中文

无所畏惧的王子

DANSK

Kongesønnen, som ikke var bange for noget


从前有个王子,他不愿留在他父王的宫殿中,因为他什么都不怕,他想:"我要去逛逛大千世界,在那儿时间对我来说才不会再漫长难熬,因为我会看到许多稀奇古怪的东西。"于是他辞别了父母走了。 他从早走到晚,日夜不停,也不择路,因为不管走那条路对他来说都是一样。 一天他来到了一个巨人的屋前,因为实在太累了,便坐在门边休息。 他两眼瞅瞅这、瞅瞅那,马上就盯上了巨人放在院中的玩物。 那儿有几个大球,还有像人一般大小的九柱球。 过了一会儿,他想去玩玩那木球,便把木柱立起来,再拿球撞它们,木球柱倒下时,他又笑又叫,高兴得不得了。 巨人听到吵声,从窗里探出头来,看见一个比别人都矮的人在玩自己的九柱球游戏。 "小东西,"他叫道,"你干吗玩我的球?谁给了你这么大的力量?"王子抬头看见了巨人,也说:"哦,你这笨蛋,你以为只有你的胳膊有力吗?我想做什么就能做什么!"巨人便走了下来,满脸欣羡地看他玩滚球游戏,并说:"小家伙,如果你真是那种人,去替我从生命树上摘个苹果来。""你要那干什么?"王子问。 "并不是我自己要,"巨人说,"我有一个未婚妻,她想要。我跑遍了世界也找不着那颗树。""我会很快找到它的,"王子说,"我不知道有什么能够阻止我摘下那个苹果。"巨人说:"你那么自信这事情很简单?那棵树长在一个四周围有铁栏杆的花园里,栏杆前躺着吓人的野兽,它们一个紧挨着一个守候着花园,谁也不让进。""他们一定会让我进的,"王子说。 "那好,但即使你进得去,看见了那悬在树上的苹果,它仍不是你的。它前面还挂着个环,谁想拿到那苹果都得把手伸进去,但还没有人有这运气。""好运一定属于我。"王子说。
于是他告别了巨人,翻山越岭,跨谷穿林,终于来到了那个奇异的花园。
门口果真满是怪兽,但它们一个个耸拉着脑袋,醉入了梦乡,就是等他走近时,它们也没醒来。 于是王子跨过它们身子,爬上篱笆,平安无事地到达了花园。 那棵生命树就立在花园的正中央,红红的苹果挂满了树枝,在阳光下熠熠生辉。 他爬上树顶,伸手就要去摘那个苹果,猛地看到了套在它前面的圆环,但是他毫不费力地把手伸了进去,拿到了那个苹果。 突然圆环箍住了他的胳膊,他只感到一股强大的力量传遍了全身。 他拿着苹果跳下树梢后,没再跨过篱笆,而是抓住了大门,设想根本没怎么撞它就"砰"地一声开了,于是他走了出来。 这时躺在门口的狮子醒了,马上跳起来跟着他跑,却一点也不恼怒,也不让人觉得残忍恐怖,只是把他当成主子一样地顺从地跟着他。
王子把那个苹果交给巨人,说:"你瞧见了吧,我毫不费力就把它弄来了。"巨人可高兴啦,想不到自己的愿望这么快就实现了。 他马上跑到未婚妻那里,把那个她一直想要的苹果给了她。 那可是个又美丽又聪明的少女 ,当他看到巨人手上没有圆环时,说:"我不会相信这苹果是你摘的,除非我看到了你手上戴有圆环。"巨人说:"那我只好回去把它拿来。"他以为那还不容易,管那个小人儿愿不愿意,他用强力夺过来就行。 于是他要王子把圆环取下来,但王子并不答应。 "苹果在哪里,圆环也该在哪里,"巨人说,"如果你一意孤行,你就和我来干一架。"
他们于是便开始撕打起来,但过了好久巨人也没能伤着王子,因为王子有那圆环的魔力而力量大增。 于是巨人施了一条诡计,说:"打了这么久,我都热了,你也一样。我们不如先到河里洗个澡,凉凉身子再开战吧。"王子并不知其中有诈,跟着巨人来到河边,先脱下衣服,然后把圆环也从胳膊上脱下来,然后跳进水里。 巨人见状拿起圆环就跑了。 但那只狮子看见了,马上追了上去,从他手中夺过了圆环,并把它交还给了主人。 于是巨人躲到橡树后面,趁王子忙于穿衣之际,突袭他并把他的双眼挖了出来。
现在那可怜的王子站在那儿,双目失明不知如何是好。 巨人走到他身边,像一个领路人一样牵着他的手,把他带上一块巨石的顶端。 他让王子站在上边,心想:"再走两步,他就会坠下悬崖,粉身碎骨,到那时,我就能从他的胳膊上褪下圆环。"但那只忠实的狮子并没有忘记它的主人,它叼住了王子的衣服,把他慢慢地拖了回来。 等巨人来想把圆环偷走时,发现自己的诡计又落空了。 "难道就没有办法弄死那个小人吗?"他生气了,抓起王子顺着另一条路又把王子领上了悬崖。 但那只狮子又瞧出了他的诡计,便又帮助主人逃脱了魔爪:当他们走近崖边时,巨人放开了盲人的手,想把他一个人留在那里,但是狮子追上前去推了巨人一把,这样巨人就坠下了山崖,跌得粉身碎骨。
