Ulven og ræven


Lupul si vulpea


En ræv var engang flyttet sammen med en ulv, men da den var den svageste, måtte den gøre alt, hvad ulven ville have, så den ville gerne være af med den herre. En dag, da de gik igennem skoven, sagde ulven: "Skaf mig noget at æde, ellers æder jeg dig." - "Jeg ved, hvor der er en bondegård med et par små lam," svarede ræven, "hvis du har lyst til det, kan vi jo hente et af dem." Ulven var meget fornøjet med forslaget, og ræven stjal lammet, bragte det til ulven og løb så sin vej. Ulven åd det, men havde ikke fået nok, og gik ind for at hente det andet. Men den bar sig så kejtet ad, at fåret opdagede den og gav sig til at skrige og bræge, så bønderne kom løbende og fandt ulven. De pryglede løs på den af alle kræfter og haltende og hylende løb den tilbage til ræven. "Du har rigtignok lokket mig i en rar snare," sagde den, "jeg ville hente det andet lam, og så fik bønderne fat på mig og gav sig til at prygle mig, så jeg er ganske mør." - "Hvorfor er du også så grådig," sagde ræven.
Næste dag gik de igen ud og ulven sagde: "Skaf mig noget at æde, ellers æder jeg dig selv." - "Jeg ved et sted herhenne, hvor konen skal lave pandekager i aften," svarede ræven, "skal vi hente nogle af dem." De gik derhen og ræven listede sig rundt om huset og snusede og kiggede så længe, til den opdagede, hvor fadet stod. Derpå snappede den seks pandekager og bragte dem til ulven. "Der har du noget at æde," sagde den og gik sin vej. Ulven slugte dem på et øjeblik. "De smager efter mere," tænkte den og gik hen og rev hele fadet ned, så det gik itu. Det gjorde et vældigt spektakel, konen kom styrtende, og da hun så ulven, kaldte hun folk til, som pryglede løs på den af al magt, og hylende slæbte den sig ud i skoven til ræven. "Hvor du har narret mig nederdrægtigt," råbte den, "bønderne fik fat i mig og garvede mit skind ordentligt." - "Hvorfor er du dog også så grådig," sagde ræven.
Dagen efter gik de ud sammen igen, og skønt ulven kun med besvær kunne slæbe sig af sted, sagde den dog: "Skaf mig noget at æde, ellers æder jeg dig." - "Der er en mand derhenne, der lige har slagtet," sagde ræven, "kødet er saltet og ligger nede i kælderen. Skal vi hente noget af det?" - "Ja, lad os det," svarede ulven, "men jeg går straks med, så du kan hjælpe mig at slippe bort." - "Værsgo'," sagde ræven, og ad en mængde krogveje slap de omsider ned i kælderen. Der var fuldt op af kød og ulven gav sig straks i færd med det og tænkte: "Det skal vare en stund, før jeg holder op." Ræven tog også for sig af retterne, men kiggede hele tiden rundt om sig og løb hvert øjeblik hen til det hul, de var kommet igennem, for at se, om den endnu var tynd nok til at slippe igennem. "Hvorfor render du hele tiden derhen og springer frem og tilbage?" spurgte ulven. "Jeg må dog se om der ikke kommer nogen," svarede den listige ræv, "spis nu ikke formeget." - "Jeggårikke, før tønden er tom," svarede ulven. Imidlertid kom bonden, der havde hørt ræven springe frem og tilbage. Ræven var med et spring ude af hullet, ulven ville løbe bagefter, men havde ædt sig så tyk, at den ikke kunne komme igennem, men blev siddende fast, og bonden tog nu en knippel og slog den ihjel. Men ræven sprang ind i skoven og var glad over, at den var blevet af med den gamle, grådige fyr.
Lupul se intovarasise cu vulpea, dar prietenia asta nu prea ii convenea cumetrei roscovane, caci lupul, fiind mai puternic, ii poruncea vulpii sa faca orice ii trecea prin minte, iar ea trebuia sa se supuna.Vulpea isi dorea din tot sufletul sa scape de stapanul ei, lupul, dar nu stia cum sa faca asta.
Intr-o zi, pe cand mergeau prin padure, lupul a spus: Hei, vulpe roscata, du-te indata sa imi aduci ceva de mancare, ca de nu, te voi manca pe tine. La aceasta, vulpea i-a raspuns: "Stiu prin apropiere o gospodarie in care sunt doi miei; daca binevoiesti, putem merge intr-acolo sa furam unul din ei." Vorbele acesteau l-au uns la suflet pe lup, asa ca au pornit catre gospodarie si, odata ajunsi acolo, vulpea a insfacat un miel micut, l-a adus lupului si , apoi, s-a dus in padure, lasandu-si tovarasul sa se ospateze.
