中文

白雪与红玫

DANSK

Snehvid og Rosenrød


从前,一所孤僻的农舍里住着一位贫穷的寡妇。 农舍的前面是座花园,花园里种着两株玫瑰,一株开白玫瑰,一株开红玫瑰。 她有两个女儿,长得像两朵玫瑰,一个叫白雪,一个叫红玫。 她俩生性善良,又活泼可爱,是世上再好没有的两个小孩了。 只是白雪比红玫稍文静、温柔,红玫喜欢在田间草地上跳跃、摘花、抓蝴蝶,白雪则总呆在家中,帮助妈妈干家务活,或在空闲时朗读故事给妈妈听。
她们俩姊妹情深,常一起出去,总是手拉着手。 白雪总是说:"我们不要分开。"红玫则说:"只要我们活着,就不会分开。"然后母亲会加上一句:"有福同享,有难同担。"
她们俩常常跑进森林,采摘红浆果吃。 野兽从不伤害她们,只是亲热地走近她们身旁。 小兔从她们手中啃吃着白菜叶,小鹿在她们身旁静静地吃着草,小马在她们身旁活泼乱跳,还有鸟儿坐在树干上,尽情地唱着它们才会的歌。
她们也从来没遇到过什么灾难,如果她们在森林里停留太久,当夜幕降临后,她们便双双躺在苔藓上,依偎在一起 ,一直睡到第二天清晨。 母亲也知道这一切,所以不用担心。
一次,她们又在林中过了一夜,黎明唤醒了她们,这时她们发现身旁竟坐着一位美少年,他穿着的一件白衣服,在阳光下闪闪发光。 他站起身来,十分友好地看着她们,然后一言不发地走进了森林的深处。 当她们回过头来向四周看时,发现自己竟睡在了悬崖峭壁旁。 如果她们在黑暗中再往前走上几步,就早已落进万丈深渊中了。 后来母亲告诉她们,那一定是位保护善良孩子的天使。
白雪和红玫把母亲的小屋布置得整整洁洁,看后确实令人赏心悦目。 到了夏天,轮着红玫整理房屋,每天清早,乘母亲还未醒,她总要从每株树上摘些花儿编成个花环,然后放在母亲的床前。 冬天白雪就会生火,并在铁架上挂个水壶。 铜质的壶儿总是擦得亮亮的,像金子般闪闪发光。 到了晚上,每当天空飘起雪花,母亲总会说:"白雪,去把门拴上。"于是娘儿仨围坐在火盆旁,母亲带上眼镜,拿着本大书高声地朗读起来。 姐妹俩一边听着,一边坐着纺纱。 就在她们的不远处躺着头小羊,身后的杆子上蹲着只小白鸽,头正藏在翅膀下。
一天晚上,当她们正舒舒服服地坐在一块时,听到有人在敲门,似乎要进来。 母亲说:"红玫,快去开门 ,一定是位求宿的过客。 "红玫走上去拔开了门栓,心想来者一定是位可怜的人儿。但来的不是个人,而是头熊,它把那宽宽的黑脑袋伸进了门内。
红玫尖叫一声,跳了回来,小羊咩咩地叫起来,鸽子也拍打着翅膀飞起来,白雪更是躲在了母亲的床后。 这时只听大熊开口说:"别害怕,我不会伤害你们,我已冻得不行了,我只想在你们旁边取点暖。"
"可怜的熊儿,"母亲说,"躺到火边来吧,小心别烧着了你的皮毛。"然后她喊道:"白雪,红玫,出来吧!熊不会伤害你们,没有歹意。"于是姐妹俩走了出来,小羊和鸽子也渐渐走到跟前,再也无所畏惧了。 熊说:"孩子们,帮我把身上的雪打一下。"于是她们拿出了扫帚,把熊儿浑身上下扫得干干净净的。 熊然后心满意足、舒舒服服地爬到火堆旁,口中还不时哼着歌。 没多久,他们便随和起来了,她们和这位笨拙的客人玩起游戏来,使劲地扯着它的毛发,几只脚一同踏在它的背上,把它翻过去又覆过来,她们甚至还用榛木枝抽打它,若是它嗷嗷叫,她们就会大笑。 如是她们太过份时,它才喊:"饶了我吧,孩子们:
白雪啊,红玫,
你快要打死你的求婚人了! "
睡觉的时候到了,其他人都上床了,母亲向熊说:"你躺到火边去吧,外面天气冷,这里不会冻着。"天一亮了,姐妹俩把熊放了出去,熊儿摇摇晃晃地踏着雪地走进了树林。
从此以后,每到晚上的同一时刻,熊总会到来,并乖乖地躺在火炉边,让孩子们和他一块尽情地玩乐。 孩子们对他也习以为常,只要这位黑朋友不来,她们就不肯闩门。
春天到了,野外一遍翠绿。 一天早上,熊对白雪说:"现在我得走了,整个夏天都不会回来。""你要到哪去,熊宝宝。"白雪问。 "我必须到森林深处去保护我的财宝,以防那些可恶的矮子偷窃。冬天,当大地覆盖着一层坚硬冰块时,他们只得呆在地下面不出来,而现在冰雪消融,和煦的阳光普照着大地,他们就破土而出,到处撬挖偷窃。一旦有任何东西落入他们的手中,被带入他们的洞中,就休想再见天日了。"
白雪对他的离去可伤心啦,她为熊儿开了门,熊儿匆匆往外挤出时,碰在了门闩上,身上扯下了一撮毛发,白雪似乎看到了里面发出的一道金光,但她一时无法确定。 熊儿很快离去了,一会儿就消失在林海中。
