ROMÂNĂ

Piele de magar

DANSK

Tusindskind


A fost odata ca niciodata; ca de n-ar fi, nu s-ar mai povesti; de cand facea plopsorul pere si rachita micsunele; de cand se bateau ursii in coade; de cand se luau de gat lupii cu mieii de se sarutau, infratindu-se; de cand se potcovea puricele la un picior cu nouazeci si noua de oca de fier si s-arunca in slava cerului de ne aducea povesti. De cand se scria musca pe parete,mai mincinos cine nu crede.

A fost odata un imparat si o imparateasa. In casatoria lor ei au trait ca fratii, si numai o fata au fost facut. Ca si muma-sa, aceasta fata, din nastere, era cu o stea in frunte. Murind imparateasa, a lasat cu sufletul la ceasul mortii ei si cu juramant ca imparatul, sotul ei, sa nu vaduveasca, ci sa ia de sotie pe aceea la care se va potrivi condurul ei. imparatul o iubea, nevoie mare. Si nici in ruptul capului nu voia sa se insoare de a doua oara. Un an intreg, intregulet o planse dupa inmormantarea ei. Sfatul imparatiei, stiind hotararea imparatesei, lasata cu grai de moarte, se tot tinea de imparat ca sa se insoare, si mai multe nu. El se tot impotrivea cu fel de fel de cuvinte.

Daca vazu si vazu ca scapare nu este, se lasa si el dupa sfatul mai-marilor imparatiei. Dete condurul raposatei imparatese si doi trimisi ai Sfatului imparatesc razbatu tari si cetati, cautand la cine s-ar potrivi condurul. Nu trecu mult si se intoarsera precum se dusera, fara nici o isprava. Pasamite, condurul nu se potrivi la nici o fata de imparat, la nici o cucoana, la nici o jupaneasa, la nici o taranca, ba chiar la nici o roaba. Imparatul nu mai putea de bucurie de aceasta intamplare. Condurul sta d-a pururea pe masa in camara imparatului. Oricine voia sa-l incerce avea toata voia.

Intr-una din zile cand imparatul tinea sfat cu boierii cei mari pentru trebile imparatiei, iaca si fie-sa ca vine si se juca si se zbenguia p-acolo prin camara. Trecand si pe langa masa si vazand condurul, il ia si il incalta; cand, ce sa vedeti d-voastra, cinstiti boieri, parca fusese d-acolo. Incepu a alerga iara dupa jucarii, ca un copil ce era. Ea luase condurul fara sa stie al cui este si pentru ce sta pe masa. Cand vazura boierii una ca aceasta, ramasera inmarmuriti de uimire. Ce sa faca ei? Hotararea imparatesei era lamurita. Sa nu vaduveasca imparatul dupa pristavirea ei, ci sa ia pe aceea la care se va potrivi condurul ei. Sa lase pe imparatul sa vaduveasca pentru ca nu s-a potrivit condurul la nici o muiere, calca juramantul imparatesei de la ceasul mortii sale; sa sileasca pe imparatul sa ia de sotie pe fie-sa, se temea de Dumnezeu. Ce sa faca dar?

Dupa multe chibzuiri, Sfatul imparatiei gasi cu cale ca imparatul n-ar pacatui de ar lua de sotie pe fie-sa, fiindca asa lasase cu sufletul imparateasa si pentru ca Dumnezeu chiar oranduise asa, deoarece la nimeni de pe lume nu se potrivise condurul raposatei. Numaidecat mai-marii tarii zisera fetei sa se gateasca de nunta.Acum alta nevoie. Nici fata nu voia sa ia pe tata-sau de sot. Ea zise:
- Unde ati mai auzit, boieri dumneavoastra, batjocura ca aceasta, sa ia tatal de sotie pe fie-sa.
- Nu te supara, domnita, si nu fii asa tantosa. Are sa curga multa apa pe garla pana s-ajungi a cunoaste tainele imparatiei ca noi. Si apoi, raposata maica imparatiei tale, cea atat de vestita in lume de cuminte, a lasat cu sufletul ca imparatul, tatal tau, sa nu vaduveasca, ci sa se insoare cu aceea la care se va potrivi pe picior condurul ei.
- Cautati, mai zise fata, si gasiti pe vreauna la care sa se potriveasca condurul mamei pe piciorul ei.
- Am razbatut, raspunsera boierii, imparatii si cetati, targuri si catune, am incercat si la bun si la rau, la tinere si la batrane, la femei de neam si la de cele proaste, pana si la roabe, si la nimeni nu s-a potrivit. Dumnezeu ne-a aratat pe aceea pe care imparatul nostru trebuie sa o ia de sotie.

