Den gamle Sultan


ズルタンじいさん


Der var engang en bonde, som havde en tro hund, der hed Sultan. Men nu var den blevet gammel og havde tabt alle sine tænder, så manden sagde en dag til sin kone: "I morgen skyder jeg gamle Sultan. Den er dog ikke til nogen verdens nytte mere." Konen havde ondt af den og sagde: "Nu har den tjent os så længe, at jeg nok synes, vi kunne lade den spise nådsensbrød på sine gamle dage." - "Sikke noget snak," svarede manden, "du er altfor blødhjertet. Har den tjent os tro, har den også til gengæld fået sin gode mad."
Den stakkels hund lå tætved i solen og havde hørt det hele. Den blev meget bedrøvet, da den forstod, at det var den sidste dag i dens liv, og om aftenen listede den sig ud til sin gode ven, ulven, og klagede sin nød for den. "Op med humøret, kammerat," sagde ulven, "jeg skal nok hjælpe dig. I morgen tidlig går din herre og hans kone ud i marken og tager deres lille barn med, og de plejer at lade det blive liggende henne ved hækken. Du skal så blot lægge dig ved siden af, som om du ville holde vagt. Jeg kommer så løbende ud af skoven og snapper barnet, og du skal fare efter mig for at tage det fra mig. Når jeg er kommet et lille stykke ind i skoven, lægger jeg det ned, og så kan du bringe det tilbage til forældrene. De vil naturligvis være dig evig taknemmelige, og du kan være sikker på at få det godt resten af dit liv."
Hunden syntes, at det var en udmærket plan, og næste morgen bar de sig ad ganske som ulven havde foreslået. Faderen skreg af fuld hals, da den løb af sted med barnet, og da Sultan bragte ham det tilbage, klappede han den og sagde rørt: "Der skal ikke krummes et hår på dit hovede, og der skal blive sørget for dig, så længe du lever." Derpå sagde han til sin kone: "Gå straks hjem og kog noget grød til Sultan og læg min hovedpude ud i dens kurv, så den kan ligge blødt og lunt." Fra nu af havde den gamle Sultan det så godt, som den kunne ønske sig. Kort tid efter kom ulven og besøgte den og glædede sig over, så godt deres list var lykkedes. "Men hør, kammerat," sagde den, "nu vil du vel nok gøre mig den tjeneste at lukke øjnene, hvis jeg en gang finder på at tage et af din herres fede får. Det er ikke så nemt at klare sig i disse knappe tider." - "Det skal du ikke gøre regning på," svarede hunden, "jeg bliver min herre tro, hvordan det så går." Ulven troede ikke, den mente det så strengt, og kom hinkende om natten for at hente fåret. Men den tro Sultan havde fortalt sin herre, hvad ulven havde i sinde, så bonden stod på vagt i stalden og tærskede den ordentlig igennem. Den måtte løbe sin vej, men råbte efter hunden: "Vent du bare, dit skarn. Det skal du få betalt."
Næste morgen sendte ulven svinet med en udfordring til hunden. Ude i skoven skulle de mødes og afgøre deres mellemværende. Den gamle Sultan kunne ikke få andre med end en kat, som kun havde tre ben, og de to humpede nu af sted sammen, mens katten af smerte stak halen lige i vejret. Ulven og svinet var allerede på pletten, og da de så deres modstandere komme, troede de, at kattens strittende hale var en sabel. De kunne heller ikke se, at den kun havde tre ben, men troede, den gik og samlede sten op. De blev meget bange, og svinet gemte sig bagved nogle buske, mens ulven sprang op i et træ. Hunden og katten blev meget forundrede over ingen at finde, og stod i nogen tid og ventede. Pludselig fik katten øje på svinets øre, der stak frem mellem bladene, og da den troede, det var en mus, sprang den hen og bed rigtig eftertrykkeligt deri. Svinet hylede og skreg: "Den rigtige sidder oppe i træet," og løb af sted, så stærkt, dets ben kunne bære det. Da hunden og katten så op, fik de øje på ulven, der var meget skamfuld over at den havde været så fejg, og rakte hunden hånden til fred og forlig.
