从前，有一个年轻的锁匠，他对父亲说他要离开家到世界上闯荡，寻找他的幸福。 "很好呀，"父亲答道，"我非常赞同你的想法。"随后给他一些旅费，于是他走遍各处，四处寻找工作。 过了一段时间，他决定不再作锁匠了，因为他已经厌烦，并开始对狩猎感上兴趣。 一次在途中，他遇到了一个穿绿衣的猎人，猎人问他从哪儿来到何处去。 年轻人回答他是一个正在学徒的锁匠，可是他对这一行已经失去了兴趣，狩猎成了他喜欢的工作，他因而要求猎人教他打猎。 "哦，好啊。"猎人说，"如果你愿意跟我走的话。"年轻人跟他去苦练了多年，学成后，他希望能到别处施展本领。 猎人没有别的什么东西可送给他，只将一杆汽枪赠给了他作为礼物，用这杆枪他可以任何时候都百发百中。 他带着枪出发到了一座森林，这座大森林非常之大，一天都走不到头。 入夜，为了防止野兽的袭击，他爬上一棵高树。 到了午夜，他发现远处有一点亮光在闪烁，透过密密的树枝仔细观察，他将亮光的方向牢记在脑子里。 然后他摘下帽子，朝着亮光扔去，这样可以从树上下来，按着帽子的方向走。 他爬下树来捡起帽子，戴在头上，然后一直地住前走去。 发现越往前走亮光越大，当靠近的时候，他看见有一堆很大的篝火，旁边坐着三个巨人，火上架着铁叉，他们正在烤一只牛。 这时一个巨人说："我先尝尝这肉熟了没有。"说完撕了一块，正要往嘴里放，猎人一枪把肉从他手里打掉了。 "啊哈，"巨人说，"好大的风呀，把肉从我手中给刮掉啦！"说完他又拿了一块准备咬，猎人又是一枪给射飞了。 巨人回手给旁边的另一个巨人一记耳光，恼怒地嚷道："你为何把我的肉给打掉？""不是我打的，"另一个辩解，"一定是个神枪手给射掉的。"巨人又拿起一块，猎人又是一枪从他手中射飞。 这时巨人说："能从我嘴里！把肉射掉，那一定是个神枪手了，这人将对我们有用。"随后他大声叫道："神枪手，出来吧，到火边同我们坐在一起，饱餐一顿，我们不会伤害你的；如果你不出来，我们可就要动武了，那你就死定啦！"听到此话年轻人走出来，跟他们说他是个技艺高超的猎人，无论什么东西只要他瞄准，就百发百中。 于是他们表示如果他能入伙，他们决不会错待他。 并告诉他林子外边有一个大湖，湖后面有一座塔，塔里关着一位可爱的公主，他们非常想把公主抢出来。 "可以呀，"他答应，"我这就把她给你们救出来。"然后他们又叮嘱道："可还有点事，那里有只小狗，只要有人走近它就叫。它一叫，王宫里的所有人就都醒啦，这就是我们到不了近前的原因，你能把它给打死吗？""没问题，"他说，"这对我来说，小事一桩。"吃完肉，他登上一条船，划向湖的对岸。 他一上岸小狗就跑了过来，它刚要叫的时候，猎人举起枪把它射死了。 巨人们看在眼里，十分兴奋，就好像他们已经顺利地得到了国王的女儿。 可是猎人希望自己首先将情况了解清楚，并告诫他们守在外边，没有他的信号，不要轻举妄动。 他走进城堡，发现里面静悄悄地毫无声响，大家都在梦乡之中。 他打开第一间屋的门，墙上挂着一把纯银锻造的剑，上面镶刻着一颗金星和国王的名字。 在旁边的一张桌子上有一封密封着的信，他打开信，发现里面写着无论是谁得到这把宝剑，用它能够杀死任何敌人。 于是他从墙上摘下剑来，挂在自己的腰边，继续往前走。 他接着进入国王女儿的卧室，她正在里面睡觉，她那美如天仙的身姿，不由地使猎人停住脚步。 他屏住呼吸，一动不动地注视着她。 他暗暗地想："我怎能把如此天真无辜的姑娘交给野蛮的巨人们，任他们蹂躏呢？他们不怀好意。"他又看了看四周，发现床底下有一双拖鞋，右边那只上绣着他父亲的名字和一颗星，左边那只上绣着她自己的名字和一颗星。 她围着一条真丝的大围巾，上面用金线绣着花，右边是她父亲的名字，左边是她自己的名字，所有字母都是用金线绣上去的。 他拿起一把剪刀，剪下右边一块放进他的背包中，然后又拿起绣着她父亲名字的拖鞋，也放进背包中。 姑娘仍旧睡得很香，她全身裹在睡衣中，他又从睡衣上面剪下一块，同其它的东西放在一起，可是他没有碰姑娘一下。 在姑娘香甜的梦乡中，他轻手轻脚地离开了。 当他到了大门旁，巨人们仍旧在外边等着他，他们以为他会把公主带出来。 他叫他们进来，说姑娘已经在他们的控制之下，可是他无法把门打开，不过有一个洞他们可以钻进来。 第一个走过来，猎人抓住巨人的头发，把他的脑袋揪了进来，然后用他的剑一下子给砍了下来，又将身子拉了进去。 他又叫第二个过来，用同样的方法砍下他的头，随后他又杀死了第三个。 此时他感到一阵欣慰，因为他把美丽的姑娘从她敌人的手中解救了出来，随后他把巨人的舌头割下来装进背包里。 现在他想到："我要回家去看父亲，让他知道我取得的成绩，然后我就走遍世界。愿我能一帆风顺地得到上帝的恩典。"
Der var engang en ung fyr, som havde lært smedehåndværket. Han sagde en dag til sin far, at han ville drage ud i verden og prøve sin lykke. "Det er meget fornuftigt," sagde faderen, og gav ham nogle penge med på rejsen. Han drog så af sted for at søge efter arbejde. Men smedehåndværket gik ikke rigtigt for ham, så han tabte lysten til det og ville hellere være jæger. En dag, da han gik henad vejen, mødte han en jæger i grøn frakke, der spurgte hvor han skulle hen. Den unge mand fortalte, at han var smedesvend, men han var forresten ked af det, og ville hellere være jæger. Han ville meget gerne straks gå i lære hos jægeren. Det gik denne ind på, og