Månen


La luna


I gamle dage var der et land, hvor der altid var helt mørkt om natten. Himlen lå over jorden som et sort tæppe, månen stod aldrig op, og der var ikke en eneste stjerne, som blinkede. Nattens lys var nemlig sluppet op dengang verden blev skabt. Engang gik fire, unge mænd, som boede her, på vandring. De kom til et andet rige, og om aftenen, da solen var sunket bag bjergene, så de, at der hang en strålende kugle i et egetræ. Den udbredte et mildt, dæmpet lys, og man kunne skelne alting, om end ikke så godt som ved solens lys. Vandringsmændene standsede og spurgte en bonde, som kom kørende forbi, hvad det var for et lys. "Det er jo månen," svarede han, "sognefogeden har købt den for tre daler og hængt den op i egetræet. Han må hver dag hælde olie på den og holde den ren, så den kan brænde klart. Til løn derfor får han en daler om ugen."
Da bonden var kørt bort, sagde en af mændene: "Den lampe kunne vi i grunden godt bruge. Vi har jo hjemme et egetræ, som er lige så stort, der kan vi jo hænge den. Hvor det vil blive dejligt, når vi ikke længere behøver at rode omkring i mørke om natten." - "Det er bedst, vi henter hest og vogn, og kører månen bort," sagde den anden, "de kan jo købe sig en anden." - "Jeg klatrer så godt," sagde den tredie, "jeg skal nok få den ned." Den fjerde hentede nu hest og vogn, og den tredie klatrede op i træet, borede hul i månen, trak et reb igennem og hejsede den ned. Da de havde lagt den strålende kugle på vognen, bredte de et klæde over, for at ingen skulle mærke tyveriet. De slap også lykkelig og vel hjem til deres land igen og hængte den op i en eg. Gamle og unge glædede sig, da den nye lampe sendte sine blide stråler ud over markerne og ind i husene. Dværgene kom ud af klippehulerne, og de små nisser med de røde huer dansede en runddans på engen.
De fire mænd hældte olie på månen, pudsede vægen og fik en daler om ugen for det. Men efterhånden blev de jo gamle, og da en af dem blev syg og mærkede, at døden nærmede sig, befalede han at den fjerdedel af månen, som var hans ejendom, skulle lægges i graven med ham. Da han var død, klatrede sognefogeden op i træet, klippede med en havesaks en fjerdedel af og lagde den ned i kisten. Månen lyste nu ikke mere så godt, men man mærkede det dog ikke ret meget. Da den anden døde, fik han også en fjerdedel med sig, og så lyste den jo mindre endnu. Og da den tredie ligeledes fik sin del med, blev lyset ganske svagt, og da den fjerde døde, blev det lige så mørkt, som det havde været før. Når folk om aftenen gik ud uden lygter, løb de på hinanden.
Men da månen nede i underverdenen igen blev sat sammen, blev de døde urolige og vågnede, for der havde jo ellers været helt mørkt. De blev meget forbavsede, da de igen kunne se. Månens stråler var stærke nok, for deres øjne var jo blevet svækket, så de havde ikke engang kunnet tåle sollyset. De stod nok så glade op og begyndte at leve på deres gamle maner. Nogle gik til spil og dans, andre strømmede til værtshusene og drak vin, så de blev fulde, larmede og skændtes, og tog deres knipler frem og gav sig til at slås. Larmen blev værre og værre, og til sidst kunne den høres helt op i himlen.
Peter, som sidder på vagt ved himmelens port, troede, at der var oprør i underverdenen, og kaldte de himmelske hærskarer sammen, for at de skulle jage den onde tilbage, hvis han ville prøve på at storme de saliges himmel. Da der ikke kom nogen, satte han sig op på en hest og red ned til underverdenen. Han bragte så igen ro til veje blandt de døde og befalede dem at lægge sig i deres grave. Månen tog han med sig og hængte den op på himlen.
En tiempos muy lejanos hubo un país en que por la noche estaba siempre oscuro, y el cielo se extendía como una sábana negra, pues jamás salía la luna ni brillaban estrellas en el firmamento.
