从前，有个女人，是个地地道道的巫婆。 她养育了两个女儿，一个是她亲生的女儿，长得很丑，人又很坏，可她特别疼爱她；另一个是她的继女，容貌出众，心地善良，她却一点儿也不喜欢。 有一次，她的继女买了一条漂亮的裙子，她的亲生女儿见了非常喜欢，很是眼红，于是就对她母亲说，她想要那条裙子，非弄到手不可。 "别着急，我的孩子，"老巫婆说，"你会弄到手的。你姐姐早该死啦。今天夜里，等她睡着以后，我就去把她的脑袋砍下来。不过，你得当心才是。你要靠里边睡，把她尽量推到外边来。"要不是这个可怜的女孩当时碰巧站在屋角里，听见了那母女俩说的话，就真的没命啦。 一整天，老巫婆的女儿都不敢跨出房门一步，到了睡觉的时候，她抢先上了床，为的是睡在床里边，可是等她睡着了，继女便轻轻地把她推到床外边，而自己睡到了靠墙的地方。 夜深了，老巫婆蹑手蹑脚地走了进来，右头提着斧头，用左手摸了摸，看是不是有人睡在外边，随后就双手举起斧头，一斧下去，把自己亲生女儿的脑袋砍了下来。
老巫婆走了以后，继女从床上爬起来，去了她爱人的家，她爱人名叫罗兰。 她敲了敲房门，罗兰出来了，她对他说："亲爱的罗兰，你听好了，咱们得赶快逃走。我的继母想杀死我，却错杀了她的亲生女儿。天一亮，一旦她发觉自己干的蠢事，咱们就没命啦。""不过，"罗兰说，"我劝你先去把她的魔杖偷出来，不然她要是来追赶咱们，咱们还是逃不脱。"姑娘偷到了魔仗，随手拎起砍掉的脑袋，在地上滴了三滴血：床前一滴，厨房一滴，楼梯一滴。 然后，她就跟着自己的爱人赶忙离开了。
第二天早上，老巫婆起床后去叫自己的女儿，打算把裙子给她，却不见她过来。 老巫婆于是放开嗓子喊道；"你在哪儿啊？""我在这儿，在打扫楼梯呢。"第一滴血回答道。 老巫婆出去一看，楼梯上连个人影儿都没有，就再喊道："你在哪儿啊？""我在厨房里，在烤火呢。"第二滴血大声回答说。 她进了厨房，却不见人影儿，于是她又喊道："你在哪儿啊？""唉，我在床上，在睡觉呢。"第三滴血喊叫着回答道，老巫婆走进卧室，来到床前。 她看见了什么呢？ 她的亲生女儿，躺在血泊之中，是她自己砍掉了亲生女儿的脑袋！ 老巫婆勃然大怒，一步跳到窗前。 老巫婆长着千里眼，一下就看见了她的继女，正跟着自己的爱人罗兰匆匆忙忙地远去。 "你们这是枉费心机，"她叫喊着，"你们逃得再远，也逃不出我的手心！"说着她穿上了千里靴。 穿上这种靴子，走一步就相当于一个小时的路程，所以，没多久，她就追上了他们。 姑娘一见老巫婆大步流星地追来，就用魔仗把爱人罗兰变成了一片湖，自己则变成了一只在湖中央游来游去的鸭子。 老巫婆站在湖边上，往湖里扔面包屑，不遗余力地想引诱鸭子游过来，谁知鸭子对她的这套把戏置之不理。 天黑了，老巫婆只好回去了。 她一走，姑娘和爱人罗兰又恢复了人形，继续赶路。 他们走了整整一个通宵，天亮了才停下脚步。 然后姑娘变成了一朵美丽的鲜花，开放在一道荆棘篱笆的中间，她的爱人罗兰则变成了一位小提琴手。 不一会儿，老巫婆就朝他们狂奔过来，问小提琴手说："亲爱的提琴家，我想摘下那朵美丽的鲜花，可以吗？""呵，当然可以，"他回答道，"我还愿意在您摘花时为您伴奏呢。"老巫婆心里很清楚那朵花儿是谁，于是就急急忙忙爬上篱笆，就在她要摘那朵花儿的节骨眼儿上，罗兰拉响了提琴，于是不论老巫婆愿意不愿意，都得随着音乐跳舞了。 这可是一种魔舞，罗兰拉得越快，老巫婆就跳得越狂。 篱笆上的刺划破了她的衣服，扎得她遍体鳞伤，鲜血淋淋。 罗兰还是一个劲儿地拉，老巫婆只好跟着乐曲不断地一跳啊跳，一直跳到倒地身亡。
这样一来，他们就无忧无虑了。 于是罗兰说："现在我去找我父亲，安排咱们的婚礼。""那我就在这儿等你吧，"姑娘对他说，"为了不让人认出我来 ，我将变成一个红色的石头路标。 "罗兰走了以后，姑娘变成了一个红色的石头路标，站在野地里等待自己心爱的人回来。谁知罗兰到家后，却落入另一个巫婆的圈套：他被巫婆弄得神魂颠倒，结果把姑娘给忘记了。可怜的姑娘站在那里等了很久，始终不见他归来的身影儿，心里特别难过，于是就变成了一朵鲜花，心里想道：
"一定会有人路过这儿，就让他把我踩死算啦。"
