Der var engang en mand, som forstod sig på en hel del. Han havde været i krig og kæmpet tappert, og da freden var sluttet, fik han sin afsked og tre skilling i tærepenge med på vejen. "Bi bare," tænkte han, "det lader jeg mig ikke nøje med. Når jeg først finder de folk, jeg kan bruge, skal kongen blive nødt til at give mig alle landets skatte." Han gik ind i skoven, og der så han en mand, der rykkede seks træer op, så let som om det var græsstrå. "Vil du følge med mig og være min tjener?" spurgte han. "Ja, det vil jeg nok," svarede den anden, "men jeg vil først bringe det knippe brænde hjem til min mor." Derpå snoede han det ene træ om de fem andre, løftede dem op på skulderen og gik af sted med dem. Lidt efter kom han tilbage til sin herre. "Vi to skal nok komme gennem hele verden," sagde han. Da de havde gået lidt, så de en jæger, der lå på knæ med bøssen til kinden. "Hvad sigter du på?" spurgte herren. "To mil herfra sidder der en flue på en egegren," svarede jægeren, "jeg vil skyde dens venstre øje ud."
"Å, gå dog med mig," sagde manden, "når vi tre holder sammen, skal vi nok komme gennem hele verden." Jægeren sagde straks ja, og de gik videre. Noget efter kom de til syv vindmøller, hvis vinger gik rundt i susende fart, skønt der ikke var en vind, som rørte sig. "Hvordan kan de møller dog gå, når det er blikstille," sagde manden forbavset. Da de var kommet to mil videre, så de en mand, der sad oppe i et træ og trykkede det ene næsebor til og blæste ud gennem det andet.
"Hvad i al verden bestiller du deroppe?" spurgte manden. "Jeg blæser på syv vindmøller, der står to mil herfra," svarede han. "Kom og gå med mig," sagde manden, "vi fire kommer nok gennem hele verden." Blæseren klatrede nu ned af træet og fulgte med dem, og nogen tid efter kom de til en mand, som havde spændt det ene ben af sig og lagt det ved siden af sig. "Det er en rigtig bekvem måde at hvile sig på," sagde manden. "Jeg er løber," svarede han, "og jeg har taget benet af, for at det ikke skal gå alt for hurtigt. Når jeg løber på begge ben, går det hurtigere end en fugl kan flyve." - "Vil du ikke gå med mig?" spurgte manden, "vi fem skal nok komme gennem hele verden." De gik nu allesammen videre og lidt efter mødte de en fyr, som havde hatten på det ene øre. "Hvordan er det dog, du ser ud," sagde manden, "du ligner jo en nar. Sæt dog din hat ordentligt." - "Det tør jeg ikke," svarede han, "for når jeg gør det, bliver det så koldt, at fuglene fryser ihjel og falder døde til jorden." - "Kom her og følg med mig," sagde manden, "når vi seks holder sammen, kommer vi nok gennem hele verden."
De kom nu til en by. Kongen havde ladet bekendtgøre, at den der kunne løbe hurtigere end hans datter skulle få hende til brud, men lykkedes det ham ikke, skulle han bøde med sit hovede. Manden gik derop og meldte, at han ville lade sin tjener løbe for sig. "Så må du også sætte hans liv i pant," sagde kongen, "så gælder det både dit og hans hovede." Det gik manden ind på, spændte benet på løberen og formanede ham til at gøre sine sager rigtig godt. Det blev bestemt, at den, der hurtigst kunne hente vand fra en brønd, som lå langt borte, havde vundet. De fik hver et krus i hånden og begyndte at løbe på samme tid. Men da prinsessen var kommet et lille stykke, var løberen allerede ude af syne og susede af sted som vinden. Kort tid efter nåede han brønden, fyldte kruset og vendte. På hjemvejen blev han så træt, at han satte kruset fra sig og lagde sig til at sove. For at det ikke skulle vare for længe før han vågnede, lagde han en rigtig hård sten under sit hovede. Imidlertid havde kongedatteren, der løb så godt som noget almindeligt menneske kan, nået brønden og skyndte sig tilbage med kruset. Da hun så løberen ligge der og sove, tænkte hun glad: "Ham har jeg da i min magt," hældte vandet ud af kruset og løb videre. Nu havde spillet jo været tabt, hvis ikke til alt held jægeren havde stået oppe på slottet og set det hele med sine skarpe øjne. "Vi skal nok stå os mod prinsessen," sagde han, ladede sin bøsse og skød stenen bort under løberens hovede uden at gøre ham noget. Han vågnede straks, sprang op og så, at kruset var tomt og kongedatteren et langt stykke i forvejen. Men han tabte ikke modet, løb tilbage til brønden fyldte kruset og var hjemme ti minutter før prinsessen. "Se, nu har jeg først brugt mine ben," sagde han, "det andet var slet ikke noget at tale om."