过了一段时候,母亲让姐妹俩去林中拾柴火。 她们发现一棵大树倒在地上,树干旁的草丛中有件东西在来回乱跳,不过看不清是什么东西。 等她们走近一看,原来是个小矮子,只见他面色枯黄,雪白胡须足有一码长。 此刻他胡须的一端正卡在树缝中,这小家伙就像一只拴在绳子上的狗,不停地乱跳,茫然不知所措。
小矮人瞪着一对通红的眼睛盯着姐妹俩,口里直嚷嚷:"还站着干吗?你们难道就不会帮我一把吗?""你怎么给卡到那里面了,小个子?"红玫问道。 "笨蛋,多嘴的傻瓜!"侏儒骂道,"我本想劈点柴来做饭,木头太大,我那一丁点的饭马上就烧焦了。我们可不像你们那些粗鲁、贪吃的家伙那样吃得多。本来我已把楔子打进去,且一切如我预想的那样进展顺利,可那该死的楔子太滑了,猛地往外弹了出来,树缝便马上合拢,可我这漂亮的胡子却拔不出来了。现在它被卡得很紧,我也走不开,你们俩个痴痴呆呆、油嘴滑舌、奶油粉面的毛丫头却在发笑,呸,你俩真是太可恶了!"
姑娘们于是使劲地帮他拔,可就是拔不出,胡子在里面卡得太紧了。 "我去找个帮手来,"红玫说。 "你这没头脑的笨丫头!"小矮子咆哮起来了,"找什么帮手?你们俩已够烦人的了,难道你们就没有别的法子?""别着急,"白雪说,"我来帮你。"于是她从口袋里掏出一把剪刀,一刀就把胡子的那端剪断了。
矮子脱身后,一把抓起藏在树根处的口袋,袋中装满了金子。 他一手提着袋子,口中嘟哝道:"你们这些粗鲁的家伙,把我这么漂亮的胡须给剪断了,你们不会遭好报的。"说完便把袋子摔上肩,瞧也不瞧她俩一眼就走了。
过了一些时候,白雪和红玫一起去钓鱼。 她俩走近小溪时,突然见到一个蚱蜢似的东西要往下跳,仿佛随时都会跳入水中,她们走近一看,原来又是那个小矮子。 "你上哪儿去?可不是要往水中去吧!""我才没那么傻呢!"小矮子叫道,"难道你没看到那条该死的鱼想把我拖下水吗?"小矮子刚才一直坐在那儿钓鱼,不巧把胡须和渔线搅在了一起,一会儿鱼咬食了,这位手无缚鸡之力的小矮子可没有力气把鱼儿拉上来。 鱼儿渐渐占了上风,使劲地把小矮子朝水中拉。 他只得抓住一把草秆和灯芯草,但那又有何用呢? 他只得跟着鱼儿的游动而上下跳动,随时有被拖入水中的危险。
姐妹俩来得正是时候,她们一边使劲地抓住小矮子,一边帮他从渔线上解胡须,可胡须和线缠得太紧了,怎么解也解不开。 她们实在是无计可施,只得拿出剪刀,一刀剪去好一段胡须。 小矮子一见便尖叫:"真粗野!你们俩个坏丫头竟敢毁我的容!先前剪掉了我好端端的胡须还不够吗?现在又剪掉最漂亮的一段,我还有何面目去见人?你们赶快给我滚,滚得连鞋子也丢掉才好!"说完便从草丛中提出一袋珠宝,二话没说就一步一拐地消失在岩石后。
不久后,母亲又打发姐妹俩进城买针线、绳索和带子。 她们沿路来到一片荒地,荒地上布满了巨大的石块。 只见一只大鸟正在空中翱翔,慢慢地又在她们头上盘旋,鸟儿越飞越低,最后停在不远处的一块岩石上。 紧接着她们听到了一声撕心的惨叫声,走上前一看,她们惊呆了,老鹰居然把她们的老熟人小矮子给逮住了,就要把他叼走。
孩子们出于天生的同情心,立刻抓住了小矮子,拼命地与鹰爪抢夺起来,最后把他夺了过来。 小矮子这下可吓呆了,等他回过一点神后,立刻歇斯底里地大叫:"难道你们就不能小心点吗?瞧你们把我这身棕色的上衣给扯成了什么破烂样,你们俩个笨手笨脚的毛丫头!"说完,他又扛起一袋宝石,钻进了岩石下面的洞中。 姐妹俩对这种忘恩负义的行径早已习以为常,赶忙上路往城中办事情。
回家的路上,她们又途经那片荒地,这下可把小矮子给吓了一跳。 原来他正往空地上倒一堆宝石,万万没想到这么晚居然还会有人来。 晚霞照在明亮的宝石上,七彩斑烂,耀眼无比,孩子们都看呆了,"你们傻呆呆地站在那里干什么?"小矮子吼道,他那张本是死灰色的脸气得变成了古铜色。 就在他不停的咒骂的同时,只听一声咆哮,一头黑熊从林中奔了出来,直向他们这儿扑来。 小矮子猛然吓了一跳,还没来得及逃回洞中,熊已赶到。 只见矮人心惊胆颤地哀求道:"亲爱的熊先生,你饶了我吧!我把所有的财宝都给你,瞧地上这些钻石多漂亮,饶了我吧!你不会吃我这弱不经风的瘦骨头吧,我还不够你塞牙的,快去抓住那俩个可恶的臭丫头,你可美美地吃一顿,准有肥肥的鹌鹑那么好吃!饶了我吧,去吃掉她们吧!"熊才不听他那一套呢,劈手一掌就把这可恶的家伙击倒在地,从此再也起不来了。
姐妹俩撒腿就逃,但听到熊儿喊道:"白雪、红玫,别害怕,等一下,我和你们一起去。"这时她们俩听出了这声音,于是停下来等着他。 熊走到跟前时,熊皮突然脱落了,只见站在她们面前的竟是位面貌英俊、浑身披金的帅小伙子。 "我是一位王子,"他说,"那个小矮子偷走了我的珠宝,并向我施了妖术,把我变成了一头野熊,整天在林间乱跑,直到他死我才能解脱。现在他已受到了应有的惩罚。"
