Der var engang en møller, som levede lykkelig og glad med sin kone. Penge havde de nok af, og for hvert år, der gik, blev de rigere. Men ulykken kommer som en tyv om natten, og ligesom deres rigdom var taget til svandt den nu ind fra år til år, og til sidst kunne mølleren knap kalde møllen for sin egen. Han var meget bekymret, og når han gik i seng om aftenen, efter at have arbejdet hele dagen, kunne han ikke falde i søvn, men plagedes af alle slags sorger. En morgen stod han op før daggry, gik ud i det fri og tænkte, at så ville han blive lettere til mode. Da han gik hen over mølledæmningen brød netop den første solstråle frem, og han hørte noget rasle i sivene. Da han vendte sig om, fik han øje på en smuk kvinde, som langsomt hævede sig op af vandet. Det lange hår, som hun holdt sammen med sine hænder, dækkede helt hendes hvide legeme. Han kunne nok tænkte sig, at det var havfruen, og var så bange, at han ikke vidste, om han skulle gå eller blive. Men havfruen kaldte på ham med sin bløde stemme og spurgte, hvorfor han var så bedrøvet. Mølleren kunne først ikke få et ord frem, men da hun var så venlig, tog han mod til sig og fortalte hende, at han engang havde været rig og lykkelig men nu var han så fattig, at han ikke vidste, hvordan han skulle klare sig. "Giv dig tilfreds," sagde havfruen, "jeg vil gøre dig rigere og lykkeligere, end du nogensinde har været, men så må du til gengæld love mig det, som netop er født hjemme hos dig." - "Det kan jo ikke være andet end en hund eller en kat," tænkte mølleren og sagde ja. Havfruen dukkede ned igen, og mølleren skyndte sig glad og ved godt mod hjem til møllen. Før han nåede derhen, kom pigen ud af døren og råbte til ham, at han kunne glæde sig, for hans kone havde født en lille søn. Mølleren stod som ramt af lynet, han så nok at den onde havfrue havde vidst det og narret ham. Med bøjet hovede kom han hen til sin kones seng, og da hun spurgte ham: "Hvorfor er du ikke glad over den dejlige dreng?" fortalte han hende, hvad der var sket, og hvad han havde lovet havfruen. "Hvad hjælper al min lykke og rigdom mig," sagde han, "når jeg skal miste mit barn. Men hvad kan jeg gøre." Heller ikke de slægtninge, som kom for at ønske til lykke, vidste råd.
Imidlertid vendte lykken tilbage til møllerens hus. Alt, hvad han foretog sig, lykkedes, det var, som om kister og kasser fyldtes af sig selv, og der i løbet af natten blev flere og flere penge i skabet. Det varede ikke ret længe før hans rigdom var større end nogensinde. Men han kunne ikke glæde sig derover. Det løfte, som han havde givet havfruen, pinte ham. Så tit han kom forbi dammen var han bange for, at hun skulle dukke op og minde ham om hans gæld. Han sørgede også for, at drengen aldrig kom i nærheden af vandet. "Tag dig i agt," sagde han til ham, "hvis du rører ved vandet kommer der en hånd op og trækker dig ned." Men da der gik det ene år efter det andet, uden at havfruen viste sig, begyndte han dog at blive beroliget.
Drengen voksede op, og da han blev stor kom han i lære hos en jæger. Da han var udlært og var blevet en dygtig jæger, tog herremanden ham i sin tjeneste. I landsbyen var der en smuk og god pige, som jægeren syntes godt om, og da hans herre fik det at vide, gav han ham et lille hus. De holdt så bryllup og levede lykkelige og glade med hinanden.
Da jægeren ikke kom hjem om aftenen blev hans kone bange. Hun gik ud for at lede efter ham, og da han ofte havde fortalte hende, at han måtte tage sig i agt for havfruens efterstræbelser og ikke turde komme hen i nærheden af dammen, anede hun allerede, hvad der var sket. Hun skyndte sig ned til vandet, og da hun fandt hans jægertaske på bredden, kunne hun ikke længere tvivle på ulykken. Hun vred sine hænder og kaldte grædende på sin elskede, hun løb over på den anden side af dammen og kaldte igen, hun anklagede havfruen i hårde ord, men ingen svarede. Vandfladen lå ubevægelig, kun halvmånen blinkede op til hende.
