Ræven og fru Ulv


狼と名付けをたのんだ奥さま


Engang fødte ulvens kone en dreng og bad ræven stå fadder. "Den er jo dog nær i familie med os," tænkte hun, "og har en god forstand og er en flink fyr og kan lære vores søn en hel del og hjælpe ham til at komme frem i verden." Ræven kom da også meget pænt og sagde: "Mange tak for den ære, I viser mig. Jeg skal nok gøre mig værdig til den, så I skal få glæde af mig." Ved festen lod han sig maden rigtig smage og var meget lystig og sagde bagefter: "Kære fru Ulv. Det er vores pligt at sørge for barnet, og I må have rigtig god føde, så det kan få mange kræfter. Der er en fårestald herhenne, hvor vi meget let kan få fat i en god bid." Ulven blev lækkersulten, og hun og ræven gik hen til bondegården. I lang afstand viste han hende stalden og sagde: "Der kan I krybe ind uden at nogen ser det. Jeg vil imidlertid prøve min lykke ad anden vej og se, om jeg ikke kan få fat i en høne." Den gik imidlertid ganske roligt hen til indgangen af skoven og lagde sig ned der og hvilede sig. Ulven krøb ind i stalden, men der lå en hund og gøede sådan, at bønderne kom løbende og fik fat i ulven og tampede den ordentligt igennem. Endelig slap den ud og slæbte sig af sted hen til ræven, der lå og klagede sig ynkeligt. "Jeg er rigtignok blevet ilde medtaget," sagde den, "bønderne har overfaldet mig og slået mig sønder og sammen, og hvis I ikke kan hjælpe mig af sted, må jeg blive liggende her og dø ar sult." Ulven kunne kun selv gå med stort besvær, men var dog så ængstelig for ræven, at hun tog den på ryggen, og langsomt bar den fuldstændig raske gudfar hjem til sit hus. "Farvel, kære fru Ulv," råbte den og lo af fuld hals, "lad stegen smage eder godt." Derpå løb den sin vej.
狼が子どもを産んで狐を名付け親に頼みました。「何と言っても、近い親戚なのよ。」と狼は言いました。「頭がいいし、才能も豊かだわ。うちの息子を教えて世間に出ていく助けをしてくれるわ。」狐もすっかり真面目くさった様子で、「奥様、私にお授けくださった名誉に感謝いたします。この名誉に報いるよう努めさせていただきます。」と言いました。
狐はお祝いの席でご馳走を食べ、陽気にして、そのあとで、「奥様、子どもの世話をするのは私たちの義務です。強い体にするには良い食べ物を食べさせなくてはいけません。すばらしい御馳走をとれる羊小屋を知っていますよ。」と言いました。狼はその考えが気に入って、狐と一緒に農家の庭に出かけて行きました。狐は遠くから小屋を指差し、「あそこから見られないで忍びこめます。その間私はニワトリをとれるか向こう側を見てきます。」と言いました。ところが狐はそこに行かないで森の入口に座り脚を伸ばして休んでいました。
狼は羊小屋に忍び込みました。そこに犬がいてさんざん吠えたのでお百姓が走って出てきて、狼をつかまえ、衣類などを洗うために用意してあった強力な揮発油を狼の毛皮にふりかけ、火をつけました。狼はほうほうのていで逃げて足を引きずりながら外にでました。そこに狐がいて、文句たらたらのふりをして言いました。「ああ、奥様、なんともひどい目にあいました。お百姓たちが私に襲いかかって、手足がみんな折れてしまいました。ここにいて死んで欲しくないと思ってくださるなら、背負ってくれませんか」狼は自分でもゆっくりしか歩けませんでしたが、狐のことが心配だったので、狐を背負い、のろのろ運びました。狐はすっかり無事で家に着きました。すると狐は狼に叫びました。「ははは、さよなら、奥様、味わった焼き物が奥様の身になりますように。」心の底から笑いながら跳ねていってしまいました。