Vazand fata ca n-are incotro, ceru timp de trei zile in care sa se gandeasca si apoi sa-si dea raspunsul. Si trecand in camara ei, se puse pe un plans, de sa te fereasca Dumnezeu; varsa niste lacrami cat pumnul si suspina de sa-i sparga pieptul. Planse ce planse, dara vazu ca de la plans nu castiga nimic. Se duse deci la dadaca-sa, ii spuse cele intamplate si ii ceru sfat. Dadaca, dupa ce se gandi si se razgandi, ii zise sa ceara a i se face trei randuri de haine: unul de aur, altul de margaritar si al treilea de diamante, si sa spuie ca dupa aceea se va gati. Cererea ei se indeplini tocmai pe tocmai.

In vremea aceasta, dadaca ii pregati toate cele trebuincioase pentru fuga. Cand ii aduse hainele, ii mai zise o data sa se gateasca de nunta. Fata raspunse ca este gata. Boierii ramasera multumiti, auzind raspunsul fetei; ei crezura ca in cele din urma ea a cunoscut ca trebuie sa se supuie Sfatului imparatiei. Seara, ii aduse si dadaca cele pentru fuga. Isi baga hainele cele frumoase ce le capatase in desagi, se imbraca cu o piele de magar pe care i-o adusese dadaca si fugi. Ascultati, boieri, cuvantul din poveste; Caci d-aci nainte mai frumos imi este.

Fugind fata imparatului de la curtea tatane-sau, apuca pe cai dosnice, pe carari neumblate de picior de om. Ea se feri ca sa nu o vaza nimeni, si fugi si fugi, pana ce iesi din imparatia tatalui sau. Trecand hotarul, ii mai veni nitica inima. Unde pana aci umbla cu moartea in san, acum se mai linisti olecuta. Merse ce merse, si ajungand la curtea imparatului locului aceluia, se puse la poarta cu chip umilit si smerit. Iara daca iesi bucatareasa si o vazu, i se facu mila de dansa si induplecandu-se de rugaciunile ei, o primi inauntru. Spuse si imparatesei ca o fata sarmana si nenorocita a nazuit la curtea imparateasca si o ruga ca sa o primeasca sa fie gainareasa curtii. Imparateasa se induiosi cand auzi ca o sirimana nevoiasa cere adapost de la dansa si porunci ca sa o puie ingrijitoare de gaini; dara ea, bucatareasa, sa raspunza de dansa.

Fiind sub ascultarea bucataresei, fata de imparat se silea in toate chipurile sa-i fie pe plac. Unde sa se adune ea cu celelalte slugi din curte? Unde sa scoata ea un cuvintel de para sau de zazanie? Unde sa calce ea cuvantul bucataresei si sa se amestece in certurile si becisniciile celorlalti? Ferit-a Dumnezeu! Ea ingrijea de pasarile din curtea imparateasca, ca de ale dansei; dupa ce deschidea cotetele, si le da de mancare, apoi le cuibarea, punea clostile si vedea de pui, mai cu mila decat clostile. Mancarea si apa, mai cu seama, nu le lipsea niciodata.

Iara daca ispravea treaba cu gainile, venea pe langa bucatareasa si-i da si ei ajutor. Toti slujbasii curtii o luau in nume de bine, vazandu-i vrednicia, si toti aveau mila de ea. Se dusese vestea pana la imparateasa de harnicia, de barbatia si de curatenia de inima a gainaresei. Imparateasa ceru sa i se infatiseze ca sa o vaza si dansa. Smerenia, nevinovatia si sfiala ce baga de seama imparateasa la gainareasa ii placu. Ea porunci bucataresei sa o ia mai de aproape, spre a nu cadea in gurile barfitorilor.

