Den fattige møllerdreng og katten


The poor miller's boy and the cat


I en mølle boede der engang en møller, som hverken havde kone eller børn. Han havde tre møllersvende i sin tjeneste, og da de havde været nogle år hos ham, sagde han til dem: "Nu er jeg gammel og vil sætte mig hen i kakkelovnskrogen. Drag ud i verden, og den, der bringer mig den bedste hest, vil jeg give møllen, men han skal til gengæld også pleje mig, til jeg dør." Den tredie af svendene var endnu i lære, og de andre troede, han var et rigtigt fæ, og undte ham ikke møllen, og han brød sig forresten heller ikke om den. De drog nu alle tre af sted sammen, og da de kom udenfor landsbyen, sagde de til den dumme Hans: "Du kan blive her. Du finder dog aldrig i dine levedage nogen hest." Men Hans gik alligevel med, og om natten kom de til en hule, hvor de lagde sig til at sove. De to kloge fyre ventede, til Hans var faldet i søvn, så stod de op, gik deres vej og lod Hans ligge, og mente, de havde båret sig rigtig fiffigt ad. Men det gik dem alligevel ikke så forfærdelig godt. Da solen stod op, og Hans vågnede, lå han alene i den mørke hule. Han så sig om og råbte: "Hvor er jeg dog." Så stod han op, kravlede ud af hulen, gik ind i skoven og tænkte: "Nu er jeg ganske alene og forladt her. Hvordan skal jeg dog kunne finde en hest." Da han gik videre i disse triste tanker, mødte han en lille broget kat, som venligt sagde: "Hvor skal du hen, Hans." - "Du kan såmænd alligevel ikke hjælpe mig," sagde drengen. "Jeg ved godt, hvad der er i vejen," sagde katten, "du vil have en smuk hest. Kom med mig og tjen mig i syv år, så vil jeg give dig en, som du aldrig har set mage til." - "Det var da en løjerlig kat," tænkte Hans, "men jeg har dog nok lyst til at se, om det er sandt, hvad den siger." Han fulgte nu med til et fortryllet slot, hvor alle tjenerne var katte. De sprang behændigt op og ned ad trapperne og var glade og i godt humør. Da de spiste til aften, spillede tre af dem, den ene spillede bas, den anden violin, den tredie blæste på trompet, så kinderne struttede. Da de havde spist, blev bordet ryddet væk, og katten sagde: "Kom så og dans med mig, Hans." - "Nej, jeg danser ikke med en missekat, det har jeg endnu aldrig gjort." - "Lad ham så komme i seng," sagde den til tjeneren. De lyste ham så ind i sovekammeret, og en tog hans sko af og en anden hans strømper, og så pustede de lyset ud. Om morgenen kom de igen og hjalp ham med at klæde sig på. En gav ham strømperne på, en bandt hans strømpebånd, en anden hentede hans sko, en vaskede ham og en tørrede hans ansigt med sin hale. "Det er rigtig behageligt," sagde Hans. Han måtte imidlertid også bestille noget. Hver dag huggede han pindebrænde. Han fik en økse, en kile og en sav af sølv og en kølle af kobber. Nå, han huggede altså brænde og fik sin gode mad og drikke der i huset, men han så aldrig andet end den brogede kat og dens tjenere. En dag sagde den til ham: "Gå ud på engen og slå græsset og sørg for, at det bliver tørt." Derpå fik han en le af sølv og en hvæssesten af guld, og fik befaling til at levere det altsammen tilbage igen. Hans gjorde sit arbejde, og da han var færdig bragte han leen og stenen og høet hjem og spurgte, om han ikke måtte få sin løn. "Du skal gøre en ting endnu," sagde katten, "her er bygningstømmer af sølv, økse, vinkeljern og alt, hvad du behøver, altsammen af sølv. Byg mig så et lille hus." Hans byggede huset og sagde, at nu havde han gjort, hvad han skulle, men han havde endnu ikke fået nogen hest. De syv år var imidlertid gået for ham, som om de havde været et halvt. Katten spurgte, om han ville se dens heste. Det ville Hans gerne. Den lukkede så huset op, og derinde stod tolv heste, og de var så smukke og spejlblanke, at hjertet hoppede i livet på ham. Han fik så noget at spise og drikke, og katten sagde: "Gå så kun hjem, men du får ikke hesten med. Den bringer jeg dig om tre dage." Hun viste ham vejen til møllen, og han gik så af sted. Han havde imidlertid ikke fået nye klæder, men måtte gå i den gamle, pjaltede frakke, han havde haft på, da han kom, og den var han jo helt vokset ud af i de syv år. De to andre møllersvende var allerede kommet hjem, og de havde hver en hest med, men den ene var blind og den anden lam. "Hvor er din hest?" spurgte de. "Den kommer om tre dage," svarede han, men så gav de sig til at le. "Hvor vil du få en hest fra?" sagde de, "det bliver vist en rar en." Hans gik ind i stuen, men