Doktor Alvidende


Mindentudó Doktor


Der var engang en fattig bonde, som hed Krebs. Han kørte med to okser et læs brænde ind til byen og solgte det til en dokter. Doktoren sad netop til bords, da han talte pengene op, og da bonden så, hvor dejligt han spiste og drak, fik han lyst til også at være doktor. Han blev stående der i nogen tid og spurgte endelig, om han ikke kunne lære at blive doktor. "Det er såmænd nemt nok," svarede doktoren. "Hvad skal jeg da gøre?" spurgte bonden. "For det første skal du købe dig en ABC, hvori der er en gårdhane, for det andet skal du sælge din vogn og dine okser, så du får penge til at købe dig klæder og hvad der ellers hører med til lægekunsten, for det tredie skal du på et skilt lade male: "Her bor doktor Alvidende," og sætte det op over din dør." Bonden gjorde det altsammen. Da han havde været doktor i nogen tid, blev der stjålet nogle penge fra en fornem herre. Han fik at høre, at der der i landsbyen boede en mand, som hed doktor Alvidende, og altså måtte vide, hvor pengene var. Han lod så spænde for, kørte hen til bonden og spurgte, om han var doktor Alvidende. Jo, det var han da. Så skulle han gå med og skaffe de stjålne penge igen. Bonden ville også have sin kone Grete med, og de steg så alle tre op i vognen og kørte af sted. Da de kom til slottet, stod bordet dækket, og han skulle først spise. "Grete skal også spise med,." sagde han, og satte sig til bords med hende. Da den første tjener kom med den gode mad, gav bonden sin kone et puf og sagde: "Det er den første." Han mente, at det var den første, som kom med maden, men tjeneren troede, at han mente, det var den første tyv, og da han virkelig havde stjålet, blev han bange og sagde til sine kammerater: "Den doktor ved alting. Det går galt. Han sagde, at jeg var den første." Den anden tjener ville slet ikke gå ind, men han måtte dog til det. Da han kom med fadet, puffede bonden til sin kone og sagde: "Det er den anden." Han blev ligeså bange, og kom ud i en fart. Den tredie gik det ikke en smule bedre. Bonden sagde: "Det er den tredie, Grete." Nu kom der en fjerde tjener med et tildækket fad og herren sagde til doktoren, at nu skulle han give en prøve på sin kunst og sige, hvad der var i fadet. Det var imidlertid krebs. Bonden så på fadet og vidste ikke sine levende råd. "Å, jeg stakkels krebs," sagde han. Da herren hørte det, råbte han: "Se han ved det. Så ved han også, hvor pengene er."
Tjenerne var imidlertid forfærdelig angst og gjorde tegn til doktoren, at han skulle komme ud til dem. Da han kom, tilstod de, at de havde taget pengene. De ville gerne give ham dem og mange flere, hvis han ville love ikke at forråde dem, for så var de om en hals. De førte ham så derhen, hvor de havde skjult pengene, og dermed var han fornøjet. Han gik igen ind, satte sig til bords og sagde: "Nu skal jeg se efter i min bog, hvor pengene er." Den femte tjener krøb ind i ovnen for at høre, om doktoren vidste mere endnu. Bonden sad og bladede i sin ABC-bog og ledte efter hanen. Da han ikke straks kunne finde den, sagde han: "Du er jo dog herinde, så du skal nok komme ud." Tjeneren i ovnen troede, at det var ham, sprang forskrækket ud og råbte: "Den mand ved alting." Doktor Alvidende viste nu herren, hvor pengene lå, men sagde ikke, hvem der havde stjålet dem. Han fik store belønninger, både af ham og tjenerne, og blev en berømt mand.
Volt egyszer egy szegény ember, Rák volt az ő neve. Ez a szegény ember egyszer bevitt a városba egy szekér fát, azt eladta egy doktornak. A doktor éppen asztalnál ült, mikor a fa árát kifizette s a szegény ember majd felfalta szemével a sok finom ételt, italt, mi az asztalon volt. Gondolta magában: hej, de jó dolga van a doktoroknak! Ha én is doktor lehetnék, bezzeg nekem is úri dolgom lenne, enném, innám egész nap, nem volna nálam boldogabb!
Mit gondolt, mit nem, elég az, hogy kérdi a doktortól:
- Ugyan bizony, nem lehetne-e belőlem doktor?