Den stakkels kone blev nede ved dammen. Rastløs gik hun rundt om den, undertiden tavs, undertiden højt grædende eller under halvkvalt hulken. Til sidst kunne hun ikke mere. Hun sank om på jorden og faldt i søvn. Og så drømte hun.
Den stakkels kone blev nede ved dammen. Rastløs gik hun rundt om den, undertiden tavs, undertiden højt grædende eller under halvkvalt hulken. Til sidst kunne hun ikke mere. Hun sank om på jorden og faldt i søvn. Og så drømte hun.
Hun syntes, at hun klatrede op mellem to store klippeblokke. Torne og ranker rev hendes fødder, regnen piskede hende i ansigtet, vinden ruskede hende i håret. Da hun var nået op på toppen, så alt ganske anderledes ud. Himlen var blå og luften mild. Jorden skrånede jævnt ned mod en grøn eng med brogede blpmster, og der stod en lille pæn hytte. Hun gik derhen, åbnede døren, og der sad en gammel kone med hvidt hår og vinkede venligt til hende. I samme øjeblik vågnede den stakkels kone. Det var højlys dag, og hun besluttede straks at følge det vink, hun havde fået i drømme. Hun klatrede med besvær op ad bjerget, og alt var ganske som hun havde set det om natten. Den gamle tog venligt imod hende og bad hende sætte sig ned. "Der må være hændt dig en stor ulykke, siden du opsøger mig her i min ensomme hytte," sagde hun. Konen fortalte hende nu grædnede, hvad der var sket. "Hold nu kun op med at græde," sagde den gamle, "jeg skal nok hjælpe dig. Her har du en gylden kam. Vent til fuldmånen er kommet frem og gå så ned til sivene, sæt dig ved bredden og red dit lange, sorte hår med denne kam. Når du er færdig, skal du lægge den på bredden, og se så, hvad der sker."
Konen vendte hjem, men tiden gik kun langsomt for hende. Endelig lyste fuldmånen på himlen, og hun gik så ned til sivene og satte sig til at rede sit lange, sorte hår med guldkammen. Da hun var færdig, lagde hun den på strandbredden. Lidt efter lød der en brusen nede fra dybet, en bølge hævede sig og skyllede ind over bredden og tog kammen med sig. Det varede ikke længere, end til man kunne tænke sig, at kammen var sunket ned på bunden, så hævede jægerens hovede sig op over vandfladen. Han sagde ikke noget, men så bedrøvet på sin kone. I samme øjeblik kom en bølge brusende og skyllede hen over hans hovede. Alt forsvandt, sivene lå roligt som før og kun fuldmånen spejlede sig i vandet.
Bedrøvet gik den unge kone hjem, og i drømme så hun igen den gamle i hytten. Næste morgen begav hun sig igen på vej og klagede sin nød for den kloge kone. Hun gav hende en guldfløjte og sagde: "Vent til det bliver fuldmåne igen. Sæt dig så ved dammen og blæs en køn sang og læg fløjten på bredden, når du er færdig. Se så hvad der sker."
Konen gjorde, som den gamle havde sagt. Da hun havde lagt fløjten på sandet begyndte vandet at bruse, en bølge skyllede ind over land og tog fløjten med sig.
Lidt efter skiltes vandet, og ikke blot hovedet, men halvdelen af jægerens krop kom til syne. Længselsfuldt bredte han sine arme ud, men en anden bølge skyllede hen over ham, og han forsvandt i dybet.
"Hvad kan det hjælpe, at jeg ser min elskede og straks mister ham igen," sagde den ulykkelige kone. Hun var lige så bedrøvet som før, men i drømme kom hun for tredie gang til den gamles hus. Næste morgen begav hun sig på vej, den kloge kone gav hende en guldrok, trøstede hende og sagde: "Det er ikke fuldbragt endnu. Vent, til det bliver fuldmåne, og sæt dig så ved dammen og spind tenen fuld. Stil rokken tæt ned ved vandet, når du er færdig, og se så, hvad der sker."
