Den lille bonde


The little peasant


Der var engang en landsby, hvor der boede lutter rige bønder og kun en eneste fattig, som de kaldte den lille bonde. Både han og hans kone ville så forfærdelig gerne have en ko, men de havde ingen, og de havde heller ikke penge til at købe nogen for. En dag sagde manden til sin kone: "Jeg har fået en udmærket ide. Vi beder min gudfar, snedkeren, om at lave os en kalv af brunt træ, sådan at den ser ud, som den var levende. Den bliver nok engang en rigtig stor ko." Konen syntes godt om forslaget og snedkeren lavede koen sådan, at den stod med bøjet hovede, som om den åd, og malede den med naturlig farve.
There was a certain village wherein no one lived but really rich peasants, and just one poor one, whom they called the little peasant. He had not even so much as a cow, and still less money to buy one, and yet he and his wife did so wish to have one. One day he said to her, "Hark you, I have a good thought, there is our gossip the carpenter, he shall make us a wooden calf, and paint it brown, so that it look like any other, and in time it will certainly get big and be a cow." The woman also liked the idea, and their gossip the carpenter cut and planed the calf, and painted it as it ought to be, and made it with its head hanging down as if it were eating.

Da køerne næste morgen blev drevet ud på marken kaldte bonden på hyrden og sagde: "Her har jeg en kalv, men den er så lille, at den må bæres på armen." - "Det er godt," sagde hyrden, tog kalven og bar den ud på marken og satte den ned i græsset. Kalven blev stående der med bøjet hovede, som om den spiste, og hyrden tænkte: "Sikken den allerede kan æde. Den kan såmænd også snart gå." Da hjorden om aftenen skulle drives hjem, sagde han til kalven: "Når du kan sætte sådan en masse til livs, kan du såmænd også gå hjem, jeg gider ikke slæbe på dig." Den lille bonde stod udenfor døren og ventede på sin kalv, og da hyrden kom gående, spurgte han, hvor den var. "Den står såmænd derude og æder," svarede hyrden, "og den er ikke færdig endnu, så den ville ikke gå med." - "Jeg må da virkelig have mit dyr igen," sagde bonden, og de fulgtes nu ud på marken. Imidlertid var den blevet stjålet. "Den er vel løbet væk," sagde hyrden. "Tak skal du have, min ven," svarede bonden og anklagede ham for sognefogeden, der dømte, at han til straf for sin skødesløshed skulle give bonden en ko.
Next morning when the cows were being driven out, the little peasant called the cow-herd and said, "Look, I have a little calf there, but it is still small and has still to be carried." The cow-herd said, "All right, and took it in his arms and carried it to the pasture, and set it among the grass." The little calf always remained standing like one which was eating, and the cow-herd said, "It will soon run alone, just look how it eats already!" At night when he was going to drive the herd home again, he said to the calf, "If thou canst stand there and eat thy fill, thou canst also go on thy four legs; I don't care to drag thee home again in my arms." But the little peasant stood at his door, and waited for his little calf, and when the cow-herd drove the cows through the village, and the calf was missing, he inquired where it was. The cow-herd answered, "It is still standing out there eating. It would not stop and come with us." But the little peasant said, "Oh, but I must have my beast back again." Then they went back to the meadow together, but some one had stolen the calf, and it was gone. The cow-herd said, "It must have run away." The peasant, however, said, "Don't tell me that," and led the cow-herd before the mayor, who for his carelessness condemned him to give the peasant a cow for the calf which had run away.

Endelig havde den lille bonde og hans kone den ko, de så længe havde ønsket sig. Men de havde ikke noget foder til den, og blev derfor nødt til at slagte den. De saltede kødet og bonden gik ind til byen for at sælge huden og købe sig en ny kalv for pengene. På vejen kom han forbi en mølle, hvor der sad en ravn med knækkede vinger, og da han havde ondt af den, svøbte han den ind i huden. Blæsten hylede og regnen strømmede ned, og han kunne derfor ikke holde ud at gå længere, men gik ind i møllen og bad om nattely. Møllerkonen var alene hjemme og gav ham et knippe hø til at ligge på og et stykke brød og ost. Bonden spiste det og lagde sig ned med skindet ved siden af sig, og konen tænkte: "Han sover såmænd, så træt som han er." Lidt efter kom præsten, og konen tog meget venligt imod ham. "Min mand er ikke hjemme," sagde hun, "nu skal vi rigtig have noget godt at spise." Bonden hørte det og ærgrede sig, fordi han ikke havde fået andet end brød og ost. Konen satte imidlertid den dejligste mad på bordet, både steg og salat og kager og vin.
And now the little peasant and his wife had the cow for which they had so long wished, and they were heartily glad, but they had no food for it, and could give it nothing to eat, so it soon had to be killed. They salted the flesh, and the peasant went into the town and wanted to sell the skin there, so that he might buy a new calf with the proceeds. On the way he passed by a mill, and there sat a raven with broken wings, and out of pity he took him and wrapped him in the skin. As, however, the weather grew so bad and there was a storm of rain and wind, he could go no farther, and turned back to the mill and begged for shelter. The miller's wife was alone in the house, and said to the peasant, "Lay thyself on the straw there," and gave him a slice of bread with cheese on it. The peasant ate it, and lay down with his skin beside him, and the woman thought, "He is tired and has gone to sleep." In the meantime came the parson; the miller's wife received him well, and said, "My husband is out, so we will have a feast." The peasant listened, and when he heard about feasting he was vexed that he had been forced to make shift with a slice of bread with cheese on it. Then the woman served up four different things, roast meat, salad, cakes, and wine.

