DANSK

Dødens sendebud

日本語

死神の使いたち


For mange, mange år siden vandrede en kæmpe hen ad landevejen. Pludselig sprang en fremmed mand henimod ham og råbte: "Holdt, ikke et skridt videre." - "Hvad for noget," sagde kæmpen, "du lille fyr, som jeg kan knuse mellem fingrene, vover at træde i vejen for mig. Hvem er du, siden du tør tale så dristigt." - "Jeg er døden," svarede manden, "ingen kan modstå mig. Også du må adlyde mine befalinger." Men kæmpen nægtede det og begyndte at kæmpe med døden. Det var en lang, voldsom kamp, men til sidst fik kæmpen overhånd og gav døden sådan et slag, at den sank om ved siden af en sten. Kæmpen gik sin vej, og døden var så mat, at den ikke kunne rejse sig. "Hvad skal det blive til, hvis jeg bliver liggende her," sagde den, "så dør der jo ingen, og verden vil blive så fuld af mennesker, at de ikke kan røre sig." Lidt efter kom et ungt menneske hen ad vejen, frisk og rask, mens han sang og så sig om. Da han så døden ligge afmægtig der, fik han ondt af ham, gik hen og hjalp ham op, gav ham noget styrkende at drikke og ventede, til han kom til kræfter. "Ved du nu også, hvem det er, du har hjulpet?" spurgte den fremmede så og rejste sig op. "Nej, jeg kender dig ikke," svarede den unge mand. "Jeg er døden. Jeg skåner ingen og kan heller ikke gøre en undtagelse med dig. Men for at vise dig min taknemmelighed lover jeg dig, at jeg ikke skal komme bag på dig. Førend jeg henter dig, skal jeg sende bud til dig." - "Ja, ja," sagde den unge mand, "det er jo altid en fordel, at jeg ved, hvornår du kommer, og indtil da kan være ganske sikker for dig." Derpå drog han videre lystig og glad, og tænkte ikke på den dag i morgen. Men hans ungdom og sundhed varede kun kort. Han blev syg, og smerterne plagede ham om dagen og holdt ham vågen om natten. "Dø skal jeg da ikke," tænkte han, "døden sender mig jo først bud. Jeg ville bare ønske, at denne slemme sygdom var forbi." Så snart, han var blevet rask, begyndte han igen at leve på sin gamle, lystige vis. En dag var der pludselig en, der slog ham på skulderen, og da han vendte sig om, stod døden der. "Følg mig," sagde den, "nu slår den time, hvor du må sige farvel til denne verden." - "Hvad for noget," sagde mennesket. "Du lovede jo, at du ville sende mig bud, før du selv kom. Det har du jo ikke gjort." - "Ti stille," sagde døden. "Har jeg ikke sendt det ene bud efter det andet. Kom ikke feberen og rystede dig og kastede dig på dit leje. Har dit hovede ikke smertet. Har gigten ikke faret dig igennem alle lemmer. Hørte du ikke en susen for dine ører. Mærkede du ikke, hvor dine tænder smertede. Blev det ikke sort for dine øjne. Og frem for alt, har ikke min bror søvnen hver aften mindet dig om mig. Lå du ikke hver nat, som om du allerede var død?" Mennesket vidste ikke, hvad han skulle svare, føjede sig i sin skæbne og gik bort med døden.
古代に、ある時巨人が広い大通りを旅をして歩いていました。すると突然見知らぬ男が前に飛び出して、「止まれ。あと一歩も歩くな。」と言いました。「何だと?おれが指の間でつぶせるやつが道をふさぎたがってるわい。」と巨人は叫びました。「ずいぶん思い切った真似をするじゃないか、お前は誰だ?」「わしは死神じゃ。」とその男は答えました。「誰もわしにははむかえない。そしてお前もわしの命令に従わねばならぬ。」しかし巨人は断って死神と戦い始めました。それは長く激しい戦いでしたが、とうとう巨人が優勢になりこぶしで死神を打った結果、死神は石のそばに倒れました。巨人は道を進み、死神は負けてそこに倒れたまま、とても弱ってもう起きあがれませんでした。「わしがここの隅に倒れていれば、どうなるかのう。世界の誰も死なないで、人間があふれかえり、お互いに立ってる隙間もなくなるぞ。」と死神は言いました。

そのうちに若い男が道をやってきて、丈夫で健康な男で、歌を歌いながら、あちこち見まわしていました。男は半分気を失っている男を見ると、同情してその男のところへ行き、起きあがらせ、自分のびんから気つけの飲み物を口に注ぎ入れ、その男が力を取り戻すまで待っていました。見知らぬ男は起きあがりながら、「わしが誰か、お前がまた足でたてるように助けたのは誰か、知ってるかね?」と言いました。「いいえ、私はあなたを知りませんよ。」と若者は答えました。「わしは死神だよ。わしは誰も容赦せんし、お前にも例外を作れん。だが、わしが感謝しているのがわかるように、わしがふいにお前を訪ねるのではなく、わしが来てお前を連れて行く前に使いを送ると約束しよう。」と死神は言いました。「え~と、いつあなたが来るか僕に知らせてくれるというのは得だね。とにかくその間はあなたから無事というわけだ。」と若者は言いました。それから若者は道を進んで行き、心が軽く、考えなしに暮らしました。

しかし、若さと健康は長く続きませんでした。まもなくたくさんの病気や悲しみがやってきて、昼は男を苦しめ、夜は休息を取り去りました。「私は死なないのだ。死神がその前に使いをよこすんだからな。だが、この病気のひどい毎日が終わって欲しいものだなあ。」と男は独り言を言いました。具合がよくなるとすぐに、男はもう一度楽しく暮らし始めました。するとある日、誰かが男の肩をたたきました。男が見回すと、死神が後ろに立っていて、「わしについて来い。この世に別れるときが来た。」と言いました。「何だって?」と男は答えました。「約束を破るのか?あなたは自分で来る前に使いを送ると約束しなかったか?私は誰にも会っていないよ。」「だまれ。」と死神は答えました。「わしは次から次へと使いを送らなかったか?熱が来てお前を打ちのめし、震えさせ、倒さなかったか?めまいがお前の頭をまごつかせなかったか?通風がお前の足を曲がらせなかったか?耳鳴りがしなかったか?歯痛がおまえの頬にかみつかなかったかね?目の前が暗くならなかったかね?そのほかにわしの弟が毎晩わしのことを思い出させなかったかね?もう死んだみたいに夜横になっていなかったかね?」男は答えることができず、運命に従い、死神と一緒に去って行きました。




Sammenligne to sprogene:













Donations are welcomed & appreciated.


Thank you for your support.