Ræven og fru Ulv


El zorro y su comadre


Engang fødte ulvens kone en dreng og bad ræven stå fadder. "Den er jo dog nær i familie med os," tænkte hun, "og har en god forstand og er en flink fyr og kan lære vores søn en hel del og hjælpe ham til at komme frem i verden." Ræven kom da også meget pænt og sagde: "Mange tak for den ære, I viser mig. Jeg skal nok gøre mig værdig til den, så I skal få glæde af mig." Ved festen lod han sig maden rigtig smage og var meget lystig og sagde bagefter: "Kære fru Ulv. Det er vores pligt at sørge for barnet, og I må have rigtig god føde, så det kan få mange kræfter. Der er en fårestald herhenne, hvor vi meget let kan få fat i en god bid." Ulven blev lækkersulten, og hun og ræven gik hen til bondegården. I lang afstand viste han hende stalden og sagde: "Der kan I krybe ind uden at nogen ser det. Jeg vil imidlertid prøve min lykke ad anden vej og se, om jeg ikke kan få fat i en høne." Den gik imidlertid ganske roligt hen til indgangen af skoven og lagde sig ned der og hvilede sig. Ulven krøb ind i stalden, men der lå en hund og gøede sådan, at bønderne kom løbende og fik fat i ulven og tampede den ordentligt igennem. Endelig slap den ud og slæbte sig af sted hen til ræven, der lå og klagede sig ynkeligt. "Jeg er rigtignok blevet ilde medtaget," sagde den, "bønderne har overfaldet mig og slået mig sønder og sammen, og hvis I ikke kan hjælpe mig af sted, må jeg blive liggende her og dø ar sult." Ulven kunne kun selv gå med stort besvær, men var dog så ængstelig for ræven, at hun tog den på ryggen, og langsomt bar den fuldstændig raske gudfar hjem til sit hus. "Farvel, kære fru Ulv," råbte den og lo af fuld hals, "lad stegen smage eder godt." Derpå løb den sin vej.
La loba dio a luz un lobezno e invitó al zorro a ser padrino.
- Es próximo pariente nuestro -dijo-, tiene buen entendimiento y habilidad, podrá enseñar muchas cosas a mi hijito y ayudarle a medrar en el mundo.
El zorro se estimó muy honrado y dijo a su vez:
- Mi respetable señora comadre, le doy las gracias por el honor que me hace. Procuraré corresponder de modo que esté siempre contenta de mí.
En la fiesta se dio un buen atracón, se puso alegre y, al terminar, habló de este modo:
- Estimada señora comadre: es deber nuestro cuidar del pequeño. Debe usted procurarse buena comida para que vaya adquiriendo muchas fuerzas. Sé de un corral de ovejas del que podríamos sacar un sabroso bocado.
Gustóle a la loba la canción y salió en compañía del zorro en dirección al cortijo. Al llegar cerca, el zorro le enseñó la casa, diciendo:
- Podrá entrar sin ser vista de nadie, mientras yo doy la vuelta por el otro lado; tal vez pueda hacerme con una gallinita.
Pero en lugar de ir a la granja, tumbóse en la entrada del bosque y, estirando las patas, se puso a dormir.
La loba entró en el corral con todo sigilo; pero en él había un perro, que se puso a ladrar; acudieron los campesinos y, sorprendiendo a la señora comadre con las manos en la masa, le dieron tal vapuleo que no le dejaron un hueso sano. Al fin logró escapar, y fue al encuentro del zorro, el cual, adoptando una actitud lastimera, exclamó:
- ¡Ay, mi estimada señora comadre! ¡Y qué mal lo he pasado! Los labriegos me pillaron, y me han zurrado de lo lindo. Si no quiere que estire la pata aquí, tendrá que llevarme a cuestas.
La loba apenas podía con su alma; pero el zorro le daba tanto cuidado, que lo cargó sobre su espalda y llevó hasta su casa a su compadre, que estaba sano y bueno. Al despedirse, díjole el zorro:
- ¡Adiós, estimada señora comadre, y que os haga buen provecho el asado! -, y, soltando la gran carcajada, echó a correr.