Nu trecu mult si imparatul cu imparateasa si cu fiul lor fura poftiti la nunta la un alt imparat. Ei se dusera. In ziua aceea se ceru si gainareasa de la bucatareasa cu rugaciune ca sa o lase sa se duca si ea prin cetate, sa se mai rasufle putintel. Bucatareasa ii dete voie. Gainareasa se imbraca cu hainele de aur si zicand: "Lumina inainte, intuneric inapoi, nimeni sa nu ma vaza ce voi face," se duse ca vantul si, ajungand la nunta, se prinse in hora tocmai langa fiul imparatului. Acesta cum o vazu, ii cazu tronc! la inima. Se indragosti dupa dansa, vai de lume! El o intreba a cui fata este, si de unde. Ea ii spuse alte vorbe. Iara el tot vorbind cu dansa, ii lua un inel si nu mai voi sa i-l dea.

Cand fu inspre seara, ea, cu grije, iara zise vorbele ce zisese la venire, si pieri ca o naluca din mijlocul horei. Bucatareasa o certa ca prea zabovise. Ea isi ceru iertare si se fagadui ca alta dat nu va mai face asa. Fiul imparatului nu mai putea de inima rea, ca-i scapase asa bucatica buna. Dupa putin timp, acest imparat fu iarasi poftit la o nunta de imparat. Fiul imparatului se duse si el cu tata-sau si cu muma-sa. Gainareasa se ceru si ea de la bucatareasa. si capatand voie se duse, ca si intai, imbracandu-se in hainele cu margaritare. Se prinse in hora, iarasi langa fiul imparatului. Pana seara nu juca cu altul, decat numai si numai cu dansul. Cand dete in amurg, ca si de la rand, ea pieri. Sa se prapadeasca fiul imparatului de parere de rau ca o pierduse. Nu-l mai incapea locul. O cauta prin toate partile, dara ia-o de unde nu e! Se intoarse dara cu inima zdrobita. Un fel de lancezeala il coprinse. Gainareasa, indata ce se intoarse acasa, iute, iute, se imbraca iarasi cu pielea de magar, si cauta de gaini cu voie buna si tot cantand.

Mai trecu ce mai trecu, si iarasi fu chemat imparatul la o nunta a altui imparat. El se duse iarasi cu fiul sau. Se ceru si gainareasa in ziua aceea. Dara bucatareasa nu mai voia sa-i dea drumul. Abia, abia, dupa multe rugaciuni, si cu fagaduinta de a nu se mai cere niciodata, se indupleca bucatareasa a-i da voie. Se imbraca deci in hainele sale cele cu diamante, si zicand vorbele cele ce o ascundeau de la ochii oamenilor, ea se duse si se prinse in hora iarasi langa fiul imparatului. Acesta, cum o vazu, ii veni inima la loc, fiindca fata cam intarziase. Fiul imparatului juca ce juca, si tot se uita la dansa, parca o tot pierdea din ochi. Si in adevar avea si ce vedea. Asa de bine ii sedea gatita, de parea ca este o zana. Sclipea diamantele de pe dansa de luau ochii celor ce se uitau la dansa. Fiul imparatului era mandru nevoie mare! fiindca zana numai cu dansul juca cat tinu hora. Si unde se rotea pe langa dansa si se ingamfa ca un curcan.

Iara cand fu a da inde seara, gainareasa pieri iarasi ca o naluca. Cand vazu fiul imparatului ca zana lipseste, atata ii fu. Cazu la grea boala. Pasamite prinsese lipici. Se adusera toti vracii, toate babele si toti cititorii de stele; ramasera insa rusinati, caci n-avura ce-i face. Atunci fiul imparatului spuse ma-sii ca pana n-or gasi pe fata la care se va potrivi inelul ce-i dete el, nu se va face bine. Muma-sa ruga pe imparatul sa asculte rugaciunea fiului lor. Iara imparatul porunci sa umble niste boieri din casa in casa sa incerce inelul, si la ce fata ori muiere se va potrivi, sa o aduca cu cinste la curtea imparateasca.

