Djævelen og hans bedstemor


Le diable et sa grand-mère


Engang var der krig i landet. Kongen havde mange soldater, men han gav dem ikke så meget sold, at de kunne leve af det. Tre af dem blev da enige om at rejse bort sammen. "Hvis de finder os, bliver vi klynget op i et træ," sagde den ene, "hvordan skal vi egentlig bære os ad?" - "Kan I se den mark derhenne," sagde den anden, "når vi skjuler os der, er der ikke et menneske, som kan finde os. Soldaterne tør ikke gå derind, og i morgen drager hæren videre." De krøb så ind i kornet, men hæren blev ganske roligt liggende rundt om. To hele døgn sad de inde på marken. De var halvt døde af slut, men de turde ikke komme frem, for så havde døden været dem vis. "Hvad kan det nu nytte os, at vi er sluppet bort," sagde en af dem, "vi må dog lide en ynkelig død her." Imidlertid kom en inddrage flyvende, dalede ned og spurgte, hvorfor de havde gemt sig der. "Vi er soldater, som er løbet bort, fordi vi fik sådan knap løn," svarede den ene," men nu dør vi af sult, hvis vi bliver her, og går vi frem, kommer vi til at dingle i galgen." - "Vil I tjene mig i syv år," sagde dragen, "så skal jeg føre jer midt igennem hæren, uden at nogen får fat på jer." - "Her er intet valg, vi er nødt til at sige ja," svarede soldaterne. Dragen greb dem da i sine klør, førte dem gennem luften, henover hæren, og satte dem ned igen, langt borte fra den. Dragen var imidlertid ingen anden end djævelen. Han gav dem hver en lille pisk og sagde: "Når I slår et knald med den, kan I få lige så mange penge, I vil have. I kan leve som fornemme herrer, holde hest og vogn, men efter syv års forløb er I mine." De måtte nu alle tre skrive deres navn i en bog. "Jeg vil dog først give jer en gåde," sagde djævelen, "og hvis I kan gætte den, skal I være jeres egne herrer igen." Dragen fløj nu bort igen, og de rejste af sted med deres pisk, og havde fuldt op af penge. De købte sig kostbare klæder, og hvor de kom hen, levede de i fryd og glæde, kørte i deres egen vogn, spiste og drak, men gjorde ikke noget ondt. Tiden gik hurtigt for dem, og da de syv år næsten var gået, blev de to forfærdelig angst, men den tredie tog sagen let og sagde: "Vær nu ikke bange. Jeg er ikke tabt bag af en vogn, jeg skal nok gætte den gåde." De satte sig ude på marken, og de to hang rigtignok svært med næbbet. Mens de sad der, kom en gammel kone gående forbi og spurgte, hvad der var i vejen med dem. "Hvad kan det nytte at fortælle jer det, I kan jo dog ikke hjælpe os," sagde de. "Hvem ved," svarede hun, "betro kun jeres sorg til mig." De fortalte hende nu, at de i omtrent syv år havde tjent djævelen. De havde haft fuldt op af penge men til gengæld havde de forskrevet sig til ham, og var nu hans med hud og hår, hvis de ikke kunne gætte en gåde. "Hvis jeg skal kunne hjælpe jer, må en af jer gå ud i skoven," sagde den gamle, "der kommer han til en sammenstyrtet klippevæg, der ser ud som et lille hus. Der skal han gå ind, så vil han blive hjulpet." - "Det vil såmænd ikke nytte noget," tænkte de to bedrøvede, og blev siddende derude, men den tredie rejste sig og gik ind i skoven, til han kom til klippehytten. Derinde sad en ældgammel kone. Det var djævelens bedstemor, og hun spurgte, hvor han kom fra, og hvad han ville her. Han fortalte hende alt, hvad der var sket, og da hun syntes godt om han, fik hun ondt af ham og sagde, at hun ville hjælpe ham. Hun løftede en stor sten op og sagde: "Kryb ned i kælderen her, så kan du høre alt, hvad der bliver sagt heroppe. Lig ganske stille, uden at røre dig. Når dragen så kommer, vil jeg spørge ham om gåden, og mig fortæller han alting. Læg så mærke til, hvad han svarer." Ved midnat kom dragen og ville have mad. Bedstemoderen dækkede bord og satte mad og drikke frem, og de spiste og drak rigtig fornøjede. I samtalens løb spurgte hun, hvordan dagen var gået, og hvor mange sjæle han havde fået fat på. "I dag har jeg ikke rigtig haft held med mig," svarede han, "men jeg ved da, at jeg nu sikkert får fat i tre soldater." - "Soldater," sagde den gamle, "det er nogle egne fyre. De kan såmænd slippe fra dig endnu." - "Nej, det kan de ikke," svarede djævelen hånligt, "jeg giver dem en gåde, som de aldrig kan gætte." - "Hvad er det da for en?" spurgte hun. "Det skal jeg