从前有一位母亲，她有一个人见人爱、英俊漂亮的儿子。 那年他七岁了，她视她的小宝贝为自己的生命，比世上任何东西都珍贵。 但是天有不测风云，他忽然病了，而且病入膏肓，上帝将他召唤了去。 母亲悲痛欲绝，日夜哭泣。 时过不久，孩子下葬了，可是夜里他又会出现在生前玩耍的地方，陪着母亲一同哭泣，到了早晨则又消失了。 母亲非常悲伤，每时每刻都在不停地哭。 一天夜里他身着一件入葬就穿着的白色小寿衣，头上戴着一顶花环来到床前，站在母亲的脚旁说："噢，母亲，请别哭啦，否则我在墓中无法入睡，因为您的泪水把我的寿衣都打湿啦。"母亲听到后担起心来，不再流泪了。 第二天晚上孩子又来了，手里举着一盏小灯，说："母亲，您看看我的寿衣快干啦，我可以在墓中休息了。"从此，母亲把悲痛交给了上帝，自己默默地承受了心中的创伤。
Der var engang en mor, som havde en lille dreng på syv år. Han var så sød og god, at alle, der så ham, holdt af ham, og hans mor elskede ham også over alt på jorden. Men pludselig blev han syg, og den gode Gud tog ham op til sig. Den stakkels mor var fortvivlet og græd dag og nat. Kort tid efter, at den lille dreng var begravet, viste han sig om natten for sin mor på de steder, hvor han havde løbet omkring og leget, mens han levede. Når hun græd, græd han også, og om morgenen forsvandt han igen. Men da hans mor slet ikke ville holde op med at græde, kom han en nat i sin hvide ligskjorte, som han havde haft på, da han blev lagt i kisten, og med sin lille krans på hovedet, satte sig ved foden af hendes seng og sagde: "Hold op med at græde, lille mor, ellers kan jeg ikke falde i søvn i min kiste. Min ligskjorte er så våd af alle dine tårer." Moderen blev forfærdet og holdt op med at græde. Næste nat kom drengen igen med et lille lys i hånden og sagde: "Kan du se, nu er min skjorte snart tør, så får jeg ro i min grav." Da bad moderen til Gud og bar sin sorg stille og tålmodigt. Barnet kom ikke mere igen, men sov roligt i sin seng nede i jorden.