El señor padrino


Gudfaderen


Un hombre pobre tenía tantos hijos, que ya no sabía a quién nombrar padrino cuando le nació otro; no le quedaban más conocidos a quienes dirigirse. Con la cabeza llena de preocupaciones, se fue a acostar. Mientras dormía, soñó lo que debía hacer en su caso: salir a la puerta de su casa y pedir al primero que pasara aceptase ser padrino de su hijo. Así lo hizo en cuanto despertó; y el primer desconocido que pasó, aceptó su ofrecimiento. El desconocido regaló a su ahijado un vasito con agua, diciéndole:
- Ésta es un agua milagrosa, con la cual podrás curar a los enfermos; sólo debes mirar dónde está la Muerte. Si está en la cabecera, darás agua al enfermo, y éste sanará; pero si está en los pies, nada hay que hacer: ha sonado su última hora.
En lo sucesivo, el hombre pudo predecir siempre si un enfermo tenía o no salvación; cobró grandísima fama por su arte y ganó mucho dinero. Un día lo llamaron a la vera del hijo del Rey. Al entrar en la habitación, viendo a la Muerte a la cabecera, le administró el agua milagrosa, y el enfermo salió; y lo mismo sucedió la segunda vez. Pero la tercera, la Muerte estaba a los pies de la cama, y el niño hubo de morir.
Un día le entraron al hombre deseos de visitar a su padrino, para contarle sus experiencias con el agua prodigiosa. Pero al llegar a su casa, encontróse con un cuadro verdaderamente extraño. En el primer tramo de escalera estaban peleándose la pala y la escoba, aporreándose de lo lindo. Preguntóles:
- ¿Dónde vive el señor padrino?
Y la escoba respondió:
- Un tramo más arriba.
Al llegar al segundo rellano vio en el suelo un gran número de dedos muertos. Preguntóles:
- ¿Dónde vive el señor padrino?
Y contestó uno de los dedos:
- Un tramo más arriba.
En el tercer rellano había un montón de cabezas muertas, las cuales lo enviaron otro tramo más arriba. En el cuarto piso vio unos pescados friéndose en una sartén puesta sobre un fuego, y que le dijeron:
- Un tramo más arriba.
Y cuando estuvo en el quinto piso, encontróse ante una habitación cerrada y, al mirar por el ojo de la cerradura, descubrió al padrino, que llevaba dos largos cuernos. Al abrir la puerta, el padrino se metió precipitadamente en la cama, tapándose cabeza y todo. Díjole entonces el hombre:
- Señor padrino, qué cosas más raras hay en vuestra casa. Cuando llegué al primer tramo de la escalera, estaban riñendo la pala y la escoba y se cascaban reciamente.
- ¡Qué simple eres! -replicó el padrino-. Eran el mozo y la sirvienta que hablaban.
- Pero en el segundo rellano vi en el suelo muchos dedos muertos.
- ¡Eres un necio! No eran sino escorzoneras.
- Pues en el tercero había un montón de calaveras.
- ¡Imbécil! Eran repollos.
- En el cuarto, unos peces se freían en una sartén -. Al terminar de decir esto, comparecieron los peces, y se pusieron ellos mismos sobre la mesa. - Y cuando hube subido al piso quinto, miré por el ojo de la cerradura y os vi a vos, padrino, con unos cuernos largos, largos.
- ¡Cuidado! ¡Esto no es verdad!
El hombre se asustó y echó a correr. ¡Quién sabe lo que el padrino habría hecho con él!
Der var engang en fattig mand, som havde så mange børn, at alle de mennesker, han kendte, havde stået fadder til et af dem. Da han nu fik nok et, vidste han slet ikke, hvad han skulle gøre, og bedrøvet gik han i seng. Om natten drømte han, at der kom en og sagde til ham, at han skulle gå ud og bede den første, han mødte, om at være barnets gudfar. Han besluttede at gøre det, og næste morgen gik han ud og traf en mand, som han bad stå fadder. Den fremmede gav ham et glas med vand og sagde: "Det er vidundervand, med det kan du helbrede syge. Du skal blot lægge mærke til, hvor døden står. Står han ved hovedgærdet, skal du give den syge noget af vandet, så bliver han rask, men står han ved fodenden har det ingen kraft, og den syge må dø." Manden kunne fra nu af altid sige, om en syg kunne leve eller måtte dø, og blev meget berømt og tjente mange penge. Engang blev han kaldt op til kongen, fordi hans søn var syg. Første gang stod døden ved hovedgærdet, og barnet blev helbredt, anden gang gik det ligesådan, men tredie gang stod døden ved fodenden, og barnet døde.
Engang besluttede manden at besøge gudfaderen og fortælle ham, hvordan det var gået ham med vandet. Men det var et ganske mærkeligt hus, han kom ind i. På første sal stod en kost og en skrubbe og skændtes og sloges af alle livsens kræfter. Han spurgte dem, hvor gudfaderen boede. "En trappe højere op," svarede kosten. På anden sal lå der en mængde afhuggede fingre. Han spurgte, hvor gudfaderen boede, og en af fingrene svarede: "En trappe højere op." På tredie sal lå der en mængde dødningehoveder, som viste ham endnu en trappe op. På fjerde sal stod der nogle fisk over ilden og stegte sig selv. De sagde også: "En trappe højere op." Da han kom op på femte sal, fandt han en dør, og kiggede ind gennem nøglehullet. Derinde sad gudfaderen med et par lange horn i panden. Da manden lukkede døren op, sprang han i en fart op i sengen og trak tæppet over hovedet. "Hvad er det dog for et underligt hus," sagde manden, "da jeg kom op på første sal, var der en kost og en skrubbe, der var i hårene på hinanden." - "Hvor du dog er dum," sagde gudfaderen, "det var jo karlen og pigen, der talte sammen." - "På anden sal lå der en mængde afhuggede fingre." - "Sikke noget snak, det var jo skorzonerrødder." - "På tredie sal lå der en bunke dødningehoveder." - "Det var jo kålhoveder, dit tossehovede." - "På fjerde sal stod der nogle fisk, der stegte sig selv." I det samme gik døren op og panden kom spadserende ind med fiskene. "Og da jeg kom op på femte sal, kiggede jeg gennem nøglehullet og så, at I havde lange horn," sagde manden. "Det er løgn i din hals," råbte gudfaderen. Manden blev bange og tog benene på nakken, og det er ikke godt at vide, hvad gudfaderen havde gjort ved ham, hvis han ikke var kommet så hurtigt af sted.