白蛇


Den hvide slange


昔、知恵があることで国中に評判の王様が住んでいました。王様が知らないことは何もなく、まるで最も秘密なことがらが空中から王様に伝わってくるかのようでした。しかし、王様には奇妙な習慣があり、毎日夕食後、食卓が片付けられ誰もいなくなると、信頼のおける家来がもう一つ料理を持ってこなければならないのでした。しかしその料理はふたをされ、その家来ですら中に何が入っているのか知りませんでした。また他の誰も知りませんでした、というのは王様は全く一人きりになるまでそれを食べるために決してふたをとらなかったからです。
この習慣が暫く続いたある日、家来は、料理を運んでいて、どうしても好奇心をおさえきれなくなって自分の部屋に料理を運びました。用心深くドアに鍵をかけたあと、ふたを持ち上げてみると、皿の上に一匹白い蛇がのっていました。しかし、家来は、その蛇を見ると、食べて味わってみたい気持ちをおさえられず、小さい一切れを切りとって口に入れました。その切り身が舌に触れるや否や、窓の外から小さい声の奇妙なささやきが聞こえてきました。行って耳をかたむけると、スズメがぺちゃくちゃ野や森で見たあらゆることについて話し合っているのでした。蛇を食べたことで動物の言葉を理解する力がついたのでした。
偶然にも、まさにこの日、お妃さまがもっとも美しい指輪を失くして、この家来はどこへ行くことも許されていたので、泥棒の疑いがかかりました。王様は、自分の前にその男を連れてくるように命じ、「明日までに泥棒の名前を言わなければ、お前自身が犯人だと考え、罰を与えるぞ。」と荒々しい言葉で言いました。家来は絶対無実だと言いましたがその甲斐も無く、色よい返事がないまま退けられました。それで、困惑しまた恐れながら中庭に出ていって、この危難からどう抜け出そうかと考えていました。
ところでそのとき、小川のそばに何羽かのアヒルが一緒に静かに座って休んでいて、くちばしで羽づくろいをしながら、内輪の話をしていました。それで、家来は近くに立って耳を傾けました。アヒルたちはどこで午前中水浴びしたか、また、どんなご馳走を見つけたかについてお互いに話していました。そのとき、ひとりが、「お腹が重たいのよ。急いで食べていたのでお妃さまの窓の下にあった指輪をのみこんじゃったのよね。」と哀れな声で言いました。家来はすぐにそのアヒルの首をつかまえ、台所へもっていき料理人に「いいアヒルがあるよ、殺して欲しいんだ。」と頼みました。料理人は、手で重さをはかり、「うん。こりゃあ、とっくにあぶり肉にしてもいいぐらい十分肉がついてるな」と言いました。それから、アヒルの頭を切り落とし、焼き鳥用に切り分けていたので、内部にお妃さまの指輪が見つかりました。それで家来は今度は簡単に無実を証明できました。そして、王様は、酷いことをしたつぐないに、「望みのものを与え、宮廷で望めるだけの高い地位につけよう。」と約束しました。しかし、家来はすべて断り、「世界をみてまわりたいので、ただ、旅をするための馬とお金をください」と言いました。
その望みが認められると、家来は道中に出発しました。そしてある日、池に着きました。そこでは三匹の魚が葦にからまって水を求めて喘いでいました。今は魚は口が利けないと言われていますが、彼には「こんなに惨めに死ななければならない」と魚が嘆いているのが聞こえました。そして、彼は思いやりのある人だったので、馬を降り、3匹の魚を水に戻してやりました。彼らは喜んではねて、水から首を出し、「私たちはあなたのことを覚えていて、いつか私たちを救ってくれたお礼をします。」と大声で彼に言いました。
それから彼は再び馬で旅を続けました。そして暫く行くと、足元の砂の中から声が聞こえるような気がしました。じっと耳を傾けると、アリの王が「どうして人間は、不器用な動物と一緒にいて、私たちの体をよけられないんだ?あの間抜けな馬ときたら、重たいひづめで情け容赦もなく、私の国民をずっと踏みつけているよ。」と愚痴を言っているのが聞こえました。それで、彼はわき道に向かいました。するとアリの王は「あなたのことを覚えていましょう。『情けは人のためならず』です。」と彼に叫びました。
その道は森へ続いていました。そしてここでは、2羽の親ガラスが巣のそばに立って、子供たちを巣から追い出しているのを見ました。「ほら、出て!この怠け者のろくでなし!もうお前たちの食べ物は探してやれないんだからね。もう大きいんだから自分で見つけなさい!」と彼らは叫びました。しかし、かわいそうな子ガラスたちは、地面にいたまま羽をぱたぱたさせて、「私たちって、なんて無力なの。自分で動かなくちゃいけないのに、飛べないのよ。どうしよう?ここにいて飢え死にするしかないの?」と泣いていました。それでそのやさしい若者は馬からおり、馬を刀で殺すと子ガラスにあげました。すると、彼らはぴょんぴょん跳ねながらそれに近づき、空腹を満たしました。そして「私たちはあなたを覚えているでしょう。『情けは人のためならず』です」と叫びました。