Da de havde sat sig ned og lige skulle til at spise, bankede det på døren. "Gud, det er min mand," sagde konen, og i en fart gemte hun stegen i kakkelovnen, vinen under hovedpuden, salaten i sengen, kagen under sengen og præsten i skabet. Så gik hun ned og lukkede op for sin mand og sagde: "Gudskelov, du er her igen. Det er jo et vejr, som om verden skulle gå under." Da mølleren fik øje på bonden, spurgte han: "Hvad skal han der." - "Å, den stakkels fyr," svarede konen, "han kom her i det dårlige vejr og bad om han måtte være her. Jeg gav ham lov til at ligge der og gav ham et stykke ostebrød." - "Det har jeg ikke noget imod," sagde manden, "lad mig nu også få noget at spise." - "Jeg har ikke andet end ost og brød," svarede hun. "Ja, jeg er ligeglad, når jeg bare får noget," sagde manden. "Kom her, du," råbte han til bonden, "så kan du få noget med." Bonden lod sig det ikke sige to gange, men tog ordentlig for sig af retterne. Mølleren fik imidlertid øje på huden med ravnen og spurgte, hvad det var. "Det er en spåmand," sagde bonden. "Kan den også spå mig?" spurgte han. "Ja, hvorfor ikke," svarede bonden, "men den siger kun fire ting, den femte beholder den for sig selv." - "Må jeg høre det engang," sagde mølleren nysgerrig. Bonden gav ravnen et tryk på hovedet, så den gav et ordentligt skrat. "Hvad siger den?" spurgte mølleren. "For det første siger den, at der ligger vin under hovedpuden." - "Det var da som pokker," sagde mølleren og gik derhen og fandt også vinen. "Hvad så mere?" Bonden gav igen ravnen et tryk. "Nu siger den, at der står steg i kakkelovnen," sagde bonden. "Det var da som pokker," råbte manden og fandt nu også stegen. "For det tredie, siger den, at der er salat i sengen." - "Pokker heller," råbte mølleren og gik hen og fandt salaten. Endnu engang trykkede bonden på ravnen. "For det fjerde siger den, at der er kager under sengen." - "Det var som pokker," sagde mølleren og gik hen og tog kagen.
Just as they were about to sit down and eat, there was a knocking outside. The woman said, "Oh, heavens! It is my husband!" She quickly hid the roast meat inside the tiled stove, the wine under the pillow, the salad on the bed, the cakes under it, and the parson in the cupboard in the entrance. Then she opened the door for her husband, and said, "Thank heaven, thou art back again! There is such a storm, it looks as if the world were coming to an end." The miller saw the peasant lying on the straw, and asked, "What is that fellow doing there?" - "Ah," said the wife, "the poor knave came in the storm and rain, and begged for shelter, so I gave him a bit of bread and cheese, and showed him where the straw was." The man said, "I have no objection, but be quick and get me something to eat." The woman said, "But I have nothing but bread and cheese." - "I am contented with anything," replied the husband, "so far as I am concerned, bread and cheese will do," and looked at the peasant and said, "Come and eat some more with me." The peasant did not require to be invited twice, but got up and ate. After this the miller saw the skin in which the raven was, lying on the ground, and asked, "What hast thou there?" The peasant answered, "I have a soothsayer inside it." - "Can he foretell anything to me?" said the miller. "Why not?" answered the peasant, "but he only says four things, and the fifth he keeps to himself." The miller was curious, and said, "Let him foretell something for once." Then the peasant pinched the raven's head, so that he croaked and made a noise like krr, krr. The miller said, "What did he say?" The peasant answered, "In the first place, he says that there is some wine hidden under the pillow." - "Bless me!" cried the miller, and went there and found the wine. "Now go on," said he. The peasant made the raven croak again, and said, "In the second place, he says that there is some roast meat in the tiled stove." - "Upon my word!" cried the miller, and went thither, and found the roast meat. The peasant made the raven prophesy still more, and said, "Thirdly, he says that there is some salad on the bed." - "That would be a fine thing!" cried the miller, and went there and found the salad. At last the peasant pinched the raven once more till he croaked, and said, "Fourthly, he says that there are some cakes under the bed." - "That would be a fine thing!" cried the miller, and looked there, and found the cakes.