白雪后来嫁给了他,红玫嫁给了王子的哥哥,他们平分了小矮子聚集在洞中的大量财宝。 老母亲和孩子们平安幸福地一起生活了多年,她把那两株玫瑰重新移到她的窗前,那儿便有了年年盛开的美丽无比的白玫瑰和红玫瑰。
Der var engang en fattig kone, som boede i et lille hus. Udenfor lå der en lille have, og deri voksede to rosenbuske, en med røde og en med hvide roser. Hun havde to små piger, som lignede de to rosenbuske, og den ene hed Snehvid, den anden Rosenrød. Det var de bedste og gladeste børn, man kunne tænke sig. Snehvid var mere blid og stille end Rosenrød, som holdt mest af at løbe ud på marken og plukke blomster og fange sommerfugle. Hun sad næsten altid hjemme hos sin mor og hjalp hende i huset eller læste højt for hende. Børnene holdt så meget af hinanden, at de altid holdt hinanden i hånden, når de gik ud, og når Snehvid sagde: "Vi vil aldrig skilles," svarede Rosenrød: "Nej, aldrig, så længe vi lever," og moderen nikkede og sagde: "I skal altid dele, hvad I får." Ofte løb de alene om i skoven og samlede bær, men dyrene gjorde dem aldrig noget. De kom nok så tillidsfuldt hen til dem, og haren spiste kålblade af deres hånd, rådyret græssede ved siden af dem, hjorten sprang lystig forbi, og fuglene blev siddende på grenene og sang så kønt, de bare kunne. Der hændte dem aldrig noget ondt. Når de havde løbet for længe om i skoven, og det blev mørkt, før de vidste af det, lagde de sig ned i mosset og sov, og moderen vidste det og var ikke bange for dem. En morgen, da de vågnede, så de et dejligt barn i skinnende hvide klæder sidde ved siden af dem. Det smilede til dem og gik så ind i skoven uden at sige noget. Da de så sig om opdagede de, at de havde ligget og sovet ganske nær ved en dyb afgrund, og hvis de var gået blot et par skridt videre, var de styrtet derned. Da de kom hjem og fortalte det til deres mor, sagde hun, at det måtte have været den engel, som våger over de gode børn.

