DANSK

De tolv dovne karle

ROMÂNĂ

Cei doisprezece servitori lenesi


Der var engang tolv karle, som ikke havde bestilt det allerringeste hele den lange dag. Om aftenen lagde de sig i græsset for ikke at overanstrenge sig, og begyndte at rose sig af deres dovenskab. "Jeg har nok i min egen dovenskab og bryder mig ikke om jeres," sagde den første, "det vigtigste, jeg foretager mig, er at tænke på min mave. Jeg spiser kun lidt, men drikker desto mere. Når jeg har spist fire gange, faster jeg en kort tid, til jeg bliver sulten igen. Det har jeg bedst af. Det er ikke min sag at stå tidligt op, og henimod middag finder jeg mig allerede en rolig plet, hvor jeg kan hvile mig. Kalder min herre, lader jeg, som jeg ikke har hørt det, og kalder han igen, venter jeg lidt og kommer så ganske langsomt. Så er livet da til at udholde." - "Jeg har en hest, jeg skal sørge for," sagde den anden, "men jeg lader den beholde bidslet i munden, og når jeg ikke gider, giver jeg den ingen foder, og siger, den har ædt. Så lægger jeg mig i krybben og sover fire timer. Derpå stikker jeg det ene ben ud og lader det glide et par gange over hestens ryg, så er den striglet. Det er jo da ikke noget at gøre væsen af. Men alligevel synes jeg, den tjeneste er lidt for besværlig." - "Det nytter heller ikke noget at plage sig med arbejde," sagde den tredie, "jeg lagde mig ude i solen for at sove, og så begyndte det at dryppe. Men jeg syntes ikke, det var noget at rejse sig for, og lod det regne i Guds navn. Så begyndte det at plaskregne så stærkt, at hårene blev revet af mit hovede og svømmede bort, og jeg fik et hul i issen. Jeg smækkede et plaster på, og så var det godt. Den slags små uheld er jeg så vant til." - "Nu skal jeg," sagde den fjerde, "hvis jeg skal til at bestille noget, driver jeg først omkring en timestid for at samle kræfter. Så tager jeg ganske lempelig fat og tænker på, om der ikke er nogen, som kan hjælpe mig. Så lader jeg dem gøre det og ser bare til, men det er mig alligevel for meget." - "Det er da ikke noget at snakke om," sagde den femte, "min bestilling er at læsse gødningen fra hestestalden op på vognen. Når jeg endelig har fået noget på gaflen, løfter jeg den ganske langsomt en lille smule og hviler mig et kvarterstid, inden jeg kaster det op på vognen. For resten er det nok, når jeg kører et læs ud om dagen. Jeg har ikke lyst til at slide mig ihjel." - "Skam jer," sagde den sjette, "jeg er ikke bange for noget arbejde, men jeg lægger mig til hvile en tre ugers tid og trækker ikke engang tøjet af. Hvorfor skal man knappe sine sko? Det gør da ikke noget, om man taber dem. Når jeg skal op ad en trappe, sætter jeg foden ganske langsomt på det første trin og tæller så, hvor mange der er, for at beregne, hvor jeg skal hvile mig." - "Sådan noget går ikke hos mig," sagde den syvende, "min herre passer på, hvad jeg bestiller, men han er rigtignok ude hele dagen. Alligevel forsømmer jeg ikke noget, skønt jeg ikke rører mig af pletten. Hvis jeg skal et andet sted hen, må fire mænd bruge alle deres kræfter for at få mig rokket af pletten. Jeg kom engang til et sted, hvor der lå seks mænd ved siden af hinanden og sov. Jeg lagde mig også ned og faldt i søvn, og hvis de ville have mig hjem igen, måtte de bære mig, for jeg var ikke til at få vækket." - "Jeg er nok den eneste raske karl af os allesammen," sagde den ottende, "hvis jeg støder på en sten, gør jeg mig ikke den ulejlighed at løfte benene og gå over den, jeg lægger mig ned ved siden af den, og hvis jeg er våd eller snavset, bliver jeg liggende, til solen har tørret mig. I det højeste drejer jeg mig lidt, så den kan komme til at skinne på mig." - "Det er også noget at snakke om," sagde den niende, "i dag var jeg ved at dø af sult, og der lå et brød ved siden af mig, men jeg gad ikke strække hånden ud efter det. Der stod også et krus, men det var så stort og tungt, at jeg hellere ville tørste end Løfte det. Jeg gad ikke engang dreje mig om, men blev liggende hele dagen stiv som en pind." - "Jeg har brækket mit ben og fået en hoven læg på grund af dovenskab," sagde den tiende, "vi var tre, der lå med udstrakte ben ved siden af hinanden tværs over vejen. Så kom der en vogn kørende, og hjulene gik over mig. Jeg havde jo nok kunnet trække benene til mig, men jeg hørte ikke vognen komme. Myggene summede om mine ører og krøb ind gennem næsen og ud af munden, men hvem gider gøre sig den ulejlighed at jage det småkravl væk." - "I går har jeg sagt min tjeneste op," sagde den ellevte, "jeg havde ikke lyst til at bringe min herres bøger frem og tilbage, og sådan gik det hele dagen. Når jeg skal sige sandheden, var det for resten ham, der sagde mig op, for jeg havde ladet hans klæder ligge så længe i støvet, at møllene havde ædt dem, men det havde han godt af." - "Jeg skulle i dag køre en vogn over marken," sagde den tolvte, "og så lavede jeg et leje af hø og faldt i søvn. Tømmerne faldt ud af hånden på mig, og da jeg vågnede havde hesten næsten revet sig løs, buggjorden, stavselen, tømmen og bidslet var blevet stjålet af en eller anden, som gik forbi. Desuden var vognen kørt i et hul og stod fast. Jeg lagde mig ganske rolig ned igen, og langt om længe kom min husbond selv og fik vognen løftet op, og dersom han ikke var kommet, var jeg ikke her, hvor jeg nu er, men lå endnu deroppe og sov i ro og mag."
Doisprezece servitori lenesi, care nu facusera nimic si nu isi pusesera osul la treaba toata ziua, stateau intinsi pe iarba, laudandu-se cu lenevia lor.

