Om hønens død


La muerte de la gallinita


Hønen og hanen gik en dag ud på nøddebjerget, og de blev enige om, at når de fandt en nøddekerne, skulle de dele den. Hønen fandt en vældig stor en, men sagde ikke noget om det, og ville spise den alene. Den var imidlertid så stor, at den blev siddende fast i halsen, og hønen blev bange for, at den skulle blive kvalt, og råbte til hanen: "Skynd dig at hente mig noget vand, ellers dør jeg." Hanen løb så stærkt den kunne ned til brønden og sagde: "Giv mig noget vand. Hønen ligger oppe på nøddebjerget og er ved at blive kvalt, fordi hun har spist for stor en kerne." - "Løb først hen til bruden og hent mig noget rød silke," svarede brønden. Hanen for af sted hen til bruden: "Giv mig noget rød silke," sagde den, "det skal brønden have, også skal den give mig noget vand til hønen, som ligger oppe på nøddebjerget og er ved at blive kvalt, fordi den har spist for stor en nøddekerne." - "Løb først hen og hent min krans, den er blevet hængende på et piletræ," sagde bruden. Hanen løb ud og hentede kransen og bragte den til bruden, fik den røde silke og skyndte sig så hen til brønden og fik vand. Men da den kom op på bjerget med det, var hønen kvalt og lå ganske stille uden at røre sig. Hanen blev så bedrøvet at den gav sig til at græde højt, og alle dyrene kom løbende og sørgede også over den stakkels høne. Seks mus lavede en lille vogn, hvori hønen skulle køres hen og begraves, og da den var færdig, blev de spændt for, og hanen satte sig op på bukken. På vejen mødte de en ræv. "Hvor skal du hen?" spurgte den. "Jeg skal hen og begrave hønen." - "Må jeg køre med?"
"Ja, men sæt dig helt tilbage,
ellers er mine heste for svage."
Den satte sig op og nu kom også ulven, bjørnen og løven og alle dyr i skoven, og de kørte af sted til de kom til en bæk. "Hvordan skal vi nu kommer over?" sagde hanen. Ved bredden lå et halmstrå, og det sagde: "Jeg skal lægge mig tværs over, så kan I bruge mig som bro." Men da musene kom ud på det, gled det ned i vandet og de druknede alle seks. Nu var nøden lige stor, men så kom der en gnist og sagde: "Jeg er stor nok. Nu lægger jeg mig her, så kører I over mig. "Den lagde sig nu overvandet, men kom uheldigvis til at dukke så langt ned i det, at den hvislende sluktes og døde. En sten, der lå dernede, fik ondt af hanen og ville hjælpe den, og lagde sig tværs over vandet. Hanen trak nu selv vognen og kom op på land med den døde høne, men ville nu også trække de andre op, der sad bagpå. Men de var alt for tunge, vognen gled tilbage og de faldt allesammen i vandet og druknede. Nu var hanen alene med hønen og den gravede en grav og rejste en høj over den. Så satte den sig på toppen og der sad den og døde af sorg og så var de allesammen døde.
En cierta ocasión, Gallinita y Gallito fueron al monte de los nogales y convinieron en que el que encontrase una nuez la partiría con el otro. He aquí que Gallinita encontró una muy grande, pero no dijo nada, pues quería comérsela ella sola. Pero tanto abultaba la nuez, que no pudo tragársela y se le quedó atragantada. Estaba ella en gran apuro, pues temía ahogarse, y gritó:
- ¡Gallito, por favor, corre cuanto puedas y tráeme agua, pues me ahogo!
Gallito echó a correr, tan rápidamente como pudo, hacia la fuente, y, al llegar a ella, le dijo:
- Fuente, dame agua; Gallinita está en la nogaleda, se le ha atragantado una nuez muy gorda y se está ahogando.
Respondióle la fuente:
- Corre antes en busca de la novia, y dile que te dé seda colorada.
Corrió Gallito a la novia.
- Novia, dame seda colorada, que la llevaré a la fuente, y ella me dará agua para llevar a Gallinita, la cual está en la nogaleda con una nuez atragantada y a punto de asfixiarse.
Respondióle la fuente:
- Corre primero a buscarme una guirnaldita que se me quedó colgada del sauce.
Y corrió Gallito al sauce y, descolgando la guirnalda de una rama, llevóla a la novia; y la novia le dio seda colorada, y, al entregarle la seda colorada, diole agua la fuente. Gallito llevó entonces el agua a Gallinita, pero ya era tarde; cuando llegó, tarde; cuando llegó, Gallinita, asfixiada, estaba tendida en el suelo, inmóvil. Quedó Gallito tan triste, que prorrumpió en amargo llanto, y, al oírlo, todos los animales acudieron a compartir su dolor. Y seis ratones construyeron un cochecito para conducir a Gallinita a su última morada; y cuando el cochecito estuvo listo, se engancharon a él, y Gallito se puso de cochero. Pero en el camino se les presentó la zorra:
- ¿Adónde vas, Gallito?
- A enterrar a Gallinita.
- ¿Me dejas que te acompañe en el coche?
"Sí, pero detrás tendrás que sentarte,
o mis caballitos no podrán llevarte".
Sentóse la zorra detrás, y, sucesivamente, subieron el lobo, el oso, el ciervo, el león y todos los animales del bosque. Y así continuó la comitiva hasta llegar a un arroyo.
- ¿Cómo lo cruzaremos? - preguntó Gallito.
He aquí que había allí una paja, la cual dijo:
- Me echaré de través y podréis pasar por encima de mí.
Pero no bien los seis ratones hubieron llegado al centro del puente, hundióse la paja, cayéndose al río, y, con ella, los seis ratones, que se ahogaron. Ante el apuro, acercóse una brasa de carbón y dijo:
- Yo soy lo bastante larga para llegar de una orilla a la otra, pasaréis sobre mí.
Y se atravesó encima del agua; pero, habiendo tenido la desgracia de tocarla un poco, dejó oír un siseo y quedó muerta.
Al verlo una piedra, sintió compasión y, deseosa de ayudar a Gallito, púsose a Gallito, púsose a su vez sobre el agua. Uncióse el propio Gallito al coche, y cuando ya casi tenía a Gallinita en suelo firme, al disponerse a arrastrar a los que iban detrás, como era excesivo el peso de todos, desplomóse el coche y todos cayeron al agua y se ahogaron. Gallito se quedó solo con Gallinita; cavóle una sepultura, la enterró en ella y erigióle un túmulo encima. Posándose luego en su cumbre, estuvo llorándola hasta que se murió. Y helos aquí muertos a todos.