ハンスの嫁取り


Hans gifter sig


昔、ハンスという名の若い農夫がいて、叔父さんが金持ちの嫁さんを見つけてあげたいと思いました。それでハンスをストーブの後ろに座らせ、ストーブをとても熱くしました。それから鍋にいっぱいのミルクとたくさんの白パンをとってきて、ピカピカの新しいファージング硬貨を手に持たせ、「ハンス、そのファージングをしっかり握って、白パンをミルクに砕いて入れなよ。そして今いるところにいるんだ。おれが戻るまで動くなよ。」と言いました。「うん、全部やるよ。」とハンスは言いました。それから、叔父さんはパッチ(つぎはぎ)のついた古いズボンをはき、隣村の金持ちの農夫の娘のところに行きました。そして、「私の甥のハンスと結婚しないかね?あなたにぴったりの正直で分別のある男だよ。」と言いました。欲張りな父親が「財産についてはどうかね?砕いて入れるパンはあるかね(注)?」と尋ねました。
「ねえ、あなた、うちの若い甥は心地よいベッドがあるし、手に素晴らしいお金をもってるし、砕くたくさんのパンももっていますよ。それに私と同じくらいたくさんのパッチもありますよ。」と叔父さんは答えて、話しながらズボンのパッチ(つぎはぎ)をたたきました。しかしその地方では小さな土地の区画もまたパッチと呼ばれていました。「お手数をおかけしますが私と一緒に家へ来て見れば、すぐに私が言った通りだとわかりますよ。」すると欲張りはこの良い機会を失いたくなくて、「そういうことなら、これ以上結婚に反対して言うことはないよ。」と言いました。
それで決められた日取りで結婚式が祝われました。そして若い妻が花婿の財産を見ようと家から外へ出たとき、ハンスは礼服を脱ぎ、パッチのついた仕事着を着て、「上等な服をだめにするかもしれないからな。」と言いました。それから一緒にでかけて、ブドウ畑が見えたり畑や草地が区切られているところをどこでも指差し、仕事着の大小のパッチをたたきながら、「そのパッチはおれので、それもそうだ。おまえ、よく見てごらんよ。」と、妻が広い土地を見ないで、自分の服を、それが自分のものだから、見るべきだという意味で、ハンスは言いました。
「あなたも結婚式に出たの?」「ああ、確かにでたよ。正装してね。頭飾りは雪だったけど、お日様がでると溶けちゃったね。上着はクモの巣でできていて、イバラを通ったら破れてとれちゃった。靴はガラスでできていたんだが、石の上を歩いたらカチンと音がして、2つにわれちゃったよ。」
(注)俗語表現で「裕福なのかね」の意味らしい
Der var engang en ung bondekarl, som hed Hans. Hans fætter ville gerne have, at han skulle have en rig kone. Så lod han Hans sætte sig ved kakkelovnen og fyrede godt i. Derpå hentede han en skål mælk og en hel mængde hvedebrød, gav ham en ny, blank skilling i hånden og sagde: "Hold godt fast på skillingen og bræk hvedebrødet i mælken og bliv siddende der, uden at røre dig, til jeg kommer igen." - "Det skal jeg nok," sagde Hans. Fætteren tog nu et par gamle, plettede bukser på, gik hen i en anden landsby til en rig bondepige og sagde: "Vil I ikke gifte jer med min fætter Hans? I får en brav, flink mand, som I vil synes godt om." - "Hvordan står det til med hans penge?" spurgte den gerrige bonde, "har han noget at byde og bryde." - "Ja vist, min ven," svarede bejleren, "min unge fætter sidder lunt og godt, har en ny, blank skilling i hånden og har også noget at byde og bryde. Han ejer heller ikke færre pletter (sådan kalder man jordejendomme) end jeg," og dermed slog han sig på sine plettede bukser, "hvis I vil gøre jer den ulejlighed at gå hjem med mig, skal I nok i rette tid få at se, at det altsammen er, som jeg siger." Den gamle gnier ville ikke lade den gode lejlighed slippe sig af hænde og sagde: "Når det står sådan til, har jeg ikke noget imod partiet."
Brylluppet blev nu fejret på den fastsatte dag, og da den unge kone ville ud på marken og se sin mands ejendomme, tog Hans først sit søndagstøj af og sine plettede klæder på: "Ellers kunne jeg let ødelægge mine gode klæder," sagde han. De gik nu sammen ud i marken og når der stod en vinranke ved vejen eller marken og engen var delt, pegede Hans derpå og viste så med fingeren på en stor eller lille plet på sit tøj og sagde: "Den plet er min, og den der også. Se bare på den, min ven." Dermed mente han, at hans kone skulle ikke glo ud over markerne, men se på hans klæder, som var hans egne.
"Var du også med til brylluppet." - "Ja, jeg var der i mine allerbedste klæder. Min hovedpynt var af sne, og så kom solen og smeltede den, min kjole var af spindelvæv, og så gik jeg gennem en tjørnehæk, der flåede den af mig, mine tøfler var af glas, og da stødte jeg mod en sten, og kling klang, sprang de itu."