Six soldiers of fortune


Historien om seks, der kommer gennem hele verden


There was once a man who was a Jack-of-all-trades; he had served in the war, and had been brave and bold, but at the end of it he was sent about his business, with three farthings and his discharge. "I am not going to stand this," said he; "wait till I find the right man to help me, and the king shall give me all the treasures of his kingdom before he has done with me." Then, full of wrath, he went into the forest, and he saw one standing there by six trees which he had rooted up as if they had been stalks of corn. And he said to him, "Will you be my man, and come along with me?" - "All right," answered he; "I must just take this bit of wood home to my father and mother." And taking one of the trees, he bound it round the other five, and putting the faggot on his shoulder, he carried it off; then soon coming back, he went along with his leader, who said, "Two such as we can stand against the whole world."
Der var engang en mand, som forstod sig på en hel del. Han havde været i krig og kæmpet tappert, og da freden var sluttet, fik han sin afsked og tre skilling i tærepenge med på vejen. "Bi bare," tænkte han, "det lader jeg mig ikke nøje med. Når jeg først finder de folk, jeg kan bruge, skal kongen blive nødt til at give mig alle landets skatte." Han gik ind i skoven, og der så han en mand, der rykkede seks træer op, så let som om det var græsstrå. "Vil du følge med mig og være min tjener?" spurgte han. "Ja, det vil jeg nok," svarede den anden, "men jeg vil først bringe det knippe brænde hjem til min mor." Derpå snoede han det ene træ om de fem andre, løftede dem op på skulderen og gik af sted med dem. Lidt efter kom han tilbage til sin herre. "Vi to skal nok komme gennem hele verden," sagde han. Da de havde gået lidt, så de en jæger, der lå på knæ med bøssen til kinden. "Hvad sigter du på?" spurgte herren. "To mil herfra sidder der en flue på en egegren," svarede jægeren, "jeg vil skyde dens venstre øje ud."

And when they had gone on a little while, they came to a huntsman who was kneeling on one knee and taking careful aim with his rifle. "Huntsman," said the leader, "what are you aiming at?" - "Two miles from here," answered he, "there sits a fly on the bough of an oak-tree, I mean to put a bullet into its left eye." - "Oh, come along with me," said the leader; "three of us together can stand against the world." The huntsman was quite willing to go with him, and so they went on till they came to seven windmills, whose sails were going round briskly, and yet there was no wind blowing from any quarter, and not a leaf stirred. "Well," said the leader, "I cannot think what ails the windmills, turning without wind," and he went on with his followers about two miles farther, and then they came to a man sitting up in a tree, holding one nostril and blowing with the other. "Now then," said the leader, "what are you doing up there?" - "Two miles from here," answered he, "there are seven windmills; I am blowing, and they are going round." - "Oh, go with me," cried the leader, "four of us together can stand against the world."
"Å, gå dog med mig," sagde manden, "når vi tre holder sammen, skal vi nok komme gennem hele verden." Jægeren sagde straks ja, og de gik videre. Noget efter kom de til syv vindmøller, hvis vinger gik rundt i susende fart, skønt der ikke var en vind, som rørte sig. "Hvordan kan de møller dog gå, når det er blikstille," sagde manden forbavset. Da de var kommet to mil videre, så de en mand, der sad oppe i et træ og trykkede det ene næsebor til og blæste ud gennem det andet.

So the blower got down and went with them, and after a time they came to a man standing on one leg, and the other had been taken off and was lying near him. "You seem to have got a handy way of resting yourself," said the leader to the man. "I am a runner," answered he, "and in order to keep myself from going too fast I have taken off a leg, for when I run with both, I go faster than a bird can fly." - "Oh, go with me," cried the leader, "five of us together may well stand against the world."
"Hvad i al verden bestiller du deroppe?" spurgte manden. "Jeg blæser på syv vindmøller, der står to mil herfra," svarede han. "Kom og gå med mig," sagde manden, "vi fire kommer nok gennem hele verden." Blæseren klatrede nu ned af træet og fulgte med dem, og nogen tid efter kom de til en mand, som havde spændt det ene ben af sig og lagt det ved siden af sig. "Det er en rigtig bekvem måde at hvile sig på," sagde manden. "Jeg er løber," svarede han, "og jeg har taget benet af, for at det ikke skal gå alt for hurtigt. Når jeg løber på begge ben, går det hurtigere end en fugl kan flyve." - "Vil du ikke gå med mig?" spurgte manden, "vi fem skal nok komme gennem hele verden." De gik nu allesammen videre og lidt efter mødte de en fyr, som havde hatten på det ene øre. "Hvordan er det dog, du ser ud," sagde manden, "du ligner jo en nar. Sæt dog din hat ordentligt." - "Det tør jeg ikke," svarede han, "for når jeg gør det, bliver det så koldt, at fuglene fryser ihjel og falder døde til jorden." - "Kom her og følg med mig," sagde manden, "når vi seks holder sammen, kommer vi nok gennem hele verden."