说来也巧，有个牧羊人到野外放牧，发现了这朵鲜花，觉得花儿特别好看，就摘了下来，随身带回家，放进自己的大箱子里。 打那以后，牧羊人家里便怪事迭出。 他每天早上起身，所有的家务事全都做好啦：房间已打扫过了，桌子凳子都已擦干净了，炉火已生好了，水也打回来了；到了中午，他一进屋，桌上已摆好刀叉，还有可口的饭菜。 他不明白这到底是怎么一回事？ 压根儿没见屋子里有人哪，而且屋里也没有藏身之处哇。 有这么殷勤的伺候，他当然感到很开心。 可是日子一久，他却害怕起来，于是就去找一个巫婆给他指点迷津。 巫婆对他说："有一种魔法在暗中作怪。哪天一大清早，你听听屋子里有没有什么动静。要是你看见什么，不管是什么，就扔过去一快白布把它盖起来，这样魔法就破了。"
牧羊人依照巫婆的吩咐行动起来：第二天，天刚破晓，他便发现箱子打开了，他摘回的那朵鲜花从里边跳了出来。 说时迟，那时快 ，他几步就跳了过去，扔了一快白布把花儿盖住。 眨眼之间，魔法解除了，一位美丽动人的姑娘站在他的面前。 姑娘向牧羊人承认，那朵花儿是她变成的，还承认她一直在为他料理家务。 她向牧羊人诉说了自己的身世，牧羊人对她一见钟情，就问她愿意不愿意嫁给他，姑娘却回答说："不愿意。"原来姑娘要对自己的爱人罗兰坚贞不渝，尽管他已抛弃了她。 虽说如此，姑娘仍答应不离开牧羊人，继续替他料理家务。
就在那几天，罗兰举行婚礼的日子快到了。 按照当地的古老风俗，每个年轻的姑娘都要去参加婚礼，唱歌为新婚情侣祝贺。 忠心耿耿的姑娘听到这个消息，难过得心都快要碎了，她不想去参加婚礼，可是别的姑娘跑来硬是把她拖走了。 轮到她唱歌了，她却往后退，最后只剩下她一个人了，她不得不硬着头皮唱了起来。 谁知，她刚唱了一句，罗兰一听到这歌声便一跃而起，大声喊叫道："这声音我太熟悉啦！那才是我真正的新娘子，我非她不娶！"就在这一瞬间，他所遗忘的一切突然又回到了他的心中。 于是，这位坚贞不渝的姑娘和自己的爱人罗兰举行了婚礼。 苦去甘来，他们开始了快乐的生活。
老巫婆走了以后，继女从床上爬起来，去了她爱人的家，她爱人名叫罗兰。 她敲了敲房门，罗兰出来了，她对他说："亲爱的罗兰，你听好了，咱们得赶快逃走。我的继母想杀死我，却错杀了她的亲生女儿。天一亮，一旦她发觉自己干的蠢事，咱们就没命啦。""不过，"罗兰说，"我劝你先去把她的魔杖偷出来，不然她要是来追赶咱们，咱们还是逃不脱。"姑娘偷到了魔仗，随手拎起砍掉的脑袋，在地上滴了三滴血：床前一滴，厨房一滴，楼梯一滴。 然后，她就跟着自己的爱人赶忙离开了。
第二天早上，老巫婆起床后去叫自己的女儿，打算把裙子给她，却不见她过来。 老巫婆于是放开嗓子喊道；"你在哪儿啊？""我在这儿，在打扫楼梯呢。"第一滴血回答道。 老巫婆出去一看，楼梯上连个人影儿都没有，就再喊道："你在哪儿啊？""我在厨房里，在烤火呢。"第二滴血大声回答说。 她进了厨房，却不见人影儿，于是她又喊道："你在哪儿啊？""唉，我在床上，在睡觉呢。"第三滴血喊叫着回答道，老巫婆走进卧室，来到床前。 她看见了什么呢？ 她的亲生女儿，躺在血泊之中，是她自己砍掉了亲生女儿的脑袋！ 老巫婆勃然大怒，一步跳到窗前。 老巫婆长着千里眼，一下就看见了她的继女，正跟着自己的爱人罗兰匆匆忙忙地远去。 "你们这是枉费心机，"她叫喊着，"你们逃得再远，也逃不出我的手心！"说着她穿上了千里靴。 穿上这种靴子，走一步就相当于一个小时的路程，所以，没多久，她就追上了他们。 姑娘一见老巫婆大步流星地追来，就用魔仗把爱人罗兰变成了一片湖，自己则变成了一只在湖中央游来游去的鸭子。 老巫婆站在湖边上，往湖里扔面包屑，不遗余力地想引诱鸭子游过来，谁知鸭子对她的这套把戏置之不理。 天黑了，老巫婆只好回去了。 她一走，姑娘和爱人罗兰又恢复了人形，继续赶路。 他们走了整整一个通宵，天亮了才停下脚步。 然后姑娘变成了一朵美丽的鲜花，开放在一道荆棘篱笆的中间，她的爱人罗兰则变成了一位小提琴手。 不一会儿，老巫婆就朝他们狂奔过来，问小提琴手说："亲爱的提琴家，我想摘下那朵美丽的鲜花，可以吗？""呵，当然可以，"他回答道，"我还愿意在您摘花时为您伴奏呢。"老巫婆心里很清楚那朵花儿是谁，于是就急急忙忙爬上篱笆，就在她要摘那朵花儿的节骨眼儿上，罗兰拉响了提琴，于是不论老巫婆愿意不愿意，都得随着音乐跳舞了。 这可是一种魔舞，罗兰拉得越快，老巫婆就跳得越狂。 篱笆上的刺划破了她的衣服，扎得她遍体鳞伤，鲜血淋淋。 罗兰还是一个劲儿地拉，老巫婆只好跟着乐曲不断地一跳啊跳，一直跳到倒地身亡。