såmænd sige dig," svarede han, "jeg spørger dem, hvad for en steg de får her, og så skal de svare, at ude i Nordhavet ligger der en død havkat, et hvalfiskeribben skal de bruge som ske og en gammel, hul hestehov som glas." Da djævelen var gået i seng, løftede den gamle bedstemor stenen op, og soldaten kravlede frem. "Har du forstået det altsammen?" spurgte hun. "Ja, nu skal jeg nok klare mig," svarede han. Han måtte nu kravle ud ad vinduet og skynde sig en anden vej hjem til sine kammerater. Han fortalte dem nu, hvordan djævelen var blevet narret af sin gamle bedstemor, så at han nu vidste løsningen på gåden. Da blev de allesammen glade, tog piskene frem og knaldede med dem, så pengene sprang og hoppede på jorden. Da de syv år var forbi, kom djævelen med bogen, viste dem deres underskrifter og sagde: "Jeg vil nu tage jer med til helvede, og der skal I få noget at spise. Kan I gætte, hvad for en steg, I skal have, så skal I være fri, og oven i købet få lov til at beholde piskene." - "Ude i Nordhavet ligger der en død havkat, det er vel den, vi skal have," sagde den første. Djævelen rømmede sig gnavent og spurgte den anden: "Hvad for en ske skal I spise med?" - "Et hvalfiskeribben," svarede den anden. Djævelen skar nogle slemme ansigter og brummede vredt: "Ved I også, hvad I skal drikke af?" spurgte han den tredie. "Vi skal bruge en gammel, udhulet hestehov til vinglas," svarede den tredie. Djævelen fløj skrigende af sted, for nu havde han ikke mere magt over dem. Soldaterne beholdt piskene, knaldede så mange penge frem, de lystede, og levede fornøjede og glade, til de døde.
Il y avait une fois une grande guerre, un roi qui avait beaucoup de soldats et des soldats qui recevaient des soldes dérisoires, dont ils ne pouvaient pas vivre. Trois d'entre eux se mirent d'accord et décidèrent de déserter.
- Si on nous attrape, on nous pendra. Qu'allons-nous faire? dit le premier.
Et le deuxième:
- Vous voyez ce grand champ de blé. Si nous nous y cachons, personne ne nous y trouvera. L'armée n'a pas le droit d'y pénétrer et, demain, elle change de quartier.
Ils se faufilèrent dans le champ, mais l'armée ne partit pas et garda ses positions tout autour. Ils restèrent deux jours et deux nuits dans le blé. Leur faim devint telle qu'ils n'étaient pas loin de mourir. Alors ils dirent:
- À quoi nous a-t-il servi d'avoir déserté? Nous allons périr tristement.
À ce moment-là, un dragon de feu passa dans le ciel. Il descendit vers eux et leur demanda pourquoi ils se cachaient là. Ils répondirent:
- Nous sommes trois soldats; nous avons déserté parce que notre solde était trop basse. Mais nous allons mourir de faim si nous restons ici, ou nous pendouillerons au gibet si nous en sortons.
- Si vous acceptez de me servir pendant sept ans, dit le dragon, je vous conduirai par-dessus le gros de l'armée sans que personne puisse mettre la main sur vous.
- Nous n'avons pas le choix et il nous faut bien accepter, répondirent-ils.
Le dragon les saisit entre ses griffes, les conduisit par-delà l'armée et, loin d'elle, les posa de nouveau sur le sol. Or, le dragon n'était autre que le Diable. Il leur donna une petite cravache et dit:
- Frappez-vous avec elle; il sortira de votre corps autant d'argent que vous en voudrez. Vous pourrez vivre en grands seigneurs, monter chevaux et rouler carrosse. Mais au bout de sept années, vous serez à moi.
Il leur présenta un livre sur lequel ils durent inscrire leurs noms.
- Avant de vous emporter, ajouta-t-il, je vous proposerai une énigme. Si vous la résolvez, vous serez libres et je ne vous tiendrai plus en ma puissance.
Le dragon s'envola. Les trois soldats se mirent à jouer de la cravache. Ils eurent de l'argent en abondance, se firent confectionner des habits de seigneurs, et voyagèrent de par le monde. Où qu'ils fussent, ils vivaient dans la joie et la félicité, roulaient carrosse et montaient chevaux, mangeaient, buvaient, mais ne commettaient pas de mauvaises actions. Le temps passa vite et quand les sept années touchèrent à leur fin, deux d'entre eux sentirent leur cœur se serrer et une grande peur les saisir. Le troisième, cependant, prenait la chose du bon côté. Il dit:
- Frères, ne craignez point! je ne suis pas tombé de la dernière pluie; je résoudrai l'énigme.