De satte sig nu til bords og spiste og drak, og møllerkonen krøb skælvende af angst i seng og tog alle nøglerne med sig. Mølleren ville også gerne have den femte ting at vide, men bonden sagde: "Lad os nu først nyde de fire gode ting, den femte er noget slemt." Da de havde spist, snakkede de om, hvad mølleren skulle give for at få den femte ting at vide, og til sidst blev de enige om trehundrede daler. Bonden trykkede nu igen ravnen på hovedet, og den gav et højt kvæk. "Hvad sagde den nu?" spurgte mølleren. "Den siger, at djævelen sidder derhenne i skabet," svarede bonden. "Han må væk," sagde mølleren og lukkede døren op på vid gab, og konen måtte komme med nøglen til skabet. Bonden gik hen og lukkede op, og nu løb præsten af alle livsens kræfter. "Det er ganske rigtigt, jeg så den sorte fyr med mine egne øjne," sagde mølleren. Næste morgen begav bonden sig igen på vej med sine trehundrede daler i lommen.
And now the two sat down to the table together, but the miller's wife was frightened to death, and went to bed and took all the keys with her. The miller would have liked much to know the fifth, but the little peasant said, "First, we will quickly eat the four things, for the fifth is something bad." So they ate, and after that they bargained how much the miller was to give for the fifth prophesy, until they agreed on three hundred thalers. Then the peasant once more pinched the raven's head till he croaked loudly. The miller asked, "What did he say?" The peasant replied, "He says that the Devil is hiding outside there in the cupboard in the entrance." The miller said, "The Devil must go out," and opened the house-door; then the woman was forced to give up the keys, and the peasant unlocked the cupboard. The parson ran out as fast as he could, and the miller said, "It was true; I saw the black rascal with my own eyes." The peasant, however, made off next morning by daybreak with the three hundred thalers.

Hjemme i landsbyen slog bonden sig lidt efter lidt i vejret, byggede sig et pænt, lille hus, og bønderne sagde: "Han har nok været der, hvor den gyldne sne falder, og man skovler penge til sig." Den lille bonde blev nu stævnet for sognefogeden for at fortælle, hvor han havde fået al den rigdom fra. "Jeg har solgt min kohud inde i byen for trehundrede daler," svarede bonden. Da de andre hørte det, ville de også mele deres kage, løb hjem, slagtede deres køer og trak skindet af dem for at sælge det i byen. "Min pige skal have lov til at komme først," sagde sognefogeden. Da hun kom til købmanden gav han hende ikke mere end tre daler for huden, og da de andre kom, fik de ikke engang så meget. "Hvad skal jeg dog med alle de huder?" sagde han.
At home the small peasant gradually launched out; he built a beautiful house, and the peasants said, "The small peasant has certainly been to the place where golden snow falls, and people carry the gold home in shovels." Then the small peasant was brought before the Mayor, and bidden to say from whence his wealth came. He answered, "I sold my cow's skin in the town, for three hundred thalers." When the peasants heard that, they too wished to enjoy this great profit, and ran home, killed all their cows, and stripped off their skins in order to sell them in the town to the greatest advantage. The Mayor, however, said, "But my servant must go first." When she came to the merchant in the town, he did not give her more than two thalers for a skin, and when the others came, he did not give them so much, and said, "What can I do with all these skins?"