这样一来，他们就无忧无虑了。 于是罗兰说："现在我去找我父亲，安排咱们的婚礼。""那我就在这儿等你吧，"姑娘对他说，"为了不让人认出我来 ，我将变成一个红色的石头路标。 "罗兰走了以后，姑娘变成了一个红色的石头路标，站在野地里等待自己心爱的人回来。谁知罗兰到家后，却落入另一个巫婆的圈套：他被巫婆弄得神魂颠倒，结果把姑娘给忘记了。可怜的姑娘站在那里等了很久，始终不见他归来的身影儿，心里特别难过，于是就变成了一朵鲜花，心里想道：
"一定会有人路过这儿，就让他把我踩死算啦。"
说来也巧，有个牧羊人到野外放牧，发现了这朵鲜花，觉得花儿特别好看，就摘了下来，随身带回家，放进自己的大箱子里。 打那以后，牧羊人家里便怪事迭出。 他每天早上起身，所有的家务事全都做好啦：房间已打扫过了，桌子凳子都已擦干净了，炉火已生好了，水也打回来了；到了中午，他一进屋，桌上已摆好刀叉，还有可口的饭菜。 他不明白这到底是怎么一回事？ 压根儿没见屋子里有人哪，而且屋里也没有藏身之处哇。 有这么殷勤的伺候，他当然感到很开心。 可是日子一久，他却害怕起来，于是就去找一个巫婆给他指点迷津。 巫婆对他说："有一种魔法在暗中作怪。哪天一大清早，你听听屋子里有没有什么动静。要是你看见什么，不管是什么，就扔过去一快白布把它盖起来，这样魔法就破了。"
牧羊人依照巫婆的吩咐行动起来：第二天，天刚破晓，他便发现箱子打开了，他摘回的那朵鲜花从里边跳了出来。 说时迟，那时快 ，他几步就跳了过去，扔了一快白布把花儿盖住。 眨眼之间，魔法解除了，一位美丽动人的姑娘站在他的面前。 姑娘向牧羊人承认，那朵花儿是她变成的，还承认她一直在为他料理家务。 她向牧羊人诉说了自己的身世，牧羊人对她一见钟情，就问她愿意不愿意嫁给他，姑娘却回答说："不愿意。"原来姑娘要对自己的爱人罗兰坚贞不渝，尽管他已抛弃了她。 虽说如此，姑娘仍答应不离开牧羊人，继续替他料理家务。
就在那几天，罗兰举行婚礼的日子快到了。 按照当地的古老风俗，每个年轻的姑娘都要去参加婚礼，唱歌为新婚情侣祝贺。 忠心耿耿的姑娘听到这个消息，难过得心都快要碎了，她不想去参加婚礼，可是别的姑娘跑来硬是把她拖走了。 轮到她唱歌了，她却往后退，最后只剩下她一个人了，她不得不硬着头皮唱了起来。 谁知，她刚唱了一句，罗兰一听到这歌声便一跃而起，大声喊叫道："这声音我太熟悉啦！那才是我真正的新娘子，我非她不娶！"就在这一瞬间，他所遗忘的一切突然又回到了他的心中。 于是，这位坚贞不渝的姑娘和自己的爱人罗兰举行了婚礼。 苦去甘来，他们开始了快乐的生活。
Der var engang en kone, som var en rigtig ond heks. Hun havde to døtre, den ene var grim og ond, men hende elskede hun, for det var hendes egen datter, den anden var smuk og god, men hende hadede hun, for det var hendes steddatter. Engang havde steddatteren et smukt forklæde, som den anden misundte hende, og hun sagde derfor til sin mor, at hun ville have det. "Du kan være rolig for, at du skal få det, min pige," svarede den gamle, "din stedsøster har allerede længe fortjent at miste livet, og i nat, når hun sover, hugger jeg hendes hovede af. Sørg for, at du