Gærdesmutten og bjørnen


Çalıkuşu ve Ayı


En sommerdag gik bjørnen og ulven ud at spadsere i skoven. Pludselig hørte de en fugl, der sang så dejligt, og bjørnen sagde: "Hvad er det for en fugl, som synger så kønt, bror ulv." "Det er fuglenes konge," sagde ulven, "den må vi bøje os for." Det var imidlertid gærdesmutten. "Hvis det er tilfældet, vil jeg også gerne se dens palads," sagde bjørnen, "lad os gå derhen." "Det er ikke så nemt, som du tror," svarede ulven, "du må vente, til dronningen kommer." Kort efter kom kongen og dronningen med næbbet fuldt af føde til deres unger. Bjørnen ville straks gå ind, men ulven trak den i ærmet og sagde: "Nej, du må vente til kongen og dronningen er gået igen." De lagde så nøje mærke til det hul, hvor reden var, og travede så af sted. Men bjørnen havde ingen ro på sig, den ville se det kongelige slot, og lidt efter vendte de tilbage. Nu var kongen og dronningen for alvor fløjet ud, og da den kiggede ind i reden, så den, at der lå en fem seks unger derinde. "Er det det kongelige slot?" råbte bjørnen. "Det er da et usselt palads. I er heller ikke kongebørn, I er uægte børn." Da gærdesmutterne hørte det, råbte de rasende: "Det er ikke sandt vores forældre er hæderlige folk, det skal du komme til at stå til regnskab for." Bjørnen og ulven blev bange og vendte om og satte sig i deres huler. De små gærdesmutter blev ved med at skrige og larme, og da forældrene kom hjem med mad, sagde de: "Om vi så skal sulte ihjel, rører vi ikke så meget som et flueben, før I har sagt os, om vi er ægte børn eller ej. Bjørnen har været her og fornærmet os." "Vær kun rolig, lille børn, den sag skal jeg nok klare," sagde den gamle konge og fløj sammen med dronningen hen til bjørnens hule og råbte: "Hvorfor har du fornærmet mine børn, gamle brumbasse. Det skal komme dig dyrt til at stå, det må afgøres i en blodig krig." Nu var krigen altså erklæret, og alle firføddede dyr, okser og æsler, hjorte og råer blev kaldt sammen. Gærdesmutten samlede alt, hvad der flyver i luften, ikke blot alle store og små fugle, men også myg, gedehamse, bier og fluer.
Da krigen skulle til at begynde, sendte gærdesmutten spejdere ud for at få at vide, hvem der var fjendens anfører. Myggen var den listigste af dem allesammen, den sværmede rundt i skoven, hvor fjenden forsamlede sig, og satte sig til sidst under et blad på det træ, hvorved der blev holdt krigsråd. Bjørnen kaldte nu på ræven og sagde: "Du er den listigste af os allesammen. Du skal være vor anfører." "Vel," sagde ræven, "men hvad for et tegn skal vi aftale?" Det var der ingen, som vidste, men så sagde ræven: "Jeg har sådan en dejlig lang, rød, busket hale. Den ser næsten ud som en fjerbusk. Når jeg løfter den i vejret, går det godt, og så skal I marchere frem, men lader jeg den hænge ned, skal I flygte alt, hvad I kan." Da myggen havde hørt det, fløj den hjem igen og fortalte alting meget nøjagtigt til gærdesmutten.
Da den dag kom, hvor slaget skulle stå, kom alle de firføddede dyr farende, hu, hej, så jorden rystede. Gærdesmutten kom flyvende med sin hær, den peb og skreg og summede, så man blev angst og bange, og hærene gik løs på hinanden. Gærdesmutten sendte imidlertid gedehamsen af sted, for at den skulle sætte sig under rævens hale og stikke af alle livsens kræfter. Ved det første stik gav det et sæt i ræven, så den lettede lidt på det ene ben, men den kunne dog holde halen i vejret, anden gang måtte den lade den synke et øjeblik, men tredie gang kunne den ikke holde det ud, skreg og stak halen imellem benene. Da dyrene så det, troede de, at alt var tabt, og løb af sted hver til sin hule, og således vandt fuglene slaget.
Kongen og dronningen fløj nu hjem til deres børn og råbte: "Glæd jer børn og spis og drik af hjertenslyst. Vi har vundet slaget." "Nej," svarede de små gærdesmutter, "vi spiser ikke en bid, før bjørnen kommer herhen og beder os om forladelse og siger, at vi er ægte børn." Gærdesmutten fløj nu hen til bjørnens hule og råbte: "Kom hen til mine børn og bed dem om forladelse og sig, at de er ægte børn, gamle brumbasse, ellers skal jeg sparke dine ribben itu." Bjørnen var forfærdelig angst og skyndte sig at krybe frem og gøre, hvad gærdesmutten forlangte. Nu var de små gærdesmutter rigtig fornøjede, satte sig sammen i reden, spiste og drak og morede sig til langt ud på natten.