Men kongen og endnu mere prinsessen var meget misfornøjet med, at hun skulle have sådan en almindelig afskediget soldat til mand, og lagde råd op om, hvordan de skulle blive af med ham og hans kammerater, og endelig fandt kongen på noget. "Du skal ikke være bange," sagde han til sin datter, "nu har jeg fundet et middel, så du nok skal slippe for dem." Derpå sagde han til soldaten: "Nu skal I få mad og drikke, så I kan have det lidt gemytligt sammen," og han førte dem så ind i en stue, hvor gulvet og døren var af jern og vinduerne spærret med jernstænger. Der stod et bord med den dejligste mad og kongen bød dem tage for sig af retterne. Så låsede og stængede han døren rigtigt forsvarligt og befalede kokken at fyre under stuen, til jernet var glødende. Han tog fat, og de seks derinde mærkede nok, at der blev noget varmt, men de troede, at det var fordi de spiste. Heden tog imidlertid til, og til sidst kunne de ikke holde det ud længere. Men da de ville gå deres vej og fandt døren låset, mærkede de jo, at kongen havde haft ondt i sinde og havde villet kvæle dem. "Det skal ikke lykkes ham," sagde han med hatten, "nu skal der komme sådan en kulde, at ilden skal skamme sig og krybe i et musehul." Han tog nu hatten på, og straks blev det iskoldt, og maden på fadene begyndte at fryse. Da der var gået et par timer tænkte kongen, at de måtte være døde af varmen, og ville selv hen og se til dem. Men da døren blev åbnet stod de der alle seks sunde og raske og sagde, at det var rart, de kunne komme ud og varme sig, for i den stærke kulde, der havde været derinde, var maden frosset fast til fadene. Kongen gik rasende ned til kokken og spurgte, hvorfor han ikke havde adlydt hans befaling. "Der er ild nok," svarede kokken, "se kun selv." Kongen så nu, at der brændte et mægtigt bål under stuen og mærkede jo nok, at han ikke på den vis kunne komme de seks til livs.
Men han tænkte stadig på, hvordan han skulle blive dem kvit, og lod soldaten kalde for sig og sagde: "Hvis du vil opgive ethvert krav på min datter, skal du få så meget guld du vil." - "Lad gå," svarede han, "når jeg får lige så meget, som min tjener kan bære, bryder jeg mig ikke om eders datter." Kongen var fornøjet med det, og det blev bestemt, at manden skulle have det om fjorten dage. Han lod nu alle skræddere i hele riget kalde til sig, og de måtte i de 14 dage sidde og sy en sæk, og da den var færdig tog den stærke fyr, som rykkede træer op, den på nakken og gik op til slottet. "Hvad er det dog for en vældig fyr med en rulle lærred så stort som et hus på skulderen," sagde kongen, men han blev jo noget forfærdet ved tanken om alt det guld, han kunne bære med sig. Seksten af de stærkeste mænd kom nu slæbende med en tønde guld, men fyren greb den med den ene hånd, puttede den ned i sækken og sagde: "Hvorfor bringer I ikke mere med det samme. Dette her dækker jo knap bunden." Kongen måtte efterhånden lade alle sine skatte hente, men sækken var endda ikke engang halvfuld. "Kom med mere," sagde den stærke mand, "den smule fylder ikke noget." Syvtusind vogne belæsset med guld kørte nu frem på rad og blev puttet i sækken med vogn og okser og det hele. "Nu tager jeg, hvad der kommer, så sækken kan blive fuld," sagde han, men da han havde stoppet det altsammen deri, var der plads til meget endda. "Nu binder jeg sækken til, selv om den ikke er fuld, for dog at få ende på sagen," sagde han, tog den på ryggen og gik af sted med sine kammerater.