Den unge kone gjorde ganske, som hun havde sagt. Da det blev fuldmåne satte hun sig ned ved bredden og spandt ivrigt, til hun havde spundet alt hørret op, og tenen var fuld af tråd. Da hun havde stillet rokken ned ved bredden bruste vandet endnu stærkere end før, og en mægtig bølge skyllede den bort. I samme øjeblik skød en høj vandstråle op, og hendes mands hovede og hele skikkelsen viste sig. Hurtigt sprang han op på bredden, greb sin kones hånd, og de flygtede af sted. Men da de var kommet et lille stykke bort, lød der en vældig brusen, og vandet strømmede med rivende fart ud over marken. De to flygtninge så allerede døden komme, da kaldte konen i sin angst den gamle til hjælp, og i samme øjeblik blev hun forvandlet til en tudse og jægeren til en frø. Vandet, som nu nåede dem, kunne ikke dræbe dem, men det skilte dem ad og førte dem langt bort fra hinanden.
Da vandet var sunket og de igen berørte den tørre jord, fik de deres menneskelige skikkelse tilbage. Men den ene vidste ikke, hvor den anden var. De var blandt fremmede mennesker, som ikke kendte deres hjemstavn. Bjerg og dal lå imellem dem. I mange år drev de deres hjord omkring i mark og skov og sørgede og længtes inderligt efter hinanden.
Da foråret engang igen havde holdt sit indtog, drog de begge en dag af sted med deres hjorder, og tilfældet ville at de kom i nærheden af hinanden. Jægeren så i det fjerne en hjord på en bjergskrænt og drev sine får i den retning. De mødtes nu i en dal, de kendte ikke hinanden, men var dog glade over ikke mere at være så alene. De fulgtes nu hver dag ud med deres hjord. Ret meget talte de ikke sammen, men de følte sig dog lidt gladere. En aften, da fuldmånen stod på himlen, tog jægeren sin fløjte frem og blæste en smuk, sørgmodig sang. Da han holdt op, så han, at hyrdinden