Ranslen, hatten og hornet


The knapsack, the hat, and the horn


Der var engang tre brødre, som blev fattigere for hver dag, der gik, og til sidst var deres nød så stor, at de ikke havde det daglige brød. "Det går ikke," sagde den ældste, "vi må hellere drage ud i den vide verden og prøve vor lykke." De begav sig på vej og gik langt over marker og enge, men lykken fandt de ikke. En dag kom de til en stor skov, og midt inde i den lå der et bjerg. Da de kom nærmere og så, at det var helt af sølv, sagde den ældste: "Nu har jeg fundet min lykke. Mere forlanger jeg ikke." Han fyldte sine lommer med sølv og drog hjem. "Vi forlanger mere end sølv," sagde de to andre og gik videre. Da de havde gået et par dage kom de til et bjerg, som var helt af guld. Den næstældste bror stod tvivlrådig og vidste ikke rigtig, om han skulle tage for sig af guldet eller gå videre. Til sidst fyldte også han sine lommer, sagde farvel til sin bror og gik hjem. Den yngste tænkte: "Sølv og guld frister mig ikke. Jeg vil drage ud i den vide verden, måske finder jeg min lykke der." Han drog videre og efter tre dages forløb kom han ind i en skov, der var endnu større end de andre. Han gik og gik og var til sidst lige ved at dø af sult. Han klatrede nu op i et højt træ, men så ikke andet end skov og atter skov, så langt øjet rakte. Han klatrede ned igen, men sulten plagede ham så stærkt, at han tænkte: "Blot jeg dog engang endnu i mit liv kunne spise mig rigtig mæt." Da han kom ned på jorden, så han til sin forundring, at der stod et dækket bord. "Det var lige i rette tid, mit ønske blev opfyldt," tænkte han, og uden at spørge, hvor maden var kommet fra, satte han sig til bords og spiste, så længe han kunne få en bid ned. "Det er dog synd at lade den pæne dug blive liggende," tænkte han, lagde den omhyggeligt sammen og tog den med. Om aftenen, da han igen blev sulten, fik han lyst til at prøve, om dugen kunne hjælpe ham, bredte den ud og sagde: "Jeg ville ønske, du igen var dækket med mad og drikke." Næppe havde han udtalt dette ønske, før der stod den dejligste mad, han kunne ønske sig. "Nu ved jeg da, hvor mit køkken er," sagde han, "det er mere værd en alverdens sølv og guld." Men alligevel syntes han ikke, han havde fået så meget, at han ville rejse hjem og slå sig til ro. Hellere ville han endnu en gang prøve sin lykke ude i verden. En aften mødte han en sortsmudset kulsvier inde i skoven. Han var i færd med at koge sig nogle kartofler over ilden til sin aftensmad. "God aften, min sorte ven," sagde han, "hvordan har du det her i din ensomhed." - "Åh, den ene dag går jo som den anden," svarede kulsvieren, "og der vanker aldrig andet end kartofler til aftensmad. Vil du have noget med, så værsgo sæt dig ned." - "Nej tak," svarede den fremmede, "du har jo da ikke beregnet, at der skulle komme gæster, men hvis du vil tage til takke hos mig, vil det være mig en ære." - "Hvor vil du få mad fra," spurgte kulsvieren, "du har ingenting med, og der er ikke et menneske i mange miles omkreds." - "Du skal dog få så god en mad, som du endnu aldrig har smagt," svarede han, bredte dugen ud og sagde: "Dæk dig," og straks stod er det herligste måltid, lige så varmt, som om det netop var taget af ilden. Kulsvieren gjorde store øjne, og lod sig ikke bede to gange, men puttede den ene bid efter den anden i sin sorte mund. "Den dug synes jeg rigtig godt om," sagde han, "den var netop noget for mig. Derhenne i krogen har jeg en gammel ransel, den ser ikke videre pæn ud, men den har en ganske vidunderlig egenskab. Jeg bruger den alligevel ikke mere, så du må få den, hvis jeg må beholde din dug." - "Jeg må da først vide, hvad det er for en ransel," sagde den fremmede. "Det skal jeg sige dig," svarede kulsvieren, "hvergang du slår på den, kommer der en officer og seks soldater med geværer frem og gør, hvad du befaler." - "For min skyld gerne," sagde han, gav kulsvieren dugen og gik videre med ranslen på ryggen. Da han havde gået lidt, fik han lyst til at prøve den og slog på den. Straks stod der 7 krigsmænd, og officeren spurgte: "Hvad befaler min herre og hersker?" - "Gå straks hen til kulsvieren og hent min ønskedug," sagde han. Øjeblikkelig gjorde de omkring, og ikke ret mange minutter efter kom de tilbage med dugen, som de uden videre havde taget fra kulsvieren. Han lod dem nu igen forsvinde, og gik videre, mens han tænkte på, at lykken måske ville kaste endnu flere af sine gaver til ham. Ved solnedgang kom han til en anden kulsvier, der var i færd med at koge sin aftensmad. "Vil du have noget med," spurgte den sværtede fyr, "men jeg kan ikke byde på andet