den unge smed tjente ham i nogle år og lærte ham kunsten af. Så ville han prøve sin lykke på egen hånd. Til løn for sin tjeneste fik han ikke andet end en bøsse, men den havde den egenskab, at den altid ramte. Den unge jæger drog så af sted og kom til en stor skov. Hele dagen gik han uden at kunne komme ud af den, og om aftenen satte han sig op i et højt træ, så de vilde dyr ikke kunne få fat i ham. Henimod midnat syntes han, at han så et lys skinne i nogen afstand. Han lagde nøje mærke til, hvor det var, og for at være sikker på ikke at gå forkert, kastede han sin hat i retning af lyset, Derpå kravlede han ned af træet, gik hen til hatten, satte den på igen og gik så lige ud for næsen. Jo længere han gik, jo større blev lyset, og til sidst så han, at det var et vældigt stort bål. Tre kæmper sad rundt om og drejede en okse på et spid. "Det er bedst, jeg smager om kødet snart er mørt," sagde den ene, rev et stykke af og skulle lige til at putte det i munden, så skød jægeren det ud af hånden på ham. "Nu river vinden det sandelig fra mig," sagde han og tog et andet stykke, men også det skød jægeren bort. Da blev kæmpen vred og gav den, der sad ved siden af ham, enørefigen. "Hvorfor river du det fra mig," råbte han. "Jeg har ikke taget det," svarede den anden, "det er vel en eller anden jæger, som har skudt det ud af hånden på dig." Kæmpen tog nu det tredie stykke kød, men heller ikke det, kunne jægeren lade ham beholde. "Det må være en god jæger, der sådan kan skyde maden ud af hånden på mig," sagde han, "ham kunne vi nok bruge." Han råbte så højt: "Kom kun frem, jæger, og spis med, vi skal ikke gøre dig noget. Men hvis vi må bruge magt, for at få fat i dig, er det ude med dig." Den unge mand gik så hen til kæmperne og sagde, at han var jæger. Han kunne ramme alt, hvad han sigtede på. Kæmperne sagde, at hvis han ville følge med dem, skulle han få det godt. De fortalte ham nu, at der udenfor skoven var et dybt vand. På den anden side lå der et tårn, og derinde sad en dejlig prinsesse, som de meget gerne ville have fingre i. "Det skal jeg nok klare," sagde jægeren. "Det er ikke så lige en sag," sagde en af kæmperne, "for der ligger en lille hund, som straks begynder at gø, når nogen nærmer sig, og så vågner hele hoffet. Derfor kan vi ikke komme ind. Tror du, at du kan dræbe hunden?" - "Det er min mindste kunst," sagde jægeren. Han sejlede nu ud på vandet, og da han ville lægge til ved den anden bred kom hunden farende, men han tog i en fart sin bøsse og dræbte den. Kæmperne blev meget glade og tænkte, at nu havde de allerede prinsessen, men