ROMÂNĂ

Jorinde si Joringel

DANSK

Jorinde og Joringel


Ati auzit de Castelul Blestemat? Demult, tare demult traia in acel castel o vrajitoare tare rea si puternica. In timpul zilei, se prefacea in bufnita sau pisica si ademenea pasarile si animalele pe care le taia si le manca coapte.
Cat despre oameni.
Pe barbati ii transforma in statui de piatra, iar fetele erau prefacute in pasari si inchise in colivii, intr-o camera ascunsa din castel.
Vrajitoarea a prins de-a lungul timpului multe fete...
Se spune ca erau sapte mii, toate transformate in pasari minunate!
Tot pe atunci traiau eroii povestii noastre, doi tineri frumosi, care se iubeau foarte mult.
Pe el il chema Joringel si pe fata Jorinde,iar fata era de o frumusete rara.
Cei doi se potriveau unul cu celalalt si voiau sa se logodeasca.
intr-o seara,cei doi au iesit sa se plimbe in tihna, prin padure, cum fac indragostitii.
Soarele apunea si o porumbita canta cu jale pe ramura unui copac.
S-au asezat langa acel copac,in bataia razelor obosite ale soarelui si inimile au inceput sa le bata cu putere, de parca ar fi fost in pericol de moarte.
Ajunsesera prea aprope de castel...!
-Bu,hu hu,a strigat o bufnita cu ochii ca jaraticul si a zburat de cateva ori deasupra lor.
Putin mai tarziu, Joringel si-a vazut iubita transformandu-se intr-o privighetoare ce canta infiorator de frumos.
Tanarul prefacut in statuie nu putea sa se lupte ca sa-si apere iubita si viata! Nici macar sa planga de jale si de dorul ei.
si cum luna isi facuse aparitia pe cer,din tufisul in care era ascunsa bufnita, a iesit un baboi cu ochii rosii si nasul coroiat, lung pana la barbie.
Mormaind o incantatie a prins privighetoarea, si-a intors fata catre luna si i-a spus ingerului Zachiel:
-Sa-l dezlegi de vraja, atunci cand luna va fi in mijlocul cerului!
Dupa ce si-a revenit,tanarul s-a rugat disperat de vrajitoare, dar in zadar.
-N-o vei mai vedea niciodata,i-a spus ea cu vocea ei pitigaiata.
A plecat tanarul cu inima franta de durere si s-a facut cioban .
De multe ori, venea inapoi,spre castelul blestemat, dar ii era teama sa nu-si piarda viata.
intr-o noapte binecuvantata, a visat cum gasise o floare rosie ca sangele curat,in mijlocul careia se afla o nestemata mare si frumoasa.
A rupt floarea si a fugit cu ea la castel.
Cum atingea ceva cu floarea pierea orice vraja. A visat-o si pe Jorinde..
Dimineata, cu bucurie si speranta, a pornit sa caute pe dealuri, pe campii, floarea miraculoasa si nepretuita.
Mult i-a trebuit, dar nu s-a lasat!
Dupa vreo zece zile de cautare, a gasit floarea cea rosie.in mijlocul ei era o boaba de roua, mare cat nestemata din vis.
A luat floarea, a mers fara oprire si a ajuns la castel. S-a apropiat cu teama, dar a vazut ca nu mai impietreste.
Poarta castelului s-a deschis la atingerea florii.
A ascultat cu atentie zgomotele din jurul lui si in cele din urma a gasit camera uriasa unde erau pasarile.
Vrajitoarea tocmai le hranea.
Simtind prezenta lui Joringel, baba a luat colivia in care se gasea iubita lui vrajita si a incercat sa dispara pe furis.
Dar puterea dragostei si a florii rosii au fost mai puternice.
intr-o clipita, tanarul a fost langa ea, a atins colivia cu floarea si apoi a atins-o si pe baba.
Jorinde si-a reluat infatisarea de fata frumoasa ,asa cum era,iar baba si-a pierdut puterile malefice.
Tinerii le-au ajutat si pe celelalte fete vrajite sa-si recapete infatisarea si libertatea, apoi s-au intors acasa la ei si au trait o viata frumoasa si fericita.
Der lå engang et gammelt slot ude i en stor mørk skov, hvor der boede en gammel kone ganske alene, og hun var en rigtig heks. Om dagen forvandlede hun sig til en kat eller en natugle, og om aftenen blev hun igen til et menneske. Hun lokkede fugle og dyr til sig og slagtede og stegte dem. Når nogen kom så nær til slottet, at der kun var hundrede skridts afstand, måtte han blive stående, uden at kunne røre sig, lige til hun gav ham fri. Når en ren jomfru kom indenfor tryllekredsen blev hun forvandlet til en fugl, og heksen satte hende ned i en kurv og bar hende ind i et værelse i slottet. Hun havde ikke mindre end syv tusind kurve med sådanne fugle.