mølleren ville ikke have, at han måtte sætte sig hen til bordet, for han var så pjaltet og laset, at man måtte skamme sig, hvis der skulle komme nogen. Han fik så en smule mad, og da de om aftenen skulle i seng, ville de to andre ikke give ham plads. Til sidst måtte han krybe ind i gåsestien og lægge sig på det bare halm. Da han vågnede, var de tre dage gået. Der kom så kørende en vogn med seks pragtfulde heste og en tjener kom bagefter med en syvende til den fattige møllerdreng. Ud af vognen steg en dejlig prinsesse, og det var ingen anden end den brogede kat, som Hans havde tjent i syv år. Hun spurgte mølleren, hvor møllerdrengen var. "Han ligger ude i gåsestien," svarede han, "han var så pjaltet, at vi ikke kunne tage ham herind." Prinsessen sagde, at de skulle hente ham, og han kom så og holdt sine pjalter sammen om sig, så godt, han kunne. Tjenerne tog nu nogle prægtige klæder frem, vaskede ham og klædte ham på, og da han var færdig, var han så smuk som nogen konge. Prinsessen forlangte nu at se de to møllersvendes heste, og den ene var blind og den anden lam. Hun lod så tjenerne bringe den syvende hest, og mølleren sagde, at så smuk en ganger havde han aldrig set. "Det er den tredie møllersvends," sagde hun. "Så skal han have møllen," sagde mølleren, men prinsessen sagde til ham, at han måtte gerne beholde hesten og også møllen. Derpå satte hun sig op i vognen med den trofaste Hans, og de kørte af sted. De kørte til det lille hus, som han havde lavet med sølvværktøjet. Det var blevet til et stort slot, hvor alt var af sølv og guld. Så holdt de bryllup, og de var så rige, så rige, at de havde nok til hele deres liv. Så ingen skal sige, at den der er dum, ikke kan blive til noget.
In a certain mill lived an old miller who had neither wife nor child, and three apprentices served under him. As they had been with him several years, he one day said to them, "I am old, and want to sit in the chimney-corner, go out, and whichsoever of you brings me the best horse home, to him will I give the mill, and in return for it he shall take care of me till my death." The third of the boys was, however, the drudge, who was looked on as foolish by the others; they begrudged the mill to him, and afterwards he would not have it. Then all three went out together, and when they came to the village, the two said to stupid Hans, "Thou mayst just as well stay here, as long as thou livest thou wilt never get a horse." Hans, however, went with them, and when it was night they came to a cave in which they lay down to sleep. The two sharp ones waited until Hans had fallen asleep, then they got up, and went away leaving him where he was. And they thought they had done a very clever thing, but it was certain to turn out ill for them. When the sun arose, and Hans woke up, he was lying in a deep cavern. He looked around on every side and exclaimed, "Oh, heavens, where am I?" Then he got up and clambered out of the cave, went into the forest, and thought, "Here I am quite alone and deserted, how shall I obtain a horse now?" Whilst he was thus walking full of thought, he met a small tabby-cat which said quite kindly, "Hans, where are you going?" - "Alas, thou canst not help me." - "I well know your desire," said the cat. "You wish to have a beautiful horse. Come with me, and be my faithful servant for seven years long, and then I will give you one more beautiful than any you have ever seen in your whole life." - "Well, this is a wonderful cat!" thought Hans, "but I am determined to see if she is telling the truth." So she took him with her into her enchanted castle, where there were nothing but cats who were her servants. They leapt nimbly upstairs and downstairs, and were merry and happy. In the evening when they sat down to dinner, three of them had to make music. One played the bassoon, the other the fiddle, and the third put the trumpet to his lips, and blew out his cheeks as much as he possibly could. When they had dined, the table was carried away, and the cat said, "Now, Hans, come and dance with me." - "No," said he, "I won't dance with a pussy cat. I have never done that yet." - "Then take him to bed," said she to the cats. So one of them lighted him to his bed-room, one pulled his shoes off, one his stockings, and at last one of them blew out the candle. Next morning they returned and helped him out of bed, one put his stockings on for him, one tied his garters, one