sad og græd. "Hvorfor græder du?" spurgte han. "Sådan skinnede også fuldmånen, da jeg for sidste gang blæste den sang på fløjten, og min elskedes hovede dukkede op af vandet," svarede hun. Da han så på hende, var det som om et slør blev draget fra hans øjne, han kendte sin hustru, og da månelyset faldt på hans ansigt, kendte hun også ham. De omfavnede og kyssede hinanden, og man behøver ikke at spørge, om de var lykkelige.
从前，有位磨坊主和妻子生活在一块，生活十分富足。 他们有钱有地，光景一年好似一年。 但不幸的事情突然来了，他的财富变得一年少似一年，最后那磨坊主连自己的磨坊几乎都不能维持了。 他悲痛万分，每天干完活躺在床上，总是辗转反侧，夜不能寐。 一天早晨，天不亮他就起床出了门，心想这样心情可能会好些。 等他跨上水坝，太阳还刚刚升上地平线，突然他听到水中有潺潺之声，他回头一看，发现水中缓缓地冒出个美女。 她用纤纤的玉手将一头长长的秀发理在两肩旁，遮住了整个身躯。 磨坊主马上意识到她就是水池中的水妖了，情急之中他不知该留还是该走了。 只听水妖柔柔地呼唤着他的名字，问他为何如此闷闷不乐，声音十分悦耳。 起初磨坊主给吓怕了，但当他听到美女说话如此温柔可爱时，便赶紧定了定神，告诉她自己过去的生活如何富足，现在生活如何贫困潦倒、百般的无奈。 "别着急，"水妖说，"我会让你过比以前更富足、更幸福的，但你必须答应把家中新降生的小东西给我。""那除了小猫小狗之类还会有什么别的东西呢？"磨坊主心想，于是他答应了她的要求。 听完这话，水妖沉了下去，他也乐颠颠地跑回作坊，心存安慰，神情格外舒畅。 但他刚跨进门就见女仆跑出房子尖叫着向他道喜，说夫人刚生下个男婴。 真是如五雷轰顶一般，磨坊主站在那儿，呆若木鸡，他意识到那狡猾的水妖早就知道这一点，而且还欺骗了他。 他耸拉着脑袋，走到妻子床前，妻子对他说："给你生了个胖小子，难道你还不开心吗？"他告诉她灾难已降临到他头上，接着便把许诺的事一五一十地说了。 "财富对我来说有什么用呢？"他又说，"如果失去了孩子，我该怎么办？"就是那些前来道贺的亲朋好友们也不知该说什么好。 这以后磨坊主确实时来运转了，他所做的交易都兑了现。 似乎一夜之间柜里自行装满了钱币，壁橱里的钱也都积得满满的。 不久他的财富就大大超过了从前。 但是他却不能高兴起来，因为他和水妖之间的交易让他伤透了脑筋。 每当他走过池边，总担心女妖会从水中冒出来讨债，他也从不让孩子一个人走近水边，"记住，"他告诫孩子，"如果你碰到水，水里就会伸出一只手来抓住你，把你拖下水去。"但年复一年水妖没再现身，磨坊主心中的一块石头总算放了下来。 男孩长大成人了，在一名猎户手下当徒弟。 当他学会了十八般武艺，成为一名出色的猎手时，村长便让他为村里服务。 村里有位美丽的姑娘深为猎手钟爱，村长知道这一切时便给了他一间小屋，让两人终于结成百年之好，他们婚后过得幸福安乐，相亲也相爱。
一天猎手正追赶一只雄鹿，当雄鹿从森林处拐进一片旷野后，他迅速追了上去，射死了它。 但他却没注意到自己竟站在了水池边。 他把鹿开膛破肚后，走到水边想洗洗那双沾满鲜血的手。 不料一沾水，水妖便突然从水中钻了出来，面带笑容，用她那湿淋淋的双手抱住猎手，跌入水中，浪花倾刻淹没了他。 时至黄昏，猎手还没回家，妻子焦急万分，便出去找他。 因为丈夫曾一再说过要防范水妖的诱惑，不敢斗胆到池边去。 她马上明白发生了什么事情，于是便赶紧跑到水边。 当她看到丈夫留在岸边的猎袋时，她证实了自己的猜疑。 此刻她悲痛欲绝，芳心欲碎，一遍遍呼唤着爱人的名字，但听不到回音。 她又跑到水池的对岸去叫唤，口中咒骂着水妖，但仍然没有人应声。 水面平静，只有初升的新月目不转睛地注视着她，这可怜的女人没有离开水池，她一刻不停地围着水池跑，跑了一圈又一圈，时而默不作声，时而低泣。 最后她筋疲力竭，倒在地上睡着了，不久便进入了梦乡。