昔、お百姓がズルタンという名前の忠実な犬を飼っていましたが、年をとって歯が全部なくなってしまったので、もうなにも咥えることができませんでした。ある日、お百姓は、おかみさんと戸口の前に立っていて、「明日、年寄りのズルタンを撃ち殺すつもりだ、もう役に立たないからな。」と言いました。おかみさんは、忠実な犬を哀れに思って、「ズルタンはわたしたちにとても長く仕えてくれて、とても忠実だったのだから、飼っていた方がいいわ。」と答えました。「何だって?お前はあまり頭がよくないな。あれには歯が一本もないんだぞ。一人の泥棒もあれをこわがらないよ。もういらないよ。おれたちに仕えたとすれば、その分たっぷりえさをもらったさ。」と男は言いました。
可哀そうな犬は、近くのひなたで体を伸ばしねていて、これが全部聞こえ、明日が自分の最後の日になるんだなと悲しくなりました。犬にはいい友達の狼がいて、夜にそっと出て森の狼のところへ行き、自分を待っている運命のことをこぼしました。「ね、元気を出せよ、お前を難儀から救ってやるからさ。いいことを思いついたよ。明日朝早く、お前の主人はおかみさんと一緒に干し草を作りに行くよな。それで子供も一緒に連れて行くだろ。だれも家に残ってないからね。仕事中、子供をやぶの日陰にいつもおいとくから、その子を守りたいみたいにしてお前もそこにねるんだ。それでおれが森から出てきて子供を連れ去るよ。お前は子供を取り返すふりですぐおれのあとを追って走ってこなくはいけない。おれは子供を落とすから、お前は両親のところへ子供を連れ帰るのさ。それで親たちはお前が子供を救ったと思って、すごく有り難がってお前に悪いことをしないよ。それどころかとても大事にしてくれて何も不足がないようにしてくれるさ。」と狼は言いました。
その計画は犬の気に入りました。そして手配したように実行されました。父親は、狼が子供をくわえて野原を走って行くのを見ると悲鳴をあげましたが、年寄りのズルタンが子供を連れ戻ると、大喜びし、犬を撫でて、「お前の毛一本だって傷つけないぞ。お前が生きてる間おれのパンをただで食わしてやる。」と言いました。そしておかみさんに向かって、「すぐに家へ帰って、噛まなくてもいいように年寄りのズルタンにパンがゆを作ってやれよ。それからおれのべっどから枕をもってこい、それを寝るのにやろう。」と言いました。
それ以来、年寄りのズルタンはこの上ないほど暮らしが楽になりました。その後まもなく狼が訪ねてきて、万事とてもうまくいったことに喜びました。「だけどなあ、機会があっておれがお前の主人の太った羊をさらっていったとしても、お前はちょっと片目をつむって見て見ぬふりをしてくれよ。」と狼は言いました。「そんなこと当てにしないでくれよ。おれは主人に忠実でいるよ。それを認められないよ。」と犬は答えました。狼は、犬がこれを真面目に言ったはずがないと思って、夜に忍んできて、羊をとっていこうとしました。しかし、お百姓は、忠実なズルタンが狼の計画を話しておいたので、狼を捕まえ、殻さおでこっぴどくたたきました。狼はそっと歩くしかありませんでしたが、犬に「待ってろよ、この悪党、仕返ししてやるからな。」と言いました。
次の朝狼は猪を使いにして、この事件に決着をつけるため犬に森へ来いと挑戦してきました。年寄りのズルタンは3本しか足のない猫以外は味方してくれる誰も見つけられませんでした。そして一緒に出かけたとき可哀そうな猫は足をひきずってると同時に痛さで尻尾を空中に伸ばしていました。
狼と友達はもう指定した場所に来ていましたが、敵が近づいてくるのを見たとき、犬が軍刀を持ってきていると思いました。というのは、猫の伸びている尻尾を軍刀と間違えたからです。そして可哀そうな猫が、3本足でぴょこたんすると、そのたびに自分たちに投げる石を拾っているのだとしか考えられませんでした。それで二人とも怖くなり、猪は木の下に這いこみ、狼は木の上に跳びあがりました。
犬と猫はやってくると誰も見えないので不思議に思いました。しかし、猪は隠れきれないで耳の片方がつき出ていました。注意深く見まわしている間に、猪が耳を動かしたので、猫はそこでネズミが動いているのだと思い、それに跳びついてがぶっと噛みつきました。猪は恐ろしい悲鳴をあげて、「悪いやつは、木の上だよ」と叫びながら逃げて行きました。犬と猫は見上げて狐を見ました。狐は自分がとても臆病なのを見せてしまったことを恥ずかしく思い、犬と仲直りしました。