Kongen blev rasende, da han så, at en eneste mand spadserede af sted med alle landets skatte, og lod sine ryttere stige til hest og ride efter ham og tage sækken fra ham. Det varede ikke længe, før to regimenter nåede dem, og anføreren råbte: "I er fanger, læg straks sækken fra jer ellers hugger vi jer sønder og sammen." - "Hvad for noget," sagde blæseren, "tror I, vi er jeres fanger. Det bliver nok jer, der kommer til at danse i luften." Derpå holdt han for det ene næsebor og blæste gennem det andet, og begge regimenterne fløj op i luften over alle bjerge, den ene mod øst, den anden mod vest. En af sergenterne bad om nåde. Det var en tapper fyr, som havde fået ni sår, og ikke fortjente sådan en skændsel. Blæseren holdt da lidt inde, så han uskadt kom ned på jorden, og sagde så til ham: "Gå nu hjem og sig til kongen, at han skal bare sende flere ryttere, så skal jeg blæse dem allesammen op i luften." Da kongen hørte den besked sagde han: "Lad de karle løbe, de kan mere end deres fadervor." De seks drog nu hjem med deres rigdom, delte den og levede lykkeligt til deres død.
从前有一个人，他有各种各样的技能，在战争中也表现得非常勇敢忠实。 战争结束后，他被遣散回家，走时只给了他三个克鲁兹路费。 他说："等着瞧吧！我是不会满足于这么一点钱的。如果我能找到合适的搭档，我要国王把全国的财产都拿出来给我。"
于是他气冲冲地走进一座森林，看见有个人在那里像拔麦子一样轻松地拔起六棵树，便对拔树的人说："你愿意做我的仆人跟我走吗？"那人回答："愿意。但我现在得把这些柴火背回去给我母亲。"他拿起一棵树把另外五棵捆在一起，然后将整捆柴往肩上一背就走了。 不一会儿他就回来了，跟着退役士兵一起朝前走。 退役士兵对他说："我们两个在一起，一定能够幸运地走遍天下。"
他们走了没多久，看见一个猎人跪在那儿瞄准。 退役士兵问他："猎手，你在打什么？"猎手回答说："离这儿两英里的地方有棵橡树，树上停着一只苍蝇。我要打它的左眼。"退役士兵说："好极了！请你跟我们一道走吧，我们三个在一起准能幸运地走遍天下。"猎人很乐意地跟着他们走了。 他们来到七座风车旁，只见风车在飞快地转，可左右却没有风，连小树叶都一动不动。 退役士兵说："我真不知道是什么在让风车转动，这会儿一丝风都没有呢！"说着又和同伴们继续前进。
他们又走了两英里左右，看到有个人坐在树上，一个鼻孔塞上了，另一个鼻孔在出气。 退役士兵问他："天哪，你在那上面干什么呀？"那人回答说："两英里外有七部风车 ，你们看，我一出气，它们就转动了。 ""太好了！ 请你跟我们走吧，我们四人在一起，准能幸运地走遍天下。 "吹气的人于是爬下树，跟着他们一起走。
