Ræven og fru Ulv


A raposa e a comadre


Engang fødte ulvens kone en dreng og bad ræven stå fadder. "Den er jo dog nær i familie med os," tænkte hun, "og har en god forstand og er en flink fyr og kan lære vores søn en hel del og hjælpe ham til at komme frem i verden." Ræven kom da også meget pænt og sagde: "Mange tak for den ære, I viser mig. Jeg skal nok gøre mig værdig til den, så I skal få glæde af mig." Ved festen lod han sig maden rigtig smage og var meget lystig og sagde bagefter: "Kære fru Ulv. Det er vores pligt at sørge for barnet, og I må have rigtig god føde, så det kan få mange kræfter. Der er en fårestald herhenne, hvor vi meget let kan få fat i en god bid." Ulven blev lækkersulten, og hun og ræven gik hen til bondegården. I lang afstand viste han hende stalden og sagde: "Der kan I krybe ind uden at nogen ser det. Jeg vil imidlertid prøve min lykke ad anden vej og se, om jeg ikke kan få fat i en høne." Den gik imidlertid ganske roligt hen til indgangen af skoven og lagde sig ned der og hvilede sig. Ulven krøb ind i stalden, men der lå en hund og gøede sådan, at bønderne kom løbende og fik fat i ulven og tampede den ordentligt igennem. Endelig slap den ud og slæbte sig af sted hen til ræven, der lå og klagede sig ynkeligt. "Jeg er rigtignok blevet ilde medtaget," sagde den, "bønderne har overfaldet mig og slået mig sønder og sammen, og hvis I ikke kan hjælpe mig af sted, må jeg blive liggende her og dø ar sult." Ulven kunne kun selv gå med stort besvær, men var dog så ængstelig for ræven, at hun tog den på ryggen, og langsomt bar den fuldstændig raske gudfar hjem til sit hus. "Farvel, kære fru Ulv," råbte den og lo af fuld hals, "lad stegen smage eder godt." Derpå løb den sin vej.
Houve, uma vez, uma lôba que teve um filhinho, e pediu à raposa para servir-lhe de madrinha.
- Ela é nossa parente próxima, - disse a lôba - e é muito esperta e sensata; poderá instruir o meu filhinho e ajudá-lo a orientar-se na vida.
A raposa sentiu-se muito honrada e respondeu:
- Minha mui prezada comadre, agradeço-vos muito por êste convite, que muito me honra; quanto a mim, procurarei estar à altura dêsse encargo e nunca vos desiludir.
Durante a festa, sentada à mesa do banquete, comeu com grande apetite e divertiu-se alegremente, depois disse:
- Cara senhora comadre, é nosso dever zelar pelo bebê; é preciso que vos alimenteis bem para que êle tam-
bém cresça forte e robusto. Eu conheço um redil onde poderemos arranjar fàcilmente uma boa provisão.
Essa cantiga soou agradàvelmente aos ouvidos da lôba e ela seguiu com prazer, a raposa até ao sítio dos camponesês; mostrando-lhe o redil de longe, a raposa disse-lhe:
- Podeis introduzir-vos lá dentro sorrateiramente, enquanto isso, vou ver se consigo do outro lado filar um franguinho.
Mas não fêz nada disso; foi até à borda da floresta, espichou as pernas e ficou descansando sossegadamente.
A lôba seguiu o conselho e introduziu-se no redil, mas o cão, que estava de guarda, viu-a e deu o alarma. Os camponeses correram imediatamente e surpreenderam a senhora comadre; jogaram nela cinza quente e a encheram de pauladas. Bem ou mal ela conseguiu escapulir- -se rastejando mais morta que viva, e foi dar com a raposa espichada no chão, lamentando-se tristemente.
- Ah, cara senhora comadre, - disse ela - qu" azar o meu! Os camponeses surpreenderam-me e qut- braram-me as costelas a pauladas; se não quereis que morra aqui na estrada, tereis de carregar-me para casa.
A lôba mal podia andar, de tanto que lhe doía o corpo, mas ficou tão penalizada com a sorte da raposa que a pegou nas costas e, lentamente, com todo o cuidado, levou a pobre comadre, sã e descansada, até sua casa.
Aí, então, a raposa disse-lhe cinicamente:
- Adeus, querida comadre, bom proveito vos faça o assado!
E saiu correndo, rindo a bandeiras despregadas.