Bønderne ærgrede sig nu, fordi den lille havde ført dem bag lyset, og da de ville hævne sig, anklagede de ham for sognefogeden for bedrageri. Den uskyldige fyr blev enstemmig dømt til døden og skulle sættes i en gennemhullet tønde og rulles ud i vandet. Den lille bonde blev ført derned og der blev hentet en præst, som skulle læse sjælemessen. Alle de andre gik deres vej. Da bonden så præsten, opdagede han straks, at det var ham, som han havde set hos møllerkonen. "Jeg har befriet jer, da I sad i skabet," sagde han, "hjælp I nu mig ud af tønden." I det samme kom en hyrde forbi med sin hjord. Den lille bonde kendte ham godt og vidste, at han meget gerne ville være sognefoged. Han gav sig nu til at råbe af alle livsens kræfter: "Nej, jeg vil ikke, jeg vil ikke." Hyrden hørte det og kom hen og spurgte, hvad det var, han ikke ville gøre. "De vil gøre mig til sognefoged, hvis jeg vil sætte mig i den tønde," svarede bonden, "men jeg vil ikke." - "Er det ikke andet," sagde hyrden, "hvis jeg kunne blive sognefoged, ville jeg straks gøre det." - "Ja, hvis du gør det, bliver du også sognefoged," sagde bonden. Hyrden blev meget fornøjet, satte sig ind i tønden, og bonden slog låget på og tog derpå hjorden og drev den hjem. Præsten gik også hjem og sagde, at nu havde han læst sjælemessen. Derpå gik bønderne derned igen og begyndte at trille tønden nedimod vandet. Hyrden lå derinde og råbte: "Jeg vil gerne være sognefoged." De troede, at det var bonden, og svarede: "Det skal du også nok blive, men først skal du se dig lidt om dernede." Og derpå rullede de tønden ud i vandet.
Then the peasants were vexed that the small peasant should have thus overreached them, wanted to take vengeance on him, and accused him of this treachery before the Mayor. The innocent little peasant was unanimously sentenced to death, and was to be rolled into the water, in a barrel pierced full of holes. He was led forth, and a priest was brought who was to say a mass for his soul. The others were all obliged to retire to a distance, and when the peasant looked at the priest, he recognized the man who had been with the miller's wife. He said to him, "I set you free from the cupboard, set me free from the barrel." At this same moment up came, with a flock of sheep, the very shepherd who as the peasant knew had long been wishing to be Mayor, so he cried with all his might, "No, I will not do it; if the whole world insists on it, I will not do it!" The shepherd hearing that, came up to him, and asked, "What art thou about? What is it that thou wilt not do?" The peasant said, "They want to make me Mayor, if I will but put myself in the barrel, but I will not do it." The shepherd said, "If nothing more than that is needful in order to be Mayor, I would get into the barrel at once." The peasant said, "If thou wilt get in, thou wilt be Mayor." The shepherd was willing, and got in, and the peasant shut the top down on him; then he took the shepherd's flock for himself, and drove it away. The parson went to the crowd, and declared that the mass had been said. Then they came and rolled the barrel towards the water. When the barrel began to roll, the shepherd cried, "I am quite willing to be Mayor." They believed no otherwise than that it was the peasant who was saying this, and answered, "That is what we intend, but first thou shalt look about thee a little down below there," and they rolled the barrel down into the water.

Derpå gik bønderne hjem, og da de kom ind i landsbyen, mødte de den lille bonde, der nok så fornøjet kom travende med sine får. "Hvor kommer du dog fra, har du været i vandet?" spurgte de forbavset. "Ja, det har jeg rigtignok," svarede den lille bonde, "jeg sank dybt, dybt ned, og da jeg endelig nåede bunden, sparkede jeg låget af tønden og krøb ud. Der var dejlige enge med mange hvide får, og så tog jeg disse med." - "Er der flere endnu?" spurgte bønderne. "Mange flere, end I behøver," svarede den lille bonde. Bønderne aftalte nu, at de hver ville hente sig en hjord, sognefogeden ville først. De gik så sammen ned til vandet. Himlen var blå med små, hvide skyer, som man kalder lammeuld, og da bønderne så dem spejle sig i vandet, råbte de: "Man kan allerede se fårene dernede." Sognefogeden trængte sig frem og sagde: "Nu springer jeg først ned og ser, hvordan der er, og hvis det er umagen værd, kalder jeg på jer." - "Plump," sagde det, da han sprang ud, men bønderne syntes, at han sagde: "Kom," og i en fart sprang de bagefter. Nu var landsbyen uddød, og den lille bonde var eneste arving og blev således en rig mand.
After that the peasants went home, and as they were entering the village, the small peasant also came quietly in, driving a flock of sheep and looking quite contented. Then the peasants were astonished, and said, "Peasant, from whence comest thou? Hast thou come out of the water?" - "Yes, truly," replied the peasant, "I sank deep, deep down, until at last I got to the bottom; I pushed the bottom out of the barrel, and crept out, and there were pretty meadows on which a number of lambs were feeding, and from thence I brought this flock away with me." Said the peasants, "Are there any more there?" - "Oh, yes," said he, "more than I could do anything with." Then the peasants made up their minds that they too would fetch some sheep for themselves, a flock apiece, but the Mayor said, "I come first." So they went to the water together, and just then there were some of the small fleecy clouds in the blue sky, which are called little lambs, and they were reflected in the water, whereupon the peasants cried, "We already see the sheep down below!" The Mayor pressed forward and said, "I will go down first, and look about me, and if things promise well I'll call you." So he jumped in; splash! went the water; he made a sound as if he were calling them, and the whole crowd plunged in after him as one man. Then the entire village was dead, and the small peasant, as sole heir, became a rich man.