Nu var der en pige, som hed Jorinde og var smukkere end alle andre piger, og hun havde forlovet sig med en smuk, ung mand, der hed Joringel. De var så glade og lykkelige, for de var lige blevet forlovet, og en dag gik de ud i skoven for rigtig at tale sammen. "Pas på, at du ikke kommer for nær til slottet," sagde Joringel. Det var en dejlig aften. Solens stråler faldt klart gennem det tætte løv og turtelduerne sad oppe i træerne og sang deres sørgelige viser.
Jorinde var tung om hjertet og satte sig ned i det lyse solskin og græd, og Joringel var også underlig sørgmodig. De var så bange, som om de skulle dø, og da de så sig om, vidste de slet ikke, hvor de var, og kunne ikke finde vej hjem. Solen var endnu ikke sunket helt bag bjergene, og da Joringel så gennem krattet, fik han øje på det gamle slot lige i nærheden og blev dødsensangst. Men Jorinde gav sig til at synge:

"Min lille fugl, med ringen rød,
du synger så bedrøvet,
du spår den stakkels dues død,
du synger så - kvivit, kvivit, kvivit -
så synger du bag løvet."

Og da Joringel så sig om efter Jorinde var hun forvandlet til en nattergal og sang: "Kvivit, kvivit." En natugle fløj tre gange rundt om hende og sagde tre gange: "Hututu, hututu, hututu." Joringel kunne ikke røre sig af pletten men stod stiv som en støtte og kunne hverken græde eller tale. Nu sank solen helt, uglen fløj ind i en busk, og straks efter kom en gul, mager, gammel kone med røde øjne og en spids næse, som hang helt ned på hagen. Hun mumlede noget, fangede nattergalen og tog den med sig. Joringel stod der og kunne ikke sige noget og ikke røre sig af stedet, og nattergalen var borte. Langt om længe kom konen tilbage og sagde med hæs stemme: "Hil dig, Zakiel. Når månen skinner i buret, er det tid. Løs ham da."

Så blev Joringel fri. Han faldt på knæ og bad, om hun ville give ham Jorinde tilbage. Men heksen svarede, at han fik hende aldrig mere at se, og gik sin vej, det hjalp ikke, hvor meget han græd og klagede. "Hvad skal der blive af mig," jamrede han og gik langsomt ud af skoven og kom noget efter til en fremmed landsby, hvor han levede i lang tid som fårehyrde.

Ofte gik han ind i skoven, rundt om slottet, men vogtede sig vel for at komme for nær. En nat drømte han, at han fandt en blodrød blomst, og midt i den sad der en dejlig stor perle. Han plukkede blomsten og gik ind i slottet, og alt, hvad han rørte ved med den, blev løst af trolddommen og han fik også Jorinde tilbage. Da han vågnede næste morgen begyndte han at søge på bjerge og i dale for at finde en sådan blomst. Han søgte og søgte, og den niende dag fandt han en blodrød blomst, og i midten af den lå der en dugdråbe så stor som den skønneste perle. Han plukkede den og gik dag og nat, til han kom til slottet. Han gik løs på det uden at blive forstenet. Hans hjerte bankede højt af glæde, og da han rørte ved porten med blomsten, sprang den op. Han gik ind i gården og stod stille og lyttede, lige til han kunne høre, hvor alle fuglene sad. Da han kom ind i salen sad heksen der og fodrede fuglene i de syvtusind kurve. Da hun så Joringel blev hun vred og spyede gift og galde imod ham, men hun måtte hele tiden holde sig to skridt fra ham. Han brød sig slet ikke om hende, men gik hen og så på alle de mange kurve og vidste ikke, hvordan han skulle kende sin elskede igen. Da lagde han pludselig mærke til, at heksen i al hemmelighed tog en af kurvene og ville liste sig ud ad døren. Hurtig sprang han efter hende og berørte både kurven og hende med blomsten. Nu var hendes magt brudt og Jorinde stod for ham, ligeså smuk som altid. Han forvandlede nu alle de andre fugle til jomfruer, tog Jorinde i hånden og gik hjem, og de levede længe lykkeligt sammen.




Compară două limbi:













Donations are welcomed & appreciated.


Thank you for your support.