走了一段时间，他们遇到一个人只用一条腿站在那里，将另一条腿卸了下来放在一边。 退役士兵问："你这样可以休息得很舒服吧？"那人回答："我是个赛跑家，为了不跑得太快，只好把一条腿拿下来。如果我两条腿同时跑，那就比飞还快了。""好极了！请你跟我们走吧，我们五人在一起，准能幸运地走遍天下。"于是他们一起走了。
走了不一会儿，他们又碰到一个人。 那人戴着一顶小帽子，可他只将帽子挂在一只耳朵上。 退役士兵说："把帽子戴正，别挂在耳朵上。要不别人会以为你是个傻子。"那人回答说："我不能把帽子戴正，否则寒冷就会降临，天上的飞鸟都会被冻死掉到地上来的。""原来是这样。请你跟我们走吧，我们六人在一起，准能让世界在我们面前折服。"
他们来到一座城市，那里的国王正好在宣布：谁要是和他女儿比赛跑赢了，就可以做她丈夫；输了的一律砍头。 这时，退役士兵报名说："我愿意让我朋友替我比赛。"国王回答说："那你必须把他的生命也作为抵押，你的头和他的头都要承担失败的后果。"互相讲清条件后退役士兵给赛跑家装上了另一条腿 ，对他说："快快跑，帮我们取得胜利。"
比赛规定谁要是先从一口很远的井里取了水回来，谁就赢了。 赛跑家和公主各拿了一个水罐同时开始起跑。 公主跑了才一小段距离，赛跑家就跑没影了。 他跑得像风一样迅速，很快来到那口指定的井边，装满一罐水就往回跑。 但跑到半道，他觉得有点累，于是放下水罐躺下睡觉了。 他从地上顺手拿起一块马头骨当枕头，因为他想在硬骨头上睡觉不舒服，一会儿就会醒来的。 公主虽然只能说是个普通的赛手，但确实也算是擅长跑步的了。 她跑到了井边，装了满满一罐水就又往回跑了。 当她看到赛跑家在打盹时，高兴地对自己说："这下对手可要落在我后头了。"他将赛跑家的水罐倒空，继续往回跑。 要不是千里眼猎人站在宫殿顶上看到了所发生的一切，他们准得输。 猎人说："国王的女儿别想赢我们！"说着赶紧往猎枪里装了一颗子弹，巧妙地一枪打中了赛跑家枕头用的马头骨，却没有伤赛跑家一根毫毛。 赛跑家猛然跳起来，发现水罐空了，公主也远远地跑到前头去了。 他并没有因此泄气，又跑到井边装满水罐往回跑，结果比国王的女儿还是先到了十分钟。 他说："你们看，我这会儿才用上两条腿，以前根本不能算赛跑。"
国王十分生气，公主更是因为要被这么一个普通的退役士兵娶走而懊丧不已。 于是他们一起商量如何摆脱这个退役士兵和他的伙伴。 国王对公主说："你不必害怕，我想了个办法让他们再也不会回来了。"他转而对退役士兵说："你们现在该好好吃一顿，乐一乐。"说着将他们领进一间房间，那里的地板是铁的，门也是铁的，窗上安了铁栏杆，屋里摆了一桌精美的宴席。 国王说："进来吧，好好吃一顿。"接着他命令厨师在铁地板下面生火，把铁板烤得通红。 厨师在下面烧火，上面的六个人开始觉得热乎乎的。 起先他们还以为是饭菜的缘故，可后来越来越热，便想出来凉快凉快，没想门被反锁了，于是明白国王不怀好意，是想让他们在里面闷死。 "他不会得逞的。"戴帽子的那人说，"我来降一层寒霜，让火在它面前羞愧地溜走。"他刚把帽子戴正，寒霜就降临了，热气一下子全被驱散，连桌上的菜也开始冻结了。
过了几小时，国王以为他们肯定被热气闷死了，于是亲自来开门查看。 可他打开门一看，六个人好端端地站在那儿，生气勃勃。 他们说想出来暖和暖和 ，里面实在太冷了，食物很快都冻结了。 国王怒气冲冲地将厨师训斥了一番，质问他为什么不按命令行事，厨师回复说："火烧得够旺了，不信你自己去看看。"国王一看，铁房间下面果然燃着熊熊大火，他这才明白用这法子是治不死这六个人的。
国王不断琢磨着怎样才能赶走这些不受欢迎的客人，后来他把领头的找来，对他说："如果你肯要金子而不要我女儿的话，你要多少就可以拿多少。""好的，国王陛下，"他回答说，"我仆人能拿多少你就得给多少，那样我就可以不要你女儿了。"国王这下满意了，退役士兵接着对他说："我十四天以后来取金子。"紧接着他招集了全国的裁缝，要他们在十四天内缝出一个大口袋。 缝好后，他要那个能拔起树的人扛上口袋和他一起来到国王那里。 国王问："那个扛着像房子一样大麻袋的大力士是谁呀？"他突然一惊，说："他能扛走多少金子啊！"他命人搬来一吨金子，是十六个最强壮的人搬来的，可大力士一把抓起来放进口袋，说："一次怎么不多搬点，这点金子连口袋底都盖不住！"