ESPAÑOL

Los doce haraganes

DANSK

De tolv dovne karle


Doce mozos que en todo el día no hicieron nada útil, al atardecer, para no cansarse, se tendieron sobre la hierba y se dedicaron a jactarse de su gandulería.
Dijo el primero:
- ¿Qué me importa vuestra pereza? Bastante tengo que hacer con la mía. Mi ocupación principal es cuidar de mi cuerpo; como bastante, y bebo otro tanto. Cuando llevo cuatro comidas en la tripa, ayuno un ratito, hasta que se me vuelve a abrir el hambre; es el régimen que mejor me va. Madrugar no es para mí, y hacia el mediodía ya me busco un lugar donde descansar. Si llama el amo, me hago el sordo; y si vuelve a llamar, espero un rato antes de levantarme, y luego me dirijo a él andando muy despacio. De este modo, la vida se puede soportar.
Dijo el segundo:
- Mi trabajo es cuidar de un caballo; pero le dejo el bocado en la boca, y cuando no tengo ganas, no le doy pienso, y digo que ya ha comido. En cambio, me tumbo en el depósito de la avena y estoy cuatro horas durmiendo. Luego estiro un pie y lo paso, un par de veces por el cuerpo del caballo, y así lo almohazo y limpio. ¿Quién va a reparar en ello? Pues, aun así, el servicio se me hace pesado.
Habló entonces el tercero:
- ¿Para qué cargarse de trabajo? No se saca nada. Yo me tendí al sol y estuve durmiendo. Empezó a gotear; mas, ¿por qué levantarse? Dejé que lloviese, en nombre de Dios. Al fin cayó un chubasco tan fuerte, que me arrancó los cabellos y se los llevó, y me abrió un agujero en la cabeza. Le puse un parche, y santas pascuas. Accidentes así he sufrido ya varios.
Intervino el cuarto:
- Cuando tengo que empezar algún trabajo, primero lo pienso una horita, para ahorrar fuerzas. Luego me pongo a la faena con gran cachaza; pregunto si no hay alguien que pueda ayudarme, y, en caso de que se ofrezca alguno, le dejo la labor, y yo me pongo a mirarlo. Pero aun esto me resulta demasiado.
Dijo el quinto:
- ¡Eso no es nada! Figuraos que yo debo sacar el estiércol del establo y cargarlo en el carro. Pues me pongo a hacerlo muy despacito, y cuando he recogido un poco en la horca, la levanto a mitad de la altura y me estoy descansando un cuarto de hora antes de echarlo en el carro. Por lo demás, una carretada al día me basta. Malditas las ganas que siento de matarme trabajando.
Tomó la palabra el sexto:
- ¡Se os tendría que caer la cara de vergüenza! A mí no me asusta ningún trabajo, pero me estoy tumbado tres semanas sin quitarme la ropa ni una sola vez. ¿Para qué hebillas en los zapatos? ¿Que se me caen de los pies? Bueno, no importa. Si he de subir una escalera, pongo un pie delante de otro con toda calma, y subo el primer peldaño. Luego cuento los que quedan, para ver dónde hay que descansar.
Dijo el séptimo:
- Conmigo esto no reza, pues mi amo vigila mi trabajo. Suerte que se pasa el día fuera de casa. Pero yo no pierdo el tiempo, y corro todo lo que se puede correr cuando se anda arrastrando los pies. Y no hay manera de hacerme ir más deprisa, a menos que me empujen cuatro hombres fornidos. Un día vi un catre, en el que dormían seis hombres, uno al lado del otro. Yo me eché a dormir también, y no hubo quien me despertara. Cuando quisieron que me fuera a casa, tuvieron que llevarme.
Habló el octavo:
- Bien veo que yo soy el único que lo entiende. Si encuentro una piedra en mi camino, no me tomo la molestia de levantar la pierna para pasarla, sino que me tiendo en el suelo; y si estoy mojado y lleno de barro y suciedad, sigo tumbado hasta que el sol me seca. A lo sumo, me vuelvo de vez en cuando para que me dé encima.
