O lobo e a raposa


Ulven og ræven


Houve, uma vez, um lôbo que tinha em sua companhia a raposa; e a coitada da raposa tinha de fazer tudo o que êle queria, pois era mais fraca; por isso, ficaria muito alegre se pudesse livrar-se de tal patrão. Certo dia, em que estavam atravessando a floresta, o lôbo disse-lhe:
- Pêlo ruivo, vê se me arranjas algo para comer, do contrário como-te.
A raposa respondeu:
- Conheço por aqui um sítio no qual há um casal de ovelhinhas; se desejas, podemos apanhar uma delas.
O lôbo gostou da idéia e concordou. Foram até lá e a raposa furtou a ovelhinha, entregou-a ao lôbo e afastou- se. O lôbo devorou-a num abrir e fechar de olhos mas não se satisfez; queria comer também a outra e foi bus-
cá-la. Mas foi tão desastrado que a mãe da ovelhinha percebeu-o e desandou a berrar e a balir tão fortemente, que os camponeses vieram correndo. Lá encontraram o lôbo e o espancaram, tão rudemente, que o pobre ficou reduzido a lastimável estado. Mancando e uivando, conseguiu arrastar-se para junto da raposa.
- Pregaste-me uma boa peça! - disse éle - Eu quis apanhar o outro cordeirinho e vieram os camponeses, que me encheram de pancadas.
- E tu, - respondeu a raposa - por que és tão guloso?
No dia seguinte, voltaram ao campo e o lôbo disse:
- Pêlo ruivo, vê se me arranjas qualquer coisa para comer, do contrário como-te.
- Conheço um sitiozinho aqui por perto, cuja dona hoje à tarde vai fazer bolinhos; se quiseres podemos ir buscar alguns.
Foram até lá e a raposa esgueirou-se em tôrno da casa, tanto espiou e farejou que conseguiu descobrir o prato, furtou seis bolinhos e levou-os ao lôbo.
- Eis aqui o que comer! - disse, e afastou-se para os seus afazeres.
O lôbo engoliu os seis bolinhos de uma vez, dizendo:
- Chegam apenas para aumentar a vontade.
Dirigiu-se à casa, puxou o prato logo de uma vez;
éste caiu e ficou em mil pedaços, fazendo um barulhão dos diabos. A mulher correu pura ver o que acontecia e descobriu o lôbo; pôs-se a gritar chamando mais gente que, sem dó nem piedade, desandou a espancar o lôbo até mais nfio poder; ôste, muncundo das duas pernas, saiu gemendo e foi ter com a ruposu.
- Que boa peça me pregaste! - gritou choramingando - os camponeses pegaram-me e curtiram-me a pele sem dó nem piedade!
- Mas, - respondeu a raposa - por que és tão guloso?
No terceiro dia, tendo saído juntos, o lôbo arrastava-se penosamente; assim mesmo disse:
- Pelo ruivo, vê se me arranjas qualquer coisa para comer, do contrário como-te.
A raposa respondeu:
- Conheço por aqui um homem que matou uma vaca e guardou a carne salgada dentro de um barril, na adega; vamos buscá-la.
- Sim, - disse o lôbo - mas eu quero ir junto contigo para que me ajudes, do contrário não poderei fugir.
- Como quiseres! - disse a raposa.
Foi mostrando-lhe o caminho e as passagens ocultas que por fim os levaram à adega. Havia lá grande quantidade de carne, e o lôbo, esfaimado, atirou-se imediatamente a ela, pensando: "Não largarei tão cedo!"
A raposa também comia a valer, mas não deixava de olhar em volta, correndo de quando em quando para o buraco pelo qual haviam entrado a ver se estava ainda bastante delgada para passar por êle. O lôbo, intrigado, perguntou-lhe:
- Explica-me, cara raposa, por que é que corres de cá para lá e pulas para dentro e para fora?
- Tenho, naturalmente, de espiar se vem alguém! - respondeu a espertalhona. - Mas aconselho-te a não comer demais.
- Ora, - disse o lôbo - não sairei daqui enquanto não esvaziar o barril.