Bietul mielusel striga, insa, inecat de hohote de plans, iar mama lui l-a auzit si a inceput si ea sa urle din toate puterile.Harmalaia era atat de mare incat taranul, care stapanea peste gospodarie, a iesit in fuga din casa pentru a vedea ce se intampla.El a dat peste lup si l-a batut cu atata incrancenare, incat acesta abia a reusit sa scape cu fuga. Schiopatand si urland de durere, lupul a ajuns-o din urma pe vulpe. M-ai sfatuit cum nu se poate mai prost, a spus el; Voiam sa pun laba si peste celalalt miel, dar taranul m-a vazut si mi-a tras o bataie sora cu moartea. Vulpea i-a raspuns. Ce sa-ti fac daca esti asa de lacom? Un singur miel nu iti era de ajuns?
A doua zi , in timp ce mergeau prin padure, lupul cel hulpav a spus din nou, Hei, vulpe roscovana, adu-mi repede ceva de imbucat ca de nu, am sa te inghit pe tine. Vulpea i-a zis indata: Stiu o gospodarie in care nevasta unui taran va coace diseara niste turte; putem sa mergem intr-acolo si sa ne infruptam cu cateva din ele. Zis si facut. Cei doi s-au indreptat catre casa gospodinei, vulpea s-a furisat prinprejur si a inceput sa traga cu ochiul si sa adulmece pana cand a descoperit locul unde era asezata farfuria cu turte. S-a repezit la ea si a insfacat sase turte pe care le-a adus lupului. Iata, ti-am adus ceva sa mananci, i-a zis ea lupului, si apoi si-a vazut de drum catre codru.Lupul a mancat dintr-o inghititura toate turtele si si-a spus in sinea lui: Hm ,as mai imbuca un rand din bunatatile astea, asa ca s-a dus catre casa si a apucat in colti toata farfuria cu turte. Farfuria a cazut insa pe podea si s-a facut tandari.Lucru asta a facut un zgomot asa de mare incat gospodina a venit in fuga si, cand l-a vazut pe lup, a inceput sa strige dupa ajutor. Pe data s-au ivit si alti oameni, care l-au batut cu ciomegele atat de rau, ca lupul abia a reusit sa scape, alergand in doua picioare. Urland cu jale si tremurand de durere, lupul a intalnit-o pe vulpe in padure. Un plan mai prost ca sta nici ca se putea sa ai, a strigat el, furios, Taranii au pus mana pe mine si mi-au tabacit toata blana.Vulpea, insa, i-a raspuns: Ce sa-ti fac daca esti asa de lacom? Nu puteai sa te multumesti cu cele sase turte?
In cea de-a treia zi, lupul, abia mai putand sa paseasca de atata durere, a spus din nou: Hei, vulpe roscovana, daca nu imi aduci ceva de imbucat, am sa te mananc cu tot cu coada. Vulpea i-a zis: Stiu un om care tocmai a taiat niste vite, iar carnea sarata a pus-o intr-un butoi din pivnita lui. Putem sa mergem si sa i-o furam. Lupul, multumit, i-a spus: Bine, voi merge cu tine, dar va trebui sa ma ajuti daca nu reusesc sa scap de unul singur. Asa voi face, a spus vulpea si a pornit inainte, aratandu-i lupului cararile si cotloanele prin care se ajungea la pivnita. Odata ajunsi acolo, au gasit butoiul plin de carne gustoasa, iar lupul s-a repezit de indata sa infulece, gandindu-se: Miam, am o multime de timp ca sa-mi potolesc foamea inainte de a pleca de aici. Vulpea gusta si ea cu placere din carne, dar, in acelasi timp, isi lasa ochii sa iscodeasca in toate partile, sa vada daca nu venea cineva si, din cand in cand, alerga catre gaura prin care intrasera in pivnita, ca sa vada daca nu cumva trupul i se umflase de prea multa mancare si mai putea iesi din prin gaura aceea stramta.
La un moment dat, lupul a zis: Spune-mi si mie, draga vulpita, de ce tot alergi de colo – colo si nu ai deloc astampar? Vicleana vulpe i-a raspuns: Trebuie sa vad daca nu apare vreun om incoace.Ai grija si nu te indopa prea tare! Lupul, insa, i-a raspuns: Nu voi pleca de aici pana nu golesc de carne tot butoiul. In timpul acesta, taranul care stapanea peste casa a auzit zgomotul facut de sariturile vulpii si a intrat in pivnita.Atunci cand l-a vazut, vulpea a zbughit-o prin gaura intr-o clipita. Lupul a vrut si el sa o ia la fuga dupa vulpe, dar burta i se umflase asa de mult de la mancare incat nu mai incapea prin gaura. S-a chinuit cat s-a chinuit lupul sa scape , dar nu a facut altceva decat sa ramana intepenit in gaura prin care isi cauta scaparea. Taranul atata astepta! I-a tras o bataie cu ghioaga lacomului lup pana cand acesta si-a dat zilele, iar vulpea a alergat voioasa in padure, multumita ca a scapat de stapanul ei cel hulpav.