Snehvid og Rosenrød holdt hytten så pæn og ren, at det var en fryd at se på. Om sommeren gjorde Rosenrød i stand og stillede hver morgen en buket med en hvid og en rød rose udenfor sin mors seng. Om vinteren gjorde Snehvid ild på og satte kedlen over. Den var af messing, men var pudset så blank, at den skinnede som guld. Om aftenen, når det blev mørkt, og sneen faldt udenfor, sagde moderen: "Gå hen og skyd slåen for, Snehvid," og så satte de sig ved ilden, og moderen tog en stor bog og læste for de to pigebørn, der sad og spandt. Ved siden af dem lå et lille lam og oppe på en stang sad en hvid due med hovedet under vingen.

En aften, da de sad og havde det rart og hyggeligt, hørte de, at der blev banket på døren. "Skynd dig lidt at lukke op, Rosenrød," sagde moderen, "det er vel en vandringsmand, der beder om nattely." Rosenrød gik hen og trak slåen fra, men det var ingen fattig mand, men en bjørn, som stak hovedet ind af døren. Rosenrød gav et højt skrig og for tilbage, lammet brægede, duen fløj op og Snehvid skjulte sig bag sin mors seng. "I skal ikke være bange," sagde bjørnen, "jeg er kun blevet noget kold, og ville gerne varme mig lidt." - "Kom, du stakkels bjørn," sagde moderen, "og læg dig kun hen ved ilden, men pas på, at du ikke brænder din pels." Derpå kaldte hun på Snehvid og Rosenrød, som også kom frem, og lidt efter lidt forvandt også lammet og duen deres skræk. "Kan I ikke børste sneen lidt af mig," sagde bjørnen, og da børnene havde taget en kost og børstet den, strakte den sig ved ilden og brummede fornøjet. De blev efterhånden helt fortrolige med deres løjerlige gæst og gav sig til at lege med den. De trak den i hårene, satte fødderne på ryggen af den og rullede den rundt eller slog løs på den med en gren, og når den brummede, lo de blot af den. Bjørnen fandt sig tålmodigt i det, men når den syntes, det blev alt for galt, råbte den: "I tager livet af mig, børn.