她梦见自己正在一大堆顽石间焦急地向上攀登，荆棘绊住了她的脚，雨点打在她的脸上，风把她的头发吹得七零八落，当她到达山顶时，展现在眼前的是一副从未见过的画面：天空碧蓝，空气新鲜，坡度平缓。 一间精致小巧的农舍在一片绿草地上，周围长满了各色的花朵。 她走上前去把门打开，发现里面坐着一位白发苍苍的老婆婆，正热情地跟她打招呼。 就在这时，可怜的女人醒了，天刚破晓，她马上按昨夜梦里见到的去做，不辞辛苦地爬上山顶，果真见到了和梦中完全一样的景色。 老婆婆接待了她，给她指定一张椅子坐下。 "你一定是遇到了麻烦，"她说，"否则你不会找到我这偏僻寒舍来的。"可怜的女人一把眼泪一把鼻涕地把事情的原委都说了。 "开心点，"老婆婆说，"我会帮你的。这里有一把金梳。等满月升起时，你就到池边去，坐在池边，用这把梳子梳理你那乌黑的秀发。梳完后再把它放在岸边，看看会发生什么事。"女人回了家，但时间距离满月还早得很。 最后她终于等到了满月升起，赶紧跑去池边，坐在岸边，用金梳梳发，然后再把它放在水边。 不久水里就翻起了万千波涛，浪涛打到岸边，把金梳给卷走了。 还没等金梳沉底，水面突然分开，露出了猎手的脑袋。 猎手没说话，只是忧郁地看着他的妻子。 同时，又一个浪涛打过来，他的脑袋被淹没了。 倾刻一切都消失了，水面平静如初，唯有满月倒映在其中。
女人满怀悲痛地走回家中，但她又梦见了那位村舍里的老婆婆。 第二天早晨，她又去老婆婆那儿诉苦。 老人给了她一只金笛说："等到满月升起时，用这只笛子吹出一曲优美的曲子，吹完后再把笛子放在沙滩上看看会怎么样。"女人照着她说的话去做了。 笛子刚放到沙地上就听见水里有一阵响动 ，一个浪涛打来把笛子卷走了。 水路立刻分开，露出了猎手的头和半个身子，他伸出手臂想要拥抱她，但又一个浪头打过来把他给淹没了。 "啊，她是怎么帮我的？"女人叫道，"为什么让我看到他又要失去他啊！"她又绝望了，但梦又把她引到了老婆婆的面前，这回老人给了她一只金纺轮，并安慰她说："这一切并没有完，等满月升起时，拿这只纺轮坐到岸边，把这卷线纺完，再把纺轮放在岸边，看看会发生什么事情。"女人完全照着她的话去做了。 当满月升起时，她拿着纺轮坐到岸边，一刻不停地纺啊纺，直到亚麻线用完，水池上满是纺好的线。 同样的事情又出现了，只见一个浪头打来，把纺轮卷走了，很快，猎手头和整个身体都从水中脱水而出，呈现在女人面前。 猎人赶紧跳到岸边，抓起妻子的手就逃。 但没等他们走出多远，就听到池水一片喧哗，池水立刻漫及整个旷野。 两人立刻意识到死亡的危险，吓呆了的女人乞求老婆婆暗中相助。 过了一会儿，他俩便变了形，一个成了蛤蟆，一个成了青蛙。 洪水吞没了他们但没能毁灭他们，只是把他们冲散，带到老远的地方去了。
水退了，他们又踏上干地，重现人形，但彼此都不知对方在那里。 他们发现自己身处陌生人中间，那些人都不知自己的家乡在何方。 他们面前只有高山低谷，为了活命，他们不得不去放羊。 多年过后，他们仍一直赶着羊群穿行森林草地，无处可托相思，无可可托牵挂。
春天来临了，一天他们都出去放羊，可能是命运的安排，他俩走得越来越近了，在峡谷中相遇了，但互不认识。 但是他们高兴，因为他们不再孤独了。 他们因此每天都把羊赶到一个地方，说话不多，但彼此心存慰藉。 一天傍晚当满月升起时，羊儿也睡着了，牧羊人从袋中抽出一支短笛，吹出一支优美而略带伤感的曲子，等他吹完，他发现牧羊女正在悲伤地哭泣。 "你哭什么？"他问。 "啊！"她回答说，"当我最后一次吹起这根笛子时，天空升起满月，水中露出我爱人的脑袋。"他看着她，仿佛觉得他眼睛上的一层眼罩立刻脱落，他认出了她，同时她也看了看他，月亮正照在他的脸上，她也认出了他。 他们相互拥抱着，亲吻着，谁都无需再问他们是否幸福了。