So he went with them all together, and it was not long before they met a man with a little hat on, and he wore it just over one ear. "Manners! manners!" said the leader; "with your hat like that, you look like a jack-fool." - "I dare not put it straight," answered the other; "if I did, there would be such a terrible frost that the very birds would be frozen and fall dead from the sky to the ground." - "Oh, come with me," said the leader; "we six together may well stand against the whole world."
De kom nu til en by. Kongen havde ladet bekendtgøre, at den der kunne løbe hurtigere end hans datter skulle få hende til brud, men lykkedes det ham ikke, skulle han bøde med sit hovede. Manden gik derop og meldte, at han ville lade sin tjener løbe for sig. "Så må du også sætte hans liv i pant," sagde kongen, "så gælder det både dit og hans hovede." Det gik manden ind på, spændte benet på løberen og formanede ham til at gøre sine sager rigtig godt. Det blev bestemt, at den, der hurtigst kunne hente vand fra en brønd, som lå langt borte, havde vundet. De fik hver et krus i hånden og begyndte at løbe på samme tid. Men da prinsessen var kommet et lille stykke, var løberen allerede ude af syne og susede af sted som vinden. Kort tid efter nåede han brønden, fyldte kruset og vendte. På hjemvejen blev han så træt, at han satte kruset fra sig og lagde sig til at sove. For at det ikke skulle vare for længe før han vågnede, lagde han en rigtig hård sten under sit hovede. Imidlertid havde kongedatteren, der løb så godt som noget almindeligt menneske kan, nået brønden og skyndte sig tilbage med kruset. Da hun så løberen ligge der og sove, tænkte hun glad: "Ham har jeg da i min magt," hældte vandet ud af kruset og løb videre. Nu havde spillet jo været tabt, hvis ikke til alt held jægeren havde stået oppe på slottet og set det hele med sine skarpe øjne. "Vi skal nok stå os mod prinsessen," sagde han, ladede sin bøsse og skød stenen bort under løberens hovede uden at gøre ham noget. Han vågnede straks, sprang op og så, at kruset var tomt og kongedatteren et langt stykke i forvejen. Men han tabte ikke modet, løb tilbage til brønden fyldte kruset og var hjemme ti minutter før prinsessen. "Se, nu har jeg først brugt mine ben," sagde han, "det andet var slet ikke noget at tale om."