Umblara boierii si razbatura toate coltuletele, si ca sa se potriveasca inelul la cineva, ba. Se intoarsera deci cum s-au fost dus. Sa se dea fiul imparatului de ceasul mortii, de ciuda, cand auzi una ca aceasta! in cele mai de pe urma porunci sa se cerceteze si prin curtea imparateasca. Chema de fata pe toate muierile, slujnicile si roabele. Toate se grabira a veni. Incerca inelul si la nici una nu se potrivi. Pasamite pe gainareasa o uitasera toti cu totul. Bucatareasa isi aduse aminte si spuse imparatesei de dansa.
- Sa vie si ea, sa vie si ea, raspunse imparateasa.

O adusera cu nepusa in masa, caci ei nu-i prea era voia sa se dea la iveala imbracata in pielea de magar. Dara cine o asculta! Cum o vazura slugile, se umflara de ras. Ea, cu capul plecat si plina de rusine de batjocura tutulor slujitorilor, veni si cu sfiala se apropie. Cum ii puse inelul, parca fu de acolo; si de unde sa nu fie asa!Cum auzi fiul imparatului ca s-a potrivit inelul, odata rasari ca din somn. Porunci de o aduse in fata imparatului. Acestuia nu prea ii venea a crede ca fiu-sau sa fi cazut la boala pentru o asa netrebnica, si cat p-aci era sa-i oropseasca.

Fiul imparatului si muma-sa cazura cu rugaciune la gainareasa ca sa se faca cum era la nunta. Dupa mai multe tagaduiri, se indupleca si, ducandu-se in cocioaba ei, se imbraca si apoi veni sus, imbracata si frumoasa ca o zana. Imparatul bleojdi ochii la dansa si ramase mult timp uimit de frumusetea ei. Vazu si el acum ca buna bucatica isi alesese fiul lui. Atunci imparatul isi scoase stema din cap si o puse in capul fiului sau; tot asa facu si imparateasa, puind stema sa in capul gainaresei.

Fiul imparatului o data sari din pat. Pare ca nu mai fusese bolnav de cand lumea. Atunci gainareasa, dupa staruinta tutulor, isi spuse toata istoria. Nunta se hotari si imparatul, tatal gainaresei, fu si el poftit. Acesta cand vazu pe fie-sa la cununie, ramase ca trasnit de Dumnezeu. El o credea pierita, socotind ca-si facuse seama singura. Apoi se veselira veselie imparateasca, si traira cat traieste lumea, bucurandu-se in pace de toate fericirile pamantesti.
Iara eu incalecai p-o sea si v-o spusei dumneavoastra asa.
Der var engang en konge, som havde en dronning med gyldent hår, og hun var så dejlig, at hendes lige ikke fandtes i hele verden. Engang blev hun syg, og da hun mærkede, at hun skulle dø, kaldte hun på kongen og sagde: "Hvis du gifter dig igen, når jeg er død, må du love mig, at den du vælger, skal være ligeså smuk som jeg og have ligesådan et gyldent hår." Da kongen havde lovet det, lukkede hun sine øjne og døde.

Kongen sørgede dybt og tænkte ikke på at tage sig en anden kone. Men så sagde rådsherrerne: "Det går ikke an, kongen må gifte sig igen, så landet får en dronning." Der blev nu sendt bud vidt og bredt for at finde en brud, der var ligeså smuk som den afdøde dronning. Men der var ingen i hele verden, og der var slet ingen, som havde sådan et dejligt gyldent hår. Sendebudene måtte altså vende tilbage med uforrettet sag.

Kongen havde en datter, der var lige så smuk som hendes afdøde mor og også havde sådan et gyldent hår. Da hun var blevet voksen, så kongen pludselig en dag, hvor meget hun lignede sin mor, og blev straks forelsket i hende. Han sagde derfor til sine rådsherrer: "Jeg vil gifte mig med min datter, hun er min afdøde dronnings udtrykte billede, og jeg kan dog ikke finde nogen brud, som ligner hende." Rådsherrerne blev meget forfærdede og sagde: "Gud har forbudt, at en far gifter sig med sin datter. Det er en stor synd, og det vil sikkert styrte riget i ulykke." Datteren blev endnu mere forfærdet, da hun hørte det, men håbede dog at bevæge ham til at opgive sit forehavende og sagde til ham: "Før jeg opfylder eders ønske må jeg have tre kjoler, en så gylden som solen, en der blinker af sølv som månen og en, der stråler som stjernerne. Endelig vil jeg have en kappe af tusind slags pelsværk, hvert dyr i eders rige må give et stykke af sit skind dertil." Hun tænkte, det var umuligt, og mente, at hendes far imidlertid nok ville komme på andre tanker. Men kongen lod de dygtigste jomfruer i landet væve de tre kjoler, der strålede som solen og månen og stjernerne, og jægerne måtte fange alle dyrene i hele riget og tage et stykke skind af hver. Da det hele var færdigt, bredte kongen det ud for hende og sagde: "I morgen skal brylluppet stå."