end kartofler og salt. Værsgod, sæt dig ned." - "Nej," svarede han, "i aften skal du være min gæst." Derpå tog han sin dug frem, og de spiste og drak og havde det rigtig gemytligt sammen. Da de var færdige, sagde kulsvieren: "Der henne på bænken ligger en gammel slidt hat, som har en mærkelig egenskab. Når man tager den på og svinger den rundt, er det, som om der blev affyret den vældigste salve fra tolv kanoner, og ingen kan stå sig imod den. Jeg har ingen brug for den, så hvis jeg må beholde din dug, vil jeg give dig den." Den unge mand gik ind på byttet og drog af sted med hatten, og da han var kommet et lille stykke bort, sendte han sine soldater tilbage efter dugen. "Jeg har en fornemmelse af, at min lykke ikke er forbi endnu," tænkte han, og det viste sig, at han havde ret. Den næste aften kom han til en tredie kulsvier, som også indbød ham til at tage for sig af hans kartofler. Han tog imidlertid sin dug frem, og kulsvieren syntes så godt om den, at han gav ham et horn, der havde den egenskab, at når man blæste i det styrtede både fæstninger og byer i grus, for at få lov til at beholde dugen. Manden gik ind på det, men lod sine soldater hente dugen igen. Nu havde han både ranslen, hatten og hornet. "Nu er jeg en holden mand," tænke han, "nu er det vel på tiden, at jeg vender tilbage til mine brødre."
There were once three brothers who had fallen deeper and deeper into poverty, and at last their need was so great that they had to endure hunger, and had nothing to eat or drink. Then said they, "We cannot go on thus, we had better go into the world and seek our fortune." They therefore set out, and had already walked over many a long road and many a blade of grass, but had not yet met with good luck. One day they arrived in a great forest, and in the midst of it was a hill, and when they came nearer they saw that the hill was all silver. Then spoke the eldest, "Now I have found the good luck I wished for, and I desire nothing more." He took as much of the silver as he could possibly carry, and then turned back and went home again. But the two others said, "We want something more from good luck than mere silver," and did not touch it, but went onwards. After they had walked for two days longer without stopping, they came to a hill which was all gold. The second brother stopped, took thought with himself, and was undecided. "What shall I do?" said he; "shall I take for myself so much of this gold, that I have sufficient for all the rest of my life, or shall I go farther?" At length he made a decision, and putting as much into his pockets as would go in, said farewell to his brother, and went home. But the third said, "Silver and gold do not move me, I will not renounce my chance of fortune, perhaps something better still will be given me." He journeyed onwards, and when he had walked for three days, he got into a forest which was still larger than the one before, and never would come to an end, and as he found nothing to eat or to drink, he was all but exhausted. Then he climbed up a high tree to find out if up there he could see the end of the forest, but so far as his eye could pierce he saw nothing but the tops of trees. Then he began to descend the tree again, but hunger tormented him, and he thought to himself, "If I could but eat my fill once more!" When he got down he saw with astonishment a table beneath the tree richly spread with food, the steam of which rose up to meet him. "This time," said he, "my wish has been fulfilled at the right moment." And without inquiring who had brought the food, or who had cooked it, he approached the table, and ate with enjoyment until he had appeased his hunger. When he was done, he thought, "It would after all be a pity if the pretty little table-cloth were to be spoilt in the forest here," and folded it up tidily and put it in his pocket. Then he went onwards, and in the evening, when hunger once more made itself felt, he wanted to make a trial of his little cloth, and spread it out and said, "I wish thee to be covered with good cheer again," and scarcely had the wish crossed his lips than as many dishes with the most exquisite food on them stood on the table as there was room for. "Now I perceive," said he, "in what kitchen my cooking is done. Thou shalt be dearer to me than the mountains of silver and gold." For he saw plainly that it was a wishing-cloth. The cloth, however, was still not enough to enable him to sit down quietly at home; he preferred to wander about the world and pursue his fortune farther. One night he met, in a lonely wood, a dusty, black