Knoist ile Üç Oğlu


Knoist og hans tre sønner


Werrel ile Soest kasabaları arasında Knoist adında bir adam oturuyordu. Bu adamın üç oğlu vardı: bir tanesi kördü, öbürü kötürümdü, üçüncüsü de çıplaktı.
Bir gün üçü birden tarlada giderken bir tavşan gördüler. Kör olan tavşanı vurdu!
Kötürüm yakaladı!
Çıplak olan cebine soktu!
Derken koskoca bir göle vardılar; bu gölde üç tane gemi yüzmekteydi.
Biri devrildi.
Öbürü battı.
Üçüncüsününse dibi yoktu!
Her üç oğlan dibi olmayan gemiye bindi. Derken koskoca bir ormana vardılar. Bu ormanın içinde koskocaman bir ağaç vardı; bu ağacın üstüne de büyük bir kilise kurulmuştu.
Bu kilisede sıska bir zangoçla şişko bir rahip, kutsal su dağıtıyordu, ama öyle hafifçe saçarak değil de, kocaman bir topuzla! Islanmamak ne mümkün!
Bu sudan kurtulana aşk olsun!
Imellem Øster og Vester boede der en mand, som hed Knoist. Han havde tre sønner, den ene var blind, den anden var lam og den tredie var splitternøgen. De gik hen over marken, og der fik den ene øje på en hare. Den blinde skød den, den lamme løb efter den og den nøgne puttede den i lommen. De kom nu til et vældig stort vand, hvor der lå tre skibe, det ene var læk, det andet sank til bunds, og i det tredie var der ingen bund, og der gik de alle tre ombord. De kom så til en vældig, stor skov, hvori der stod et kæmpemæssigt træ, og inde i det var der en kirke. I kirken stod der en egetræsdegn og en bøgetræspræst og uddelte vievand med store knipler.
"Salig den mand,
som fra sådant vievand løbe kan."