そして今度は、彼は自分の足を使わなければいけませんでした。暫くいくと大きな町に着きました。通りは騒がしく人だかりがありました。一人の男が馬で走り、「王様の娘が夫を募集しているぞ。だが、結婚したい者は誰でも難しい仕事をやりとげねばならないのだ。そしてもし成功しなければ命を落とすことになるぞ。」と叫んでいました。すでに多くの人々が挑戦していましたが、虚しく敗れていました。それにもかかわらず、その若者は、王様の娘をみると、その美しさに圧倒され、危険をすべて忘れました。それで王様の前に出向き、求婚者になるともうしでました。
それで、海に案内されると、目の前で金の指輪が海に投げ込まれました。それから王様は、海の底からこの指輪をとってくるように命じ、付け加えて「もしお前が指輪を持たずにあがってくるなら、何度も何度も、波間に消えるまで、海にお前を投げ込むぞ」と言いました。人々はみな、このハンサムな若者のために悲しみ、それから彼を海辺に一人残して、立ち去りました。彼は海辺に立ってどうしようかと考えていました。
するとそのとき突然3匹の魚が彼のほうへ泳いでくるのが見えました。彼らは彼が命を助けたまさにその魚だったのです。真ん中の魚は、口にくわえて持っていたイガイを、若者の足元の浜辺におきました。それで拾い上げて中を開くと殻の中に金の指輪がありました。若者は、約束のほうびを認めてもらおうと期待して、大喜びで王様のところへ持っていきました。
しかし、高慢な姫君は、生まれが自分と同じではないと知り、蔑んで、先にもうひとつ仕事を実行するよう要求しました。そして、庭にいくと自分の手で10袋の粟粒を草の上にばらまき、「明日の朝の日の出前に、これらを拾わなれねばならない。一粒でも欠けてはいけない。」と言いました。若者は庭に座り、どのようにしたらこの仕事をやりとげられるか考えました。しかし、何も思いつかず、死ぬことになる夜明けを待ちながら悲しくそこで座っていました。しかし太陽の最初の光が庭に輝くと同時に、まったくいっぱいになって一粒もなくならずに、10袋が並んで立っていました。ありの王様が何千ものアリと一緒に夜の間に恩返しにきて、とても熱心に粟粒を全部拾い、袋に集めたのでした。まもなく王様の娘自身が庭にやってきて、若者が与えられた仕事をやってのけたのをみて目をみはりました。
しかしそれでもまだ娘の高慢な心に打ち勝てませんでした。娘は、「仕事を二つともやり遂げたけれど、生命の樹からりんごをとってくるまでは夫にしません」と言いました。若者はその生命の樹がどこにあるのか知りませんでした。それでも、探しにでかけました。たとえ見つかる望みがなくても、足が運ぶかぎりどこまでも行ったことでしょう。3つの王国をさまよったあとのある夕方、若者は森に着き、眠ろうとして木の下に横になりました。しかし、枝でがさがさいう音がしたと思うと、金色のりんごが手におちてきました。同時に3羽のカラスが彼のところに飛んでおりてきて、彼の膝にとまりました。そして「私たちは、あなたが飢え死にから助けてくれたあの3羽のカラスです。 大きくなったとき、あなたがりんごを探していると聞きました。それで、海を越え、生命の樹が立っている世界の果てまで飛んで、りんごを持ってきました。」と言いました。 若者は、とても喜んで、帰りの旅へ出発しました 若者が金のりんごを王様の娘のところに持って行くと、娘はもう言い逃れが残っていませんでした。生命のりんごを2つに割って二人で一緒に食べると、娘の心は若者に対する愛でいっぱいになりました。二人は幸福なままに長寿を全うしました。
For mange, mange år siden levede der en konge, som var berømt over hele verden for sin visdom. Han vidste alt, hvad der skete, og man skulle næsten tro, at han fik bud på luftens vinger om de hemmeligste ting. Men han havde en underlig vane. Hver middag, når der var taget af bordet, og alle var gået ud, måtte en tro tjener bringe ham endnu et fad. Det var lukket, og tjeneren vidste lige så lidt som noget