Nesse ponto, o camponês, que ouvira os saltos da raposa, desceu à adega; assim que o viu, a raposa deu um pulo para fora do buraco. O lôbo quis fazer o mesmo, mas tanto se empanturrara que seu ventre enorme não conseguiu passar pelo buraco e ficou lá entalado.
Então o camponês pegou um pau e bateu-lhe tanto que o matou. A raposa, porém, fugiu para a floresta, muito feliz por ter-se livrado finalmente daquele glutão.
En ræv var engang flyttet sammen med en ulv, men da den var den svageste, måtte den gøre alt, hvad ulven ville have, så den ville gerne være af med den herre. En dag, da de gik igennem skoven, sagde ulven: "Skaf mig noget at æde, ellers æder jeg dig." - "Jeg ved, hvor der er en bondegård med et par små lam," svarede ræven, "hvis du har lyst til det, kan vi jo hente et af dem." Ulven var meget fornøjet med forslaget, og ræven stjal lammet, bragte det til ulven og løb så sin vej. Ulven åd det, men havde ikke fået nok, og gik ind for at hente det andet. Men den bar sig så kejtet ad, at fåret opdagede den og gav sig til at skrige og bræge, så bønderne kom løbende og fandt ulven. De pryglede løs på den af alle kræfter og haltende og hylende løb den tilbage til ræven. "Du har rigtignok lokket mig i en rar snare," sagde den, "jeg ville hente det andet lam, og så fik bønderne fat på mig og gav sig til at prygle mig, så jeg er ganske mør." - "Hvorfor er du også så grådig," sagde ræven.
Næste dag gik de igen ud og ulven sagde: "Skaf mig noget at æde, ellers æder jeg dig selv." - "Jeg ved et sted herhenne, hvor konen skal lave pandekager i aften," svarede ræven, "skal vi hente nogle af dem." De gik derhen og ræven listede sig rundt om huset og snusede og kiggede så længe, til den opdagede, hvor fadet stod. Derpå snappede den seks pandekager og bragte dem til ulven. "Der har du noget at æde," sagde den og gik sin vej. Ulven slugte dem på et øjeblik. "De smager efter mere," tænkte den og gik hen og rev hele fadet ned, så det gik itu. Det gjorde et vældigt spektakel, konen kom styrtende, og da hun så ulven, kaldte hun folk til, som pryglede løs på den af al magt, og hylende slæbte den sig ud i skoven til ræven. "Hvor du har narret mig nederdrægtigt," råbte den, "bønderne fik fat i mig og garvede mit skind ordentligt." - "Hvorfor er du dog også så grådig," sagde ræven.
Dagen efter gik de ud sammen igen, og skønt ulven kun med besvær kunne slæbe sig af sted, sagde den dog: "Skaf mig noget at æde, ellers æder jeg dig." - "Der er en mand derhenne, der lige har slagtet," sagde ræven, "kødet er saltet og ligger nede i kælderen. Skal vi hente noget af det?" - "Ja, lad os det," svarede ulven, "men jeg går straks med, så du kan hjælpe mig at slippe bort." - "Værsgo'," sagde ræven, og ad en mængde krogveje slap de omsider ned i kælderen. Der var fuldt op af kød og ulven gav sig straks i færd med det og tænkte: "Det skal vare en stund, før jeg holder op." Ræven tog også for sig af retterne, men kiggede hele tiden rundt om sig og løb hvert øjeblik hen til det hul, de var kommet igennem, for at se, om den endnu var tynd nok til at slippe igennem. "Hvorfor render du hele tiden derhen og springer frem og tilbage?" spurgte ulven. "Jeg må dog se om der ikke kommer nogen," svarede den listige ræv, "spis nu ikke formeget." - "Jeggårikke, før tønden er tom," svarede ulven. Imidlertid kom bonden, der havde hørt ræven springe frem og tilbage. Ræven var med et spring ude af hullet, ulven ville løbe bagefter, men havde ædt sig så tyk, at den ikke kunne komme igennem, men blev siddende fast, og bonden tog nu en knippel og slog den ihjel. Men ræven sprang ind i skoven og var glad over, at den var blevet af med den gamle, grådige fyr.