那忠实的狮子又把主人从悬崖上救了回来,把他引到一棵树前,树边流淌着清澈的溪水。 王子坐在那儿,只见那狮子也趴下来,用爪子把水溅在王子的脸上。 有几滴水滴进了王子的眼眶里 ,一下子王子又能看见些东西了。 他看见一只小鸟从旁边飞来,撞在一棵树上,双眼受伤了,它便落入水中,洗涤全身,然后再向上飞,就好像它的双眼又重见光明。 接着王子又认出了上帝的指示,便俯身跳进水里洗净面庞。 等他再起来时,他的双眼比以前更亮更明了。
王子感谢了上帝的恩赐,继续和他的狮子周游世界。 这天他来到了一座魔宫前,发现大门口坐着一位美丽雅致的姑娘,却相当黑。 姑娘对他说:"啊,要是你能揭去我身上的魔符该有多好!""我该怎么办呢?"王子问。 "你得在这魔宫里住三夜,但你不能有丝毫畏惧。魔鬼会竭力折磨你,如果你能承受这份折磨,不发出一点声音,那我就自由了,他们不会要你的命的。"王子于是说:"我一点都不怕;上帝会保佑我的,我去试试看。"他就这样喜滋滋地走进宫里,天黑时坐在大厅里耐心等待。 一时万籁俱静,然而到了深夜却响起了一片喧哗声,洞里、拐角处猛地钻出了许多恶魔。 他们好像没发现他,自顾自地坐在大厅的中央,升起一堆火开始赌博。 有人输了,他说:"这不对,房间里有个不属于我们的人在这里,我输了得怪他。""等一等,你们都呆在壁炉后面,我来了。"另一个说。 尖叫声越来越大,这声音听了真叫人毛骨悚然。 王子坐在那儿,一声不吭,一点都不害怕。 众魔鬼最后还是从地上跳起来一齐向他扑来,魔鬼的数量越来越多,使他根本不能自救。 他们把王子拖倒在地,抓他、掐他、拖他、拧他,百般折磨他。 但他没有发出任何声音。 天快亮时,众魔鬼走了,他累得几乎不能动弹。 但天刚破晓,那黑姑娘就跑了进来,她手托一小瓶生命水,倒在他身上,为他擦洗身子,他立刻觉得再无痛楚,而且平添了一份新的力量。 "夜里你做得很好,但还有两夜在后头。"姑娘说完就走了。 在她走的时候,王子发现她的脚变白了。 第二天晚上,魔鬼又来赌博。 他们同样又扑向王子,比前一晚上更残忍地折磨他,直到他遍体鳞伤为止。 他静静地忍受着折磨,他们被迫离开了他。 天破晓时,姑娘又过来用生命水治好了他的伤。 等她走时,他高兴地发现她全身已经白到了手指尖。 现在他只要再忍耐一晚了,但这次的折磨更甚于前。 众魔鬼又跑过来,"你还在这儿?"他们叫道,"这次我们可得把你整死。"他们掐他、打他,把他扔来扔去,扯他的手和脚,差点把王子撕碎。 但王子还是忍受了,没有发出一点声音。 最后众魔鬼又消失了,但这次王子却晕倒在地,动弹不得,连头也抬不起了。 姑娘跑了过来,用生命水为他擦洗伤口,他就再不觉得痛了,还一下子变得精神抖擞,神采奕奕,似乎刚从梦中醒来。 他睁开双眼,看见一个白净的姑娘站在身旁,美丽无比。 "坐起来,"姑娘说道,"到楼上去把你的宝剑挥舞三下,一切便都获救了。"等他照着做了,整个宫殿都挣脱了魔咒,姑娘原来是位富贵的公主。 仆人们都跑来说餐桌已经摆好,饭已备好,于是他俩坐下来又吃又喝,当晚在欢庆声中举行了婚礼。
Engang var der en kongesøn, som aldrig havde været bange for noget. Han havde imidlertid ikke lyst til at blive hjemme hos sin far, og tænkte: "Jeg vil drage ud i den vide verden. Der vil tiden sikkert ikke falde mig lang, og jeg vil opleve mange mærkværdige eventyr." Han sagde farvel til sine forældre og drog af sted. Han gik fra morgen til aften, lige ud ad landevejen. En dag