andet menneske, hvad der var deri, for kongen spiste ikke af det, før han var helt alene. Sådan var det gået i nogen tid, men en dag blev tjeneren grebet af en så uimodståelig nysgerrighed, at han listede sig ind i et andet værelse med fadet. Da han havde låst døren omhyggeligt, tog han låget af og så, at der lå en hvid slange. Han fik straks sådan lyst til at smage på den og skar et lille stykke af og puttede det i munden. Næppe havde han spist det, før han hørte en underlig susen og hvisken udenfor vinduet. Han gik derhen og lyttede og opdagede da, at det var spurvene, der talte med hinanden og fortalte alt, hvad de havde oplevet i mark og skov. Enhver, der spiste af slangen, fik evne til at forstå dyrenes sprog.
Samme dag blev en af dronningens kostbare ringe borte, og mistanken faldt på den tro tjener, der havde adgang til alle værelser. Kongen kaldte ham for sig og sagde, at hvis han ikke inden næste dag kunne sige, hvem der var tyven, ville han blive antaget for gerningsmanden og henrettet. Det hjalp ikke, at han forsikrede, han var uskyldig. Han gik da bekymret frem og tilbage i gården og tænkte på, hvordan han skulle blive frelst. Ude i vandet svømmede ænderne fredeligt omkring og pudsede sig med næbbet og snakkede sammen. Tjeneren blev stående og hørte på dem. De talte om det dejlige foder, de havde fået om morgenen, og en af dem sagde ærgerlig: "Jeg har i hastværk slugt kejserindens ring, der var faldet ud af vinduet, den ligger så tungt i min mave." Tjeneren greb den øjeblikkelig i nakken, bar den op i køkkenet og sagde til kokken: "Her er en dejlig fed and, den skulle du slagte." Kokken så på den og sagde: "Ja, den har såmænd ædt godt, den kan nok fortjene at blive stegt." Han skar halsen over på den, og da indvoldene blev taget ud, fandt han dronningens ring i maven. Tjeneren kunne nu let bevise sin uskyldighed, og kongen, der ville gøre sin uret god igen, gav ham lov til at forlange, hvad han ville, og lovede at gøre ham til den fornemste mand i landet, hvis han ønskede det.