De aquel país salieron un día cuatro mozos a correr mundo, y llegaron a unas tierras en que al anochecer, en cuanto el sol se ocultaba detrás de las montañas, aparecía sobre un roble una esfera luminosa que esparcía a gran distancia una luz clara y suave; aun cuando no era brillante como la del sol, permitía ver y distinguir muy bien los objetos. Los forasteros se detuvieron a contemplarla y preguntaron a un campesino, que acertaba a pasar por allí en su carro, qué clase de luz era aquella.
- Es la luna -, respondió el hombre -. Nuestro alcalde la compró por tres escudos y la sujetó en la copa del roble. Hay que ponerle aceite todos los días y mantenerla limpia para que arda claramente. Para ello le pagamos un escudo a la semana.
Cuando el campesino se hubo marchado, dijo uno de los mozos:
- Esta lámpara nos prestaría un gran servicio; en nuestra tierra tenemos un roble tan alto como éste; podríamos colgarla de él. ¡Qué ventaja, no tener que andar a tientas por la noche!
- ¿Sabéis qué? - dijo el segundo -. Iremos a buscar un carro y un caballo, y nos llevaremos la luna. Aquí podrán comprar otra.
- Yo sé subirme a los árboles - intervino el tercero -. Subiré a descolgarla.
El cuarto fue a buscar el carro y el caballo, y el tercero trepó a la copa del roble, abrió un agujero en la luna, pasó una cuerda a su través y la bajó. Cuando ya tuvieron en el carro la brillante bola, la cubrieron con una manta para que nadie se diese cuenta del robo, y de este modo la transportaron, sin contratiempo, a su tierra, donde la colgaron de un alto roble. Viejos y jóvenes sintieron gran contento cuando vieron la nueva luminaria esparcir su luz por los campos y llenar sus habitaciones y aposentos. Los enanos salieron de sus cuevas, y los duendecillos, en su rojas chaquetitas, bailaron en corro por los prados.
Los cuatro se encargaron de poner aceite en la luna y de mantener limpio el pabilo, y por ello les pagaban un escudo semanal. Pero envejecieron, y cuando uno de ellos enfermó y previó la proximidad de la muerte, dispuso que depositasen en su tumba, al enterrarlo, la cuarta parte de la luna, de la que era propietario. Cuando hubo muerto, subió el alcalde al roble y, con las tijeras de jardinero, cortó un cuadrante, que fue colocado en el féretro. La luz del astro quedó debilitada, aunque poco. Pero a la muerte del segundo hubo de cortar otro cuarto, con la consiguiente mengua de la luz. Más tenue quedó aún después del fallecimiento del tercero, que se llevó también su parte; y cuando llegó la última hora del cuarto, las tinieblas volvieron a reinar en el país. La gente que salía por la noche sin linterna, se daba de cabezadas, y todo eran choques y trompazos.
Pero al unirse, en el mundo subterráneo, los cuatro cuadrantes de la luna e iluminar el reino de las eternas tinieblas, los muertos comenzaron a agitarse y a despertar del último sueño. Extrañáronse al sentir que veían de nuevo: la luz de la luna les bastaba, pues sus ojos se habían debilitado tanto que no habrían podido resistir el resplandor del sol. Levantáronse de sus tumbas y, alegres, reanudaron su antiguo modo de vida: los unos se fueron al juego o al baile; los otros corrieron a las tabernas, donde se emborracharon, alborotaron y riñeron, acabando por sacar las estacas y zurrarse de lo lindo mutuamente. El ruido era cada vez más estruendoso, y acabó dejándose oír en el cielo.
San Pedro, celador de la puerta del Paraíso, creyó que el mundo de abajo se había sublevado, y corrió a concentrar a las celestiales huestes para rechazar al enemigo, caso de que el demonio, al frente de los suyos, intentara invadir la mansión de los justos. Pero viendo que no llegaban, montó en su caballo y se dirigió al mundo subterráneo. Allí aquietó a los muertos y los hizo volver a sus sepulturas: luego se llevó la luna y la colgó en lo alto del firmamento.