Cel dintai a zis, Nu-mi pasa deloc de lenea voastra atat timp cat trebuie sa ma ocup de propria mea lene. Grija fata de burta este principala mea ocupatie, pentru ca nu mananc deloc putin si beau si mai mult decat imbuc. Dupa ce am parte de patru mese, nu trece mult timp si imi este iar foame, si lucrul asta imi convine de minune. Rasaritul soarelui nu ma poate desprinde de frumoasele mele visuri, si nici nu se apropie mijlocul zilei ca imi caut deja un loc de odihna. Daca ma cheama stapanul, pur si simplu ma fac ca nu-l aud, iar daca ma striga a doua oara, mai stau putin pana ma dezmortesc dupa somn, si ma duc la el cat se poate de alene. In acest fel, viata imi pare ca merita a fi traita.

Al doilea servitor s-a laudat: Eu trebuie sa ma grija de un cal, dar ii arunc in grajd numai o mana de fan, si, daca n-am chef, nu ii mai dau nimic de mancare, spunand ca si-a deja burta la cale. Apoi, ma intind in grajd si atipesc cam patru ore. Dupa asta, imi intind picioarele si mi le pun de vreo doua ori in miscare pana la cal, sa vad daca a fost argasit si curatat. Nu-I mare lucru! Cu toate astea, mi se pare am prea mult de munca.

Cel de-al treilea servitor a marturisit: Munca nu face decat sa te imbolnaveasca. Nu obtii nimic bun de la .u ma intind la soare si nu trece mult pana mi se-nchid ochii. Chiar daca incepe sa ploua putin, de ce m-as mai deranja sa ma ridic in picioare? Ploaia vine de la Dumnezeu. Chiar daca incepe sa toarne cu galeata, atat de tare incat apa apa da sa-mi smulga parul de pe cap si picaturile de ploaie imi fac o gaura in cap, nu fac decat sa imi pun plasture peste ea, si imi este bine pe mai departe. Am avut mai multe astfel de rani, dar nu le-am dat nici o atentie.

Al patrulea servitor a zis: Daca mi se da ceva de treaba, mai zabovesc vreun ceas, astfel incat sa nu imi istovesc puterile. Dupa asta, ma misc cat se poate de incat si intreb daca nu imi da nimeni ajutor. Daca se iveste vreu amator, ii las lui in seama munca, si nu fac decat sa ma uit la el. Cu toate acestea, ma simt isotvit din cale-afara!