- Hogyne lehetne, felelt a doktor. Nincs annál könnyebb. Először is vegyen egy ábécés könyvet, azt; tudja kend, a melyikbe elől egy kakas van pingálva; adja el kend az ökrét, szekerét s vegyen rajta doktori ruhát s mindent, ami a doktorsághoz kell. Különösen pápaszemet el ne felejtsen venni kend. Akkor mutat még csak igazi doktort. Aztán csináltasson egy nagy táblát, arra írassa rá: Itt lakik a mindentudó doktor s ezt a táblát szegezze ki a kapujára.
Hazamegy a paraszt s utolsó betűig úgy tesz, mint a doktor tanácsolta. Bezzeg hogy híre ment a mindentudó doktornak hetedhét ország ellen, még azon is egy sánta arasszal túl. Hírét vitték mindenfelé, hogy tud Rák uram mindent, olyan titok nincs a világon, hogy ő ki ne találja. Nincs bizony.
Történik egyszer, hogy egy nagy úrnak ellopták a pénzét. Mikor már semmiképen sem találták, valaki elmondja a nagy úrnak, hogy van itt meg itt egy mindentudó doktor, úgy hívják, hogy Rák, ezt hozassa magához, majd megmondja, hogy hol a pénz. Nosza, kétszer sem mondatja ezt a nagy úr, befogat, mindentudó doktorhoz hajtat, bemegy hozzá, kérdi, igaz-e, amit róla beszélnek.
- Mind egy szóig igaz, mondotta Rák uram.
Egyszeribe megegyeznek s Rák uramat elviszik a nagy úr kastélyába, vele a feleségét is, ott mindjárt beültetik őket a legszebb szobába, asztalt terítnek, Rák uram s a felesége melléje telepednek. Ahogy leültek, jön az első inas egy tál étellel s Rák uram meglöki a feleségét.
- Itt az első.
Az inas majd kiejtette kezéből a tálat, úgy megijedt. Azt hitte, a mindentudó doktor azt akarta mondani: itt az első tolvaj.
Bezzeg ő volt a tolvaj, no meg a többi inas.
Kimegy az inas s mondja a többinek: - Végünk van! A doktor mindent tud. Amint beléptem, azt mondta a feleségének: ez az első!
A másik inas nem is akart bemenni, de mégis csak be kellett mennie. Ahogy belépett a tállal, Rák uram meglökte a feleségét:
- Ez a második!
Isten csudája, hogy az inas el nem ejtette a tálat, úgy megijedt.
- Végünk van, mondotta odaki, ez az ember csakugyan mindent tud. Mikor én beléptem, azt mondta: ez a második.
Éppen így járt a harmadik is.
A negyedik inasnak egy lefödött tálat kellett bevinni; bement az úr is, mert próbára akarta tenni, hadd lám, tudja-e a doktor, hogy mi van a tálban. Hej, izzadt szegény doktor, vakarta fejét s nagykínjában elsóhajtotta magát: no, szegény Rák!
- Úgy van, mondotta az úr nagy örömmel, - csakugyan rák van benne. Na most már hiszem, hogy azt is tudja, hol a pénz.
Azzal az úr kiment, de jöttek mindjárt az inasok, kihívták a doktort, közrefogták, s bevallották, hogy ők négyen lopták el a pénzt; részt adnak neki belőle, csak ne árúlja el őket. Meg is mutatták neki, hogy hová rejtették el a pénzt.
Azzal bement Rák uram a szobájába. Ott volt megint az úr s kérdezte: nos, mi ujság, doktor úr?
Rák uram leült az asztal mellé, elévette az ábécés könyvét, a homlokára feltolta a pápaszemet s mondta:
- Mindjárt megnézem ebben a könyvben.
Közben - hogy szavamat ne felejtsem - az ötödik inas elbújt a kemencében, hallani akarta, hogy vajjon csakugyan tud-e mindent a doktor. Rák uram elkezdte forgatni a könyvet előre, hátra, kereste a kakas képet. Jó sokáig nem találta a kakast s mérgesen ráütött a könyvre.
- Pedig itt vagy benne, elé kell kerűlnöd.
Az ötödik inas azt hitte, hogy róla van szó, kiugrott a kemencéből szörnyű ijedten s elkiáltotta magát: Csakugyan mindent tud!
Erre Rák uram becsapta a könyvet, elvezette az urat oda, a hová az inasok a pénzt rejtették, az úr is jól megfizette, az inasok is jól megfizették, alig birták el, annyi pénzt kapott.
Igy volt, vége volt, mese volt. Aki nem hiszi, járjon utána.