jægeren ville dog først se, hvordan det hele gik, og sagde, at de skulle blive udenfor, til han kaldte på dem. Han gik ind i slottet. Der var dødsstille, alle sov. I det første værelse hang der på væggen en sølvsabel, hvori der var indridset en guldstjerne og kongens navn. På bordet lå et forseglet brev, det åbnede han, og deri stod, at den der ejede denne sabel, kunne overvinde alt. Han tog sablen om livet, gik videre, og kom ind i det værelse, hvor prinsessen lå. Hun var så dejlig, at han stod stille og så på hende, og knapt turde trække vejret. "Jeg tør ikke give denne uskyldige pige i kæmpernes vold," tænkte han, "de har sikkert ondt i sinde." Han så sig om og fik øje på et par tøfler, der stod under sengen. På den højre stod hendes fars navn og en stjerne, og på den venstre hendes eget navn og en stjerne. Der lå også et stort silketørklæde, og på højre side stod med guldbogstaver hendes fars navn, på venstre side hendes eget. Jægeren klippede det stykke af, hvor kongens navn stod, og stak den højre tøffel i lommen. Prinsessen lå stadig og sov. Hendes særk var syet helt fast om hende. Han skar nu også et stykke af den og puttede den i lommen, men gjorde det så forsigtigt, at han slet ikke rørte ved hende. Så gik han sin vej, og lod hende sove i ro. Da han kom hen til porten, stod kæmperne der og ventede på, at han skulle komme med prinsessen. Han råbte til dem, at de skulle bare komme ind. Han havde fået fat på prinsessen, men han kunne ikke få døren op, de måtte krybe igennem hullet her. En af dem kom derhen, jægeren snoede hans hår om sin hånd, trak hans hovede ind, huggede det af med sablen og halede så hele kroppen bagefter. Han kaldte nu på de to andre, og det gik dem på samme måde. Han var meget glad over at have befriet prinsessen fra hendes fjender, skar tungerne ud af munden på kæmperne og stak dem i lommen. "Nu går jeg hjem til min far," tænkte han, "så kan han se, hvad jeg allerede har udrettet. Men så må jeg ud i den vide verden igen. Den lykke, Gud vil give mig vinder jeg nok."
当王宫里的国王醒来时，他发现了三具巨人的尸体。 他到女儿的卧室唤醒了她，问是谁把巨人杀了？ 她回答："亲爱的父亲，我一直在睡觉，所以我不清楚。"可当她起来要穿拖鞋时，发现右脚的鞋没了，再看围巾被剪去了右边的一角，睡衣也被剪去一块。 国王下令全体王宫的人员、士兵和所有在场的人集合，问是谁救了他的女儿，并杀死了巨人。 这时站出一名队长，他是一个长着一只眼睛而且相貌丑陋的人，他报告说是他干的。 老国王听后说鉴于他立下了大功，觉得应该娶他的女儿为妻。 没想到公主却说："亲爱的父亲，如果我嫁给他，还不如我自己远走高飞呢。"可是国王一意孤行，说如果公主不愿意下嫁与他，那么她就得脱下皇家的服装，换上农民的衣服，离开王宫，还命令她找一个陶匠，去卖陶器。 于是她脱下华丽的宫服，找到一个陶匠，赊买出许多陶器，摆摊叫卖，答应陶匠如果傍晚时卖掉陶器就还他钱。 国王让她在一个街角摆摊卖陶器，又安排一些农民驾着马车将陶器压成碎片。 当国王的女儿在街上摆好摊时，常常会冲过来几辆马车，将她所有的陶器压得粉碎。 这时她会哭着说："天哪，我可怎么赔呀？"国王以为这样就可以强迫女儿嫁给队长，不料她又找到那个陶匠请求他再次赊卖些给她。 他说不行，她必须首先将以前的债还清。 没有办法她就去找她的父亲，哭诉着心里的悲伤，恳求让她远走他乡。 