kom han til en kæmpes hus, og da han var træt, satte han sig ned udenfor og hvilede sig. Mens han sad der og så sig om, fik han øje på kæmpens legetøj, som lå ude i gården. Det var nogle vældige kegler og kugler, omtrent så store som et menneske. Han fik lyst til at spille med dem, stillede keglerne op og kastede kuglen efter dem. Han var i rigtig godt humør og skreg og råbte højt, når han traf. Kæmpen hørte støjen, stak hovedet ud af vinduet og fik øje på en fyr, som ikke var større end almindelige mennesker, og alligevel spillede med hans kegler. "Hvortørdu røre mine kegler, din orm," råbte han, "hvor kan du have kræfter nok til det." Kongesønnen så op, fik øje på kæmpen og sagde: "Du tror vel, at du er den eneste, som har kræfter, din store klods. Jeg kan alt, hvad jeg har lyst til." Kæmpen kom ud, så forundret på keglerne og sagde: "Hvis du er sådan et mærkeligt menneske, gå så hen og hent mig et æble fra livets træ." - "Hvad vil du med det?" spurgte kongesønnen. "Det er ikke til mig selv," svarede kæmpen, "men jeg har en brud, som gerne vil have det. Jeg har vandret omkring i den vide verden, men jeg har ikke kunnet finde træet." - "Det skal jeg nok finde," sagde kongesønnen, "og så ved jeg ikke, hvad der skulle forhindre mig i at plukke et æble." - "Du tror nok, det er en let sag," sagde kæmpen, "haven hvor træet står, er omgivet af et jerngitter. Udenfor ligger vilde dyr, det ene ved siden af det andet, de holder vagt, så intet menneske slipper ind." - "Jeg skal nok komme ind." - "Ja, men selv om du virkelig slipper derind, har du alligevel ikke æblet," sagde kæmpen, "der hænger en ring foran, den må du stikke hånden igennem, når du vil plukke det, og det er der endnu ingen, der har kunnet." - "Jamen jeg kan," sagde prinsen.

