Si daca vazu Prostila ca implinise porunca imparatului, cuteza sa-i ceara fata de nevasta, asa cum sta scris in pravila. Numai ca imparatului nu-i prea era pe plac ginerele si nascocea fel si fel de chichite ca sa scape de el. Pina la urma ii zise ca i-o va da de nevasta pe fie-sa numai atunci cand ii va aduce pe cineva care sa fie in stare sa bea tot vinul care ar incapea intr-o pivnita. Prostila se gandi ca omuletul din padure i-ar putea veni in ajutor cu un sfat de folos. Pori deci intr-acolo si cand ajunse zari un om care sedea jos , taman pe locul unde doborase copacul, si parea sa fie tare amarat. Prostila il intreba ce tot are pe inima de sta catranit si omul raspunse:
- Cum as putea sa fiu altfel daca ma chinuie o amarnica de sete si n-am cu ce o stinge? Iar de apa, cat ar fi ea de rece, nu ma pot atinge, pentru ca nu-mi prieste defel! E drept ca adineauri am golit un butoi cu vin, dar ce inseasmna o picatura la setea care ma frige pe mine? E taman ca o picatura de apa pe o piatra infierbantata, zau, asa! - Pai daca-i numai asta, atunci afla ca-mi sta in putinta sa-ti astampar setea, ii zise Prostila. Hai, fratioare cu mine, si o sa bei pana n-o sa mai poti!... Il duse apoi in pivnita imparatului si omul nostru se infipse langa butoaiele cele mari si, luandu-le la rand, bau de stinse, pana ce incepura a-l durea salele, nu alta... Nici nu trecuse bine ziua si secase vinul din toate butoaiele. Prostila se duse la curte si-i ceru din nou imparatului sa-i dea fata de nevasta. Dar ti-ai gasit sa i-o dea! ...Sadea catranit toata vremea si nu-i venea deloc sa-si marite odrasla dupa un neispravit ca acesta, caruia toata lumea ii zicea Prostila. Si ca sa scape de el, il mai puse la o incercare. Cica trebuia sa gaseasca un om care sa fie-n stare sa manance un munte de paine. Prostila nu statu mult pe ganduri, ci porni imediat la drum. Cand ajunse in padure, in acelasi loc unde doborase copacul, zari un om cu o mutra necajita, care-si tot strangea cureaua peste burta, vaicarindu-se intruna: - vai de maiculita mea, am infulecat un cuptor intreg de paine, dar ce-mi poate ajunge doar un cuptoras cand sunt lihnit de foame?!... Prin burta imi fluiera vantul si trebuie sa-mi strang tot mereu cureaua ca sa nu cad de-a-n picioarelea!... Auzind acestea, prostila se bucura tare mult si-i zise:
- Mai, frate-miu, hai de te scoala si vino cu mine , c-o sa-ti dau sa mananci pana te-i ghiftui!... Ajunsera ei in cetatea imparateasca si ce sa vezi acolo: din faina care se stransese din intreaga imparatie, imparatul daduse porunca sa se faca un munte urias de paine. Paduretul cel hamesit de foame se aseza la poalele muntelui de paine si incepu sa infulece din el , de parca se bateau turcii la gura lui. Intr-o singura zi n-avu ce alege din muntele de paine; si cand se lasase seara nu mai ramasese din el nicio faramita... Daca vazu asta Prostila, ii ceru pentru a treia oara imparatului sa-i dea fata de nevasta, dar acesta cauta sa umble si de asta-data cu fofarlica, doar, doar o scapa de el. Si in cuvinte mieroase il indemna sa-i aduca la curte o corabie atat de nazdravana, incat sa pluteasca si pe apa si pe uscat.
- Cand te-oi vedea venind cu corabia la curtea palatului, ii mai zise el voind sa dea vorbelor un anume inteles, sa stii ca nu voi mai avea nicio pricina de impotrivire si ti-oi da fata de nevasta pe loc.
Prostila porni iar in padure spre locul cu pricina si aici il gasi pe omuletul cel batran si carunt pe care-l ospatase din putinele lui bucate. Si batranul, ascultandu-i pasul, ii grai astfel:
- Am mancat si am baut, acum am sa-ti dau si corabia! Acestea toate ti s-au cuvenit pe drept, fiindca n-am putut sa-ti uit bunatatea si mila pe care mi le-ai aratat la nevoie. Si omuletul cel batran si carunt ii darui corabia nazdravana, care, pasamite, plutea si pe apa, si pe uscat. In clipa cand Prostila i-o aduse pesches imparatului, acesta nu mai avu ce sa zica - vezi bine ca i se dusesera pe apa sambetei toate siretlicurile - si-i dadu fata de nevasta. Si se facu o nunta ca-n povesti; iar dupa moartea imparatului, Prostila urca in scaunul domnesc si trai in fericire, pana la adanci batraneti, alaturi de nevasta lui.




Sammenligne to sprogene:













Donations are welcomed & appreciated.


Thank you for your support.