他说："我在远方的森林里给你盖一个小棚子，你得在那里呆一辈子并且为每个人做饭，但是不许收钱。"小棚子盖好了，在门上挂了个牌子，上面写着："今天免费，明天收钱。"她在那里住了很长时间，于是便有消息传开说那里有个姑娘做饭不要钱，她门上的那块招牌就是这样写的。 猎人听说后心想："这倒挺适合你的，你是个穷光蛋，而且身无分文。"于是，他扛着他的汽枪和背包，里面仍旧装着他从王宫中拿走的所有物证，走进了森林，找到了那座小棚子。 他挎上那把曾砍下三个巨人脑袋的宝剑，走进棚子里，要一些吃的东西。 他被那个漂亮的姑娘迷住了，姑娘长得确实是如花似玉。 她问他从那里来到何处去，他答道："我是浪迹天涯。"然后她又问他从那里搞到那把宝剑的，因为她父亲的名字镶刻在上面。 他好奇地反问她是不是国王的女儿。 "是的。"她回答。 他说："我用这把宝剑砍下了三个巨人的头。"然后他从背包里取出他们的舌头以示证明。 接着他又给她看拖鞋，围巾的一角和一片睡衣。 见到这些，她欣喜万分，原来他就是她的救命恩人。 于是他们一同去见国王，把国王带到小棚子里，公主将国王领进自己的屋内，告诉他猎人就是将她从巨人手中救出来的人。 当国王见到所有的物证时，他已不再怀疑了，并且表示他非常高兴了解了事情的经过，猎人应该娶她为妻。 姑娘打心眼里乐意，她把猎人装扮成一个外国阔佬，国王命令设宴款待。 他们在餐桌旁落座，队长坐在国王女儿的左边，猎人坐在右边，队长以为他是一个到访的外国贵族。 在他们饭饱酒足后，老国王让队长猜几样东西："假如有人说他杀死了三个巨人，当他被问到巨人的舌头在哪里，他不得不去看巨人的嘴，可是巨人的嘴里没有舌头，你说这是怎么一回事？"队长回答："那么他们根本就没长着舌头。""不对，"国王反驳，"每种动物都有舌头。"他接着又问做出这样答复的人应该如何处置，队长回答："应该碎尸万段。"于是国王便说，他宣布了对自己的判决。 队长于是被投入监狱，后来又被尸分成四块。 猎人成了国王女儿的夫婿，在此之后，他将他的父母带来同住，他们一起生活得非常美满幸福。 老国王去世后，他继承了王位。
Da kongen i slottet vågnede, så han de tre døde kæmper. Han gik straks ind til sin datter, vækkede hende og spurgte, hvem der havde dræbt kæmperne. "Det ved jeg ikke, lille far," svarede hun, "jeg har sovet." Da hun ville tage sine tøfler på, manglede den højre. Der var også klippet et stykke både af hendes silketørklæde og af hendes særk. Kongen lod hele hoffet kalde sammen og spurgte, hvem der havde befriet hans datter. Da trådte en af hans officerer, der var enøjet og meget grim, frem og sagde, at han havde gjort det. Den gamle konge lovede ham så, at han til belønning skulle få prinsessen til ægte. Men prinsessen sagde: "Hellere end at gifte mig med ham, vil jeg drage ud i den vide verden, så langt mine fødder kan bære mig." Kongen befalede nu, at hun i stedet for sine prægtige klæder, skulle tage en bondepigekjole på og gå sin vej. Hun kunne gå hen til en pottemager og begynde at handle med kar og krukker. Hun gjorde, som han sagde, gik hen til en pottemager, fik nogle krukker og lovede ham, at hun skulle betale ham om aftenen, når hun havde solgt dem. Kongen befalede hende, at sætte sig med krukkerne på et gadehjørne, og han fik så fat i nogle vogne, som skulle køre midt igennem det hele, så de gik itu. Da prinsessen havde stillet sine varer op på gaden, kom vognene kørende, og der lå alle krukkerne i tusind skår.. Hun gav sig til at græde. "Hvordan skal jeg dog kunne betale pottemageren," sagde hun. Det var imidlertid kongens mening på denne måde at tvinge hende til at gifte sig med officererne. Hun gik hen til pottemageren og bad, om hun igen måtte låne nogle krukker, men han sagde nej. Hun fik ingen, før hun havde betalt de andre. Da gik hun grædende op til sin far og sagde, at