Havfruen


La ondina


Der var engang en lille dreng og en lille pige, som legede sammen nede ved havet, og de var så uforsigtige, at de begge to faldt i. Nede i havet kom en havfrue hen til dem og sagde: "Nu har jeg jer, nu skal I få lov til at bestille noget." Derpå gik hun af sted med dem og gav pigen noget uredt hør at spinde, og lod hende slæbe vand i en tønde. Drengen skulle fælde et træ med en stump økse, og de fik ikke andet at spise end stenhårde boller. Til sidst blev børnene lede og kede af det, og en dag, da havfruen var i kirke, flygtede de bort. Da havfruen kom hjem så hun, at fuglene var fløjet, og for af sted efter dem med lange skridt. Børnene så hende i lang afstand og pigen kastede en børste bagved sig. Den blev til et helt børstebjerg med tusinde og atter tusinde pigge, og det var meget besværligt for havfruen at klatre derover, men endelig lykkedes det dog. Da børnene så det, kastede drengen en kam bagved sig, og den blev til et stort kammebjerg med tusinde og atter tusinde tænder, men havfruen holdt sig fast i dem og slap til sidst over. Da kastede pigen et spejl bagved sig, og det blev til et spejlbjerg, der var så glat, at hun umuligt kunne komme over det. "Jeg må løbe hjem i en fart og hente min økse og hugge det itu," tænkte hun, men da hun kom tilbage og fik bjerget knust, var børnene for længe siden langt borte, og havfruen måtte igen dukke ned i vandet.
Un hermanito jugaba con su hermanita al borde de un manantial, y he aquí que, jugando, se cayeron los dos adentro. En el fondo vivía una ondina, que les dijo:
- ¡Ya os he cogido! Ahora vais a trabajar para mí, y de firme.
A la niña diole a hilar un lino sucio y enredado, y luego la obligó a echar agua en un barril sin fondo; el niño hubo de cortar un árbol con un hacha mellada. Y para comer no les daba más que unas albóndigas, duras como piedra. Finalmente, los niños perdieron la paciencia y, esperando un domingo a que la bruja estuviese en la iglesia, huyeron. Terminada la función, al darse cuenta la ondina de que sus pájaros habían volado, salió en su persecución a grandes saltos. Viéronla los niños desde lejos, y la hermanita soltó detrás de sí un cepillo, que se convirtió en una montaña erizada de miles y miles de púas, sobre las cuales hubo de trepar la ondina con grandes trabajos; pero al final pudo pasarla. Entonces el muchachito dejó caer un peine, que se convirtió en una enorme sierra con innumerables picachos; pero también se las compuso la ondina para cruzarla. Como último recurso, la niña arrojó hacia atrás un espejo, el cual produjo una montaña llana, tan lisa y bruñida que su perseguidora no pudo ya pasar por ella. Pensó entonces: "Volveré a casa corriendo, y cogeré un hacha para romper el cristal". Pero al tiempo que iba y volvía y se entretenía partiendo el cristal a hachazos, los niños habían tomado una enorme delantera, y la ondina no tuvo más remedio que volverse, pasito a paso, a su manantial.