charcoal-burner, who was burning charcoal there, and had some potatoes by the fire, on which he was going to make a meal. "Good evening, blackbird!" said the youth. "How dost thou get on in thy solitude?" - "One day is like another," replied the charcoal-burner, "and every night potatoes! Hast thou a mind to have some, and wilt thou be my guest?" - "Many thanks," replied the traveler, "I won't rob thee of thy supper; thou didst not reckon on a visitor, but if thou wilt put up with what I have, thou shalt have an invitation." - "Who is to prepare it for thee?" said the charcoal-burner. "I see that thou hast nothing with thee, and there is no one within a two hours' walk who could give thee anything." - "And yet there shall be a meal," answered the youth, "and better than any thou hast ever tasted." Thereupon he brought his cloth out of his knapsack, spread it on the ground, and said, "Little cloth, cover thyself," and instantly boiled meat and baked meat stood there, and as hot as if it had just come out of the kitchen. The charcoal-burner stared, but did not require much pressing; he fell to, and thrust larger and larger mouthfuls into his black mouth. When they had eaten everything, the charcoal-burner smiled contentedly, and said, "Hark thee, thy table-cloth has my approval; it would be a fine thing for me in this forest, where no one ever cooks me anything good. I will propose an exchange to thee; there in the corner hangs a soldier's knapsack, which is certainly old and shabby, but in it lie concealed wonderful powers; but, as I no longer use it, I will give it to thee for the table-cloth." - "I must first know what these wonderful powers are," answered the youth. "That will I tell thee," replied the charcoal-burner; "every time thou tappest it with thy hand, a corporal comes with six men armed from head to foot, and they do whatsoever thou commandest them." - "So far as I am concerned," said the youth, "if nothing else can be done, we will exchange," and he gave the charcoal-burner the cloth, took the knapsack from the hook, put it on, and bade farewell. When he had walked a while, he wished to make a trial of the magical powers of his knapsack and tapped it. Immediately the seven warriors stepped up to him, and the corporal said, "What does my lord and ruler wish for?" - "March with all speed to the charcoal-burner, and demand my wishing-cloth back." They faced to the left, and it was not long before they brought what he required, and had taken it from the charcoal-burner without asking many questions. The young man bade them retire, went onwards, and hoped fortune would shine yet more brightly on him. By sunset he came to another charcoal-burner, who was making his supper ready by the fire. "If thou wilt eat some potatoes with salt, but with no dripping, come and sit down with me," said the sooty fellow. "No, he replied, this time thou shalt be my guest," and he spread out his cloth, which was instantly covered with the most beautiful dishes. They ate and drank together, and enjoyed themselves heartily. After the meal was over, the charcoal-burner said, "Up there on that shelf lies a little old worn-out hat which has strange properties: when any one puts it on, and turns it round on his head, the cannons go off as if twelve were fired all together, and they shoot down everything so that no one can withstand them. The hat is of no use to me, and I will willingly give it for thy table-cloth." - "That suits me very well," he answered, took the hat, put it on, and left his table-cloth behind him. Hardly, however, had he walked away than he tapped on his knapsack, and his soldiers had to fetch the cloth back again. "One thing comes on the top of another," thought he, "and I feel as if my luck had not yet come to an end." Neither had his thoughts deceived him. After he had walked on for the whole of one day, he came to a third charcoal-burner, who like the previous ones, invited him to potatoes without dripping. But he let him also dine with him from his wishing-cloth, and the charcoal-burner liked it so well, that at last he offered him a horn for it, which had very different properties from those of the hat. When any one blew it all the walls and fortifications fell down, and all towns and villages became ruins. He certainly gave the charcoal-burner the cloth for it, but he afterwards sent his soldiers to demand it back again, so that at length he had the knapsack, hat and horn, all three. "Now," said he, "I am a made man, and it is time for me to go home and see how my brothers are getting on."