hun ville gå ud i den vide verden. "Jeg vil bygge et hus ude i skoven, og der kan du bo, så længe du lever, " sagde kongen, "du skal lave mad til alle og enhver, men du må ikke tage imod penge for det." Da huset var færdigt, blev der slået et skilt op, hvorpå der stod: "I dag for intet, i morgen for penge." Hun levede nu i lang tid derinde, og rygtet om, at der sad en jomfru og lavede mad for intet, trængte viden om. Det kom også jægeren for øre, og han tænkte: "Det var noget for mig. Jeg er jo en fattig fyr." Han tog så sin bøsse og ransel, hvori han havde gemt alt det, han havde taget i slottet, gik ud i skoven og fandt også det lille hus, hvor der stod: "I dag for intet, i morgen for penge." Om livet havde han den sabel, hvormed han havde dræbt kæmperne, og han trådte nu ind i huset og bad om noget at spise. Han sad og glædede sig ved synet af den dejlige pige, og hun kom nu hen til ham og spurgte, hvor han kom fra og hvor han skulle hen. "Jeg drager rundt og ser mig om i verden," svarede han. Hun spurgte så, hvordan han havde fået fat i den sabel med hendes fars navn. "Er du en prinsesse?" spurgte han. Hun nikkede. "Med denne sabel har jeg hugget hovedet af tre kæmper," sagde han og tog tungerne, tøflerne og de små stumper af halstørklædet og særken frem. Hun blev meget glad og sagde, at han havde frelst hende. Derpå fulgtes de op til den gamle konge, gik med ham ind i prinsessens værelse og fortalte, at det var jægeren, som havde dræbt kæmperne. Da kongen så tungerne og de andre sager, tvivlede han ikke om, at det var sandt , og til prinsessens store glæde sagde han, at hun skulle giftes med jægeren. Denne blev nu klædt på, som om han var en fornem herre, og kongen foranstaltede et stort gæstebud. Ved bordet sad officeren på venstre, jægeren på højre side af prinsessen, og officeren troede, at det var en fremmed herre, som var kommet på besøg. Da de havde spist og drukket, sagde kongen til officeren, at han ville give ham en gåde. "Der var en mand, som sagde, at han havde dræbt tre kæmper, og da man spurgte ham, hvor tungerne var, så han efter i kæmpernes mund, og så var der ingen. Hvordan kunne det gå til?" - "De har vel ikke haft nogen," sagde officeren. "Alle dyr har en tunge," sagde kongen, "men hvad skal man gøre ved sådan en bedrager?" - "Han skal rives i stykker," sagde officeren. "Du har dømt dig selv," sagde kongen. Officeren blev nu sat i fængsel og revet i fire stykker, og jægeren holdt bryllup med prinsessen. Han hentede så sin far og mor, og de levede glade og lykkelige hos deres søn. Da den gamle konge døde, arvede han riget.