kommer til at ligge inderst, og puf hende rigtig langt ud." Det havde nu været ude med den stakkels pige, hvis hun ikke havde stået i en krog og hørt det hele. Hun kom ikke udenfor en dør den dag, og da de skulle i seng, lagde den anden sig først rigtig til rette, og hun måtte nøjes med den plads, hun kunne få. Da søsteren var faldet i søvn, puffede hun hende lempelig yderst og lagde sig ved væggen. Om natten kom den gamle med en økse i højre hånd, følte sig for med venstre, så hun fandt den, der lå yderst, og huggede så hovedet af sit eget barn.
Da hun var gået, stod pigen op og gik hen til sin kæreste, som hed Roland, og bankede på hans dør. Han kom ud, og hun sagde så til ham: "Vi må straks flygte, min elskede. Min stedmor har villet slå mig ihjel, men har i stedet for dræbt sit eget barn. Når hun opdager det i morgen, er det ude med os." - "Du skulle først se at få fat i hendes tryllestav," sagde Roland, "ellers kan vi ikke slippe fra hende, hvis hun forfølger os." Pigen hentede staven og tog det afhuggede hovede, stænkede tre dråber blod på jorden, en foran sengen, en i køkkenet og en på trappen, og skyndte sig så af sted med sin kæreste.
Da den gamle heks stod op næste morgen, kaldte hun på sin datter for at give hende forklædet, men hun kom ikke. "Hvor er du," råbte hun. "Jeg står herude på trappen og fejer," svarede den ene bloddråbe. Den gamle gik derud, og da hun ikke var der, råbte hun igen: "Hvor er du?" - "Jeg sidder herude i køkkenet og varmer mig," svarede den anden bloddråbe. Hun gik derud, men da der heller ikke var nogen der, råbte hun: "Hvor er du dog henne?" - "Jeg ligger her i sengen og sover," svarede den tredie bloddråbe, og da den gamle gik ind, fandt hun sit eget barn, der lå og svømmede i sit blod.