Cel de-al cincelea servitor si-a dat cu parerea: Ce-i atata zarva cu munca sta? Ganditi-va numai ca trebuie sa strang balegarul din grajd si sa il incarc intr-o caruta. Nu ma fortez deloc, si daca iau ceva in furca, dau jos inapoi jumatate din incarcatura, si ma odihnesc un sfert de ora inainte de a a arunca acea povara in caruta. Este indeajuns de mult de munca si imi trebuie cam o zi ca sa umplu caruta cu balega. Nu cred ca exagerex cand zic ca munca o sa ma omoare pana la urma.

Al saselea servitor a exclamat: Rusine sa-mi fie! Nu-mi este frica de munca, dar obisnuiesc sa ma culc vreme de trei saptamani, fara a-mi mai da jos hainele. Ce rost mai are sa iti legi de atatea ori sireturile incaltarilor? Din partea mea, n-au decat sa imi cada din picioare, nu conteaza. Daca fac cativa pasi, imi tarai cat se poate de incet un picior dupa altul, si apoi numar cati mai trebuie sa fac inainte de a-mi gasi un loc de odihna.

Cel de-al saptelea servitor a obiectat: Mie nu mi se intampla asa ceva. Stapanul meu sta mereu pe capul meu, noroc ca este plecat toata ziua de acasa. Nu trec nimic cu vederea si fug cat se poate de repede cuiva pe care-l vad ca trage mata de coada. Daca ma apuc si eu asa de ceva e nevoie de patru oameni voinici sa ma dea deoparte. Ma duc imediat acolo unde vad sase flacai dormind unul langa celalalt. Ma intind alaturi de ei si trag la aghioase. Apoi, nimic nu ma poate trezi, si daca vor sa ma vada acasa trebuie sa ma care in spate.'

Al optulea servitor a remarcat: Vad bine ca eu sunt cel mai fasnet dintre voi. Daca dau peste o piatra pe drum, nu ma deranjez sa imi ridic picioarele pentru a trece peste ea. Ma intind pe pamant si, daca ma ud sau ma acopar cu noroi si mizerie, continui sa sta culcat pana cand soarele ma usuca. Cel mult , ma mai intorc pe o parte, astfel incat razele soarelui sa ma ajunga peste tot.

Cel de-al noualea servitor a spus: Mare dreptate ai! Astazi, painea era chiar in fata mea, dar mi-a fost prea lene sa ma intind dupa ea, asa ca am fost cat pe ce sa mor de foame! Mai mult decat atat, inaintea mea era o cana cu papa, insa era atat de mare si grea incat nu m-am obosit sa o ridic, preferand, mai curand , sa ma las stapanit de sete. Chiar sa ma intorc pe o parte a fost prea mult pentru mine, si am lenevit toata ziua ca un caine.

Al zecelea servitor a tinut sa zica: Lenea mi-a adus o multime de necazuri, un picior rupt si o pulpa umflata. Stateam intins cu alti doi tovarasi chiar in drum si imi intinsesem bine picioarele. Cineva a venit pe acolo cu o caruta si rotile ei au trecut peste mine. Putem sa-mi trag picioarele indarat, dar nu am auzit cand sosea caruta, pentru ca mustele imi bazaiau in urechi, imi intrau prin nas si imi ieseau apoi pe gura. Cine se oboseste sa alunge deoparte ganganiile astea?

Cel de-al unsprezecelea servitor a declarat: Ieri mi-am lasat balta slujba. Nu mai aveam chef sa car cartile grele ale stapanului meu sau sa le duc de colo colo. Chestia asta tinea cat era ziua de lunga. Ca sa va spun adevarul, el m-a dat de fapt afara intrucat hainele lui, pe care le lasam mereu sa zaca pe podea, erau mancate cu totul de molii, un lucru care ma bucura din cale-afara.

Al doisprezecelea servitor a adaugat: Astazi a trebuit sa merg cu caruta la tara, asa ca mi-am facut in ea un culcus de paie si am tras un somn bun. Fraiele mi-au scapat din maini si, atunci cand m-am trezit, calul aproape ca scapase din ele, si se pierdusera atat zabala, capastrul, cat si oistea. Cineva care trecuse pe langa mine mi le luase pe toate. In plus, caruta se impotmolise bine intr-o balta maloasa. Am lasat-o acolo si m-am culcat iarasi in paie. Pana la urma si-a facut aparitia stapanul, a pus umarul si a tras caruta afara din mal. Daca nu venea, as fi fost si acum acolo, sfaraind fara vreo grija.




Sammenligne to sprogene:













Donations are welcomed & appreciated.


Thank you for your support.