Ils s'en allèrent dans les champs, s'y assirent sur leur séant et les deux premiers faisaient triste figure.
Arriva une vieille femme. Elle leur demanda pourquoi ils étaient si tristes.
- Eh! qu'est-ce que cela peut bien vous faire? De toute façon, vous ne pouvez rien pour nous!
- Qui sait! répondit-elle, confiez-vous à moi; dites-moi vos tourments!
Ils lui racontèrent qu'ils avaient été les serviteurs du Diable pendant sept ans. Il leur avait procuré de l'argent à foison; mais Ils lui avaient donné leurs signatures et ils seraient à lui si, le temps écoulé, ils ne parvenaient pas à résoudre une énigme.
La vieille dit:
- Si vous voulez vous en tirer, il faut que l'un de vous aille dans la forêt. Il arrivera à une falaise éboulée qui ressemble à une maison. Il faudra qu'il y pénètre et il y trouvera de l'aide.
Les deux soldats tristes se dirent: « Cela ne servira à rien. » Et ils restèrent là. Le troisième, en revanche, celui qui était tout joyeux, se leva et s'avança dans la forêt jusqu'à ce qu'il trouvât la falaise. Dans la fausse maison, se tenait une femme vieille comme les pierres. C'était la grand-mère du Diable. Elle lui demanda d'où il venait et ce qu'il voulait. Il lui raconta tout ce qui s'était passé et, comme il lui plaisait, elle le prit en pitié et lui promit de l'aider. Elle souleva une pierre qui cachait l'entrée d'une cave et dit:
- Cache-toi ici. Tu entendras tout ce qui se dira. Reste bien tranquille et ne t'énerve pas. Quand le dragon viendra, je lui demanderai de quelle énigme il s'agit. Il me dit tout. Toi, fais attention à ce qu'il me répondra.
À minuit, le dragon arriva et réclama son repas. La grand-mère mit la table et y apporta mets et boissons pour qu'il soit content. Et ils mangèrent et burent de concert.
Tout en conversant, elle lui demanda comment s'était passée la journée et de combien d'âmes il s'était emparé.
- Je n'ai pas eu de chance aujourd'hui, répondit-il. Mais j'ai attrapé trois soldats; ceux-là, je les aurai sûrement.
- Eh! trois soldats, rétorqua la vieille, ce sont des gaillards! ils peuvent encore t'échapper.
Le Diable dit d'un ton mielleux:
- Ils sont à moi! je vais leur soumettre une énigme qu'ils seront incapables de résoudre.
- Quel genre d'énigme? demanda la grand-mère.
- Je vais te la dire: dans la grande mer du Nord, il y a un chat marin, mort; ce sera le rôti que je leur offrirai. Une côte de baleine leur servira de cuillère et un vieux sabot de cheval creusé leur tiendra lieu de verre à vin. Quand le Diable s'en fut allé au lit, la grand-mère souleva la pierre et fit sortir le soldat.
- As-tu bien fait attention à tout?
- Oui, dit-il; j'en sais assez et je me tirerai d'affaire.
Sans bruit, il se glissa par la fenêtre et en toute hâte il rejoignit ses compagnons. Il leur conta comment la grand-mère avait éventé le piège du Diable et comment il avait appris la solution de l'énigme. Ils se sentirent tout joyeux et de bonne humeur, prirent la cravache et fabriquèrent tant d'argent qu'il en roulait de tous les côtés.
Quand les sept années furent complètement écoulées, le Diable arriva avec le livre, leur montra les signatures et dit:
- Je vais vous emmener en enfer; on vous y servira un repas. Si vous devinez la nature du rôti qui vous sera offert, vous serez libres, et vous pourrez garder la cravache.
Alors le premier soldat commença:
- Dans la grande mer du Nord, il y a un chat marin, mort. Ce sera certainement notre rôti.
Le Diable se mit en colère, dit « hum! hum! hum! » et demanda au deuxième:
- Mais qu'est-ce qui vous servira de cuillère?
- Une côte de baleine sera notre cuillère.
Le Diable fit grise mine, grogna de nouveau par trois fois - « hum! hum! hum! » et dit au troisième:
- Savez-vous aussi ce qui vous servira de verre à vin?
- Un vieux sabot de cheval sera notre verre à vin.
Alors le Diable s'envola en poussant un grand cri. Il n'avait plus aucun pouvoir sur eux. Quant aux trois soldats, ils conservèrent la cravache, battirent monnaie autant qu'il leur plaisait et vécurent heureux jusqu'à leur mort.