Snehvid og Rosenrød,
I volder jeres friers død."Da det blev sengetid, sagde moderen til bjørnen: "Du må gerne blive liggende der ved ovnen, så kan du da ikke mærke kulden og det stygge vejr." Ved daggry lukkede børnene den ud, og den travede igen ud i sneen. Men fra nu af kom den hver aften, lagde sig ved ilden og lod børnene lege, så meget de havde lyst, og de blev så vant til, at den kom, at de ikke lukkede døren, før den sorte gæst var kommet ind.

Da foråret kom og træerne begyndte at blive grønne, sagde bjørnen en morgen til Snehvid: "Nu kan jeg ikke komme her hele sommeren." - "Hvor skal du da hen?" spurgte hun. "Jeg må blive ude i skoven og holde vagt ved mine skatte for de slemme dværge," svarede den, "om vinteren, når jorden er frosset, er de nødt til at blive dernede og kan ikke komme herop, men nu har solen fået magt og smeltet is og sne, og da lister de sig til at stjæle, hvad de kan få fat i, og så kommer det ikke så let for dagens lys igen." Snehvid var helt bedrøvet ved at sige farvel. Da bjørnen ville løbe ud gennem døren, var der en krog, som greb fat i dens pels og flåede den lidt, og Snehvid syntes, at hun så noget gyldent skinne frem, men hun var dog ikke rigtig sikker i sin sag. Og bjørnen løb af sted i en fart og forsvandt snart mellem træerne.

Nogen tid efter sendte moderen børnene ud i skoven, for at de skulle samle nogle kviste. De kom da til et stort træ, som lå fældet på jorden, og syntes nok, der sprang noget op og ned mellem grenene, og da de gik nærmere så de, at det var en dværg med et gammelt, vissent ansigt. Hans lange hvide skæg var klemt fast i en revne i træet, og han sprang frem og tilbage som en hund, der er bundet, og vidste ikke, hvordan han skulle slippe fri. Han gloede med sine røde øjne på pigerne og råbte: "Hvorfor står I der. Kan I ikke komme og hjælpe mig." - "Hvordan har du dog båret dig ad, lille mand?" spurgte Rosenrød. "Dumme nysgerrige gås," sagde dværgen, "jeg ville kløve træet og hugge noget småt brænde til køkkenet. Ved stærk ild brænder vores smule mad straks. Vi behøver ikke så meget som I store, grådige mennesker. Jeg havde allerede fået kilen ind og troede den hellige grav var vel forvaret, men det forbistrede træ var så glat, at den sprang ud igen, og revnen lukkede sig så hurtigt sammen, at mit smukke hvide skæg kom i klemme, og nu kan jeg ikke få det ud igen. Se, hvor I står og griner med jeres dumme mælkebrødsfjæs. Hvor I er væmmelige." - "Nu skal jeg kalde på nogle folk," sagde Rosenrød.

"Det var også et påfund, din torskepande," snerrede dværgen, "I er allerede to for mange." - "Vær nu blot ikke så utålmodig," sagde Snehvid, "nu skal jeg hjælpe dig." Derpå tog hun sin saks op af lommen og klippede skægget over. Dværgen greb øjeblikkelig sin sæk, der var fyldt med guld. " Sikke nogle uopdragne tøse," brummede han, "sådan at mishandle mit smukke skæg. Gid pokker havde jer." Derpå tog han sækken på ryggen og traskede af sted uden så meget som at se på pigerne.