国王只好让人把他的全部财宝一点一点都拿了出来，大力士把它们往袋子里一扔，连一半都没装满，便说："再多运些来，这么一点根本不够装的。"国王只好用七千辆车将全国的金子都运来给他，大力士连金子带套着车辕子的牛都一把扫进了口袋，还说："我就不细看了，拿来什么我装什么，只要把袋子装满就行了。"等全部装完，袋子里还有很多空地方，大力士说："算了吧，尽管口袋没装满，我还是扎起来扛走算了。"说完将口袋往肩上一扛就和同伴们走了。 国王一看自己的全部财产被这么一个人夺走了，心里十分生气。 他命令骑兵们上马追赶那六个人，把大力士手里的包夺回来。
不久，两个骑兵团赶上了那六个人，他们喊道："你们被捕了！快放下那只装金子的口袋，否则你们会粉身碎骨的！"那个用鼻孔吹气的人问："你们说什么？我们被俘虏了？我这就让你们上天跳舞去！"说着就捏住一个鼻孔，用另一个鼻孔吹气，结果把两个骑兵团吹得乱成一团，有的被吹到了天上，有的被吹过了高山，这里一个那里一个的，摔得满地都是。 有一个中士，本来是个勇士，不该受这种侮辱，可此时他不得不请求饶命，因为他已经伤了九处。 吹气的人停下来，让那中士慢慢落下来，没再受伤。 他对中士说："现在你回去报告国王，要他再多派些骑兵来，我好把他们全吹到天上去。"国王一听报告，只好说："让这帮流氓走吧，他们有魔法呢。"
他们六人把财宝带回家分了，从此富足地生活到老。
于是他气冲冲地走进一座森林，看见有个人在那里像拔麦子一样轻松地拔起六棵树，便对拔树的人说："你愿意做我的仆人跟我走吗？"那人回答："愿意。但我现在得把这些柴火背回去给我母亲。"他拿起一棵树把另外五棵捆在一起，然后将整捆柴往肩上一背就走了。 不一会儿他就回来了，跟着退役士兵一起朝前走。 退役士兵对他说："我们两个在一起，一定能够幸运地走遍天下。"
他们走了没多久，看见一个猎人跪在那儿瞄准。 退役士兵问他："猎手，你在打什么？"猎手回答说："离这儿两英里的地方有棵橡树，树上停着一只苍蝇。我要打它的左眼。"退役士兵说："好极了！请你跟我们一道走吧，我们三个在一起准能幸运地走遍天下。"猎人很乐意地跟着他们走了。 他们来到七座风车旁，只见风车在飞快地转，可左右却没有风，连小树叶都一动不动。 退役士兵说："我真不知道是什么在让风车转动，这会儿一丝风都没有呢！"说着又和同伴们继续前进。
他们又走了两英里左右，看到有个人坐在树上，一个鼻孔塞上了，另一个鼻孔在出气。 退役士兵问他："天哪，你在那上面干什么呀？"那人回答说："两英里外有七部风车 ，你们看，我一出气，它们就转动了。 ""太好了！ 请你跟我们走吧，我们四人在一起，准能幸运地走遍天下。 "吹气的人于是爬下树，跟着他们一起走。
走了一段时间，他们遇到一个人只用一条腿站在那里，将另一条腿卸了下来放在一边。 退役士兵问："你这样可以休息得很舒服吧？"那人回答："我是个赛跑家，为了不跑得太快，只好把一条腿拿下来。如果我两条腿同时跑，那就比飞还快了。""好极了！请你跟我们走吧，我们五人在一起，准能幸运地走遍天下。"于是他们一起走了。
走了不一会儿，他们又碰到一个人。 那人戴着一顶小帽子，可他只将帽子挂在一只耳朵上。 退役士兵说："把帽子戴正，别挂在耳朵上。要不别人会以为你是个傻子。"那人回答说："我不能把帽子戴正，否则寒冷就会降临，天上的飞鸟都会被冻死掉到地上来的。""原来是这样。请你跟我们走吧，我们六人在一起，准能让世界在我们面前折服。"
他们来到一座城市，那里的国王正好在宣布：谁要是和他女儿比赛跑赢了，就可以做她丈夫；输了的一律砍头。 这时，退役士兵报名说："我愿意让我朋友替我比赛。"国王回答说："那你必须把他的生命也作为抵押，你的头和他的头都要承担失败的后果。"互相讲清条件后退役士兵给赛跑家装上了另一条腿 ，对他说："快快跑，帮我们取得胜利。"
