有一次，公鸡对母鸡说："现在正是核桃成熟的时候，我们要趁着松鼠还没有把核桃全部吃完，赶紧进山去吃个够。""对呀，"母鸡答道，"走吧，我们可以好好地享受享受。"它们于是就上了山，而且因为天气晴朗，一直在山上呆到天黑。 不知道它们究竟是因为吃多了撑着呢，还是因为它们突然变得心高气傲起来，它们竟然不愿意步行回家。 公鸡用核桃壳做了一辆小车。 车子做好后，小母鸡坐了上去对公鸡说："你只管在前面拉车吧。""让我拉车？"公鸡嚷了起来，"我宁愿步行回家也不愿意拉车。不行，我决不答应！要我坐在车上当个车夫还可以，可要我拉车，这根本不可能。"
Hanen sagde en dag til hønen: "Nu er nødderne modne. Skal vi ikke gå sammen ud på bjerget og spise os rigtig mætte, før egernet tager dem allesammen. "Lad os det," sagde hønen, "det kan jo blive en rigtig morsom tur." De gik så derud; det var højlys dag, og de blev der lige til om aftenen. Om de nu havde spist for meget eller var blevet vigtige, ved jeg ikke; nok er det, de ville ikke gå hjem på deres ben, og hanen lavede så en lille vogn af nøddeskaller. Da den var færdig, satte hønen sig i den og sagde til hanen: "Kan du så spænde dig for vognen." - "Det manglede bare," svarede hanen, "så ville jeg da hellere gå hjem. Det var rigtignok ikke meningen. Jeg vil nok være kusk og sidde på bukken, men trække dig, nej tak."
就在它们这样争论的时候，一只鸭子嘎嘎嘎地叫着对它们说："你们这两个小偷，是谁同意你们上我的核桃山的？等着，我要让你们吃点苦头！"它说着便张开阔嘴，向公鸡扑过去。 但是公鸡并非等闲之辈，毫不示弱地向鸭子反击，对着鸭子猛踢猛蹬，弄得鸭子只好低头求饶，并且愿意接受惩罚，给它们拉车。 小公鸡坐在车夫的位子上，高高地叫了一声："鸭子，尽量给我跑快点！"小车便飞快地向前驶去。 他们走了一程后，遇到了两个赶路的，一个是大头针，一个是缝衣针。 "停一停，停一停！"它俩喊道。 然后又说，天快要黑了，它们寸步难行，而且路上又脏得要命，所以问能不能搭一会儿车。 它俩还说，它们在城门口裁缝们常去的酒店里喝啤酒，结果呆得太晚了。 由于它俩都骨瘦如柴，占不了多少位子，公鸡便让它们上了车，条件是要它们保证不踩到它和母鸡的脚。 天黑了很久以后，它们来到了一家旅店前。 它们不愿意在黑夜里继续赶路，再加上鸭子的脚力又不行，跑起来已经是左摇右摆，它们便进了店里。 店主人起初提出了许多异议，说什么店已经住满了，而且他觉得它们不是什么高贵的客人。 可它们说了很多好话，说要把小母鸡在路上生的鸡蛋给他，还把每天能生一只蛋的鸭子留给他，他终于答应让它们在店里过夜。 第二天清早，天刚蒙蒙亮，大家都还在睡梦中，公鸡却叫醒了母鸡，取出那只鸡蛋，把它啄破，和母鸡一起把蛋吃进了肚子，再把蛋壳扔进火炉。 然后，它们来到还在沉睡的缝衣针旁，抓住它的脑袋，把它插进店老板椅子的坐垫中，又把大头针插在店老板的毛巾里。 做完这些后，公鸡和母鸡便飞快地逃走了。 鸭子因为喜欢睡在露天，所以晚上一直呆在院子里，没有进屋。 它听到公鸡和母鸡逃跑了，心里万分高兴。 它找到一条小溪，顺着它游了下去--这种旅行的方法当然要比拉车快多了。 几个小时之后，店老板才起来。 他洗了洗脸，准备用毛巾擦一擦，结果大头针从他的脸上划过，在他的脸上留下了一道直至耳根的长长的血印。 他走进厨房，想点燃烟斗，可当他走到火炉旁时，鸡蛋壳从火炉里蹦了出来，碰到了他的眼睛。 "今天早晨好像什么都跟我过不去。"他说，同时气呼呼地在他爷爷留给他的椅子上坐了下来。 可他立刻又跳了起来，而且叫着："哎哟！哎哟！"那缝衣针虽然没有扎着他的脸，却比大头针扎得更厉害。 他现在真的气坏了，不由得怀疑起昨天很晚才住进店来的那帮客人。 他去找它们，结果发现它们早已逃得无影无踪了。 他于是发誓说，他的店里今后决不再接待任何二流子，因为这帮家伙吃得多，不付一分钱，而且还忘恩负义地对你做恶作剧。