Han sagde nu farvel til kæmpen og gik af sted over bjerg og dal, gennem mark og skov, til han fandt den vidunderlige have. De vilde dyr lå udenom, men de havde bøjet hovedet og sov. De vågnede heller ikke, da han kom, og han gik hen over dem, klatrede over gitteret og slap ind i haven. Der stod livets træ, og de røde æbler skinnede mellem bladene. Han klatrede op i det, og stak uden spor af besvær hånden igennem ringen og plukkede æblet. Ringen sluttede fast om hans arm, og han mærkede, at han havde fået kæmpekræfter. Han klatrede nu ned igen, men ville ikke kravle over gitteret. Han gik hen til den store port og behøvede kun at støde ganske let til den, så sprang den op med et brag, og så gik han ud. Løven, som havde ligget udenfor/var vågnet og sprang op, da han kom. Men den for ikke rasende imod ham, men fulgte ham ydmygt, som sin herre.

Kongesønnen bragte æblet til kæmpen og sagde: "Der kan du se, jeg kunne sagtens få fat på det." Kæmpen blev meget glad og skyndte sig at bringe sin brud det æble, som hun havde forlangt. Hun var en smuk og klog pige, og da hun så, at han ikke havde ringen, sagde hun: "Jeg tror ikke, at du har hentet æblet, førend jeg ser ringen på din arn." - "Jeg kan jo bare gå hjem og hente den," sagde kæmpen, for han mente, det ville være en let sag at tage den med magt fra sådan et lille menneske, hvis han ikke ville give den godvillig. Han forlangte altså ringen, men kongesønnen sagde nej. "Hvor æblet er, må ringen også være," sagde kæmpen, "og giver du den ikke med det gode, skal vi slås om den."

De kæmpede nu længe, men på grund af ringens trolddomskraft kunne kæmpen ikke få bugt med kongesønnen. Han fandt da på en list og sagde: "Vi er begge to blevet så varme af at slås. Lad os afkøle os ved et bad i floden, før vi tager fat igen." Kongesønnen anede ikke uråd, gik med ned til floden, tog sine klæder og ringen af og sprang i vandet. Straks greb kæmpen ringen og løb sin vej, men løven havde set det, sprang af sted og rev ringen fra ham og bragte den tilbage til sin herre. Kæmpen skjulte sig nu bagved et egetræ, og da kongesønnen var ved at klæde sig på, sprang han frem og stak hans øjne ud.

Nu var den stakkels kongesøn blind og vidste slet ikke, hvad han skulle gøre. Kæmpen kom så igen, tog ham i hånden, som om han ville føre ham, og ledte ham op på toppen af et højt bjerg. Der lod han ham stå og tænkte: "Hvis han går et par skridt til siden, falder han ned og slår sig ihjel, og så kan jeg tage ringen." Men den tro løve havde ikke forladt sin herre, den tog fat i hans klæder og trak ham hele tiden tilbage. Da kæmpen kom og ville tage ringen fra den blinde, så han, at hans onde planer var strandede. "Kan man da ikke få bugt med sådan et usselt menneske," sagde han rasende, og førte ad en anden vej prinsen til afgrunden. Men løven skærmede også her sin herre. Da de var kommet hen til randen af afgrunden, slap kæmpen den blinde og ville lade ham blive her, men løven gav kæmpen et puf, så han styrtede ned og blev knust.

Det trofaste dyr førte igen sin herre tilbage fra afgrunden og ledte ham hen til et træ, hvor der løb en klar, lille bæk forbi. Kongesønnen satte sig ned, og løven sprøjtede ham et par dråber vand i ansigtet. Da vandet fugtede hans øjenhuler kunne han skimte en lille smule, og han fik nu øje på en fugl, som fløj forbi lige ved siden af, men stødte mod et træ. Den dukkede sig så helt ned i vandet, og fløj derpå ind mellem træerne uden at røre dem, ganske som om den havde fået sit syn tilbage. Kongesønnen forstod nu, hvad han skulle gøre, bøjede sig ned over vandet og badede sit ansigt. Og da han rejste sig op, var hans øjne ligeså gode og klare, som de nogensinde havde været.