Da han kom hjem, havde hans brødre bygget sig et smukt hus og levede i sus og dus. Han gik ind til dem, men da han kom i sin pjaltede frakke, med den gamle, slidte hat på hovedet og ranslen på ryggen, ville de ikke kendes ved ham. "Vores bror ville ikke nøjes med guld og sølv, men ville højere tilvejrs," sagde de, "han kommer nok engang som en mægtig konge og ikke som sådan en tiggerpjalt," og derpå jog de ham ud. Men han blev vred og slog på sin ransel, lige til der stod 150 mand i række og geled. Han befalede dem nu at omringe brødrenes hus og to af dem skulle piske dem igennem lige til de ikke vidste, hvor de var. Nu blev der et vældigt ståhej. Folk løb til og ville hjælpe brødrene, men de kunne ikke stå sig mod soldaterne. Da kongen fik det at høre, blev han vred og lod et regiment rykke ud for at jage urostifteren på flugt, men manden med ranslen fik hurtig så stor en styrke, at de andre ikke kunne stå sig, men måtte drage derfra med blodigt nederlag. "Jeg skal nok få bugt med den forløbne karl," sagde kongen, og lod næste dag endnu flere soldater rykke ud imod dem, men de kunne heller ikke udrette noget. Manden kaldte endnu flere krigsmænd frem, og for at det skulle gå lidt hurtigere, drejede han på sin hat, så kanonerne tordnede og kongens folk måtte flygte. "Nu slutter jeg ikke fred, før kongen giver mig sin datter til ægte, og lader mig herske over hele riget i sit navn," sagde han. Da kongen fik det at vide, kløede han sig i hovedet og sagde til sin datter: "Det er hårdt at gå ind på. Men hvis jeg vil beholde min krone, bliver jeg nok nødt til at føje ham."
When he reached home, his brothers had built themselves a handsome house with their silver and gold, and were living in clover. He went to see them, but as he came in a ragged coat, with his shabby hat on his head, and his old knapsack on his back, they would not acknowledge him as their brother. They mocked and said, "Thou givest out that thou art our brother who despised silver and gold, and craved for something still better for himself. He will come in his carriage in full splendour like a mighty king, not like a beggar," and they drove him out of doors. Then he fell into a rage, and tapped his knapsack until a hundred and fifty men stood before him armed from head to foot. He commanded them to surround his brothers' house, and two of them were to take hazel-sticks with them, and beat the two insolent men until they knew who he was. A violent disturbance arose, people ran together, and wanted to lend the two some help in their need, but against the soldiers they could do nothing. News of this at length came to the King, who was very angry, and ordered a captain to march out with his troop, and drive this disturber of the peace out of the town; but the man with the knapsack soon got a greater body of men together, who repulsed the captain and his men, so that they were forced to retire with bloody noses. The King said, "This vagabond is not brought to order yet," and next day sent a still larger troop against him, but they could do even less. The youth set still more men against them, and in order to be done the sooner, he turned his hat twice round on his head, and heavy guns began to play, and the king's men were beaten and put to flight. "And now," said he, "I will not make peace until the King gives me his daughter to wife, and I govern the whole kingdom in his name." He caused this to be announced to the King, and the latter said to his daughter, "Necessity is a hard nut to crack, what remains to me but to do what he desires? If I want peace and to keep the crown on my head, I must give thee away."

