La novia del conejillo


Harebruden


Érase una vez una mujer y su hija, las cuales vivían en un hermoso huerto plantado de coles. Y he aquí que, en invierno, viene un conejillo y se pone a comer las coles. Dijo entonces la mujer a su hija:
- Ve al huerto y echa al conejillo. Y dice la muchacha al conejillo:
- ¡Chú! ¡Chú! ¡Conejillo, acaba de comerte las coles!
Y dice el conejillo:
- ¡Ven, niña, súbete en mi colita y te llevaré a mi casita!
Pero la niña no quiere. Al día siguiente vuelve el conejillo y se come las coles; y dice la mujer a su hija:
- ¡Ve al huerto y echa al conejillo!
Y dice la muchacha al conejillo:
- ¡Chú! ¡Chú! ¡Conejillo, acaba de comerte las coles!
Dice el conejillo:
- ¡Ven, niña, súbete en mi colita y te llevaré a mi casita!
Pero la niña no quiere. Al tercer día vuelve aún el conejillo y se come las coles. Dice la mujer a su hija:
- ¡Ve al huerto y echa al conejillo!
Dice la muchacha:
- ¡Chú! ¡Chú!, ¡Conejillo, acaba de comerte las coles!
Dice el conejillo:
- ¡Ven, niña, súbete en mi colita y te llevaré a mi casita!
La muchacha monta en la colita del conejillo, y el conejillo la lleva lejos, lejos, a su casita y le dice:
- Ahora cuece berzas y mijo; invitaré a los que han de asistir a la boda.
Y llegaron todos los invitados. (¿Que quiénes eran los invitados? Tal como me lo dijeron, os lo diré: eran todos los conejos, y el grajo hacía de señor cura para casar a los novios, y la zorra hacía de sacristán, y el altar estaba debajo del arco iris.)
Pero la niña se sentía sola y estaba triste. Viene el conejillo y dice:
- ¡Vivo, vivo! ¡Los invitados están alegres!
La novia se calla y se echa a llorar. Conejillo se marcha, Conejillo vuelve, y dice:
- ¡Vivo, vivo! ¡Los invitados están hambrientos!
Y la novia calla que calla y llora que llora. Conejillo se va, Conejillo vuelve, y dice:
- ¡Vivo, vivo! ¡Los invitados esperan!
La novia calla y Conejillo sale, pero ella confecciona una muñeca de paja con sus vestidos, le pone un cucharón y la coloca junto al caldero del mijo; luego se marcha a casa de su madre. Vuelve nuevamente Conejillo y dice:
- ¡Vivo, vivo! -tira algo a la cabeza de la muñeca y le hace caer la cofia. Entonces ve Conejillo que no es su novia, y se marcha, y queda muy triste.
Der var engang en kone, som boede sammen med sin datter. De havde en dejlig kålhave, og en vinterdag kom en hare løbende og gav sig til at æde af den. "Gå ud og jag den væk," sagde konen til datteren, og pigen gik derud. "Væk med dig, du æder jo al kålen," sagde hun. "Kom og sæt dig på min hale og rid hjem med mig," sagde haren, men hun ville ikke. Næste dag kom haren igen og åd af kålen, og konen sagde til sin datter: "Gå ud og jag den væk," og pigen gik derud. "Væk med dig, du æder jo al kålen," sagde hun. "Kom og sæt dig på min hale og rid hjem med mig," sagde haren, men hun ville ikke. Dagen efter kom den igen, og konen sagde til sin datter: "Gå ud og jag den væk," og pigen gik derud. "Væk med dig, du æder jo al kålen," sagde hun. "Kom og sæt dig på min hale og rid hjem med mig," sagde haren. Pigen gjorde det og haren løb med hende hjem til sin hytte. "Kan du nu lave grønkål og hirsegrød, så går jeg ud og indbyder folk til bryllup," sagde den.
Skal jeg fortælle dig, hvem bryllupsgæsterne var? Det var alle harerne, og kragen var præst og ræven degn, og alteret var lige under regnbuen.
Pigen følte sig så ene og var meget bedrøvet. Haren kom nu til hende og råbte: "Luk op, luk op, her er alle bryllupsgæsterne i strålende humør." Men hun svarede ikke, græd bare. Haren gik så sin vej men kom lidt efter igen og råbte: "Luk op, luk op, bryllupsgæsterne er sultne." Men bruden sad og græd og svarede ikke. Haren gik igen sin vej og kom lidt efter tilbage og sagde: "Luk op, luk op, bryllupsgæsterne sidder derude og venter." Bruden svarede ikke, men da haren var gået, lavede hun en dukke af strå, gav den sine klæder på og en ske i hånden, satte den hen ved komfuret og løb hjem til sin mor. Haren kom endnu engang tilbage og råbte: "Luk dog op," og til sidst lukkede den selv op og gav dukken en ørefigen, så hovedet faldt af.
Da så haren, at det ikke var dens brud, og hang med hovedet og gik sin vej.