Tjeneren brød sig imidlertid slet ikke derom, men bad om en hest og nogle rejsepenge, for han havde lyst til at se sig om i verden. Det gav kongen ham gerne, og han begav sig straks på vej. En dag kom han forbi en dam, hvor han så tre fisk, der hang fast mellem sivene og lå og snappede efter vejret. Man siger jo nok, at fiskene er stumme, men han forstod straks, at de klagede over, at de nu skulle dø. Han fik medlidenhed med dem, steg af hesten og hjalp dem med at slippe løs. De var meget taknemmelige og stak hovederne op af vandet og råbte: "Vi skal nok gengælde dig din godhed." Han red videre og nogen tid efter syntes han, at han hørte stemmer nede fra sandet. Han lyttede efter og hørte da en myredronning, der sukkende sagde: "Bare de dumme mennesker kunne blive os fra livet med deres klodsede dyr. Der kommer den store hest og tramper alle mine myrer ihjel." Tjeneren bøjede om ad en sidevej og myredronningen råbte efter ham: "Vi skal nok gengælde dig din godhed." Vejen førte gennem en skov, og derinde kom han forbi to ravne, der var i færd med at kaste deres unger ud af reden. "Pak jer," råbte de, "vi kan ikke mere skaffe mad til jer. I er store nok til at ernære jer selv." De stakkels unger lå på jorden og baskede med vingerne og skreg: "Vi kan ikke engang flyve, vi dør af sult." Den gode tjener steg da af hesten, stødte sin dolk i den og lod den ligge, for at ravneungerne kunne få noget at spise. De kom så hoppende, og åd sig mætte og råbte efter ham: "Vi skal nok gengælde dig din godhed."
Nu måtte han bruge sine ben, og langt om længe kom han til en by. Der var stor trængsel på gaderne, og en mand kom ridende på en hest og forkyndte, at kongedatteren ønskede at gifte sig, men den, der ville bejle til hende, måtte først bestå en vanskelig prøve, og bestod han den ikke, havde han sit liv forbrudt. Mange havde allerede forsøgt derpå, men de havde alle sat livet til. Da ynglingen så kongedatteren, blev han så blændet af hendes skønhed, at han slet ikke tænkte på faren, men meldte sig som frier.
Han blev nu ført ned til havet, og en guldring blev kastet i vandet. Kongen befalede ham, at bringe ringen tilbage og tilføjede: "Men hvis du kommer op igen uden den, bliver du styrtet ud og finder din død i bølgerne." Alle beklagede den smukke yngling, der blev stående alene tilbage på bredden. Mens han stod der og tænkte på, hvad han skulle gøre, så han tre fisk komme svømmende. Det var dem, hvis liv han havde frelst. Den midterste holdt en muslingeskal i munden og lagde den op på stranden for hans fødder, og da han tog den op og åbnede den, lå guldringen deri. Glad bragte han den til kongen og troede, at han nu skulle få sin løn. Men da den stolte kongedatter fik at vide, at han ikke var hende jævnbyrdig, forlangte hun, at han skulle stilles på endnu en prøve. Hun gik selv ned i haven og strøede ti sække hirsekorn ud i græsset. "Dem må han samle op inden solen står op i morgen," sagde hun, "og der må ikke mangle en eneste. " Ynglingen satte sig ude i haven og tænkte på, hvad han dog skulle gøre, men han kunne ikke finde på råd og sad bedrøvet og ventede, at han skulle føres til retterstedet næste dag. Men da solens første stråler faldt ind i haven, så han, at alle ti sække var fyldt til randen, og der manglede ikke et eneste korn. Myredronningen havde været der med sine tusind og atter tusind myrer, og de havde samlet alt kornet op. Da kongedatteren kom ned i haven, så hun mod forventning, at ynglingen havde gjort, hvad hun havde sagt. Men hun kunne endnu ikke bøje sit stolte hjerte og sagde: "Jeg vil alligevel ikke gifte mig med ham, før han har skaffet mig et æble fra livets træ." Ynglingen havde ingen anelse om, hvor livets træ groede, men han begav sig straks på vej. Da han havde vandret gennem tre kongeriger, kom han ind i en stor skov og satte sig til at sove under et træ. Pludselig hørte han en støj ovenover sit hovede, og et gyldent æble faldt ned i hans hånd. På samme tid kom tre ravne flyvende, satte sig ved hans fødder og sagde: "Vi er de tre ravneunger, som du reddede fra at dø af sult. Da vi fik at vide, at du søgte efter det gyldne æble, fløj vi over havet til verdens ende, hvor livets træ står, og hentede æblet til dig." Ynglingen begav sig nu glad på hjemvejen og bragte den smukke kongedatter æblet, og nu kunne hun ikke finde på flere udflugter. De delte så livets æble, og da hun havde spist det, kom hun til at holde uendelig meget af ham, og de levede lykkeligt med hinanden i mange, mange år.