Da kongedatteren så, at der ikke var noget håb, besluttede hun at flygte. Om natten, da alle sov, stod hun op, tog tre af sine kostbarheder med sig, en guldring, en guldrok og en guldten. De tre kjoler lagde hun i en nøddeskal, tog kappen af de tusind skind over sig og sværtede ansigt og hænder sorte. Så bad hun til Gud og gik og gik hele natten, til hun kom til en stor skov. Og da hun var træt, satte hun sig i et hult træ og faldt i søvn.

Solen stod op og hun sov og sov langt hen på dagen. Den konge, som ejede skoven, var imidlertid netop på jagt derinde, og da hundene kom hen til træet løb de rundt om det og snusede. "Se dog efter, hvad for et dyr, der har gemt sig derinde," sagde kongen til sine jægere. De adlød og kom lidt efter tilbage og sagde: "Der ligger et løjerligt dyr inde i det hule træ og sover. Det er bedækket med tusind slags skind." - "Se om I kan fange det levende og bind det så på vognen," sagde kongen. Da jægerne tog fat på pigen, for hun forskrækket op og råbte: "Jeg er et stakkels barn, som hverken har far eller mor. Må jeg følge med jer?" - "Der kan være god brug for dig i køkkenet, Tusindskind," sagde de, "kom kun med, du kan feje asken sammen." De satte hende nu op på vognen og kørte hjem til slottet. Der anviste de hende et lille rum under trappen, hvor der ikke trængte en solstråle ind, og sagde: "Der kan du bo, lille rovdyr." Derpå blev hun sendt ned i køkkenet og måtte bære vand og brænde, gøre ild på, plukke fjerkræ, feje aske sammen og alt det groveste arbejde.

Hun førte nu i lang tid en kummerlig tilværelse her, den stakkels, smukke prinsesse. Engang, da der var fest på slottet, bad hun kokken, om hun måtte få lov til at gå op og stille sig udenfor døren og kigge lidt på al herligheden. "Ja, men du må være tilbage om en halv time og feje asken op," sagde han. Hun tog nu en lampe og gik ned i sit lille rum, tog kappen af, vaskede soden af ansigt og hænder, så man så, hvor smuk hun var. Derpå lukkede hun nødden op og tog den kjole, der skinnede som solen. Så gik hun op i salen og alle veg til side for hende. Ingen kendte hende, men de tænkte allesammen, at det måtte være en prinsesse. Kongen kom hen og dansede med hende og tænkte, at han aldrig havde set så dejlig en kvinde. Da dansen var forbi, nejede hun, og da kongen vendte sig om, var hun forsvundet, og ingen vidste, hvor hun var blevet af. Der blev sendt bud efter skildvagterne, som stod udenfor slottet, men de kunne heller ikke give nogen oplysning.