So the six went on until they came to a town where the king had caused it to be made known that whoever would run a race with his daughter and win it might become her husband, but that whoever lost must lose his head into the bargain. And the leader came forward and said one of his men should run for him. "Then," said the king, "his life too must be put in pledge, and if he fails, his head and yours too must fall." When this was quite settled and agreed upon, the leader called the runner, and strapped his second leg on to him. "Now, look out," said he, "and take care that we win." It had been agreed that the one who should bring water first from a far distant brook should be accounted winner. Now the king's daughter and the runner each took a pitcher, and they started both at the same time; but in one moment, when the king's daughter had gone but a very little way, the runner was out of sight, for his running was as if the wind rushed by. In a short time he reached the brook, filled his pitcher full of water, and turned back again. About half-way home, however, he was overcome with weariness, and setting down his pitcher, he lay down on the ground to sleep. But in order to awaken soon again by not lying too soft he had taken a horse's skull which lay near and placed it under his head for a pillow. In the meanwhile the king's daughter, who really was a good runner, good enough to beat an ordinary man, had reached the brook, and filled her pitcher, and was hastening with it back again, when she saw the runner lying asleep. "The day is mine," said she with much joy, and she emptied his pitcher and hastened on. And now all had been lost but for the huntsman who was standing on the castle wall, and with his keen eyes saw all that happened. "We must not be outdone by the king's daughter," said he, and he loaded his rifle and took so good an aim that he shot the horse's skull from under the runner's head without doing him any harm. And the runner awoke and jumped up, and saw his pitcher standing empty and the king's daughter far on her way home. But, not losing courage, he ran swiftly to the brook, filled it again with water, and for all that, he got home ten minutes before the king's daughter. "Look you," said he; "this is the first time I have really stretched my legs; before it was not worth the name of running." The king was vexed, and his daughter yet more so, that she should be beaten by a discharged common soldier; and they took counsel together how they might rid themselves of him and of his companions at the same time. "I have a plan," said the king; "do not fear but that we shall be quit of them for ever." Then he went out to the men and bade them to feast and be merry and eat and drink; and he led them into a room, which had a floor of iron, and the doors were iron, the windows had iron frames and bolts; in the room was a table set out with costly food. "Now, go in there and make yourselves comfortable," said the king. And when they had gone in, he had the door locked and bolted. Then he called the cook, and told him to make a big fire underneath the room, so that the iron floor of it should be red hot. And the cook did so, and the six men began to feel the room growing very warm, by reason, as they thought at first, of the good dinner; but as the heat grew greater and greater, and they found the doors and windows fastened, they began to think it was an evil plan of the king's to suffocate them. "He shall not succeed, however," said the man with the little hat; "I will bring on a frost that shall make the fire feel ashamed of itself, and creep out of the way." So he set his hat straight on his head, and immediately there came such a frost that all the heat passed away and the food froze in the dishes. After an hour or two had passed, and the king thought they must have all perished in the heat, he caused the door to be opened, and went himself to see how they fared. And when the door flew back, there they were all six quite safe and sound, and they said they were quite ready to come out, so that they might warm themselves, for the great cold of that room had caused the food to freeze in the dishes. Full of wrath, the king went to the cook and scolded him, and asked why he had not done as he was ordered. "It is hot enough there: you may see for yourself," answered the cook. And the king looked and saw an immense fire burning underneath the room of iron, and he began to think that the six men were not to be got rid of in that way.
Men kongen og endnu mere prinsessen var meget misfornøjet med, at hun skulle have sådan en almindelig afskediget soldat til mand, og lagde råd op om, hvordan de skulle blive af med ham og hans kammerater, og endelig fandt kongen på noget. "Du skal ikke være bange," sagde han til sin datter, "nu har jeg fundet et middel, så du nok skal slippe for dem." Derpå sagde han til soldaten: "Nu skal I få mad og drikke, så I kan have det lidt gemytligt sammen," og han førte dem så ind i en stue, hvor gulvet og døren var af jern og vinduerne spærret med jernstænger. Der stod et bord med den dejligste mad og kongen bød dem tage for sig af retterne. Så låsede og stængede han døren rigtigt forsvarligt og befalede kokken at fyre under stuen, til jernet var glødende. Han tog fat, og de seks derinde mærkede nok, at der blev noget varmt, men de troede, at det var fordi de spiste. Heden tog imidlertid til, og til sidst kunne de ikke holde det ud længere. Men da de ville gå deres vej og fandt døren låset, mærkede de jo, at kongen havde haft ondt i sinde og havde villet kvæle dem. "Det skal ikke lykkes ham," sagde han med hatten, "nu skal der komme sådan en kulde, at ilden skal skamme sig og krybe i et musehul." Han tog nu hatten på, og straks blev det iskoldt, og maden på fadene begyndte at fryse. Da der var gået et par timer tænkte kongen, at de måtte være døde af varmen, og ville selv hen og se til dem. Men da døren blev åbnet stod de der alle seks sunde og raske og sagde, at det var rart, de kunne komme ud og varme sig, for i den stærke kulde, der havde været derinde, var maden frosset fast til fadene. Kongen gik rasende ned til kokken og spurgte, hvorfor han ikke havde adlydt hans befaling. "Der er ild nok," svarede kokken, "se kun selv." Kongen så nu, at der brændte et mægtigt bål under stuen og mærkede jo nok, at han ikke på den vis kunne komme de seks til livs.

