DANSK

Den magre Lise

ESPAÑOL

Elisa, la flaca


Den magre Lise var lavet af en hel anden slags dej end den dovne Henrik og den tykke Trine, som ikke bestilte det allermindste. Hun sled i det fra morgen til aften og læssede så meget arbejde på sin mand, lange Jens, at han havde det drøjere end et æsel, der må slæbe tre sække. Men lige meget hjalp det. De havde ingenting, og de fik ingenting. En aften, da hun var kommet i seng og var så træt, at hun ikke kunne røre et lem, kunne hun alligevel ikke falde i søvn for alt det hun lå og tænkte på. Pludselig gav hun sin mand et puf i siden. "Ved du hvad, Jens," sagde hun, "jeg har ligget og tænkt på, at hvis jeg fandt en daler, og der var en der gav mig en, så ville jeg låne en til og du skulle også give mig en. Så havde jeg fire daler og så kunne jeg købe en ko." - "Jeg ved rigtignok ikke, hvor jeg skal få den daler fra," svarede manden, "men hvis du alligevel kan få fat i pengene og køber en ko, synes jeg, det er storartet." Han lå lidt og tænkte sig om og sagde så: "Det bliver også rart, når koen får en kalv, og jeg glæder mig rigtignok til at få dejlig nymalket mælk." - "Du skal virkelig ikke have mælken," sagde Lise. "Den skal kalven selvfølgelig drikke, så den kan blive stor og tyk og vi kan få mange penge for den." - "Ja naturligvis," svarede Jens, "men det kan da ikke gøre noget, at vi får en lille smule af den." - "Hvad forstand har du på køer," sagde konen, "og enten det skader eller ej, vil jeg ikke have det, og hvis du sætter dig på bagbenene, får du ikke en dråbe mælk. Fordi din lange fyr er så forslugen, så der ingen ende er på det, skal du ikke bilde dig ind, du får lov til at æde alt, hvad jeg med møje og besvær skraber sammen." - "Hvis du nu ikke tier stille, er det nok bedst, du får en mundkurv på," råbte manden. "Hvad for noget," skreg konen og for op, "sådan en lang, doven knægt." Hun ville tage fat i ham, men Jens rejste sig op, klemte med den ene hånd den magre Lises tynde arme sammen og pressede hendes hovede fast ned mod puden. Så kunne hun skælde så meget, hun ville, han holdt fast, lige til hun faldt i søvn af træthed. Men om de næste morgen begyndte at skændes igen eller om Lise gik ud for at lede efter den daler, som hun ville, se det ved jeg ikke.
La flaca Elisa pensaba de modo muy distinto que el holgazán Enrique y la gorda Trini, a quienes no había modo de sacar de la cama. Se desvivía trabajando de la mañana a la noche, y obligaba también a trabajar a su marido, el larguirucho Lorenzo, de tal manera, que el pobre lo pasaba peor que un asno bajo la carga de tres sacos. Pero todo resultaba inútil; ni tenían nada ni conseguían prosperar lo más mínimo. Una noche, estando acostada y tan rendida que apenas podía menearse, los pensamientos no la dejaban conciliar el sueño. Despertó a su marido de un codazo en las costillas, y le dijo:
- Escucha, Lorenzo. ¿Sabes qué he pensado? Pues que si me encontrase un escudo y alguien me regalase otro, pediría prestado un tercero y tú me darías uno; y así, con los cuatro, compraría una vaca joven.
No le pareció mal la idea al hombre:
- Claro que - observó - no sé de dónde voy a sacar yo el escudo que tú quieres que te dé. De todos modos, si tuvieras el dinero y te bastase para comprar una vaca, obrarías santamente poniendo en práctica tu ocurrencia. Me encanta pensar - añadió - que la vaca pudiera tener una ternerita; al menos podría, de cuando en cuando, tomarme un vasito de leche.
- La leche no sería para ti - replicó la mujer -, pues la ternera habría de mamar para que engordara y pudiésemos venderla bien.
- Cierto - asintió el marido -; mas un poquitín de leche, bien podría tomármela; ningún mal habría en ello.
- ¿Y qué sabes tú de vacas? - replicó la mujer-. Haya o no mal en ello, no lo quiero, y por mucho que te emperres no probarás una gota de leche. ¡Grandullón, nunca estás harto! ¿Crees que voy a dejar que te tragues lo que tanto sacrificio me ha costado?
- Mujer - contestó Lorenzo -. Cállate o te arreo una bofetada.
- ¡Cómo! - exclamó ella -; ¡te atreves a amenazarme, glotón, pícaro, gandul! -, y trató de agarrarlo de los pelos; pero el larguirucho esposo se incorporó y, sujetando con una mano los desmirriados brazos de Elisa, con la otra le apretó la cabeza contra la almohada y la mantuvo así hasta que la mujer se cansó de echar pestes y se quedó dormida. Lo que ignoro es sí, al despertarse al día siguiente, continuó buscándole camorra o si se marchó en busca de los escudos que necesitaba.




Sammenligne to sprogene:













Donations are welcomed & appreciated.


Thank you for your support.