Heksen blev rasende, løb hen til vinduet, og da hun kunne se langt ud i verden, opdagede hun snart sin steddatter, der skyndte sig af sted med sin kæreste. "I skal ikke undgå mig," råbte hun, og tog sine syvmilestøvler på. Det varede ikke længe, før hun havde indhentet dem. Da pigen så hende komme, forvandlede hun ved hjælp af tryllestaven Roland til en sø og sig selv til en and, der svømmede i den. Heksen stillede sig på bredden, kastede brødsmuler ud, og gjorde sig al mulig umage for at lokke anden derhen. Men det hjalp ikke noget, og den gamle måtte vende om med uforrettet sag. Pigen og Roland blev nu til mennesker igen og gik hele natten, lige til solen stod op. Da forvandlede pigen sig selv til en dejlig blomst, der voksede inde i en tjørnehæk, og Roland til en spillemand. Et øjeblik efter kom heksen travende og sagde: "Goddag kære spillemand, må jeg plukke den smukke blomst der." - "Værsgod," svarede han, "så spiller jeg til." Hun skyndte sig hen til hækken, for hun vidste nok, hvem blomsten var, men i det samme begyndte spillemanden at spille, og enten hun ville eller ej, måtte hun give sig til at danse. Jo hurtigere han spillede, jo højere måtte hun springe. Tornene rev klæderne af kroppen på hende og sårede hende, så blodet randt, og da han ikke holdt op med at spille, måtte hun blive ved at danse, lige til hun faldt død om.
"Nu vil jeg drage hjem til min far og ordne alt til brylluppet," sagde Roland. "Jeg bliver her så længe," svarede pigen, "og for at ingen skal kunne kende mig, vil jeg skabe mig om til en rød sten." Roland drog derpå hjem, og pigen blev ude på marken og ventede på sin kæreste. Men da han kom hjem, blev han forelsket i en anden pige og glemte ganske sin fæstemø. Den stakkels pige ventede og ventede, men da han ikke kom blev hun meget bedrøvet og ville ikke leve længere. Hun forvandlede sig da til en blomst og tænkte: "Der kommer vel nok en og anden og træder mig ned."
Men engang, da en hyrde drev sine får over marken, fik han øje på blomsten, og da han syntes, den var så smuk, plukkede han den og tog den med sig hjem. Fra nu af gik det ganske mærkeligt til i hyrdens hus. Når han om morgenen stod op, var alt arbejdet allerede gjort, stuen var fejet, borde og bænke tørret af, ilden brændte i kakkelovnen og i kedlen stod der vand og kogte. Når han kom hjem om middagen, stod maden på bordet. Han kunne ikke begribe hvordan det gik til, for han så aldrig nogen, og det var umuligt at et menneske kunne gemme sig i den lille hytte. Han syntes ganske vist godt om det, men til sidst blev han dog ganske uhyggelig ved det og gik til en klog kone og fortalte hende det. "Der er trolddom med i spillet," sagde hun, "i morgen tidlig må du lægge nøje mærke til, hvad der foregår, og hvis du ser noget, ligegyldigt hvad det er, skal du kaste et hvidt tørklæde derover, så bliver trolddommen brudt." Hyrden gjorde, som hun havde sagt, og da solen stod op, så han, at blomsten begyndte at røre sig. Hurtig kastede han et hvidt tørklæde over den, og straks stod der en smuk pige, og han fik nu at vide, at det var hende, der havde sørget så godt for ham. Hun fortalte ham sin historie, og da han syntes godt om hende, spurgte han, om hun ville gifte sig med ham. Men hun rystede på hovedet. Selv om hendes kæreste havde forladt hende, ville hun dog blive ham tro, så længe hun levede. Men hun lovede, at hun ville blive hos ham og styre hans hus.
Imidlertid skulle Rolands bryllup fejres, og efter skik og brug blev det bekendtgjort, at alle piger i hele landet skulle komme og synge til ære for brudeparret. Da den trofaste pige hørte derom, blev hun så bedrøvet, at hun troede, hendes hjerte skulle briste, og ville ikke gå derhen, men de andre kom og hentede hende. Da turen til at synge kom til hende, trak hun sig tilbage, til alle de andre havde sunget, så kunne hun ikke slippe. Men da Roland hørte hendes stemme, sprang han op og råbte: "Den stemme kender jeg, det er min brud, den eneste, jeg vil gifte mig med." Han huskede nu alt, hvad han havde glemt, og kærligheden til hende vågnede atter i hans hjerte. Så holdt den trofaste pige bryllup med sin Roland, og al hendes nød og sorg var endt.