And he thought of a new plan by which it might be managed, so he sent for the leader and said to him, "If you will give up your right to my daughter, and take gold instead, you may have as much as you like." - "Certainly, my lord king," answered the man; "let me have as much gold as my servant can carry, and I give up all claim to your daughter." And the king agreed that he should come again in a fortnight to fetch the gold. The man then called together all the tailors in the kingdom, and set them to work to make a sack, and it took them a fortnight. And when it was ready, the strong man who had been found rooting up trees took it on his shoulder, and went to the king. "Who is this immense fellow carrying on his shoulder a bundle of stuff as big as a house?" cried the king, terrified to think how much gold he would carry off. And a ton of gold was dragged in by sixteen strong men, but he put it all into the sack with one hand, saying, "Why don't you bring some more? this hardly covers the bottom!" So the king bade them fetch by degrees the whole of his treasure, and even then the sack was not half full. "Bring more!" cried the man; "these few scraps go no way at all!" Then at last seven thousand waggons laden with gold collected through the whole kingdom were driven up; and he threw them in his sack, oxen and all. "I will not look too closely," said he, "but take what 1 can get, so long as the sack is full." And when all was put in there was still plenty of room. "I must make an end of this," he said; "if it is not full, it is so much the easier to tie up." And he hoisted it on his back, and went off with his comrades. When the king saw all the wealth of his realm carried off by a single man he was full of wrath, and he bade his cavalry mount, and follow after the six men, and take the sack away from the strong man. Two regiments were soon up to them, and called them to consider themselves prisoners, and to deliver up the sack, or be cut in pieces. "Prisoners, say you?" said the man who could blow, "suppose you first have a little dance together in the air," and holding one nostril, and blowing through the other, he sent the regiments flying head over heels, over the hills and far away. But a sergeant who had nine wounds and was a brave fellow, begged not to be put to so much shame. And the blower let him down easily, so that he came to no harm, and he bade him go to the king and tell him that whatever regiments he liked to send more should be blown away just the same. And the king, when he got the message, said, "Let the fellows be; they have some right on their side."
Men han tænkte stadig på, hvordan han skulle blive dem kvit, og lod soldaten kalde for sig og sagde: "Hvis du vil opgive ethvert krav på min datter, skal du få så meget guld du vil." - "Lad gå," svarede han, "når jeg får lige så meget, som min tjener kan bære, bryder jeg mig ikke om eders datter." Kongen var fornøjet med det, og det blev bestemt, at manden skulle have det om fjorten dage. Han lod nu alle skræddere i hele riget kalde til sig, og de måtte i de 14 dage sidde og sy en sæk, og da den var færdig tog den stærke fyr, som rykkede træer op, den på nakken og gik op til slottet. "Hvad er det dog for en vældig fyr med en rulle lærred så stort som et hus på skulderen," sagde kongen, men han blev jo noget forfærdet ved tanken om alt det guld, han kunne bære med sig. Seksten af de stærkeste mænd kom nu slæbende med en tønde guld, men fyren greb den med den ene hånd, puttede den ned i sækken og sagde: "Hvorfor bringer I ikke mere med det samme. Dette her dækker jo knap bunden." Kongen måtte efterhånden lade alle sine skatte hente, men sækken var endda ikke engang halvfuld. "Kom med mere," sagde den stærke mand, "den smule fylder ikke noget." Syvtusind vogne belæsset med guld kørte nu frem på rad og blev puttet i sækken med vogn og okser og det hele. "Nu tager jeg, hvad der kommer, så sækken kan blive fuld," sagde han, men da han havde stoppet det altsammen deri, var der plads til meget endda. "Nu binder jeg sækken til, selv om den ikke er fuld, for dog at få ende på sagen," sagde han, tog den på ryggen og gik af sted med sine kammerater.

So the six comrades carried home their treasure, divided it among them, and lived contented till they died.
Kongen blev rasende, da han så, at en eneste mand spadserede af sted med alle landets skatte, og lod sine ryttere stige til hest og ride efter ham og tage sækken fra ham. Det varede ikke længe, før to regimenter nåede dem, og anføreren råbte: "I er fanger, læg straks sækken fra jer ellers hugger vi jer sønder og sammen." - "Hvad for noget," sagde blæseren, "tror I, vi er jeres fanger. Det bliver nok jer, der kommer til at danse i luften." Derpå holdt han for det ene næsebor og blæste gennem det andet, og begge regimenterne fløj op i luften over alle bjerge, den ene mod øst, den anden mod vest. En af sergenterne bad om nåde. Det var en tapper fyr, som havde fået ni sår, og ikke fortjente sådan en skændsel. Blæseren holdt da lidt inde, så han uskadt kom ned på jorden, og sagde så til ham: "Gå nu hjem og sig til kongen, at han skal bare sende flere ryttere, så skal jeg blæse dem allesammen op i luften." Da kongen hørte den besked sagde han: "Lad de karle løbe, de kan mere end deres fadervor." De seks drog nu hjem med deres rigdom, delte den og levede lykkeligt til deres død.