Metió baza el noveno:
- Eso no es nada. Esta mañana estaba sentado delante de un pan; pero sentía pereza de alargar la mano para cogerlo. Por poco me muero de hambre. Y había también una jarra, pero era tan grande y pesada que, por no levantarla, he preferido sufrir sed. Hasta el volverme resultaba demasiado esfuerzo; y me
pasé el día tendido como un tronco.
Intervino el décimo:
- A mí la gandulería me ha producido bastantes perjuicios: una pierna rota y una pantorrilla hinchada. Éramos tres, tumbados en un camino. Llegó otro con un carro, y las ruedas me pasaron por encima. Claro que habría podido retirarlas, pero es que no oí venir el carro. Los mosquitos me estaban zumbando en los oídos, y se me entraban y salían por la nariz y por la boca. ¡Pero cualquiera se toma la molestia de espantarlos!
Dijo, a su vez, el undécimo:
- Ayer despedí a mi amo; estaba cansado de llevar y traer sus pesados librotes; no acababa en todo el día. Aunque, a decir verdad, fue él quien me despidió. No quiso que siguiera a su servicio porque sus ropas, que yo tenía abandonadas entre el polvo, estaban apolilladas. Y tuvo razón.
Y, por fin, habló el duodécimo:
- Hoy tuve que salir al campo en el carro. Con paja me arreglé una yacija y me eché a dormir. Cayéronseme las riendas de la mano, y al despertar vi que el caballo casi se había soltado. Habían desaparecido los arreos: la lomera, la collera, la brida y el bocado. Había pasado alguien y se lo había llevado. Además, el carro estaba atascado en un charco. Yo no me apuré y volví a echarme a dormir sobre la paja. Al fin tuvo que venir el amo en persona y desatascar el carro; y si no lo hubiese hecho, no estaría yo aquí ahora. Seguiría en el carro, durmiendo tranquilamente.
Der var engang tolv karle, som ikke havde bestilt det allerringeste hele den lange dag. Om aftenen lagde de sig i græsset for ikke at overanstrenge sig, og begyndte at rose sig af deres dovenskab. "Jeg har nok i min egen dovenskab og bryder mig ikke om jeres," sagde den første, "det vigtigste, jeg foretager mig, er at tænke på min mave. Jeg spiser kun lidt, men drikker desto mere. Når jeg har spist fire gange, faster jeg en kort tid, til jeg bliver sulten igen. Det har jeg bedst af. Det er ikke min sag at stå tidligt op, og henimod middag finder jeg mig allerede en rolig plet, hvor jeg kan hvile mig. Kalder min herre, lader jeg, som jeg ikke har hørt det, og kalder han igen, venter jeg lidt og kommer så ganske langsomt. Så er livet da til at udholde." - "Jeg har en hest, jeg skal sørge for," sagde den anden, "men jeg lader den beholde bidslet i munden, og når jeg ikke gider, giver jeg den ingen foder, og siger, den har ædt. Så lægger jeg mig i krybben og sover fire timer. Derpå stikker jeg det ene ben ud og lader det glide et par gange over hestens ryg, så er den striglet. Det er jo da ikke noget at gøre væsen af. Men alligevel synes jeg, den tjeneste er lidt for besværlig." - "Det nytter heller ikke noget at plage sig med arbejde," sagde den tredie, "jeg lagde mig ude i solen for at sove, og så begyndte det at dryppe. Men jeg syntes ikke, det var noget at rejse sig for, og lod det regne i Guds navn. Så begyndte det at plaskregne så stærkt, at hårene blev revet af mit hovede og svømmede bort, og jeg fik et hul i issen. Jeg smækkede et plaster på, og så var det godt. Den slags små uheld er jeg så vant til." - "Nu skal jeg," sagde den fjerde, "hvis jeg skal til at bestille noget, driver jeg først omkring en timestid for at samle kræfter. Så tager jeg ganske lempelig fat og tænker