Den magre Lise


瘦莉莎


Den magre Lise var lavet af en hel anden slags dej end den dovne Henrik og den tykke Trine, som ikke bestilte det allermindste. Hun sled i det fra morgen til aften og læssede så meget arbejde på sin mand, lange Jens, at han havde det drøjere end et æsel, der må slæbe tre sække. Men lige meget hjalp det. De havde ingenting, og de fik ingenting. En aften, da hun var kommet i seng og var så træt, at hun ikke kunne røre et lem, kunne hun alligevel ikke falde i søvn for alt det hun lå og tænkte på. Pludselig gav hun sin mand et puf i siden. "Ved du hvad, Jens," sagde hun, "jeg har ligget og tænkt på, at hvis jeg fandt en daler, og der var en der gav mig en, så ville jeg låne en til og du skulle også give mig en. Så havde jeg fire daler og så kunne jeg købe en ko." - "Jeg ved rigtignok ikke, hvor jeg skal få den daler fra," svarede manden, "men hvis du alligevel kan få fat i pengene og køber en ko, synes jeg, det er storartet." Han lå lidt og tænkte sig om og sagde så: "Det bliver også rart, når koen får en kalv, og jeg glæder mig rigtignok til at få dejlig nymalket mælk." - "Du skal virkelig ikke have mælken," sagde Lise. "Den skal kalven selvfølgelig drikke, så den kan blive stor og tyk og vi kan få mange penge for den." - "Ja naturligvis," svarede Jens, "men det kan da ikke gøre noget, at vi får en lille smule af den." - "Hvad forstand har du på køer," sagde konen, "og enten det skader eller ej, vil jeg ikke have det, og hvis du sætter dig på bagbenene, får du ikke en dråbe mælk. Fordi din lange fyr er så forslugen, så der ingen ende er på det, skal du ikke bilde dig ind, du får lov til at æde alt, hvad jeg med møje og besvær skraber sammen." - "Hvis du nu ikke tier stille, er det nok bedst, du får en mundkurv på," råbte manden. "Hvad for noget," skreg konen og for op, "sådan en lang, doven knægt." Hun ville tage fat i ham, men Jens rejste sig op, klemte med den ene hånd den magre Lises tynde arme sammen og pressede hendes hovede fast ned mod puden. Så kunne hun skælde så meget, hun ville, han holdt fast, lige til hun faldt i søvn af træthed. Men om de næste morgen begyndte at skændes igen eller om Lise gik ud for at lede efter den daler, som hun ville, se det ved jeg ikke.
懒哈利和胖特丽娜总是为人持重,不为外物所扰。 瘦莉莎的想法却完全相反,她总是从早忙到晚,让她的大个子丈夫伦茨干很多的活。 可尽管如此,他们还是一无所获,一事无成。 一天晚上,莉莎躺在床上,累得无法动弹,却心事重重地无法入睡。 她用肘撞旁边的男人说:"伦茨,你听,我想的是什么?假如我找到一块金币,别人又送我一块,我再去借一块,你也给我一块,那么,我一共就有四块金币,我就要买一头母牛。"男人觉得这很好,他说:"我虽不知道上哪儿去给你弄到送你的那块金币,但是如果你有了这笔钱,你就可以用它买头母牛,如果母牛生头小牛,那我们就可以喝上牛奶,提提神了。"女人说:"牛奶不是你的,我们让小牛吸,让它长得膘肥体壮,才能卖个好价钱。"男人说:"那是当然,不过我们也可以喝一点点,不碍事。"女人说:"谁叫你这样对待母牛?不管碍不碍事,我都不会答应。你要是胡思乱想,休想喝到一滴牛奶!你这傻大个真是个贪得无厌的家伙,要把我幸苦挣来的东西消耗尽吗?"男人说:"老婆,安静些,否则我要把你的嘴蒙起来。""什么?"她喊道,"你要吓唬我,你这馋鬼,你这长杆子,你这懒鬼哈利。"她想揪他的头发,但长子伦茨坐起来,用一只手抓着瘦莉莎的两条细胳膊,用另一只手将她的头发按在枕上,听凭她叫骂,直到她最后累得又睡着了才松开。 第二天早上,他们醒来后没有继续吵闹,莉莎后来究竟有没有出去找她想得到的那块金币,那我们就不知道了。