Prinsessen var imidlertid løbet ned i sit lille rum, havde i en fart taget sin kjole af, sværtet ansigt og hænder og kastet kappen om sig og var igen Tusindskind. Da hun kom ind i køkkenet og ville gå hen og feje asken sammen, sagde kokken: "Lad det bare ligge og gå hen og kog kongens suppe. Jeg skal nok have et øje med dig. Men pas på, at der ikke falder et eneste hår ned deri, for så får du aldrig mere noget at spise." Derpå gik han, og Tusindskind lavede suppen så godt hun kunne, og da hun var færdig, hentede hun sin guldring og lagde den i den terrin suppen skulle hældes i. Da dansen var forbi lod kongen maden bringe op, og han syntes aldrig, han havde smagt så dejlig en suppe. Da terrinen var tømt, så han guldringen på bunden og kunne ikke begribe, hvor den var kommet fra. Han sendte bud efter kokken, som blev meget forskrækket og sagde til Tusindskind: "Du har nok tabt et hår i suppen, du skal få dine ører varmet." Han gik nu op til kongen, som spurgte, hvem der havde kogt suppen. "Det har jeg," svarede kokken. "Det er ikke sandt," sagde kongen, "den er lavet helt anderledes end ellers og smager meget bedre." - "Ja, når jeg skal være ærlig må jeg tilstå, at Tusindskind har lavet den," svarede han, og kongen befalede, at hun skulle hentes.

Da Tusindskind kom derop spurgte kongen, hvem hun var. "Jeg er et stakkels barn, som hverken har far eller mor," svarede hun. "Hvad gør du her i slottet?" spurgte han. "Jeg bestiller ikke andet end at få støvlerne kastet i hovedet," svarede hun. "Hvorfra kommer da den ring, som lå i suppen?" - "Det ved jeg ikke," svarede hun, og kongen kunne ikke få mere ud af hende og måtte lade hende gå igen.

Nogen tid efter blev der igen fejret en fest, og Tusindskind bad kokken, om hun måtte få lov til at gå op og se på stadsen. "Ja, men du må komme tilbage om en halv time og koge den suppe, kongen holder så meget af," svarede han. Tusindskind løb i en fart ned og vaskede sig og tog den kjole, der lyste som måneskin. Hun så aldeles ud som en prinsesse, og da hun kom op i salen gik kongen hende glad i møde og dansede med hende. Da dansen var til ende, forsvandt hun så hurtigt, at han ikke kunne se, hvor hun blev af. Hun smuttede i en fart ned i sit lille kammer og gik lidt efter som Tusindskind op i køkkenet for at lave suppe. Mens kokken var ovenpå, hentede hun guldrokken og lagde den i terrinen, som suppen skulle hældes i. Derpå blev den bragt til kongen og smagte ham ligeså godt som forrige gang, og han sendte bud efter kokken, som måtte indrømme, at Tusindskind havde lavet den. Hun kom igen derop men svarede blot, at hun ikke bestilte andet end få støvlerne kastet i hovedet, og at hun ikke vidste noget om guldrokken.

Da kongen for tredie gang fejrede en fest, gik det ligesom tidligere. Kokken sagde rigtignok: "Du er en heks, Tusindskind, og gør noget ved suppen, så den smager kongen bedre end min mad," men da hun bad så meget om det, fik hun dog lov til at gå lidt derop. Hun tog nu den tredie kjole, der strålede som stjerner, og trådte ind i salen. Kongen dansede igen med hende og syntes aldrig, hun havde været så dejlig. Mens de dansede, satte han, uden at hun mærkede det, en guldring på hendes finger, og havde befalet at dansen skulle vare rigtig længe. Da den var forbi, ville han holde hende fast, men hun rev sig løs og forsvandt i mængden. Hun skyndte sig ned i sit lille kammer, men hun var blevet så længe borte, at hun ikke fik tid til at tage kjolen af, men kun fik kastet en kappe over sig og i skyndingen fik hun sig ikke sværtet rigtigt, men den ene finger blev hvid. Derpå løb hun op i køkkenet, lavede suppen, og da kokken var borte lagde hun guldtenen deri. Da kongen fandt den, lod han Tusindskind kalde, og så da den hvide finger og den ring, han havde givet hende. Han greb hendes hånd og ville holde hende fast, og da hun ville rive sig løs gik kappen lidt op, så at stjernekjolen skinnede frem. Kongen greb nu fat i kappen og rev den af, og hun stod nu der i hele sin pragt og med det gyldne hår ned over skuldrene, og da hun havde tørret soden af ansigtet var hun det skønneste, man kunne tænke sig. "Du skal være min brud," sagde kongen, "intet i verden skal skille os." Derpå blev brylluppet fejret, og de levede længe og lykkeligt sammen.




Compară două limbi:













Donations are welcomed & appreciated.


Thank you for your support.