Brylluppet blev nu fejret, men kongedatteren var meget misfornøjet med, at hendes mand var sådan en tarvelig fyr, der gik med en lurvet hat og en gammel slidt ransel. Hun ville gerne være af med ham igen og tænkte dag og nat på, hvordan hun skulle bære sig ad med det. "Mon der virkelig skulle være hemmelige kræfter skjult i den gamle ransel," tænkte hun, og en aften stillede hun sig meget kærlig an og klappede og kyssede ham. "Bare du ville lade være med at gå med den stygge ransel," sagde hun, "den misklæder dig så skrækkeligt." - "Det har du ingen forstand på, min egen ven," svarede han, "den er min største skat, og så længe jeg har den, frygter jeg ikke for nogen verdens ting." Derpå fortalte han hende, hvilken egenskab ranslen havde. Hun slog armene om hans hals og lod, som om hun ville kysse ham, men i stedet for løste hun lempeligt ranslen og løb ud med den. Så snart hun var alene, slog hun på den og befalede krigsmændene, at de skulle binde ham og føre ham ud af slottet. De adlød, og hun kaldte så endnu flere soldater frem, for at de skulle drage efter dem og føre ham ud af riget. Det havde nu været ude med ham, hvis han ikke havde haft hatten. Så snart han fik sine hænder fri, svingede han den et par gange rundt, så kanonerne tordnede, og kongedatteren selv måtte bede om nåde. Da hun lod til at være meget angergiven og lovede at forbedre sig, gik han ind på at slutte forlig. Hun lod nu, som hun elskede ham højt, og i løbet af kort tid havde hun bedåret ham sådan, at han betroede hende, at selv om man havde ranslen i sin magt, kunne man dog intet udrette mod den, der havde hatten. Så snart han var faldet i søvn, listede hun sig hen og kastede hatten ud af vinduet. Han havde nu ikke andet end hornet tilbage, og ude af sig selv af harme gav han sig til at blæse deri af alle livsens kræfter. Straks styrtede mure, fæstninger, byer og landsbyer i grus og dræbte også kongen og hans datter. Og hvis han havde blæst bare en lille bitte smule til, var hele landet styrtet sammen, og der var ikke blevet sten på sten tilbage. Nu var der ingen, der turde sætte sig op imod ham, og han indsatte så sig selv til konge over hele riget.
So the wedding was celebrated, but the King's daughter was vexed that her husband should be a common man, who wore a shabby hat, and put on an old knapsack. She wished much to get rid of him, and night and day studied how she could accomplished this. Then she thought to herself, "Is it possible that his wonderful powers lie in the knapsack?" and she dissembled and caressed him, and when his heart was softened, she said, "If thou wouldst but lay aside that ugly knapsack, it makes disfigures thee so, that I can't help being ashamed of thee." - "Dear child," said he, "this knapsack is my greatest treasure; as long as I have it, there is no power on earth that I am afraid of." And he revealed to her the wonderful virtue with which it was endowed. Then she threw herself in his arms as if she were going to kiss him, but dexterously took the knapsack off his shoulders, and ran away with it. As soon as she was alone she tapped it, and commanded the warriors to seize their former master, and take him out of the royal palace. They obeyed, and the false wife sent still more men after him, who were to drive him quite out of the country. Then he would have been ruined if he had not had the little hat. But his hands were scarcely at liberty before he turned it twice. Immediately the cannon began to thunder, and struck down everything, and the King's daughter herself was forced to come and beg for mercy. As she entreated in such moving terms, and promised amendment, he allowed himself to be persuaded and granted her peace. She behaved in a friendly manner to him, and acted as if she loved him very much, and after some time managed so to befool him, that he confided to her that even if someone got the knapsack into his power, he could do nothing against him so long as the old hat was still his. When she knew the secret, she waited until he was asleep, and then she took the hat away from him, and had it thrown out into the street. But the horn still remained to him, and in great anger he blew it with all his strength. Instantly all walls, fortifications, towns, and villages, toppled down, and crushed the King and his daughter to death. And had he not put down the horn and had blown just a little longer, everything would have been in ruins, and not one stone would have been left standing on another. Then no one opposed him any longer, and he made himself King of the whole country.