比赛规定谁要是先从一口很远的井里取了水回来，谁就赢了。 赛跑家和公主各拿了一个水罐同时开始起跑。 公主跑了才一小段距离，赛跑家就跑没影了。 他跑得像风一样迅速，很快来到那口指定的井边，装满一罐水就往回跑。 但跑到半道，他觉得有点累，于是放下水罐躺下睡觉了。 他从地上顺手拿起一块马头骨当枕头，因为他想在硬骨头上睡觉不舒服，一会儿就会醒来的。 公主虽然只能说是个普通的赛手，但确实也算是擅长跑步的了。 她跑到了井边，装了满满一罐水就又往回跑了。 当她看到赛跑家在打盹时，高兴地对自己说："这下对手可要落在我后头了。"他将赛跑家的水罐倒空，继续往回跑。 要不是千里眼猎人站在宫殿顶上看到了所发生的一切，他们准得输。 猎人说："国王的女儿别想赢我们！"说着赶紧往猎枪里装了一颗子弹，巧妙地一枪打中了赛跑家枕头用的马头骨，却没有伤赛跑家一根毫毛。 赛跑家猛然跳起来，发现水罐空了，公主也远远地跑到前头去了。 他并没有因此泄气，又跑到井边装满水罐往回跑，结果比国王的女儿还是先到了十分钟。 他说："你们看，我这会儿才用上两条腿，以前根本不能算赛跑。"
国王十分生气，公主更是因为要被这么一个普通的退役士兵娶走而懊丧不已。 于是他们一起商量如何摆脱这个退役士兵和他的伙伴。 国王对公主说："你不必害怕，我想了个办法让他们再也不会回来了。"他转而对退役士兵说："你们现在该好好吃一顿，乐一乐。"说着将他们领进一间房间，那里的地板是铁的，门也是铁的，窗上安了铁栏杆，屋里摆了一桌精美的宴席。 国王说："进来吧，好好吃一顿。"接着他命令厨师在铁地板下面生火，把铁板烤得通红。 厨师在下面烧火，上面的六个人开始觉得热乎乎的。 起先他们还以为是饭菜的缘故，可后来越来越热，便想出来凉快凉快，没想门被反锁了，于是明白国王不怀好意，是想让他们在里面闷死。 "他不会得逞的。"戴帽子的那人说，"我来降一层寒霜，让火在它面前羞愧地溜走。"他刚把帽子戴正，寒霜就降临了，热气一下子全被驱散，连桌上的菜也开始冻结了。
过了几小时，国王以为他们肯定被热气闷死了，于是亲自来开门查看。 可他打开门一看，六个人好端端地站在那儿，生气勃勃。 他们说想出来暖和暖和 ，里面实在太冷了，食物很快都冻结了。 国王怒气冲冲地将厨师训斥了一番，质问他为什么不按命令行事，厨师回复说："火烧得够旺了，不信你自己去看看。"国王一看，铁房间下面果然燃着熊熊大火，他这才明白用这法子是治不死这六个人的。
国王不断琢磨着怎样才能赶走这些不受欢迎的客人，后来他把领头的找来，对他说："如果你肯要金子而不要我女儿的话，你要多少就可以拿多少。""好的，国王陛下，"他回答说，"我仆人能拿多少你就得给多少，那样我就可以不要你女儿了。"国王这下满意了，退役士兵接着对他说："我十四天以后来取金子。"紧接着他招集了全国的裁缝，要他们在十四天内缝出一个大口袋。 缝好后，他要那个能拔起树的人扛上口袋和他一起来到国王那里。 国王问："那个扛着像房子一样大麻袋的大力士是谁呀？"他突然一惊，说："他能扛走多少金子啊！"他命人搬来一吨金子，是十六个最强壮的人搬来的，可大力士一把抓起来放进口袋，说："一次怎么不多搬点，这点金子连口袋底都盖不住！"国王只好让人把他的全部财宝一点一点都拿了出来，大力士把它们往袋子里一扔，连一半都没装满，便说："再多运些来，这么一点根本不够装的。"国王只好用七千辆车将全国的金子都运来给他，大力士连金子带套着车辕子的牛都一把扫进了口袋，还说："我就不细看了，拿来什么我装什么，只要把袋子装满就行了。"等全部装完，袋子里还有很多空地方，大力士说："算了吧，尽管口袋没装满，我还是扎起来扛走算了。"说完将口袋往肩上一扛就和同伴们走了。 国王一看自己的全部财产被这么一个人夺走了，心里十分生气。 他命令骑兵们上马追赶那六个人，把大力士手里的包夺回来。
不久，两个骑兵团赶上了那六个人，他们喊道："你们被捕了！快放下那只装金子的口袋，否则你们会粉身碎骨的！"那个用鼻孔吹气的人问："你们说什么？我们被俘虏了？我这就让你们上天跳舞去！"说着就捏住一个鼻孔，用另一个鼻孔吹气，结果把两个骑兵团吹得乱成一团，有的被吹到了天上，有的被吹过了高山，这里一个那里一个的，摔得满地都是。 有一个中士，本来是个勇士，不该受这种侮辱，可此时他不得不请求饶命，因为他已经伤了九处。 吹气的人停下来，让那中士慢慢落下来，没再受伤。 他对中士说："现在你回去报告国王，要他再多派些骑兵来，我好把他们全吹到天上去。"国王一听报告，只好说："让这帮流氓走吧，他们有魔法呢。"
他们六人把财宝带回家分了，从此富足地生活到老。