Vorherres og djævelens dyr


Nuestro Señor y el ganado del diablo


Gud havde skabt alle dyr, og valgt ulvene til sine hunde, kun gederne havde han glemt. Djævelen fik da også i sinde at gøre noget, og skabte gederne med lange, bløde haler. Når de gik ud for at græsse, blev de i reglen hængende med halen i en eller anden tjørnehæk, og djævelen havde stort mas med at få dem løs igen. Tilsidst blev han så gal i hovedet, at han bed halen af dem - det kan man endnu den dag i dag se på stumpen.
Han lod dem nu gå alene ud og græsse, men en dag så Vorherre, at de snart gnavede barken af et frugtbart træ, snart ruskede i de fine ranker, eller ødelagde andre skrøbelige planter. Det gjorde ham så ondt, at han af nåde og barmhjertighed sendte sine ulve ned for at sønderrive gederne. Da djævelen fik det at vide, gik han op til Gud og sagde: "Dine dyr har sønderrevet mine skabninger." - "Du havde skabt dem til fortræd," svarede Gud. "Det måtte jeg," svarede djævelen, "jeg kunne kun skabe ud fra min egen natur, som er at gøre det onde. Du skal erstatte mig det." - "Når egen taber sit løv, skal jeg betale dig," sagde Vorherre, "jeg har talt pengene af til dig." Da egebladene lå spredt på jorden kom djævelen og forlangte sine penge. "I en kirke i Konstantinopel står der endnu en eg, som har alle sine blade," svarede Gud. Rasende for djævelen af sted for at finde egen, men vandrede i seks måneder om i ørkenen, og da han kom hjem, var alle træer grønne. Han måtte da afstå fra sin fordring, men i raseri stak han øjnene ud på alle de geder, han havde tilbage, og satte sine egne ind i stedet for.
Derfor har alle geder onde øjne og afbidte haler, og djævelen påtager sig ofte skikkelse af en ged.
Dios Nuestro Señor había creado todos los animales y elegido a los lobos para que le sirvieran de perros; sólo que se había olvidado de crear la cabra. Vino entonces el diablo y, no queriendo ser menos y crear algo también, hizo las cabras, a las que dotó de una bonita y larga cola. Pero ocurrió que, cuando salían a pacer, a cada momento se les quedaba el rabo cogido en las zarzas y espinos, teniendo entonces que acudir el diablo a soltarlas, lo cual le daba no poco trabajo y fatiga. Al fin, la cosa le fastidió tanto, que a mordiscos les cortó el rabo a todas, como puede verse aún, por el muñón que les ha quedado.
Entonces las mandó de nuevo a pacer. Pero Nuestro Señor observó que tan pronto roían un árbol frutal como estropeaban unos sarmientos o devoraban delicadas plantas. Dolióle tanto aquello, que, al fin, por pura bondad y misericordia, mandó a sus lobos, los cuales no se anduvieron con remilgos, y al poco tiempo habían acabado con las cabras.
Al enterarse el diablo, presentóse a Nuestro Señor y le dijo:
- Tus criaturas han devorado a las mías,
Y respondióle el Señor:
- ¿Y por qué las creaste para hacer el mal?
- ¡Qué otra cosa podían hacer! - replicó el diablo -. Del mismo modo que mi mente se dirige siempre hacia el mal, también lo que creo ha de ser de naturaleza perversa. Tienes que pagármelo, y caro.
- Te pagaré tan pronto como caiga la hoja del roble. Ven entonces, y tendré tu dinero preparado.
Cuando hubo caído la hoja del roble, acudió el diablo a reclamar la deuda; pero Nuestro Señor le dijo:
- En la catedral de Constantinopla hay un roble muy alto, que aún tiene todo el follaje.
Soltando tacos y reniegos, se marchó el diablo en busca de aquel roble. Pero antes de dar con él se extravió, y anduvo seis meses perdido en el desierto. A su vuelta, todos los demás robles se hallaban nuevamente revestidos de fronda. Hubo de renunciar a su crédito y, lleno de rabia, sacó los ojos a todas las cabras que quedaban y les puso los suyos propios.
Por eso hoy día todas las cabras tiene ojos de demonio y un muñón por cola, y al diablo le gusta adoptar su figura.