på, om der ikke er nogen, som kan hjælpe mig. Så lader jeg dem gøre det og ser bare til, men det er mig alligevel for meget." - "Det er da ikke noget at snakke om," sagde den femte, "min bestilling er at læsse gødningen fra hestestalden op på vognen. Når jeg endelig har fået noget på gaflen, løfter jeg den ganske langsomt en lille smule og hviler mig et kvarterstid, inden jeg kaster det op på vognen. For resten er det nok, når jeg kører et læs ud om dagen. Jeg har ikke lyst til at slide mig ihjel." - "Skam jer," sagde den sjette, "jeg er ikke bange for noget arbejde, men jeg lægger mig til hvile en tre ugers tid og trækker ikke engang tøjet af. Hvorfor skal man knappe sine sko? Det gør da ikke noget, om man taber dem. Når jeg skal op ad en trappe, sætter jeg foden ganske langsomt på det første trin og tæller så, hvor mange der er, for at beregne, hvor jeg skal hvile mig." - "Sådan noget går ikke hos mig," sagde den syvende, "min herre passer på, hvad jeg bestiller, men han er rigtignok ude hele dagen. Alligevel forsømmer jeg ikke noget, skønt jeg ikke rører mig af pletten. Hvis jeg skal et andet sted hen, må fire mænd bruge alle deres kræfter for at få mig rokket af pletten. Jeg kom engang til et sted, hvor der lå seks mænd ved siden af hinanden og sov. Jeg lagde mig også ned og faldt i søvn, og hvis de ville have mig hjem igen, måtte de bære mig, for jeg var ikke til at få vækket." - "Jeg er nok den eneste raske karl af os allesammen," sagde den ottende, "hvis jeg støder på en sten, gør jeg mig ikke den ulejlighed at løfte benene og gå over den, jeg lægger mig ned ved siden af den, og hvis jeg er våd eller snavset, bliver jeg liggende, til solen har tørret mig. I det højeste drejer jeg mig lidt, så den kan komme til at skinne på mig." - "Det er også noget at snakke om," sagde den niende, "i dag var jeg ved at dø af sult, og der lå et brød ved siden af mig, men jeg gad ikke strække hånden ud efter det. Der stod også et krus, men det var så stort og tungt, at jeg hellere ville tørste end Løfte det. Jeg gad ikke engang dreje mig om, men blev liggende hele dagen stiv som en pind." - "Jeg har brækket mit ben og fået en hoven læg på grund af dovenskab," sagde den tiende, "vi var tre, der lå med udstrakte ben ved siden af hinanden tværs over vejen. Så kom der en vogn kørende, og hjulene gik over mig. Jeg havde jo nok kunnet trække benene til mig, men jeg hørte ikke vognen komme. Myggene summede om mine ører og krøb ind gennem næsen og ud af munden, men hvem gider gøre sig den ulejlighed at jage det småkravl væk." - "I går har jeg sagt min tjeneste op," sagde den ellevte, "jeg havde ikke lyst til at bringe min herres bøger frem og tilbage, og sådan gik det hele dagen. Når jeg skal sige sandheden, var det for resten ham, der sagde mig op, for jeg havde ladet hans klæder ligge så længe i støvet, at møllene havde ædt dem, men det havde han godt af." - "Jeg skulle i dag køre en vogn over marken," sagde den tolvte, "og så lavede jeg et leje af hø og faldt i søvn. Tømmerne faldt ud af hånden på mig, og da jeg vågnede havde hesten næsten revet sig løs, buggjorden, stavselen, tømmen og bidslet var blevet stjålet af en eller anden, som gik forbi. Desuden var vognen kørt i et hul og stod fast. Jeg lagde mig ganske rolig ned igen, og langt om længe kom min husbond selv og fik vognen løftet op, og dersom han ikke var kommet, var jeg ikke her, hvor jeg nu er, men lå endnu deroppe og sov i ro og mag."




Compare dos idiomas:













Donations are welcomed & appreciated.


Thank you for your support.