En dag gik Snehvid og Rosenrød ned til åen for at fange fisk. Da de kom i nærheden af den, så de noget, der lignede en stor græshoppe, skyndte sig derhen og så, at det var dværgen. "Hvor skal du hen?" spurgte Rosenrød, "du skal da vel ikke i vandet?" - "Nej, så gal er jeg dog ikke," råbte han, "kan I ikke se, det er den forbistrede fisk, der vil hale mig ned." Den lille fyr havde siddet og medet. Uheldigvis havde vinden viklet medesnoren ind i hans skæg, og da nu en stor fisk bed på krogen, havde han ikke kræfter nok til at hale den op. Fisken var den stærkeste og rev dværgen med sig. Det hjalp ikke stort, at han greb fat i sivene eller stråene, han måtte følge fiskens bevægelser og var hele tiden lige ved at plumpe i vandet. Pigerne kom netop i rette øjeblik. De greb fat i ham og prøvede på at få snøren ud af skægget, men det var alt for indfiltret. De var da nødt til at bruge saksen igen, og skægget blev jo endnu et lille stykke kortere. "Er det en måde at bære sig ad på," skreg dværgen rasende, "I skamskænder mig jo helt, så jeg knap kan være bekendt at vise mig for nogen. Gid alle ulykker må ramme jer." Han tog nu sin sæk med perler på nakken og forsvandt bagved en sten uden at sige et ord mere.

Kort tid efter sendte moderen de to pigebørn til byen for at købe garn og bånd. Vejen gik over en hede, hvor der hist og her lå mægtige klippestykker. Pludselig fik de øje på en stor fugl, der kredsede i luften over deres hoveder, bestandig lavere og lavere, og til sidst fløj ned bag et af klippestykkerne. Straks derefter lød et ynkeligt skrig, og da de løb derhen så de, at ørnen havde slået klo i deres gamle bekendt, dværgen, og lige skulle til at flyve af sted med ham. Børnene fik ondt af ham og holdt så fast på ham, at ørnen til sidst måtte give slip.

Da han var kommet sig af sin første forskrækkelse råbte han rasende: "Kan I dog ikke tage lidt forsigtigere på mig. I har ganske flået min tynde bluse. I er nogle utålelig klodsede tøse." Derpå tog han sin sæk med ædelstene på nakken og slæbte den ind i sin hule under klippen. Pigerne var allerede vant til hans utaknemmelighed og gik roligt videre. Da de på hjemvejen igen gik over heden, kom de bag på dværgen, der havde rystet alle sine ædelstene ud på jorden, fordi han tænkte, at der ikke kom nogen forbi så sent. Aftensolen skinnede på de pragtfulde stene, og de lyste og strålede i alle regnbuens farver, og børnene blev stående for at se på dem. "Hvad står I der og glor på?" skreg dværgen, og hans askegrå ansigt blev højrødt af vrede. I det samme hørte de en høj brummen og en sort bjørn kom travende ud af skoven. Forskrækket sprang dværgen op, men han kunne ikke få tid til at smutte bort, for bjørnen var lige ved ham. "Skån mit liv," råbte han ude af sig selv af angst, "I skal få alle mine dejlige ædelstene. Hvad fornøjelse har I af sådan en lille spinkel fyr. I kan jo næsten ikke mærke, at I får noget i munden. Tag hellere de to slemme tøse der, det er lækkerbidskener." Bjørnen brød sig ikke om, hvad han sagde, men gav den ondskabsfulde fyr et eneste slag med sin lab, så han faldt om, så død som en sild.

Pigebørnene var løbet deres vej, men bjørnen råbte efter dem: "Snehvid og Rosenrød. Vent lidt og tag mig med." De kendte da deres gamle ven igen og standsede, men da bjørnen var kommet hen til dem, faldt bjørneskindet pludselig af, og der stod en smuk, ung mand i gyldne klæder. "Jeg er en kongesøn," sagde han, "og den onde dværg havde stjålet mine skatte og forvandlet mig til en bjørn, så jeg måtte løbe omkring i skoven. Ved hans død er j eg blevet løst af fortryllelsen, og han har fået sin velfortjente straf."

Snehvid blev gift med kongesønnen og Rosenrød med hans bror, og de store skatte, som dværgen havde gemt inde i sin hule, delte de med hinanden. Den gamle mor levede endnu mange år lykkelig og glad hos sine børn. De to rosenbuske tog hun med sig, og de bar hvert år de dejligste hvide og røde roser.




比較翻譯:













Donations are welcomed & appreciated.


Thank you for your support.