Mens de stod der og skændtes, kom en and vraltende: "I tyveknægte," sagde den, "hvem har givet jer lov til at spise af mine nødder? Derpå gik den løs på hanen. Men hanen var ikke tabt bag af en vogn, den for ind på anden og hakkede sådan løs på den med sporerne, at den bad om nåde og til straf lod sig spænde forvognen. Hanen satte sig på bukken og var kusk, og anden måtte løbe så hurtigt den bare kunne. Da de havde kørt i nogen tid, mødte de to fodgængere, en knappenål og en synål. De bad om de måtte få lov til at køre med, for det blev snart bælgmørkt og der var så ækelt snavset på gaden. De var blevet noget forsinkede i en kro, hvor de havde drukket øl. Da de var så tynde og ikke kunne tage megen plads op, fik de lov til at sætte sig op i vognen, når de ville love, ikke at træde hanen eller hønen over tæerne. Sent om aftenen kom de til en kro, og der tog de ind, da de ikke holdt af at køre om natten, og anden desuden var så træt, at den ikke kunne stå på benene. Værten gjorde først indvendin¬ger og sagde, at han ikke havde plads, og tænkte også nok, at der ikke var noget videre at tjene ved dem. Men da de blev ved at overtale ham og lovede ham det æg, hønen havde lagt undervejs, og sagde, at han måtte beholde anden, som lagde æg hver eneste dag, gav han dem til sidst lov til at blive. Så svirede de sammen til langt ud på natten. Ganske tidlig næste morgen, da hele huset sov, vækkede hanen hønen og hentede ægget, som de spiste. Skallerne kastede de ud på skorstenen. Så tog de synålen, som sov endnu, og stak den ned i værtens stol, knappenålen satte de i hans håndklæde, og så fløj de uden videre over heden. Anden, der plejede at sove i fri luft, og var blevet ude i gården, hørte dem baske af sted, og kom nu også på benene. Den fandt en bæk lige i nærheden og svømmede af sted, og det gik jo rigtignok hurtigere end med vognen. Et par timer efter kom værten ud af fjerene, vaskede sig og tog håndklædet for at tørre sig. Så fik han knappenålen op i ansigtet, og den rev en lang rød stribe fra det ene øre til det andet. Han gik nu ud i køkkenet for at tænde sin pibe ved skorstenen, så fløj æggeskallerne ham op i ansigtet. "Jeg skal da også hele tiden komme galt af sted med mit hovede i dag," tænkte han, og ærgerlig smed han sig på en stol. Men han kom op igen i en fart, for synålen havde stukket ham endnu værre, og det var ikke i hovedet. Han var ude af sig selv af vrede og begyndte at fatte mistanke til de gæster, der var kommet så sent i går aftes, og da han skulle se efter dem, var de jo væk for længe siden. Så bandede han på aldrig mere at modtage sådan noget pak, som æder og drikker uden at betale og ovenikøbet laver skarnsstykker til tak.