Bir yaz günü ayıyla kurt ormanda dolaşıyordu. Derken ayı bir kuşun çok güzel öttüğünü duydu. "Kurt kardeş, bu nasıl bir kuş? Ne de güzel ötüyor?" diye sordu. Kurt, "O kuşların kralıdır; onu sevip saymalıyız" dedi. Bu bir çalıkuşuydu. "Öyleyse onun sarayını görmek isterim, beni oraya götür!" diye tutturdu ayı. "Öyle kolay değil bu iş. Önce kraliçe gelsin bakalım" dedi kurt. Az sonra kraliçe gelip kondu; gagasında yem vardı; kral da geldi. Yavrularını beslediler. Ayı hemen onların yanına varmak istedi, ama kurt onu kolundan tutarak engelledi: "Hayır, bekle de ana babaları gitsin!" dedi. Böylece yuvanın bulunduğu deliği gözleyip beklediler. Ama ayı sabırsızlandı ve kral sarayını görmek istedi; çok geçmeden oraya vardı. Kralla kraliçe uçup gitmişti; ayı içeri girince orada beş altı tane yavru kuş gördü. "Kral sarayı bu mu yani? Berbat bir saray! Sizler de sözüm ona kral çocuğusunuz ha? Sizi gidi soysuzlar sizi!" diye söylendi.
Yavru kuşlar bunu duyunca çok kızarak, "Biz soysuz değiliz! Ailemiz soylu bir ailedir; sen görürsün gününü" diye bağırıştı.
Ayıyla kurt biraz çekinerek mağaralarına döndüler. Ama yavru kuşlar cıyak cıyak öttü ve ana babaları gelince:
"Hadi bakalım, biz yemek yemeyeceğiz. Önce bizim soylu olup olmadığımıza karar verin! Ayı hurdaydı, bizi azarladı" diye yakındı.
Yaşlı kral "Sakin olun, bu işi hallederiz" dedi. Ve eşiyle birlikte ayının mağarasına uçtu. Oraya varınca, "Bana bak, ayı! Çocuklarımı niye azarladın sanki? Bu yüzden sana karşı kanlı bir savaş açacağız!" dedi.
Böylece savaş ilan edildi. Tüm dört ayaklılar toplandı: öküz, eşek, at, geyik, ceylan ve diğerleri. Çalıkuşu da havada uçan tüm kuşları çağırdı: sadece büyük kuşları değil, sivrisinekleri, eşek arılarını, bal arılarını ve sinekleri de.
Savaş zamanı gelip çatınca çalıkuşu düşman generalinin kim olduğunu saptamak üzere casus gönderdi. İçlerinden en kurnazı sivrisinekti; düşmanın bulunduğu ormana uçtu; oradaki bir ağaç yaprağının üzerine konarak parolayı öğrendi.
O sırada ayı, tilkiyi çağırarak şöyle konuştu: "Tilki, sen dört ayaklı hayvanlar içinde en kurnazısın; general sen ol ve kumandayı ele al!"
"Olur" dedi tilki. "Benim kuyruğum oldukça uzun ve tüylüdür; sorguçlu miğfere benzer. Ben kuyruğumu kaldırırsam, anlayın ki her şey yolundadır. O zaman hücuma kalkarsınız. Kuyruğumu indirirsem kaçın kaçabileceğiniz kadar!"
Sivrisinek bunları duyduktan sonra hemen geri dönerek çalıkuşuna hepsini anlattı.
Çatışmanın başlayacağı sabah, üü-üf, o dört ayaklılar öyle bir gürültüyle yürüyüşe kalktı ki, yer yerinden oynadı. Çalıkuşu da kendi ordusuyla havadan öyle cıyak cıyak öterek ve vızıldayarak geldi ki, korkmamak elde değildi. İki düşman birbirine girdi. Çalıkuşu önce eşek arılarını gönderdi; onlar tilkinin kuyruğunu sokacaktı!
Ve de tilki kuyruğu sokulur sokulmaz irkildi, bir bacağım yukarı kaldırdı. Yine de dişini sıkıp dayandı ve kuyruğunu havada tutmaya devam etti. Ama ikinci kez sokulduğunda onu biraz aşağı indirdi.
Üçüncü sokuluştan sonra daha fazla dayanamadı; haykırarak kuyruğunu bacaklarının arasına sıkıştırdı. Öbür hayvanlar bunu görünce savaşı kaybettiklerini sanarak kaçmaya başladı. Her biri kendi mağarasına koştu. Kuşlar savaşı kazanmıştı!
Kral ve kraliçe çalıkuşu yavrularının yanına vararak:
"Artık sevinin çocuklar! İstediğiniz kadar yiyip için; savaşı biz kazandık!" dedi.
Ama yavru çalıkuşları, "Henüz yemeyiz; önce ayı yuvamızın önüne gelip özür dilesin ve bizim namuslu çocuklar olduğumuzu söylesin!" diye karşılık verdi. Bunun üzerine çalıkuşu ayının inine uçtu ve "Heey, ayı! Git çocuklarımdan özür dile ve onların namuslu olduğunu ilan et, yoksa seni ayağımızın altına alırız!" diye seslendi.
Ayı çok korkarak oraya gidip özür diledi.
Yavru çalıkuşları sevindi; hepsi gecenin geç saatine kadar yiyip içti ve eğlendi.