Han takkede Gud og drog videre med sin løve. Noget efter kom han til et fortryllet slot. I porten stod der en jomfru, dejlig var hun at se på, men hun var helt sort. "Gid du dog kunne løse mig fra trolddommen," sagde hun til prinsen, og han spurgte, hvad han skulle gøre. "Du skal våge tre nætter i den store sal inde i det fortryllede slot," sagde hun, "men du må ikke et øjeblik være bange. Hvis du finder dig i at blive pint og plaget, uden at give en lyd fra dig, så er jeg frelst, og de tør ikke slå dig ihjel." - "Jeg er aldrig bange," sagde kongesønnen, "og med Guds hjælp vil jeg prøve det." Han gik frisk og frejdig ind i slottet, og da det blev mørkt, satte han sig i den store sal og ventede. Der var ganske stille lige til midnat, så blev der på en gang et vældigt spektakel, og fra alle kroge myldrede små djævle frem. De lod, som de ikke så ham, tændte et bål og satte sig midt i stuen, og gav sig til at spille. Når en af dem tabte, sagde han: "Det går ikke rigtigt til. Der er en herinde, som ikke hører til os, og det er hans skyld, at jeg taber." - "Vent bare, du derhenne, jeg skal nok komme efter dig," sagde en af de andre. De skreg højere og højere så man skulle tro, at alle, der hørte det, måtte få en ordentlig skræk i livet. Men kongesønnen blev ganske roligt siddende, uden at være en smule bange. Til sidst sprang djævlene op og styrtede sig over ham, og der var så mange, at han ikke kunne stå sig imod dem. Henimod morgen forsvandt de, og han var så udmattet, at han ikke kunne røre et lem. Ved daggry trådte den sorte jomfru ind. I hånden havde hun en lille flaske med livsens vand, deri badede hun ham, og straks forsvandt alle smerter, og han rejste sig op med fornyede kræfter. "Nu har du lykkelig og vel overstået en nat," sagde hun, "men du har to tilbage endnu." Hun gik igen sin vej, og da han så på hende, opdagede han, at hendes fødder var blevet hvide. Næste nat kom djævlene igen og tog fat på ny. De styrtede sig over kongesønnen og slog ham mange gange hårdere end forrige gang, så hans krop var fuld af sår. Men han fandt sig roligt i det altsammen, og de måtte så give slip på ham igen. Da solen brød frem, kom jomfruen med livsens vand, og til sin store glæde så han, at hun var hvid lige til fingerspidserne. Der var nu kun en nat tilbage, men det var den værste. Djævlene kom igen og råbte: "Er du her endnu? Vi skal nok pine sjælen ud af livet på dig." De stak ham og slog ham, kastede ham frem og tilbage og trak ham i arme og ben, som om de ville sønderrive ham, men han fandt sig i det altsammen uden at give en lyd fra sig. Til sidst forsvandt djævlene, men så lå han også afmægtig uden at røre sig, han kunne ikke engang åbne øjnene, da jomfruen kom med livets vand. Men så forsvandt alle hans smerter, og han var frisk og rask, som om han var vågnet af en søvn. Da han slog øjnene op, så han jomfruen stå ved siden af sig, helt hvid og smuk som den klare dag. "Rejs dig," sagde hun, "sving dit sværd tre gange over dørtærskelen, så er trolddommen brudt." Da han havde gjort det, var hele slottet frelst, og jomfruen fortalte ham, at hun var en rig kongedatter. Tjeneren kom og meldte, at taflet stod dækket i den store sal, og de satte sig så til bords, spiste og drak, og om aftenen blev brylluppet fejret med glans og pragt.




比較翻譯:













Donations are welcomed & appreciated.


Thank you for your support.