ROMÂNĂ

Bunicul si nepotul

DANSK

Bedstefaderen og sønnesønnen


A fost odata un batran impovarat de ani. Si de batran ce era, privirea i se tulburase, auzul ii slabise si-i tremurau genunchii la orice miscare. Cand sedea la masa sa manance, abia mai putea sa tina lingura in mana: varsa ciorba pe masa, iar uneori ii scapau chiar bucaturile din gura.
Si vazand pana unde ajunsese batranul cu nevolnicia, fiul si nora-sa se umplura de scarba. Nu-i mai asezara sa manance cu ei la masa, ci-l pusera intr-un colt, langa vatra.
Si din ziua aceea ii dadeau mancarea intr-o strachina de lut, si nici macar atat cat sa se sature. Batranul cata cu jind la masa incarcata cu bucate, si ochii lui lacrimau de amaraciune.
Intr-o zi, strachina de lut ii scapa din mainile cuprinse de tremur; cazu pe jos si se facu cioburi. Cand vazu asta, nora apuca sa-l certe de zor, dar batranul se inchisese in amaraciunea lui si nu scotea o vorba. Din cand in cand, numai, scapa cate-un oftat adanc.
"Asta e prea de tot!" isi spusera in sinea lor barbatul si nevasta. si-i cumparara din targ o strachina de lemn, pe cateva paralute. Bietul batran trebui sa manance de aici inainte doar din strachina de lemn.
Si iata ca odata, inspre seara, cum sedeau cu totii in odaie, nepotelul, sa tot fi avut gagalicea de copil vreo patru anisori, incepu a-si face de joaca cu niste scandurele.
- Ce faci tu acolo? il intreba taica-sau.
- Fac si eu o covatica, ii raspunse copilasul, din care sa manance tata si mama, cand n-or mai fi in putere, ca bunicul!
Amandoi catara mult timp unul la altul si de amar si de rusine ii podidi plansul. il poftira de indata pe batran sa se aseze la masa lor si, din ziua aceea, mancara iarasi cu totii impreuna. si din cand in cand se mai intampla ca batranul sa verse din mancare, acum insa nu-l mai lua nimeni la rost.
Der var engang en meget gammel mand. Han var både blind og døv, og hans knæ rystede under ham. Når han sad ved bordet, kunne han næsten ikke holde på skeen, men spildte tit på dugen, og mange gange savlede han også. Hans søn og svigerdatter syntes, at det var væmmeligt at se på, og den gamle bedstefar måtte derfor sætte sig i kakkelovnskrogen og de gav ham mad i en lerskål. Han fik ikke engang så meget, at han kunne spise sig mæt, og med tårer i øjnene så han hen til bordet, hvor de andre sad. En dag rystede han sådan på hænderne, at han tabte skålen, og den gik itu. Den unge kone skændte på ham, men han sukkede blot og sagde ikke noget. Hun købte nu en træskål til et par øre, og den måtte han spise af. En dag, da de sad derude, så de, at deres lille dreng på 4 år slæbte nogle brædder sammen. "Hvad bestiller du?" spurgte faderen. "Jeg laver et trug," svarede han, "det skal far og mor spise af, når jeg bliver stor." Manden og konen så på hinanden og begyndte at græde. Og øjeblikkelig førte de den gamle bedstefar hen til bordet og lod ham fra nu af altid spise med dem og sagde heller ikke noget, selv om han spildte lidt.




Compară două limbi:













Donations are welcomed & appreciated.


Thank you for your support.