一天猎手正追赶一只雄鹿，当雄鹿从森林处拐进一片旷野后，他迅速追了上去，射死了它。 但他却没注意到自己竟站在了水池边。 他把鹿开膛破肚后，走到水边想洗洗那双沾满鲜血的手。 不料一沾水，水妖便突然从水中钻了出来，面带笑容，用她那湿淋淋的双手抱住猎手，跌入水中，浪花倾刻淹没了他。 时至黄昏，猎手还没回家，妻子焦急万分，便出去找他。 因为丈夫曾一再说过要防范水妖的诱惑，不敢斗胆到池边去。 她马上明白发生了什么事情，于是便赶紧跑到水边。 当她看到丈夫留在岸边的猎袋时，她证实了自己的猜疑。 此刻她悲痛欲绝，芳心欲碎，一遍遍呼唤着爱人的名字，但听不到回音。 她又跑到水池的对岸去叫唤，口中咒骂着水妖，但仍然没有人应声。 水面平静，只有初升的新月目不转睛地注视着她，这可怜的女人没有离开水池，她一刻不停地围着水池跑，跑了一圈又一圈，时而默不作声，时而低泣。 最后她筋疲力竭，倒在地上睡着了，不久便进入了梦乡。
她梦见自己正在一大堆顽石间焦急地向上攀登，荆棘绊住了她的脚，雨点打在她的脸上，风把她的头发吹得七零八落，当她到达山顶时，展现在眼前的是一副从未见过的画面：天空碧蓝，空气新鲜，坡度平缓。 一间精致小巧的农舍在一片绿草地上，周围长满了各色的花朵。 她走上前去把门打开，发现里面坐着一位白发苍苍的老婆婆，正热情地跟她打招呼。 就在这时，可怜的女人醒了，天刚破晓，她马上按昨夜梦里见到的去做，不辞辛苦地爬上山顶，果真见到了和梦中完全一样的景色。 老婆婆接待了她，给她指定一张椅子坐下。 "你一定是遇到了麻烦，"她说，"否则你不会找到我这偏僻寒舍来的。"可怜的女人一把眼泪一把鼻涕地把事情的原委都说了。 "开心点，"老婆婆说，"我会帮你的。这里有一把金梳。等满月升起时，你就到池边去，坐在池边，用这把梳子梳理你那乌黑的秀发。梳完后再把它放在岸边，看看会发生什么事。"女人回了家，但时间距离满月还早得很。 最后她终于等到了满月升起，赶紧跑去池边，坐在岸边，用金梳梳发，然后再把它放在水边。 不久水里就翻起了万千波涛，浪涛打到岸边，把金梳给卷走了。 还没等金梳沉底，水面突然分开，露出了猎手的脑袋。 猎手没说话，只是忧郁地看着他的妻子。 同时，又一个浪涛打过来，他的脑袋被淹没了。 倾刻一切都消失了，水面平静如初，唯有满月倒映在其中。
女人满怀悲痛地走回家中，但她又梦见了那位村舍里的老婆婆。 第二天早晨，她又去老婆婆那儿诉苦。 老人给了她一只金笛说："等到满月升起时，用这只笛子吹出一曲优美的曲子，吹完后再把笛子放在沙滩上看看会怎么样。"女人照着她说的话去做了。 笛子刚放到沙地上就听见水里有一阵响动 ，一个浪涛打来把笛子卷走了。 水路立刻分开，露出了猎手的头和半个身子，他伸出手臂想要拥抱她，但又一个浪头打过来把他给淹没了。 "啊，她是怎么帮我的？"女人叫道，"为什么让我看到他又要失去他啊！"她又绝望了，但梦又把她引到了老婆婆的面前，这回老人给了她一只金纺轮，并安慰她说："这一切并没有完，等满月升起时，拿这只纺轮坐到岸边，把这卷线纺完，再把纺轮放在岸边，看看会发生什么事情。"女人完全照着她的话去做了。 当满月升起时，她拿着纺轮坐到岸边，一刻不停地纺啊纺，直到亚麻线用完，水池上满是纺好的线。 同样的事情又出现了，只见一个浪头打来，把纺轮卷走了，很快，猎手头和整个身体都从水中脱水而出，呈现在女人面前。 猎人赶紧跳到岸边，抓起妻子的手就逃。 但没等他们走出多远，就听到池水一片喧哗，池水立刻漫及整个旷野。 两人立刻意识到死亡的危险，吓呆了的女人乞求老婆婆暗中相助。 过了一会儿，他俩便变了形，一个成了蛤蟆，一个成了青蛙。 洪水吞没了他们但没能毁灭他们，只是把他们冲散，带到老远的地方去了。
水退了，他们又踏上干地，重现人形，但彼此都不知对方在那里。 他们发现自己身处陌生人中间，那些人都不知自己的家乡在何方。 他们面前只有高山低谷，为了活命，他们不得不去放羊。 多年过后，他们仍一直赶着羊群穿行森林草地，无处可托相思，无可可托牵挂。
春天来临了，一天他们都出去放羊，可能是命运的安排，他俩走得越来越近了，在峡谷中相遇了，但互不认识。 但是他们高兴，因为他们不再孤独了。 他们因此每天都把羊赶到一个地方，说话不多，但彼此心存慰藉。 一天傍晚当满月升起时，羊儿也睡着了，牧羊人从袋中抽出一支短笛，吹出一支优美而略带伤感的曲子，等他吹完，他发现牧羊女正在悲伤地哭泣。 "你哭什么？"他问。 "啊！"她回答说，"当我最后一次吹起这根笛子时，天空升起满月，水中露出我爱人的脑袋。"他看着她，仿佛觉得他眼睛上的一层眼罩立刻脱落，他认出了她，同时她也看了看他，月亮正照在他的脸上，她也认出了他。 他们相互拥抱着，亲吻着，谁都无需再问他们是否幸福了。