brought his shoes, one washed him, and one dried his face with her tail. "That feels very soft!" said Hans. He, however, had to serve the cat, and chop some wood every day, and to do that, he had an axe of silver, and the wedge and saw were of silver and the mallet of copper. So he chopped the wood small; stayed there in the house and had good meat and drink, but never saw anyone but the tabby-cat and her servants. Once she said to him, "Go and mow my meadow, and dry the grass," and gave him a scythe of silver, and a whetstone of gold, but bade him deliver them up again carefully. So Hans went thither, and did what he was bidden, and when he had finished the work, he carried the scythe, whetstone, and hay to the house, and asked if it was not yet time for her to give him his reward. "No," said the cat, "you must first do something more for me of the same kind. There is timber of silver, carpenter's axe, square, and everything that is needful, all of silver, with these build me a small house." Then Hans built the small house, and said that he had now done everything, and still he had no horse. Nevertheless the seven years had gone by with him as if they were six months. The cat asked him if he would like to see her horses? "Yes," said Hans. Then she opened the door of the small house, and when she had opened it, there stood twelve horses, such horses, so bright and shining, that his heart rejoiced at the sight of them. And now she gave him to eat and drink, and said, "Go home, I will not give thee thy horse away with thee; but in three days' time I will follow thee and bring it." So Hans set out, and she showed him the way to the mill. She had, however, never once given him a new coat, and he had been obliged to keep on his dirty old smock-frock, which he had brought with him, and which during the seven years had everywhere become too small for him. When he reached home, the two other apprentices were there again as well, and each of them certainly had brought a horse with him, but one of them was a blind one, and the other lame. They asked Hans where his horse was. "It will follow me in three days' time." Then they laughed and said, "Indeed, stupid Hans, where wilt thou get a horse?" - "It will be a fine one!" Hans went into the parlour, but the miller said he should not sit down to table, for he was so ragged and torn, that they would all be ashamed of him if any one came in. So they gave him a mouthful of food outside, and at night, when they went to rest, the two others would not let him have a bed, and at last he was forced to creep into the goose-house, and lie down on a little hard straw. In the morning when he awoke, the three days had passed, and a coach came with six horses and they shone so bright that it was delightful to see them! and a servant brought a seventh as well, which was for the poor miller's boy. And a magnificent princess alighted from the coach and went into the mill, and this princess was the little tabby-cat whom poor Hans had served for seven years. She asked the miller where the miller's boy and drudge was? Then the miller said, "We cannot have him here in the mill, for he is so ragged; he is lying in the goose-house." Then the King's daughter said that they were to bring him immediately. So they brought him out, and he had to hold his little smock-frock together to cover himself. The servants unpacked splendid garments, and washed him and dressed him, and when that was done, no King could have looked more handsome. Then the maiden desired to see the horses which the other apprentices had brought home with them, and one of them was blind and the other lame. So she ordered the servant to bring the seventh horse, and when the miller saw it, he said that such a horse as that had never yet entered his yard. "And that is for the third miller's boy," said she. "Then he must have the mill," said the miller, but the King's daughter said that the horse was there, and that he was to keep his mill as well, and took her faithful Hans and set him in the coach, and drove away with him. They first drove to the little house which he had built with the silver tools, and behold it was a great castle, and everything inside it was of silver and gold; and then she married him, and he was rich, so rich that he had enough for all the rest of his life. After this, let no one ever say that anyone who is silly can never become a person of importance.